Skip to content

Michael Fengers åbningstale ved KL's Sundhedskonference

Gentofte Kommune

Om

Taler

Michael Fenger
Borgmester, Gentofte Kommune

Dato

Sted

Comwell, Kolding

Tale

Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til Sundhedskonferencen. Og jeg får lyst til at starte med at sige: Så kom den, sundhedsreformen. 

I dag er vi samlet fra kommuner, regioner, staten og civilsamfundets organisationer. Vi er både politikere og fagfolk. 

Og reformen skal blive til virkelighed gennem vores samarbejde og vores dedikation til opgaven.

Vi står i begyndelsen af den største omstilling, vores sundhedsvæsen har set i mange, mange år. 

Det er en stor opgave, men også en spændende opgave, som vi, der er til stede i salen her i dag, skal præge med vores viden og erfaring.

Måske har I bemærket, at der er træbrikker på det billede, som vi bruger til  konferencen i år, og at de samme brikker også står her foran mig. 

Det er ikke tilfældigt. Med reformen har vi mulighed for at rykke brikkerne. Og vi har et medansvar for, at de placeres, så vi bruger vores ressourcer klogt, og så alle borgere også fremover kan få hjælp tæt på deres hjem og af høj kvalitet.

Det kræver, at vi alle er med – og at vi alle tager ansvar for, hvordan vi laver vores træk, så vores borgere får et sundhedsvæsen, de kan være trygge og glade i. 

Intet må være vigtigere end dét.
 
***

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at reformen ikke er landet helt, som vi kunne ønske os i kommunerne.

Men sådan er livet nogle gange. Det skal bestemt ikke forhindre os  i at gå aktivt og konstruktivt ind i arbejdet med at gøre planen til virkelighed.

Det skal ikke være noget, der sker for os – men noget, der sker sammen med os.

Det kræver, at vi tager reformen på os. Vi har alle en mulighed for at gøre en forskel her.

Det er os, der arbejder tæt på borgerne, og det er os, der kan sikre, at reformen ikke bare er nogle fjerne politiske mål, men bliver en hverdag, der virker i praksis.

Både for borgere og de utroligt dygtige fagfolk, der hver dag knokler for borgerne.

***

I kommunerne vil vi tage ejerskab, og sammen med regionerne vil vi gøre vores indflydelse gældende.

Kun ad dén vej kan vi sikre det klare fokus, reformen har: Nemlig, at tiden er kommet til at styrke det nære.

Kommunerne har brugt mange år på at skabe velfungerende, nære sundhedstilbud, og dem skal vi bygge videre på.

Vi skal holde fast i fundamentet og det samarbejde, vi allerede har, og så skal vi skabe en ny virkelighed sammen.

Her er der især fire brikker, vi skal rykke klogt med:

Brik 1 – nærhed: De indsatser, der fra 2027 overgår til regionerne, skal blive ved med at have forankring i borgerens nærmiljø.

Det er vigtigt for at sikre lighed i sundhed, så ingen borgere tabes.

Der ligger en stor opgave for de kommende sundhedsråd i at sikre denne nærhed i indsatsen, fx til borgere med kronisk sygdom.

For at nå ud til alle borgere – også udsatte, ældre og borgere med multisygdom – skal vi tænke civilsamfundet med og tænke i tilgængelige indsatser, som i forvejen rækker ud i alle boligområder og i alle dele af landet.   

Brik 2 – omstilling: Nationalt, regionalt og i regi af de nye sundhedsråd skal der fortsat og vedvarende være fokus på at omlægge behandling, så færre borgere kommer på sygehus, og flere understøttes i at mestre egen sygdom.

Der er stort potentiale i at blive bedre til at målrette indsatserne til den enkelte borger for både at aflaste sygehusene, men i høj grad også for at møde borgerne, hvor de er.

Og vi ved, at mange borgere har større nytte af nære tilbud, fx træning og støtte i at tage aktivt ansvar for deres eget helbred, end de har af en operation.

Brik 3 – sammenhæng: Mange borgere har brug for flere indsatser på tværs af kommunens forskellige fagområder – social, arbejdsmarked mv.

Det gælder fx, hvis man har en kronisk sygdom, der går ud over ens arbejdsevne – så har man brug for forskellige typer af hjælp.

Det er vigtigt, at sundhedsrådene også indtænker, hvordan man sikre denne sammenhæng bedst muligt. For borgeren er det kvalitet, når hele kæden tænkes med.

Derfor bliver vi nødt til at tænke bredere end bare sundhedskæden.

Som borgere lever vi hele liv, og vi er kun patienter i korte perioder. Den sammenhæng skal også gennemsyre vores tænkning i sundhedsrådene.

Her kan vores stærke samarbejde med civilsamfundets frivillige og organisationer virkelig komme til sin ret.

De yder en uvurderlig indsats for mange af vores medborgere – vid, at vi ser og anerkender den forskel, I gør.

Brik 4 – Den sidste og fjerde brik er usynlig, hvis vi lykkes. Den har overskriften Forebyggelse. 

I kommunerne har vi siden 2007 målrettet forebygget ved at skabe de rigtige rammer om borgernes liv. Og med den nye folkesundhedslov bliver der flere muligheder. 

Det betyder, at der nu er borgere, som vi kan hjælpe så tidligt, at de undgår et møde med sundhedsvæsnet. Det bliver de borgere glade for.

Og vi bliver glade for at kunne frisætte ressourcer i vores velfærdssamfund, så det pres, vi mærker i sundhedsvæsenet bliver lettet. 

Og så vi kan bruge vores kræfter på de grupper af borgere, der har brug for hjælpen.

***

De her fire konkrete brikker – nærhed, omstilling, sammenhæng og forebyggelse – skal vi tage ejerskab over. 

Her bliver de nye sundhedsråd vores arena – dem skal vi simpelthen prioritere benhårdt. 

Der er en kæmpe kapacitet, viden og erfaring i både regioner og kommuner. Det skal vi smelte sammen til én ressource, der gør det muligt for os at skabe de bedst mulige forløb for borgerne.

***

I den her proces skal vi have et meget vigtigt fokus: Borgerne må ikke mærke forandringerne negativt.

Som vi så i filmen for et øjeblik siden, behøver de knapt at vide, at reformen er kommet til.

De skal blot mærke, at de får den bedste pleje, den bedst mulige behandling, og at de er i trygge hænder – uanset hvilke strukturelle ændringer der finder sted bag kulisserne. 

Dét er systemets hovedpine, ikke borgernes. 

***

Jeg vil ikke stå her og fortælle jer, at det bliver let. 

Jeg vil heller ikke sige, at vi har alle svarene endnu. 

Vi mangler stadig mange afklaringer. 

Vi skal finde hinanden på tværs af kommuner og regioner og vise, at vi vil lytte og samarbejde. Det har vi gjort før, og jeg stoler på, at vi kan lykkes igen.

Så, kære kolleger: Lad os gøre det. 

Lad os tage ansvar for at flytte brikkerne på bedste vis. 

Sammen kan vi skabe et sundhedsvæsen, der fungerer bedre i morgen end i dag. 

Et sundhedsvæsen, der lever op til den kvalitet, vi alle ønsker – og som borgerne skal kunne forvente.

Vi har en fantastisk dag foran os – vigtige oplæg og diskussioner, der skal hjælpe os godt på vej i en samtale, der vil vare i mange år. 

Når vi mødes om nogle år, så skal vi kunne sige til hinanden, at vi lykkedes – at vi opnåede et stærkt nært, sammenhængende sundhedsvæsen. 

Der er ikke andre veje. 

Og så vil jeg give ordet til Christian Harsløf, direktør i KL og dagens moderator, og ønske os rigtig god fornøjelse med Sundhedskonferencen.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags