Mogens Müllers prædiken 6. søndag efter påske

Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen!

Evangeliet til denne søndag er hentet fra Johannesevangeliet: 17, 20-26:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« 

Hvad vi i virkeligheden tror om Gud, det fortæller vi gennem den måde, hvorpå vi indretter os i denne verden og med hinanden. For det er her, vi viser, hvad vi lader det hele komme an på. Det billede, som vi således røber, at vi har af Gud, det kan vi nu have fået mange steder fra. Lige fra bibelhistorien og til det menneske, som vi måske forguder. Tilmed rummer vores Bibel meget forskellige billeder af Gud. Det Gamle Testamente kender i høj grad også til en straffende Gud. Vi har god grund til at tro, at de mennesker, der i sin tid byggede denne kirke, levede i en stor frygt for at gå fortabt og havne i helvede. Gud var for dem i hvert fald også den, der straffede, og på kalkmalerier kan vi se et uhyggeligt dødsrige i skikkelse af et uhyre opsluge dem, der ikke opnåede frelse. Og så kan vi alligevel konstatere, at den ikke fik alle og enhver til at leve et skikkeligt liv. Ganske som truslen om stadig længere fængselsstraffe åbenbart ikke udrydder kriminaliteten.

I hvert fald begyndelsen til et sådant skrækindjagende gudsbillede kan man godt finde i Bibelen. Vi har dog nok i dag vanskeligt ved at forestille os denne helvedesangst. Når vi er bange for at dø, er det nok mere døden end fortabelse og straf, vi frygter. Den middelalderlige helvedesangst ken­der vi dog blandt andet fra Luther. Hans store spørgsmål var således: Hvor­dan får jeg en nådig Gud? Og den oplevelse, der skabte reforma­tionen, var nu den, at Luther ved at læse i Bibelen opdagede, at han og alle mennesker faktisk allerede har en nådig Gud. Det var den Gud, der ende­gyldigt havde givet sig til kende, havde vist hvem han var, i Jesus Kristus. Men dette billede var tit nok blevet sløret, om ikke ligefrem fordrejet i kirken. Det mødte Luther for eksempel i den omsiggribende handel med syndstilgivelse, som fandt sted med de såkaldte afladsbreve: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer – som en af de store afladskøbmænd kunne formulere det.

Men i Bibelen selv fandt Luther et virkningsfuldt modbillede til dette skræmmebillede. Og det var det billede, som Jesus havde tegnet med sit liv, sin gerning og sin magtesløse død på korset. Dermed havde Jesus vist, at Gud er kærlighed – sådan som det også siges ligeud i et brev, som stammer fra den samme kreds som Johannesevangeliet. Kærlighed lærer man dog alene at kende ved at modtage den. Og det vil faktisk sige, at man også kan vende billedet om. I mennesket Jesus af Nazaret havde men­nesker dengang i Palæstina oplevet at møde Gud. Igennem sine ord og gerninger havde Jesus fremkaldt et billede af Gud i deres hjerter, et billede der skabte glæde og lys og frimodighed i deres liv. Og dette billede af Gud formåede disse mennesker at fastholde og videregive, således at også vi i dag kan få del i det.

Og det er netop det, Jesu tale i evangeliet til i dag vil os. Ordene stam­mer fra den temmelig lange bøn, som Jesus ifølge Johannesevangeliet bad den sidste aften, han var sammen med sine disciple. Man har siden givet den betegnelsen ”Jesu ypperstepræstelige bøn”. Det gjorde man, fordi Jesus her beder for de disciple, som han ved sin død lader tilbage i denne verden. Som ypperstepræsten i Jerusalems tempel går han i forbøn for sit folk, sin menighed. Som bøn er dens ord naturligvis henvendt til Gud. Men meget hurtigt blev den – og det med rette – opfattet som først og fremmest en opmuntringstale til ikke alene Jesu disciple, men overho­ve­det til alle senere generationer, der kom til at høre den. Så denne bøns egentlige adressat er dermed også os, der er i kirke her i dag. I ord, der for en umiddelbar betragtning er henvendt til Gud, vil denne bøn mejsle sit gudsbillede ind i vores hjerter.

Så når vi hører ordene i denne bøn, inddrages vi i den kamp om guds­billedet, der foregår hele tiden og på mange fronter. Det er nemlig kam­pen om, hvad der behersker vores bevidsthed. Om hvad der fylder vores sind og bestemmer vores handlinger. Om det er den boghol­de­riske små­lig­hed, der ikke kan tænke sig andet end ”noget for noget”. Eller om det er en glad taknemmelighed, der afføder barmhjertighed og storsind. Og det er dette sidste, barmhjertighed og storsind, Jesu billede af Gud vil afføde. Matthæusevangeliet lader hele to gange Jesus citere, hvad Gud ifølge Ho­seas’ Bog i Det Gamle Testamente, fordrer af mennesker: ”Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtoffer!” Og barmhjertighed er jo ikke til at misforstå, og barmhjertighed kan i grunden heller ikke gradbøjes. Og hvad den går ud på, véd vi jo så udmærket fra os selv, fra hvad vi selv ønsker os – og tit nok har brug for.

Igennem ordene i Jesu bøn tegnes der et billede af Gud, hvor Guds kærlighed til os er kommet til syne i Jesu kærlighed til sine disciple. Og det er vel at mærke en kærlighed, der forpligter!  I Johannes­evangeliet gøres det meget konkret, når denne forfatter ”erstatter” nadverens ind­stiftelse med en beretning om, hvorledes Jesus vasker sine disciples fødder. Og tilmed gør det med den umisforståelige besked: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinan­dens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Sand gudstjeneste er herefter, at vi viser kærlighed og barmhjertighed – i Bibelen henvises som ”værdigt trængende” her næsten altid til enker og faderløse og de fremmede iblandt jer. Og ikke mindst fordringen om at tage vare på de fremmede iblandt os er jo ikke ganske overflødig i dagens Danmark.

I Jesu bøn bedes der også for, at alle de, der tror, må være ét. Her er ikke tale om en eller anden organisatorisk enhed. For sådan en enhed byg­ger altid på enighed. Og en sådan enighed går der hurtigt Babels­tårn i. Men det er heller ikke meninger, det her handler om. Eller rettroenhed for den sags skyld. Vi er ikke menighed, fordi vi har de samme meninger. Og når de forskellige kirkesamfund kan være så forskellige, som de er, er det ikke kun på grund af forskellige meninger, men i høj grad også på grund af forskellig historie. Og sin historie kan ingen springe over. Den enhed, som der bedes om, er da også en helt anden slags. For det er ikke den slags enighed, der gør stærk. Men den består i, at enhver på sit sted og med sine evner lever den kærlighed og barmhjertighed ud i livet, som Jesus som forbillede forestiller. Med Johannesevangeliets lidt kringlede måde at sige tingene på bedes der om, at Gud gør sig kendt ved, at den kærlighed, som han har elsket Jesus med, skal vise sig i hans menighed.

Så det, der i dag hedder succeskriteriet, ligger lige ved hånden. Som man kender et frugttræs kvalitet på dets frugter, således kan også den kristne menigheds evne til at være lys og salt i verden måles på dens evne til at skabe frimodighed, barmhjertighed og kærlighed. Kulde over for andres nød, smålighed og hang til at dømme andre er simpelt hen ikke gode frugter. Vi holder netop gudstjeneste, ikke blot for at få del i den guddommelige kærlighed, men nok så meget for at den skal forplante sig i os og sætte sig frugt i vores liv med hinanden. For al kærligheds væsen er at komme til udtryk. 

Amen!