Jaaaaa! Så er vi her igen. Her på skønne Bornholm.
Hvor er det dejligt at se jer. Hvor er det herligt med masser af glade mennesker. Det er lige, som jeg elsker det: Larm, leben og latter. Og selvom jeg lige nu står helt heroppe, så er det meste af snakken på Folkemødet ligesom heeelt nede på jorden.
Præcis som det skal være.
Selvom jeg er i godt humør – så tillader jeg mig lige at blive lyseslukker. Med denne lille øvelse:
Prøv at forestille jer, at når I vågner i morgen, så er både Allinge og hele verden tom.
Der er ikke et øje.
Ingen voksne, ingen børn, ingen stemmer, ingen latter. I starten er det måske meget fedt. Der er ingen, der ser hvor morgengrim, man er når, man vågner med hamrende tømmermænd. Der er ingen kø til toiletvognen. Man kan bare plyndre madboderne. Eller tage en morgendukkert helt splitternøgen.
Man har alting for sig selv.
Det er sjovt nok for en dag.
Men det bliver hurtigt ret uhyggeligt, ik? Ensomt. Meningsløst. For hvad er vi her så egentlig for?
Tænk nu, hvis det var sådan hver dag. Hele tiden.
Minder det ikke om en berømt børnebog? Tænker I også på ”Palle alene i verden”?
Jeg tror, jeg har læst den bog 100 gange. Min mor læste den også højt for mig. Og så lå jeg der i børneværelsets mørke og prøvede at forestille mig, hvordan det ville være. Hvis man vågnede og var helt alene. Altså sådan HELT alene.
Uh, det kunne jeg ikke lide. Hvem skulle jeg så fortælle, at jeg havde løbet hurtigere end alle drengene. Undtagen Bo. Hvem skulle jeg trøstes af, når jeg skulle sige farvel til et elsket kæledyr. Hvem skulle jeg spørge om alt mellem himmel og jord – og lytte og lære af. Udvikle mig sammen med. Grine og græde med.
Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på det.
Det er jo bare en gammel børnebog – men den rammer stadig lige i maven!
Men ved I hvad, ”Palle alene i verden” beskriver faktisk meget godt, hvorfor jeg er konservativ.
For den handler jo om, at vi ikke er skabt til at være alene. Vi er skabt til at høre til. I familier. I lokalsamfund. I vores land. I vores historie og kultur. Og natur.
Som et led i rækken af generationer. Før og efter os.
Det er dét, der er vores fællesskab. Den usynlige pagt mellem dem, der var før os, os selv – og dem, der kommer efter. Det er generationsansvaret.
Tænk på jeres bedsteforældre – og jeres oldeforældre – hvis I er så heldige, at I nåede at møde dem. De generationer før os, som levede og arbejdede for vores land, vores samfund, vores fremtid.
Det glemmer man ALDRIG, når man er konservativ.
Alt det, vi taler om her på Folkemødet. Handler det i virkeligheden ikke om de usynlige tråde, der løber mellem generationerne?
Klima. Natur. Sundhed. Vores skoler. Dannelse. Kunst. Vores ønske om at skabe et samfund, der er bedre end det, vi selv blev født ind i.
For mig er generationsansvaret den akse, jeg drejer al min politik omkring.
Når vi vil have et stærkere forsvar. Fordi vi skal forsvare vores grænser. Vores frihed. Vores børn.
Når vi vil have en folkeskole med dannelse, fællesskaber og uden vold.
Når vi vil have grøn, vedvarende energi, så vi ikke er afhængige af fossile brændsler og Putins gas.
Og når vi ikke vil tillade fremmede kulturer at ødelægge de værdier, generationer før os har kæmpet for.
**
Jeg vil gerne zoome ind på naturen. Miljøet. Fiskene i havet. Ilten, der gerne skulle nå helt ned på havbunden.
For hvis der er noget, der står på side ét i generationskontrakten – så er det, at vi har et ansvar for at passe på naturen.
Når man er konservativ, så betyder generationsansvaret det hele. Det er alle vegne. I de små ting. Og de store.
Det er der, når jeg har besøg af min nieces skønne lille søn. Og vi går sammen ud i haven og kigger efter sommerfugle.
Det er der, når jeg bider mig fast i bordkanten i forhandlingerne om den grønne trepart. Fordi vi VIL have fisk i vandet og mere sammenhængende vild natur.
Jeg har generationsansvaret med mig, når jeg har et møde med Ursula von der Leyen i Bruxelles. Når jeg siger til hende, at jeg er bekymret for den grønne omstilling. Den konservative gruppe i EU må aldrig blive mere sort end grøn.
Jeg har understreget over for hende, at vi skal handle nu! Og at vi skal bruge Danmarks EU-formandskab til at skrive det med flammeskrift.
For den grønne omstilling er ikke kun en dansk dagsorden. Det er i høj grad en EU-opgave.
Det er for eksempel meget tydeligt her på Bornholm, hvor vi står lige nu. Det er Danmark. Men det er også en ø midt ude i Østersøen. Det betyder, at en del af det kvælstof, som ødelægger livet i Østersøen, kommer fra landene omkring os.
Det viser, at det er et flydende problem. Vi er nødt til at arbejde sammen i Europa.
Det lovede hun mig – Ursula von der Leyen. At hun også vil kæmpe den grønne, europæiske kamp. Og jeg vil holde hende op på det. Og jeg vil holde regeringen op på det – benhårdt. For Danmark skal ikke have et EU-formandskab, hvor vi sidder på hænderne. Vi skal bruge det til at presse på – for naturens skyld, for børnene, for Europas fremtid.
Selvfølgelig skal vi også bruge Danmarks formandskab på at få sat fut under kedlerne på grøn energi. Forsyningssikkerhed. Selvfølgelig. Lige som vi skal bruge det til at få taget et gevaldigt opgør med det EU-bureaukrati, der er ved at dræbe vores iværksættere, virksomheder og arbejdspladser.
**
Jeg elsker naturen. Den er fuld af poesi. Dufte. Farver. Drømme. Længsler.
Men det arbejde, vi skal gøre for at genoprette naturen. Det er ikke særlig poetisk. Det er jeg simpelthen nødt til at sige.
Det er hårdt arbejde. Det er store beslutninger. Og drastiske omlægninger.
Det er fint og sympatisk med blomsterstriber i rabatter og ”vild med vilje” i midten af rundkørsler. Men vi ved jo godt alle sammen, at det ikke er det, der batter. Det er meget større arealer vi taler om. Det er et nyt danmarkskort.
Det er KÆMPE forandringer.
Det skylder vi børnene. Og deres kommende børn.
Det er generationsansvar.
Og det er en konservativ selvfølge.
Hvis vi ikke tager ansvaret på os nu. Og gør det svære. Så bliver næste generation Palle alene i verden.
For så er der jo ingenting.
Vi er heldige. For naturen er generøs. Og tilgivende. Den finder sig i at blive trampet på. Svinet til. Hevet op med rode. Drevet rovdrift på. Asfalteret, drænet og dyrket.
Og være skraldespand for vores overforbrug. Og grådighed.
Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der bærer så lidt nag som naturen.
Den tilgiver os altid. Strækker sig mod os. Den finder nye veje. Den er en overlever. Selv på den mest hårde stenbro skyder en mælkebøtte op i sprækkerne mellem brostenene.
Men selv en ukuelig overlever kan blive alvorligt syg. Lige nu gisper naturen efter vejret. Den viser os med alle tænkelige signaler, at vi skal stoppe op og skifte retning.
Jeg er født optimist. Og jeg tror på, at vi godt kan nå at gøre noget. Det gør vi i Det Konservative Folkeparti.
Vi foreslår igen og igen mere beskyttelse og flere midler til natur og biodiversitet.
Vi mener, at miljøkriminalitet skal straffes meget hårdere – end bare at lange en bøde ud. For det er drikkevandet, den rene jord og børnenes fremtid, disse kriminelle slamberter gambler med.
Vi har sagt, at vi bør have et nationalt forbud mod det kemiske stof PFAS i stegepander, flyverdragter og andre ting, vi bruger i hverdagen.
Vi jagter løbende ny teknologi og produktion af billig grøn strøm – hvor regeringen også her mest af alt ser ud til at have mistet pusten.
Vi er kommet et stykke med aftalen om Den Grønne Trepart. Men vi skal lige huske – at indtil videre er den kun ord på papir.
Den egentlige redningsaktion sker jo først, når vi får aftalens ord gjort til virkelighed.
Det der med et fint ord kaldes implementering. Der er oprettet et helt ministerium til den øvelse. Så jeg har da store forventninger til, at der sker noget.
Vi holder øje – og vi holder fast.
Fordi det er vigtigt. For naturen. For havet. For fremtidige generationer.
**
I Det Konservative Folkeparti tror vi ikke på, at én person – én stat – kan eller skal bære hele ansvaret. Vi tror på fællesskabet. På det personlige ansvar. På civilsamfundet. På forældrene, læreren, spejderlederen.
Det er det generationsansvar, vi som konservative tager på os. Det er det ansvar, der former vores naturpolitik. Vores forsvarspolitik.
Vores økonomiske politik. Vores måde at tænke samfund på.
Når jeg siger, jeg vil gøre Danmark:
Rigere
Tryggere
Grønnere
Så er det fordi, jeg drømmer om, at vi hver især gør det bedste, vi kan, for fællesskabet.
Det fællesskab, der væver sig ind mellem generationerne. Mellem børn og voksne. Unge og gamle. Spædbørn og oldinge.
Vi er afhængige af hinanden. Så hvis vi begynder at trække i de løse tråde, så trævler vi langsomt fællesskabet op. Indtil der til sidst ikke er mere tilbage.
Vi må ikke gå og bilde os ind, at vi lige kan fikse naturen. Så nemt er det trods alt ikke. Og det er heller ikke nok bare at tale om det.
For det er desværre ikke bare et mareridt, vi nok snart vågner fra.
Det er vores ansvar at sørge for, at de næste generationer aldrig skal vågne op og være alene. At de kan bruge naturen, som vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde.
Palle er heldigvis bare en figur i en herlig gammel børnebog.
Men Palles historie minder os om noget helt enkelt og helt afgørende: At vi kun er noget i kraft af hinanden.
Det er i fællesskabet, vi finder meningen – og det er i vores ansvar for næste generation, vi finder retningen.
Så husk: selvom din nabo, kæreste, kollega, lillebror eller veninde godt kan være møgirriterende. Så er det værre at være Palle alene i verden.
Giv hinanden en krammer, nyd fællesskabet og ha’ et forsat godt folkemøde!