Skip to content

Mona Juuls 1. maj-tale

Om

Taler

Mona Juul
Formand for Det Konservative Folkeparti

Dato

Sted

Fællessalen på Christiansborg

Tale

Kære blå venner 
Nogen tror på klassekamp. 
Vi tror på Danmark. 
Det var også Det Konservative Folkepartis slogan her under valgkampen. 
Fordi vi tror på det fællesskab, Danmark er. Og det ansvar, der følger med. 
Og det er sådan set lige meget om, du er lønmodtager, iværksætter eller pensionist. 
I dag siger kalenderen 1. maj. Det er der intet mærkeligt i. Det er jo bare en dato. 
Det mærkelige er, at datoen i en række kommuner er en fridag. Her i Københavns Kommune har folkeskoleelever fri. 
Børnehaver og vuggestuer holder lukket, så mor og far ikke kan arbejde. 
Og havde du et opklarende spørgsmål om et uforståeligt brev fra SKAT – så kan du komme igen i morgen. 
Vi holder simpelthen en partipolitisk fridag på skatteborgernes regning. For de røde faner skal svinges, og der skal holdes taler og skrives Facebook-opslag med så meget arbejdernostalgi, at selv salig Erik Clausen ville blive misundelig. 
Men kampen for arbejderen. Lønmodtageren. Den er vel for længst vundet? 
Vi har jo en udpræget lønmodtagerkultur i Danmark. 
Det blev også meget tydeligt under valgkampen, hvor debatten om formueskatten gik helt over gevind. Det var jo slet ikke gennemtænkt. 
Måske netop fordi, alt for store dele af venstrefløjen kun tænker i lønmodtagere – og ikke ved noget om iværksætterne og de selvstændige. 2 

Den kampagne med formueskatten gav gevaldigt bagslag. 
For iværksættere behøver altså ikke at være meget rige og køre rundt i store biler. Men de kan godt have en formue, som de skal bruge til at investere i virksomheden, så den kan vokse og skabe arbejdspladser. 
Samtidig kan de leve på en sten, fordi de kun trækker en meget lille løn ud til sig selv. 
Venstrefløjen siger: Vi tror kun på dig, hvis du er lønmodtager. 
Jeg siger: Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse, du har. Om du er sygeplejerske, bager eller administrerende direktør. Det vigtige er dine værdier. At du bidrager med noget vigtigt i vores fællesskab. 
Jeg har et godt og helt aktuelt eksempel på, at der altså nogle gange går lidt spaghetti i venstrefløjens solidaritetsbegreb. 
Det er de der blokader, 3F laver foran døren ind til danske virksomheder, hvor mennesker går på arbejde. 
Med gule veste og røde faner står de klar til at håne både virksomhederne og dens medarbejdere. 
Hvorfor? 
Fordi de har tegnet overenskomst med den FORKERTE fagforening. 
Alt er i den fineste orden. Lønforhold. Overenskomst. Det er bare ikke 3F, de er organiseret hos. 
Det er altså helt, helt vanvittigt. 
Det bliver dem mod os. De rigtige og de forkerte. 
Og vi har simpelthen ikke brug for splittelse. 
Vi har brug for fællesskab. 
For mig at se, har vi ét fællesskab, der er det vigtigste. Og det fællesskab hedder Danmark. 
Jeg tror ikke på de røde faner eller favorisering af bestemte grupper. 3 

Jeg tror på Danmark. Og jeg vil kæmpe for vores værdier. Frihed, retfærdighed, lighed og retten til at ytre sig. 
Det vil jeg kæmpe for i dag på 1. maj. Og det vil jeg kæmpe for i morgen og alle andre dage. 
Jeg vil gerne ønske alle en rigtig god helt almindelig arbejdsdag. 
Og lad os så snart få en regering, så danskerne kan komme videre. 
Tak for ordet. 

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags