Mogens Müllers prædiken 2. søndag i fasten

Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord! Amen! 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus, 15, 21-28: 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. 

Denne fortælling om den kana’anæiske kvinde, som jeg lige har læst op, er faktisk en andenudgave. For den, der skrev Matthæusevangeliet, genfortæller her en historie, som han har fra Markusevangeliet. For at sige det ligeud: Han har ikke ment, at forfatteren til Markusevangeliet gjorde det godt nok. Derfor skrev han en anden, forbedret udgave. 

Gudstjenestedeltagere er jo fortrolige med, at Det Nye Testamente rummer fire forskellige udgaver af den samme fortælling. De fire evangelier vil jo hver især fortælle den samme historie, selv om de gør det meget forskelligt. Også selv om det i udgangspunktet er den samme hændelse, de fortæller om. 

Forfatteren til Markusevangeliet var efter alt at dømme den første på banen. Han var så at sige den, der fandt på at gøre evangeliet til en fortælling, en samlet beretning om, hvad Jesus sagde og gjorde, og hvordan det gik ham. Men han dannede altså skole. Og de, der gik i den skole, forfatterne til de tre andre evangelier, de tre, der siden gik i hans spor, de ville ikke bare supplere. De mente simpelt hen, at historien skulle fortælles på en anden måde. Det får kirkegængeren nu ikke meget indtryk af, fordi vi i gudstjenesten altid kun får brudstykker, og det snart fra det ene evangelium, snart fra det andet. Det tjener jo til at udviske den enkelte evangelists profil. Og det er sikkert også meningen. 

Det generer os måske ikke så meget, når der er tale om en gendigtning som den, vi indledte gudstjenesten med, Grundtvigs ”Som tørstige hjort monne skrige”. Det er jo en gendigtning af nr. 42 og 43 i den gammeltestamentlige salmebog, som vi da også hørte lidt af fra altret. Og vi kommer jo ikke uden om, at Grundtvig ikke bare gendigter, men også digter videre på sit forlæg. For Grundtvig identificerer sig med den anfægtede salmist. Ligesom han er Grundtvig bange for, at hans Gud skal blive væk, fortone sig, så glæden og forvisningen forsvinder. Han oplever det, som om Gud tøver og sover. 

Det er, som om forfatteren til Matthæusevangeliet vil indarbejde netop denne erfaring i sin udgave af fortællingen om den hedenske kvinde, der trygler Jesus om hjælp til sin syge, sin dæmonbesatte datter. For som vi lige hørte det, støder den arme mor jo mod en mur bestående af Jesu tavshed og hans disciples afvisning. I Markusevangeliet svarer Jesus hende ellers med det samme. Hun skal blot vise tålmodighed og lade børnene blive mætte først. ”For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Eller sagt med andre ord: Jesu landsmænd, jøderne, har førsteret på ham. At han så sammenligner moren og hendes syge barn med små hunde, gør det jo ikke bedre. Det er i hvert fald vanskeligt at opfatte det som en venlighed. 

Hvad er det for nogle erfaringer, vores evangelist vil skrive ind i fortællingen, når han om Jesus indføjer: ”Han svarede hende ikke et ord” og tilmed lader disciplene bede ham: ”Send hende væk! Hun råber efter os”? Ja Jesus begrunder jo sin tavshed med, at han ”ikke er sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Handler det om en velsignelse, der ikke er stor nok til at række til alle? Til at nå ud over Israels grænser? 

For nylig skulle jeg ved et møde drøfte bibelsyn med en anden kirkens mand, blandt andet om Bibelens syn på vielse af to af samme køn, om kirken kunne velsigne et sådant forhold. Med stille undren måtte jeg høre, at vi her kunne hente hjælp og vejledning i fortællingen om, hvordan der ikke var mere velsignelse at hente for Esau, fordi det var lykkedes hans bror, Jakob, godt hjulpet af deres fælles mor at franarre den gamle og blinde Isak, hvad der var. For når Gud nu havde givet sin velsignelse til det heteroseksuelle ægteskab, så forholdt det sig for de homoseksuelle ligesom for bibelhistoriens Esau: Der var ganske enkelt ikke mere velsignelse at få.  

Har der været folk i Matthæus’ menighed, der mente, at frelsen var forbeholdt jøder? Har der været nogle her, der hævdede, at Guds velsignelse ikke rakte til alle, der ønskede den? For nu slet ikke at tale om dem, der ikke ønskede den? Er kirkemure tykke for at holde nogen ude? Eller for at give ly til alle, der kommer indenfor? Kigger vi os omkring i evangelierne, dukker der flere beretninger og lignelser op, der vil advare imod kirkelige linjevogtere. Meningen er, at menigheden er sat til at holde dørene åbne. Til at lukke ind, ikke til at lukke ude. ”Guds kærlighed ej grænse ved” er der en salme, der hedder. Og så er det nok bedst, at vi heller ikke ved af grænser. Måske også – for ikke ligefrem at sige: især – for vores egen skyld. 

I førsteudgaven i Markusevangeliet henviser moren med den fortvivledes opfindsomhed til, at de små hunde under bordet da får de smuler, børnene taber – ifølge min ganske vist efterhånden gamle erindring, mindst det halve. Og Jesus siger da til hende: ”Fordi du svarede sådan, så gå hjem, dæmonen er faret ud af din datter.” I Matthæus’ udgave ydmyger moren sig yderligere: Her er der heller ikke noget med, at børnene først skal blive mætte. Og det bliver i Matthæus’ udgave heller ikke børnenes smuler, men smulerne fra deres herres bord, de små hunde lever af. Men alligevel holder hun fast: Den velsignelse, Jesus har at dele ud af, rækker – stoler hun på – også til hendes datter. Hvad Jesus har at give, bliver ikke taget fra andre. 

Og Jesus må give fortabt. Hans forsvarsværker er åbenbart løbet over ende af morens tro. Som han da også kvitterer for med ordene: ”Kvinde, din tro er stor. Det ske dig, som du vil.” Han har kaldt noget frem i hende, som han bliver nødt til at honorere. Sådan måtte i hvert fald Matthæus fortælle historien i sin situation. Disciplenes ord: ”Send hende væk! Hun råber efter os” blev stikkende i munden på dem. De bliver ganske enkelt gjort til skamme. Og Jesu tavshed får ikke det sidste ord. Det gør til gengæld den Jesus, som moren skabte med sin tro. 

Bliver der flimmer i billedet? Flytter troen Jesus? Matthæus har valgt at fortælle historien på en sådan måde, at kvindens tro lukker hende ind i Israel. Eller rettere: Så muren omkring Israel smuldrer, så alle, der tror, kan være med. Det var den udvikling, Paulus om nogen var med til at sætte i værk og begrunde teologisk. Han mente således at kunne konstatere, at i Guds øjne er der ikke forskel på jøde og ikke-jøde. Som han skriver det i sit brev til menighederne i Galatien i det nuværende Lilleasien: ”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6). Måske er det selve denne tanke om kærlighed som troens sande frugt, som fortællingen om den kana’anæiske kvinde vil indfange og gøre anskuelig. For morens tro viser sig i hendes kærlighed til sit barn, en kærlighed, der ikke kan give op. 

Men når Matthæus kunne skrive en andenudgave af denne historie, viste han desuden, at for ham var fortællingen dynamisk. Den skulle genfortælles på en sådan måde, at den viste frem, ikke tilbage. Den skulle ikke føre tilhøreren tilbage til et stykke fortid. Den skulle tale ind i nutiden, Matthæus’ egen tid, hvor der åbenbart var nogle, måske endda også noget i ham selv, der instinktivt ville sætte grænser. Grænser, der tegnede sig, fordi man også ville bestemme over udfaldet af forkyndelsen. Man ville så at sige opfange virkningen i en støbeske, i en fast skabelon. 

Men her indbyder fortællingen, her opfordrer evangeliet os til at tænke grænseoverskridende. Det er kærligheden, der skal bestemme, skal sætte rammen. Guds velsignelse rækker lige så langt, som den bliver modtaget i tro. Det skal vi ikke stå i vejen for.  Over alt, hvor mennesker lever i kærlighed med hinanden, er det Guds velsignelse, der folder sig ud. Det har vi lov at tro.  

Amen!