Hej alle sammen.
Jeg er hende, der elsker at opleve verden.
Til fodbold. På café. Til festivaler.
Hende der griner, siger tingene ligeud, og bliver ved – selv når livet tester mig.
Men der er en grund til, at jeg står her.
En grund til, at jeg bliver ved.
Jeg har familie og venner, der aldrig har set mit handicap som en begrænsning – men som en del af mig.
De er dem, der altid siger:
“Vi finder en måde.”
De er min tryghed, mit grin, og mit mod.
Og det er derfor jeg ved, hvor meget fællesskab betyder.
I folkeskolen mødte jeg nogle, der så mig.
Mennesker der ville mig, og som fandt løsninger.
Når de andre løb 10 runder, kørte jeg 10 runder i min kørestol, i hallen.
Når der skulle laves mavebøjninger på det kolde gulv, kørte jeg ryglænet frem og tilbage.
Og da vi skulle spille volleyball, fandt min idrætslærer en blå badebold, når den anden bold var for tung.
Måske en lille ting for nogle – men et stort “du hører til” for mig.
Sådan havde jeg det også i frikvarteret, for jeg var med til rundbold og til fodbold som målmand, for mine venner sagde:
“Kom, Mille – vi finder ud af det.”
Men… det mødte jeg ikke alle steder.
Da jeg startede på HHX i Næstved, gik det galt.
For der blev jeg ikke mødt som Mille.
Jeg blev mødt som “for besværlig”.
Jeg måtte ikke komme med på virksomhedsbesøg.
Ikke på studieture.
Selvom jeg tilbød at klare alt, og de sku’ bare sige hvor vi sku’ hen.
Men min rektor sagde:
“Det er okay at gøre forskel på folk!”.
Så i 3.g – da alle glædede sig til studentertiden.
Fik jeg at vide, at jeg ikke måtte komme med på studentervognen.
Selvom der var en vogn, hvor jeg kunne være med i.
Så var svaret stadig et klart: “Nej”.
Det var dråben, der gjorde så ondt,
At jeg droppede ud.
For jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg tog huen på.
Og der – midt i alt det svære – havde jeg min familie og mine venner, der var der for mig.
De sagde:
“Du er ikke problemet”.
“Det er systemet, og det er det der skal ændres”.
Her kommer menneskerettighederne ind.
For inklusion er ikke en tjeneste.
Det er ikke et “hvis der er tid”.
Det er en rettighed.
Retten til uddannelse.
Retten til deltagelse.
Retten til at være en del af fællesskabet – uden at kæmpe for at få lov.
Når samfundet ikke finder løsninger, så rammer det ikke kun logistik.
Det rammer mennesker som mig.
Det rammer vores mod.
Det kan få os til at tro, at der ikke er plads til os i verden.
Men jeg ved, der er plads.
Jeg har mærket det.
Jeg har levet det.
Jeg har haft mennesker ved min side, der viste mig, hvad ægte inklusion er.
Og det er derfor jeg står her i dag.
For at sige:
Det kræver ofte så lidt.
En badebold.
Et “Ja” i stedet for et “Nej”.
Et fællesskab der åbner døren med én, som min familie og mine venner altid har gjort.
Hvis de kan – hvorfor skulle resten af samfundet så ik’ ku’?
Mangfoldighed er ikke en vision.
Det er en forpligtelse.
At se mennesket – før handicappet.
At gøre en aktiv indsats – fremfor ku-jo-ner-ri.
Jeg håber, at I ved at I alle kan være den person som får sådan en som mig til at føle sig inkluderet.
For vi er alle mennesker.
Med værdighed.
Med drømme.
Og med ret til at være med.
Tak fordi I lyttede.
Jeg er hende, der elsker at opleve verden.
Til fodbold. På café. Til festivaler.
Hende der griner, siger tingene ligeud, og bliver ved – selv når livet tester mig.
Men der er en grund til, at jeg står her.
En grund til, at jeg bliver ved.
Jeg har familie og venner, der aldrig har set mit handicap som en begrænsning – men som en del af mig.
De er dem, der altid siger:
“Vi finder en måde.”
De er min tryghed, mit grin, og mit mod.
Og det er derfor jeg ved, hvor meget fællesskab betyder.
I folkeskolen mødte jeg nogle, der så mig.
Mennesker der ville mig, og som fandt løsninger.
Når de andre løb 10 runder, kørte jeg 10 runder i min kørestol, i hallen.
Når der skulle laves mavebøjninger på det kolde gulv, kørte jeg ryglænet frem og tilbage.
Og da vi skulle spille volleyball, fandt min idrætslærer en blå badebold, når den anden bold var for tung.
Måske en lille ting for nogle – men et stort “du hører til” for mig.
Sådan havde jeg det også i frikvarteret, for jeg var med til rundbold og til fodbold som målmand, for mine venner sagde:
“Kom, Mille – vi finder ud af det.”
Men… det mødte jeg ikke alle steder.
Da jeg startede på HHX i Næstved, gik det galt.
For der blev jeg ikke mødt som Mille.
Jeg blev mødt som “for besværlig”.
Jeg måtte ikke komme med på virksomhedsbesøg.
Ikke på studieture.
Selvom jeg tilbød at klare alt, og de sku’ bare sige hvor vi sku’ hen.
Men min rektor sagde:
“Det er okay at gøre forskel på folk!”.
Så i 3.g – da alle glædede sig til studentertiden.
Fik jeg at vide, at jeg ikke måtte komme med på studentervognen.
Selvom der var en vogn, hvor jeg kunne være med i.
Så var svaret stadig et klart: “Nej”.
Det var dråben, der gjorde så ondt,
At jeg droppede ud.
For jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg tog huen på.
Og der – midt i alt det svære – havde jeg min familie og mine venner, der var der for mig.
De sagde:
“Du er ikke problemet”.
“Det er systemet, og det er det der skal ændres”.
Her kommer menneskerettighederne ind.
For inklusion er ikke en tjeneste.
Det er ikke et “hvis der er tid”.
Det er en rettighed.
Retten til uddannelse.
Retten til deltagelse.
Retten til at være en del af fællesskabet – uden at kæmpe for at få lov.
Når samfundet ikke finder løsninger, så rammer det ikke kun logistik.
Det rammer mennesker som mig.
Det rammer vores mod.
Det kan få os til at tro, at der ikke er plads til os i verden.
Men jeg ved, der er plads.
Jeg har mærket det.
Jeg har levet det.
Jeg har haft mennesker ved min side, der viste mig, hvad ægte inklusion er.
Og det er derfor jeg står her i dag.
For at sige:
Det kræver ofte så lidt.
En badebold.
Et “Ja” i stedet for et “Nej”.
Et fællesskab der åbner døren med én, som min familie og mine venner altid har gjort.
Hvis de kan – hvorfor skulle resten af samfundet så ik’ ku’?
Mangfoldighed er ikke en vision.
Det er en forpligtelse.
At se mennesket – før handicappet.
At gøre en aktiv indsats – fremfor ku-jo-ner-ri.
Jeg håber, at I ved at I alle kan være den person som får sådan en som mig til at føle sig inkluderet.
For vi er alle mennesker.
Med værdighed.
Med drømme.
Og med ret til at være med.
Tak fordi I lyttede.