Kære alle her i salen.
Kære alle jer, der ser med hjemmefra.
Noget af det fineste, man kan opnå. Det er at blive betroet et ansvar af andre mennesker.
Det er ikke altid, det er lige heroisk.
Nogle gange er det et forældremøde i klassen, hvor der skal vælges en referent. Der er en stilhed så lang, at selv Mattias Tesfaye ville blive utålmodig…
Men til sidst er der heldigvis altid én, der melder sig.
Som rækker hånden op og siger: Jeg skal nok skrive det referat.
Og der går et lettelsens suk gennem lokalet.
Andre gange er det noget, der udvikler sig.
Først skriver man sig på til et Sankt Hans arrangement, hvor den lokale spejdergruppe mangler en til at vende pølser på grillen.
Det var egentlig fint nok, så man tager afsted på en lejrtur som en af de voksne.
Så er der generalforsamling. Man kommer i bestyrelsen.
Og på et tidspunkt, når formanden går af, fordi hans børn er blevet voksne og faktisk ikke har været spejdere i mange år. Ja, så stiller man selv op.
Driver foreningen videre.
Pludselig er man den, der lokker andre forældre med.
Og man tager sig selv i at sige: Jeg ved godt, du har travlt. Men det er bare en juleafslutning. Og vi mangler en til at bage æbleskiver.
Velvidende, at det at tage ansvar. Det fører altid mere med sig.
Man går fra at løse en konkret opgave.
Til at gøre hvad der er bedst for fællesskabet.
Det ved I om nogen. Vores formænd i partiforeninger, kredse, regioner og kommuner om nogen.
Tak for det ansvar, I hver eneste dag løfter for vores parti! Og dermed for vores demokrati.
* * *
Fællesskab. Virkelyst. Ansvar.
Det er det, der kendetegner os danskere.
Det er ikke noget, vi råber højt om.
Men tag ikke fejl.
Vi er et af de lande i verden, hvor flest føler et ansvar for fællesskabet.
Måske netop derfor har vi også en meget klar forventning om. At vi hver især bidrager.
Mens man i andre lande ikke altid bliver overrasket over, at nogle snyder, lyver og bedrager.
Så bliver vi godt gammeldags forargede, når vi oplever det herhjemme.
Jeg deler den forargelse.
Ansvar får et fællesskab til at vokse. Ligegyldighed får det til at forsvinde.
Særligt på nogle områder bliver vores fællesskab udfordret i de her år.
Det gælder i folkeskolen.
Det gælder udlændingepolitikken.
Og det gælder i nogle af de internationale krige og konflikter, vi konfronteres med.
Jeg vil gerne i dag i min tale sige ord om alle tre emner.
Undervejs også om fødevarepriserne.
Om vores egne gode, lokale kandidater, der har modet til at stille op til valget i november.
Mon ikke der bliver plads til et par ord om den blå opposition?
Og den rolle, vi socialdemokrater skal træde ind i. Hvor vi skal være i både regering og opposition på samme tid.
Men uddannelse først.
Jeg tror, at de fleste her i salen kan huske lektor Blomme.
Fra Scherfigs berømte roman ’Det forsømte forår’ og senere med filmatiseringen og Frits Helmuths prisbelønnede skuespil.
Den sadistiske skolelærer, der med sin fysiske brutalitet og sine sylespidse perfiditeter blev selve symbolet på den sorte skole.
Den sorte skole er et grumt kapitel i vores historie. Vold mod børn, uretfærdigheder og frygt for morgendagen.
Derfor var det rigtigt at tage et opgør, som det skete fra 60’erne og frem.
Siden da har vi skabt et af verdens bedste lande at være barn i.
Vores børnesyn i Danmark er noget særligt.
Vi tror på børn og har givet dem rettigheder i eget navn.
De bliver hurtigt aktive i vores foreningsliv.
De får lov til selv at cykle i skole.
De klatrer i træer. Nogle gange falder de. Og så hjælper vi dem op igen.
De ser Onkel Reje i fjernsynet. Og vi stoler på, at de godt ved, at bare fordi Onkel Reje ryger pibe og drikker whisky – så er det ikke okay selv at gøre det. Som barn i hvert fald.
Med andre ord. Vi myndiggør børnene.
De lærer at tænke selvstændigt.
De lærer at tage ansvar.
Fordi vi har en skole, der ikke kun handler om indlæring. Men også om relationer og demokratisk dannelse.
Men penduler svinger. Ofte for langt. Først i den ene retning. Og derefter i den anden retning.
Danske skoleelever peger selv på, at der er for meget støj, larm og uro i timerne.
Her ved skolestart – for kort tid siden - fortalte flere børnehaveklasseledere, at mange børn er mindre klar til at starte i skole end tidligere. Ikke fordi, de ikke kan bogstaverne. Men fordi de ikke har lært at tage hensyn til andre.
Og i de ældre klasser er omfanget af vold, trusler og chikane på et helt uacceptabelt niveau.
Vi bliver nødt til at være ærlige.
Hvis vi lader en eller flere elever i en klasse ødelægge undervisningen, udføre social kontrol eller bringe kriminalitet ind i skolegården.
Hvis vi ikke tør at sende de elever væk.
Ja, så ødelægger vi skolen for alle de andre.
Det er ikke pædagogik, det er mangel på ansvar. Og det er et svigt overfor fællesskabet.
Alle mennesker har brug for autoriteter i vores liv. Børn især.
Disciplin kan være undertrykkende, hvis det bruges forkert.
Disciplinen kan være retningsgivende og give plads til ro og fordybelse, hvis den bruges rigtigt.
For barndommen er den vigtigste periode i ethvert menneskes liv. Det er her vores tilknytning til andre mennesker etableres. Og det er her, vi lærer at være et menneske i fællesskab med andre. Og forstå spillereglerne.
Derfor har man selvfølgelig i barndommen brug for tydelige voksne.
Derhjemme er man barn. Men i skolen er man også elev. Med rettigheder og pligter.
Vi bliver nødt til at vælge side. Det store flertal af børn og familier har både ret til og krav på en skole, der er tryg, og med et godt læringsmiljø.
Og ja, vi har undervisningspligt, og den gælder alle.
Men det næste skridt må være, at der indføres nultolerance overfor kriminalitet og vold i skolen.
En 15-årig dreng, der kalder sin lærerinde for de grimmeste ord i vores sprog. Han bliver nødt til at forstå, at man ikke taler sådan til kvinder. At læreren bestemmer. Han gør ikke. Og at rettigheder kun kan opnås, hvis man som menneske forstår sin pligt.
Den dreng må modtage undervisning på en anden måde. Han skal i hvert fald ikke være i klassen længere.
Og lærerne.
Ja, I gør et kæmpestort stykke arbejde og der er grund til at være jer dybt taknemmelige.
Derfor også en hilsen til Morten Messerschmidt.
I sin evige iver efter polemik sagde han for nylig, at danske skolelærere er “relativt venstreorienterede og relativt ukvalificerede.”
Det er mildest talt et relativt ukvalificeret udsagn fra en relativt højreorienteret politiker.
4Det er i virkeligheden både elitært – og virkelighedsfjernt.
Det er ikke dig, Morten, der står med 22 elever på mandag. Det er vores skolelærere.
Vores folkeskolelærere.
I fortjener ikke hån. I fortjener respekt!
Og eleverne.
De fortjener en skole, hvor de har det godt og hvor de først og fremmest lærer noget.
Det smerter mig. At der stadig er for mange, der forlader skolen – uden at kunne læse, skrive og regne.
Vi svigter de elever.
Derfor skal telefonerne ud af skolerne. Bøgerne skal tilbage. De skoledage, der kan tage pippet fra en skoletræt elev, kan nu afløses af juniormesterlære.
Og juniormesterlæren. I al beskedenhed. Det er simpelthen genialt.
For juniormesterlæren er ikke blot en håndsrækning til den skoletrætte teenager.
Det er et livtag med den afstand til virkeligheden, som teorien kan have. Det er en styrkelse af det praktiske og virkelighedsnære.
Som den nye gymnasieuddannelse også er. Som universitetsreformen også er.
* * *
Dermed er vi faktisk kommet til udlændingepolitikken.
Og nu tænker I nok: Hvad har universiteter egentlig at gøre med udlændingepolitik?
Desværre en hel del.
For fem år siden var der ni nye kandidatstuderende fra Bangladesh på RUC.
Men sidste år var hver sjette nye kandidatstuderende på RUC fra Bangladesh.
Hver sjette!
Og er de her så for kun at studere? Næppe.
Tværtimod viste en undersøgelse fra 3F for nylig, at der på få år er sket en tredobling af antallet af
mennesker alene fra Bangladesh, der arbejder indenfor klassiske 3F-fag.
Det er for mig at se åbenlyst, at der er tale om decideret misbrug af vores studieordninger.
Det kommer vi som regering til at sætte en stopper for.
Men der er også en anden diskussion, vi bliver nødt til at have som samfund.
Nemlig om, hvilket ansvar man har på prestigefyldte og samfundsbærende institutioner.
Når man på et universitet skal lære de unge at tænke kritisk og selvstændigt. Skabe og forstå sammenhænge.
Hvorfor har man så skabt den her motorvej til social dumping?
Har man overhovedet lagt mærke til, om de studerende møder op til undervisningen? Eller har man set gennem fingre med noget, fordi taxametret ruller?
Vi bliver nødt til at kræve, at dem, der leder institutionerne i vores samfund, også tænker selv. Og tager et ansvar for resten af vores samfund.
Internationale studerende, ja de er velkomne i Danmark. For at studere. Dygtiggøre sig. Bidrage til
Danmark. Ligesom der heldigvis er unge danskere, der tager ud i verden.
Men studerende, der kommer til Danmark for at blive en del af et helt eller halvt sort arbejdsmarked – det går ganske enkelt ikke.
Hverken universiteter – eller for den sags skyld arbejdsgivere – skal bestemme dansk udlændingepolitik.
Det skal vi danskere.
Og det skal regeringen sammen med de partier i Folketinget, der har mandsmod nok til at passe på Danmark.
På det Dannebrog, der i år også vajer her på scenen.
* * *
Desværre er misbrug af studieordninger langt fra det eneste problem, vi har i udlændingepolitikken.
I år er det 10 år siden, at syriske flygtninge i tusindvis gik på motorvejene op igennem Europa.
”Vi klarer det” sagde man i Tyskland og bød dem velkomne.
I Danmark strammede vi op.
Det var klogt dengang. Endnu klogere nu.
For selvom mange fortsatte til Sverige. Så var der også en del, der fik asyl her.
Hvad er status i dag? Sammenlignet med andre befolkningsgrupper, så er der få, der arbejder, og mange der begår kriminalitet.
Det er intet andet end en hån mod et samfund, der har stillet velfærd og gæstfrihed til rådighed for mennesker på flugt.
Det ødelægger det for alle dem, der har taget Danmark til sig og bidrager.
Og det ødelægger det for alle os, der gerne vil bevare og udvikle det Danmark, vi kender.
Man har et ansvar for sine handlinger. Og man har et valg: Vil jeg arbejde og bidrage? Eller vil jeg begå kriminalitet?
Vil jeg trække offerkortet? Eller vil jeg tage ansvar for mit eget liv?
Og uanset, hvad man har med sig i bagagen. Så er det simpelthen ikke noget svært valg.
Det valg, vi andre står med, er heller ikke svært.
Mennesker på flugt skal hjælpes.
Men mennesker, der misbruger vores tillid, ødelægger vores fællesskab, spreder utryghed og begår vold, overgreb og kriminalitet. Ja, de skal ikke være her.
* * *
Med flygtningekrisen i 2015 stod det lysende klart, at asylsystemet i Europa var brudt sammen.
Det fik os socialdemokrater til at tænke igennem, hvordan vi kunne lave noget nyt. På en mere retfærdig og human måde.
I stedet for at kyniske menneskesmuglere tjener penge på, at folk på flugt sætter livet på spil.
Så ville vi hjælpe flere – og mere – i nærområderne.
Og i stedet for en ukontrolleret indvandring.
Så ville vi genskabe kontrollen over vores egne grænser.
Det må, og skal være det enkelte land, der bestemmer over udlændingepolitikken.
Vi fremlagde vores forslag i udspillet: Retfærdig og realistisk.
Med ideen om at oprette modtagecentre udenfor Europa.
Det blev dengang mødt af en kold skulder på Christiansborg og i resten af EU.
Men i dag. Så står Danmark i spidsen for 21 lande, der arbejder på at gøre en ny udlændingepolitik i Europa til virkelighed.
Og jeg vil her gerne rette en tak til jer socialdemokrater, der har bestridt den absolut sværeste ordfører- og ministerpost for vores parti.
Som stod forrest, da vi strammede udlændingepolitikken.
Som har måttet lægge ryg til megen kritik – desværre også fra partifæller.
Men som hver og en har stået fast.
Dan Jørgensen. Astrid Krag. Mattias Tesfaye. Rasmus Stoklund. Kasper Sand Kjær. Kaare Dybvad.
Lars Aslan. Anders Kronborg. Og Frederik Vad.
I har min dybeste respekt.
Tak for jeres arbejde!
Jeg er stolt over, at vi turde tænke nyt og gå forrest.
Der er nu historisk få, der får asyl i Danmark.
Og hvor der tidligere var mange, der ventede på at blive sendt ud af landet.
Så er der nu historisk få.
Men jeg er på ingen måde tilfreds med tingenes tilstand.
Med alt for mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der kører vanvidskørsel og helt hensynsløst sætter tilfældige menneskers liv på spil.
Som umotiveret overfalder uskyldige unge i nattelivet og på S-togsstationer.
Som i flok chikanerer og optræder truende over for forbipasserende og som opildner og planlægger terror mod det samfund, der har taget imod dem.
Det gør mig så vred.
I har et valg! I har et ansvar!
Og hvorfor? Hvorfor kan I ikke bare opføre jer ordentligt?
Dominanskulturen. Terrorismen. Islamismen. Har ikke en plads i vores samfund.
Senere i år vil Socialdemokratiet gøre noget, politikere ellers sjældent gør. Vi kommer til at gøre status på vores udlændingeudspil fra 2018.
Hvad har vi leveret? Hvor tog vi fejl? Hvor skylder vi?
Og nok så vigtigt: hvad er det næste skridt?
Selvom vi har regeringsmagten. Og har haft den i mere end seks år.
Så vil vi være vores egne største kritikere.
Og vi vil være dem, der bliver ved med at finde nye veje frem.
Og vi vil insistere på, at mennesker i nød skal hjælpes. På en måde, hvor vi samtidig passer på Danmark.
* * *
Den vilje og den kreativitet er ikke nødvendigvis udbredt i hele det politiske Danmark.
I sidste weekend afholdte en række blå partier et konvent i Fredericia.
Jeg læste først konvent som konklave. I ved; som vi så det i Rom tidligere i år.
Men der kom hverken hvid røg, en ny pave eller i det mindste bare en statsministerkandidat ud af anstrengelserne.
Da vi var samlet her i Aalborg før sidste valg. Der havde den borgerlige opposition hele to statsministerkandidater.
I dag har de nul.
Der er tilsyneladende ingen, der hverken vil, kan eller tør tage ansvaret.
I stedet forsøger man at luske sig til magten.
Er det fordi, opgaven er for stor?
Eller hvad er det for spørgsmål, I ikke vil svare på?
Jeg kan ikke mindes, at det her er sket i dansk politik før.
Jeg kan til gengæld garantere jer, at det kommer vi aldrig til at gøre i Socialdemokratiet!
* * *
Tværtimod er vi klar til at møde vælgerne den 18. november.
I landets kommuner. Og i landets regioner.
Og uanset, om Socialdemokratiet har haft ansvaret i mange år. Eller rækker ud efter det på ny.
Så kan man kende os på tre ting:
Vi er først som sidst optaget af tryghed. Hverdagen. Den nære velfærd.
Vi ønsker at samarbejde. Med alle partier.
Og vi viger ikke tilbage, når problemerne melder sig.
Som i Svendborg. For år tilbage flyttede mange fra kommunen. Men vores borgmester Bo Hansen ville det anderledes. Nye muligheder blev skabt. En ny læreruddannelse er på vej.
Nu flytter folk til Svendborg. Og ikke fra byen.
Eller tag Odder.
Her nytænkte de uddannelsessystemet på egen hånd. Med vores borgmester Lone Jakobi skabte de en ny ungdomsuddannelse, der ligner det, vi nu udruller i hele landet.
Eller tag Region Hovedstaden. Hvor udviklingen er vendt, så der nu er flere fastansatte jordemødre end nogensinde før. Godt gået, Lars Gaardhøj!
Sådan er der eksempler fra hele landet. Hvor Socialdemokratiet ikke ærgrer sig over, at der er udfordringer og problemer på vores vagt. For vi ved, at de løsninger, vi skaber sammen med andre, altid vil indeholde de rigtige balancer.
Også det kræver lederskab. Og det er et langt sejt træk.
Jeg glæder mig til at føre valgkamp sammen med jer alle sammen!
Det er vores ambition at blive det parti, som flest danskere viser deres tillid både i kommuner og regioner.
Det er vores ambition at blive det parti, der stadig har flest borgmestre.
Om det kan lade sig gøre.
Det er op til vælgerne.
Det gælder selvfølgelig også i København.
Om Socialdemokratiet kan bevare det politiske lederskab i vores hovedstad. Det ved jeg ikke.
Jeg tager intet for givet.
At blive betroet ansvaret kræver ydmyghed. For selvom at vores hovedstad er kåret som verdens bedste by at leve i, så er der jo stadig problemer. Med leveomkostninger. Og mangel på boliger.
Det kræver flid.
Det har vores spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun har også noget andet. Nemlig en voldsom energi.
Og det er da tankevækkende, at selv efter 100 års socialdemokratisk styre i København.
Så har vores kandidat flere ideer end nogen andre om fremtidens København.
Og det er da lidt af et paradoks.
At mens vores venner i SF drømmer om at vælte mange af jer socialdemokratiske borgmestre af pinden.
Så vil deres kandidat i landets hovedstad ikke engang fortælle de københavnske vælgere, at hun også er kandidat.
I stedet dukker man sig for ansvaret og den opmærksomhed, der følger med.
Men helt ærligt. En valgkamp er altså ikke en gemmeleg.
Så skal vi ikke vise dem – og alle andre.
At uanset om andre forsøger at luske sig til magten. Så lusker vi ikke.
Vi er villige til at påtage os ansvaret. Og vi er villige til at stå til ansvar.
* * *
Et andet valg, der venter.
Det er folketingsvalget.
I kender mig. I ved, jeg holder af de gammeldags dyder.
Og til dem hører også, at man gør sig umage. Man gør sit arbejde færdigt.
Det har jeg tænkt mig at gøre.
Der går nu sjældent en dag, uden at vi i regeringen skal træffe en svær beslutning.
De gode løsninger er blevet færre. Dilemmaerne flere.
Jeg vil gerne have lov at sige en stor tak til Troels og Lars.
Der er masser af uenigheder mellem os. Både om, hvornår danskerne generelt skal på pension. Og måske også, hvornår jeg skal.
Men når det blæser omkring Danmark. Så er det godt at arbejde sammen med jer to.
Det er seriøst. Det er kompetent. Og det er stabilt.
Og alt andet lige.
Så er danskernes hverdag, tryghed og sikkerhed vigtigere end noget som helst andet.
Det forstår I to.
Og det vil I – og jeres hold – altid have min respekt for.
Om det samarbejde kan fortsætte efter valget. Måske med flere partier?
Det bliver op til danskerne at afgøre.
Men indtil da gør vi vores arbejde færdigt.
* * *
Her og nu er det de alt for høje fødevarepriser.
Noget skyldes udviklingen i de globale råvarepriser.
Usikre forsyningskæder.
Høster der er slået fejl andre steder på kloden.
Men det kan man jo ikke bruge til at betale med, når man står ved kassen i Føtex.
Og det forklarer i hvert fald ikke, hvorfor nogle fødevarer er steget mere i Danmark end i andre lande.
Jeg har godt lagt mærke til, at ingen led i kæden tilsyneladende mener, de tjener for meget.
Sådan er det altid, når man skal følge pengestrømme til dørs. Ingen har rigtigt ansvaret.
Men man kender mig dårligt, hvis man tror, jeg bare accepterer en forklaring om at ’sådan er det jo’.
Vi har givet familierne flere penge til rådighed.
Og derfor kommer vi ikke til at se stiltiende på, at indkøbskurven i supermarkedet er med til at udhule det. Endda på et tidspunkt, hvor det ellers er lykkes at banke inflationen ned.
Det er derfor, vi nu afskaffer elafgiften de næste to år.
Det er derfor, vi afskaffer en række punktafgifter permanent.
Det er derfor, vi sænker forældrebetalingen i vuggestuer og børnehaver.
Når almindelige mennesker presses på deres økonomi. Så handler vi. Og afbøder de værste konsekvenser. Uanset årsagen.
Da priserne på el og gas steg efter Ruslands angreb på Ukraine. Gjorde vi det muligt at indefryse stigningerne og vi udbetalte varmechecks.
Da mange lejere stod over for eksplosive huslejestigninger. Indførte vi et midlertidigt prisloft.
Vi har givet inflationshjælp. Til børnefamilier, grupper af SU-modtagere og ældre.
Lønløftet gjorde vi til virkelighed.
Ældrechecken forhøjede vi.
Om ganske få måneder stiger folkepensionen en hel del.
Og de skattelettelser, vi har givet alle i beskæftigelse.
De betyder, at en enlig forsørger har over 7.400 kr. mere om året tilbage til sig selv efter skat.
Det kan den enlige mor med tre børn, der spiller fodbold, og spiser spaghetti kødsovs altså godt bruge til noget.
Vi er åbne over for alle forslag.
Det gælder også momsen.
Nogle her i salen vil måske kunne huske ’Omsen og Momsen’.
Titlen på den danske børneserie fra 80’erne. Med Jess Ingerslev og Tom McEwan. Hvert afsnit tog udgangspunkt i børns forestillinger om voksenlivet. Som oftest er noget sjovere end virkelighedens verden.
Det er bestemt også tilfældet med momsen. Lige siden 1992 har vi haft den samme momssats på praktisk taget alle varer.
Måske er det på tide at ændre på det? Som vores venner i 3F blandt andre har foreslået.
Så frugt og grønt bliver billigere. Eller så alle fødevarer simpelthen bliver billigere.
Det kommer til at koste en masse penge. Og derfor er det heller ikke et forslag, vi fremsætter i dag.
Men vi går nu i gang med at forberede det arbejde. Også.
* * *
Vi passer på hverdagen.
Som jeg holder lige så meget af, som Dan Turèll gjorde.
Og vi passer på Danmark.
Vores fællesskab, vores samfundsmodel, vores land.
Og som stængerne står.
Så foregår den vigtigste kamp for danskernes frihed og sikkerhed lige nu i Ukraine.
Jeg kunne igen i dag holde en hel tale om krigen. Men I ved, hvor Danmark står. Så derfor i dag kun de vigtigste pointer:
Putin og Rusland ønsker ikke fred med Europa.
Bombardementerne fortsætter, mens der holdes møder.
Krigen har aldrig alene handlet om Ukraine.
Hvilket de seneste begivenheder i Polen desværre kun bekræfter.
Det er en krig, der er startet på grund af Ruslands imperiale feberdrømme.
Derfor er Rusland en farlig fjende. Kun med styrke har Ukraine en fremtid.
Kun med styrke har Europa.
Det er derfor, vi har travlt med at opruste. I Danmark. Og i Europa.
I denne tid taler vi meget om sikkerhedsgarantier til Ukraine.
Men sandheden er. At lige nu, er det faktisk omvendt.
Ukraine er Europas sikkerhedsgaranti.
Donationer til Ukraine er ikke en hjælp fra os til andre mennesker langt væk.
Ukraine er lige nu forsvarsværket mod øst. Når en ukrainsk soldat går i døden i morgen. Så gør han det også for os andre europæere.
Kære Danmark.
Tak for den massive og brede folkelige opbakning I viser.
Både til vores egen oprustning. Og til hjælpen til Ukraine.
Slava Ukraini!
* * *
Konfronteret med verdens ufred.
Så handler vi.
Det gør vi også i forhold til situationen i Mellemøsten.
Og lad os tage den helt ærligt. Og med det – måske naive – håb, at alle jer, der er her i dag og alle jer, der lytter med. At I vil høre alle mine nuancer.
Danmark er historisk en god ven af Israel.
På grund af vores tragiske historie på det europæiske kontinent. Men også fordi Israel er truet af terrorister, der også vil Danmark det ondt.
Men lige så lidt som palæstinensernes lidelser igennem mange år kan retfærdiggøre terror.
Lige så lidt kan et legitimt selvforsvar retfærdiggøre, det vi ser nu.
Det er ikke selvforsvar at bruge sult som våben. Det er inhumant.
Det er ikke selvforsvar at forhindre nødhjælp i at komme frem. Det er usselt.
Og det er ikke selvforsvar at accelerere ulovlige bosættelser. Det er destruktion.
Netanyahu. Det her er dit ansvar.
Med dig i spidsen. Så er det svært at kende det Israel, der var engang.
Hvorfor lytter du ikke?
Hvorfor er der intet af vores kritik, der gør indtryk?
At Danmark. Som gennem årtier har betragtet Israel som vores ven og allierede.
At vi nu ser os nødsaget til at gå foran i EU for at samle opbakning til sanktioner mod jer.
Nedkæmp Hamas. Få gidslerne fri. Alt andet er forkert.
Men tillad al den nødvendige nødhjælp nu!
Stop bosættelserne.
Lad ikke flere børn dø.
Og jer, der er er på barrikaderne her i Danmark.
Jeg forstår godt, I råber op.
Konflikten i Mellemøsten vækker mange følelser. Med god grund.
Og jeg er stolt af at leve i et demokrati, hvor alle kan gøre deres stemme gældende.
Så længe det sker på en ordentlig måde.
Det er desværre ikke altid tilfældet.
Når nogle fremmer had mod jøder. Chikanerer journalister. Politikere. Meningsdannere. Folk på gaden.
Så er det ikke demokrati. Det er undertrykkelse.
Når musikere hylder nazismen, så forstå, hvad det er, der er sat i gang.
Og når gode, solide danske lønmodtagere hånes og trues, fordi de passer deres arbejde på danske virksomheder. Så er det langt over stregen.
Brug jeres demokratiske stemme.
Men lad aldrig diktaturets logik bestemme på gaderne i Danmark.
* * *
Min tale i dag har handlet om ansvar. Fællesskab.
Og når det blæser omkring os. Så rykker vi tættere sammen.
Det gælder også på tværs af riget. Med Grønland og Færøerne.
Det fællesskab, vi har. Det er værd at kæmpe for.
Og det har vi så også gjort, skal jeg hilse og sige.
Vi har stået op for os selv. Og for noget, der er endnu større end det.
Nemlig den verdensorden, vi har opbygget gennem generationer.
For landegrænser. Staternes suverænitet. Territoriers integritet. International ret.
Jeg tror ikke, at den kamp er slut endnu.
Men jeg ved, at vi ikke står alene.
Og jeg ved, at vi ikke har tænkt os at give op.
* * *
Og Socialdemokratiet.
Det ved man, hvor man har.
Vi er lige der, hvor problemerne skal løses.
Vi er lige der, hvor ansvaret skal løftes.
Og vi er lige der, hvor hjertet slår.
I har nu i mere end 10 år vist mig jeres tillid.
I har betroet mig ansvaret for vores parti.
Og danskerne har vist os socialdemokrater tillid til at løfte ansvaret for Danmark.
Hvad har vi så nået?
En hel del faktisk.
Arne har fået sin pension og den lokale velfærd de bedste økonomiaftaler i 15 år.
Vi har gennemført en af verdens første bindende klimalove.
Vi har oplevet den højeste beskæftigelse nogensinde og har meget, meget lav arbejdsløshed.
Vi har indført samtykkelovgivning og udvidet abortrettighederne.
Der er kommet flere pædagoger til de mindste, og vi har sikret, at flere danskere kan skabe den familie, de gerne vil.
Vi har gennemført en ældrereform med mere selvbestemmelse. Fordi du aldrig bliver for gammel til at have det godt.
Sygeplejerskerne vender tilbage til sygehusene, og på boligmarkedet har vi taget et opgør med Blackstone.
Den grønne trepart og genopretningen af Danmarks natur er ved at blive realiseret. Mere rent drikkevand, livet tilbage i fjordene. Meget mere natur og nye skove til danskerne.
Vi satte mål for CO2-reduktioner i 2025. Dem når vi. Det gør vi også i 2030.
Vi er i gang med den nødvendige oprustning af dansk forsvar. Og vi fik et land sikkert igennem pandemien.
Der er flere læger på vej til der, hvor der er højt til himlen, bedre hjælp til dig, der lider af en kronisk sygdom, og ventelisterne er mange steder bragt ned.
Godhavnsdrengene har fået deres undskyldning.
Vi har nået meget. Engang imellem under noget bøvlede vilkår.
I dag vil vi tillade os at være stolte. I morgen fortsætter vi vores arbejde.
I Europa for at sikre, at vores kontinent er så stærkt, at ingen fjende kan vinde over os. Vi fastholder vores opbakning til Ukraine og vil aldrig acceptere, at en tyran bestemmer Europas grænser.
Herhjemme for et stærkere velfærdssamfund og menneskelig robusthed. Skærmene skal væk fra børnene. Barndommen tilbage og vi voksne skal træde mere i karakter.
Den stramme udlændingepolitik skal fastholdes og udvides. For vi tror på sammenhængskraft og tryghed som forudsætning for det gode liv.
Danske industriarbejdspladser skal kunne klare den internationale konkurrence og pensionsalderen kan ikke bare blive ved med at stige som nu.
Og vi fortsætter den grønne omstilling af vores land. Af hensyn til natur, klima og generationerne der følger.
Og vi vil være regering og opposition på samme tid. Vi vil samle og samarbejde. Vi vil engagere os i verden, men vores rødder er danske.
Tillid, frivillige foreninger, kolonihaver, vejboder, overenskomster, lighed, velfærdssamfundet og samfundssind. Respekt for dem, der rækker hånden op og tager ansvaret.
Det er ikke en opskrift, der engang virkede. Det gør den stadig. For det gør Danmark.
Tak for ordet.