Skip to content

Mette Frederiksens tale ved lanceringen af skærmalliancen

Om

Taler

Mette Frederiksen
Statsminister

Dato

Tale

I dag er vi gået sammen i en alliance, som handler om at passe bedre på os alle sammen, når vi er på skærmen eller på de forskellige sociale platforme, som vi alle sammen bruger.
I hvert fald tre af os heroppe er meget ældre end I er og vokset op på et helt andet tidspunkt, og jeg tror egentlig ikke, vi gør os nogen forestilling om, præcis hvordan det er at være 13, 14, 14 eller 16 år i Danmark i dag.
Men det vi til gengæld ved noget om, det er forudsætningen for, at man har en god barndom og for jer en god ungdom. Det, at man har nogle rigtig gode venner. At man er en del af nogle stærke fællesskaber - gerne nogle forpligtende fællesskaber, hvor man er afhængig af hinanden, og hvor man lægger mærke til, om hinanden er der. I klassen, til fritidsaktiviteter eller fritidsjob. 

* * *

Det, vi kan se, som voksne. Det er, at vi alle sammen – og det er ikke kun børn og unge, det er også os voksne – bruger mere og mere tid – især på vores mobiltelefoner.
Noget af det, der foregår på telefonen, computeren eller hvor man er, er selvfølgelig rigtig godt. Vi kan være mere i kontakt med hinanden. Der kan være nogle sjove spil. Eller man bliver klogere på nogen ting.
Men jeg vil ikke lægge skjul på, at os der står her, også er lidt bekymrede for, hvor lang tid vi er på skærmen alle sammen. Og vi er selvfølgelig også som voksne i det her samfund meget, meget optagede af.
Danske børn og unge generelt har det godt. Det gælder garanteret også jer. Mange har gode venner og en god skolegang. Men der er også nogle problemer med mistrivsel i vores tid, og vi tror, der er en sammenhæng mellem, hvor lang tid man er på skærmen og hvordan man i øvrigt har det.
Derfor er vi meget optagede af, at dem, der står bag telefonerne og bag platformene, begynder at tage noget mere ansvar. Både for, hvad I ser, når I er derinde. Hvor lang tid I bruger på det. Og hvor sikkert et fællesskab, det er, når man træder ind. F.eks. på de sociale medier og kommunikerer med andre.
Nu stiller jeg et spørgsmål, og det kan godt være svært at svare på.

Er der nogen af jer, der er her i dag, der har set noget på et socialt medie – det kan være TikTok, Instragram eller et tredje – som I egentlig ikke havde lyst til at se? Jeg kan i hvert fald selv række hånden op.
Er der nogen af jer, der har oplevet nogen derinde, der ikke har været rart?

Det er i hvert fald tit sådan, at når vi er sammen med andre børn og unge, så er der nogen, der fortæller, at de måske har set billeder eller videoer af noget, man ikke havde lyst til at se. Eller fået beskeder med et grimt indhold.
Det kan også være, man har oplevet mobning. Eller på anden vis været et sted, man ikke synes, man har været passet godt nok på. Og det er noget af det, vi er optagede af at sikre, at når man så er på sin telefon, så skal det, der foregår derinde, foregå på en ordentlig måde.

* * *

Vi har kaldt vores alliance for SLUK. S’et i det, står for, at vi skal stoppe det, vi kalder tidstyveriet. Som meget handler om, at den måde algoritmerne er lavet på på de sociale medier i dag, der kommer man meget let til bare at bladre videre, og se den næste video og den næste video og den næste også. Det er der garanteret også nogen af jer, der har prøvet.
Vi glæder os rigtig meget til at snakke med jer i dag. Hvordan I oplever det, og hvordan I tror, vi kan være med til at skabe nogle bedre rammer for jeres ungdom, hvor telefonen og skærmen selvfølgelig er en del af det.
Derfor vil vi sige lidt i dag, men vi vil også rigtig gerne lytte til jer. Med de få ord til indledning, vil jeg give ordet videre til dig, Johanne.

Kilde

Kilde

stm.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags