Kære alle sammen
Jeg er nærmest vokset op på havbunden. I hvert fald føltes det sådan, når jeg som barn lå på mit værelse, og kiggede på mit tapet der var fyldt med farverige fisk. Jeg dagdrømte med store glæde om, hvordan det mon var at leve under havets overflade.
Jeg er næppe den eneste, der mærker den kærlighed – derfor vil jeg igen i år tale om naturen.
For jeg mærker også en sorg. Vi er nemlig blevet fattigere på noget af det, vi elsker mest ved Danmark: Vores natur. For jeg tror, at vi deler en drøm. Men vi er langt fra at indfri den.
***
Vi er ved at fare vild. Vi har fået mere velstand, javel, mere teknologi og mere fart, og det er fint. Det er faktisk på mange måder rigtig godt. Men i jagten på at få mere, har vi mistet blikket for det, vi havde, der allerede var så værdifuldt.
Vi har spist så mange ål, at ålen måske uddør. Flere sommerfugle er i dag kritisk truede, fordi vi har taget deres levesteder fra dem. Biodiversiteten i planteriget herhjemme oplever et dramatisk fald, og vi er næsten ved at glemme ord som strandeng, overdrev og højmoser.
Jeg synes ikke, det lyder som Danmark. Nogle af os kan i hvert fald knap nok genkende os selv i den beskrivelse. Vi finder os ikke i det. Vi har fået nok.
For mig er det her enkelt. De grønne enge er Danmark. Lærkens sang er Danmark. Drikkevandet er Danmark. Fjordene er Danmark. Og Danmark, det er mit hjem.
Naturen er dér, hvor vi lever med vores familier. Det er dér, vores liv er. Eller måske skulle jeg sige: Det er der, vores liv var.
For vi kan ikke længere tage på fisketur i Vejle Fjord. Og man skal være heldig, hvis man hører lærken synge i København. Nogle steder her i kongeriget har man knap lyst til at drikke vandet fra hanen. Det er ellers det unikke og uskyldige Danmark, som vi alle kender. For der har alle – selvfølgelig – adgang til rent vand, uden det skal blandes op eller pakkes ind i plastikflasker først.
***
Naturen er vævet ind i vores identitet som danskere. Tænk på sangen ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor vi blandt andet synger om fuglene, som har sunget, som Thøger Larsen skriver, ”samme sang som i tusind år”.
Samme sang som i tusind år. Det er digterens smukke billede på det, der er evigt. Men fuglesangen forbliver kun evig, hvis vi passer på den. Naturen bliver kun ved med at være det hjem, vi har sunget om i generationer, hvis vi sørger for det.
For naturen kan ikke beskytte sig selv. Økosystemet presses af klimaforandringer, af gylle og af ligegyldighed.
Det gør mig vred. For hvis man elsker noget, så passer man på det. Så passer man på naturen. Så passer man på dyrene.
Hvordan blev Danmark et land, hvor grise kan være så udsultede, at man kan se senerne stikke ud og tydeligt se hvert et led på deres rygsøjle - og hvor man på de misbrugte grise kan se direkte ind i dyret igennem gamle tørre sår? Det er for dårligt. Det er ikke sådan, mennesker skal behandle dyr.
***
Naturen. Nogle elsker naturen så meget, at de vil lægge et badeland lige midt på stranden. Så kan de se naturen helt tæt på fra vandrutsjebanen med en slush-ice i den ene hånd og en pomfrit i den anden.
Jeg vil hellere kunne bade i naturen. Uden at skulle være på afstand. Uden at være nødt til at tænke mig til, hvordan det føles og hvordan det dufter. Men også uden fedtemøg og liglagen.
Alle politikere siger, at de elsker naturen. Men jeg kan love jer for, at når vi diskuterer strandbeskyttelse og mulige ændringer i planloven i Folketinget, så ser I for alvor forskellene på os partier. Så ser I, hvem der reelt er grønne. Og hvem, der burde hoppe i havet. For nogle gange kan en dukkert være en øjenåbner.
***
I har al ret til at være kritiske over for den politik, der er ført. Og jeg forstår godt, hvis I undrer jer over, at vi politikere under det ene valg efter det andet lyder rørende enige om at være grønne om at ville redde drikkevandet og den her gang endda også være klar til at styrke dyrevelfærden og bagefter sker der ikke noget. Og os, der faktisk går op i dyrevelfærd og rent drikkevand får at vide, at vores bekymringer bare er pjat. Og hysteri.
Men se jer omkring. Vi er nemlig nogle, der har vi modet til at være grønne både før, under og efter valget. Og vi er helt hysterisk pjattede med rent drikkevand.
***
Af kærlighed til naturen vil jeg i dag tage hul på en ny samtale. Nemlig en samtale om havbrug. Havbrug, kalder man det, når tusindvis af fisk holdes samlet i netbure ude i havet. Der ender overskudsfoder, afføring, medicinrester og kemikalier, man bruger til at vedligeholde nettet, direkte i havet – og slår vores natur til plukfisk.
Man kan med rette bekymre sig om landbrugets kvælstof, der lukkes ud og, ja, kvæler. Men hvis man gør dét, skal man også bekymre sig om det kvælstof, der ender direkte ud i havet via havbrug.
Der er 19 havbrug i Danmark, hvoraf kun to har en gyldig miljøtilladelse. De ligger ofte i kystområder, der i forvejen ikke har det godt. Og hvert kilo udledning fra havbrug er værre end den fra landbrug og spildevand.
Lad os få gennemgået det hele, lad os gøre det hurtigt, og lad os få lukket hvert et uforsvarligt havbrug.
For hvorfor skal man dog have lov til at svine under vand, når man ikke må oven vande? Skaderne er jo lige skrækkelige. Også selvom man ikke kan se dem med det blotte øje. Jeg kan love jer for, at den sag ligger på miljøministerens bord allerede. Der lagde vi den nemlig i morges. Igen.
***
Alle konservative hjerter banker for hjemmet og det nære. Og det nære er også naturen omkring os. Det Konservative Folkeparti er dermed også et naturligt hjem for alle de borgerlige mennesker, der gerne vil naturen og naturbeskyttelsen. Jeg kunne måske sige det mere elegant, men nu siger jeg det lige ud: Der er et sted at gå hen, hvis man er borgerlig og grøn. Vi er det sted. Vi er det parti.
Nogle siger så: "Men den nye regering er jo rød, så den løser vel alle problemerne?" Nej. For rød regering giver ikke automatisk grøn politik. Det har de sidste syv år jo vist.
Udover, at rød ikke sådan lige ud af det blå bliver grøn, så er der også noget, der for alvor gør mig bekymret på naturens vegne: Regeringen mangler pengene. For når økonomerne allerede nu siger, at der ikke engang er guld nok til halvdelen af regeringens mange løfter, hvilke tiltag bliver så til noget – og hvilke var bare varm møgbeskidt luft og udpint valgflæsk med liggesår?
I Det Konservative Folkeparti stiller vi os klar til at hjælpe. Vi indgår gerne aftaler med regeringen om bedre natur, klima og dyrevelfærd, hvis ellers aftalerne er gode. Naturen er ligeglad med blokpolitik, den går kun op i resultater.
***
Kære alle, hvis I har det som mig, så har vi et fælles projekt. Fordi vi tror på det, Danmark er, og på det, Danmark kan blive til.
Det skal være vores generationer, der giver liv i fjordene. Det skal være os, der beskytter naturen. Det skal være os, der genopretter skovene og kysterne og giver hjem til de truede arter.
Vi gør det her, fordi det er rigtigt. Vi gør det for de børn, der ligger på deres værelse og drømmer om den store natur. Vi gør det, fordi det er nødvendigt. Og der er ikke andre til at gøre det. For det skal være nu.
Vi gør det for naturen. Og for de mennesker, der kommer efter os selv. Fordi vi respekterer, at vi har kun Danmark i vores hænder for en stund.
Jeg drømmer om et Danmark, hvor børn stadig kan få grønt græs på knæene, frisk fisk på krogen, rent vand fra hanen, hvor de kan høre den samme lærkesang som i tusind år og synge de sommersange, som generationer før dem har sunget.
Jeg drømmer om, at jeres oldebørn en skønne dag peger på vores generationer og siger: ”Det her, det gjorde de for os”.