Mette Abildsgaards grundlovstale

Intro
Hvor har jeg glædet mig til at være her i dag, og se så mange velkendte ansigter.

Rigtig mange af jer har jeg kendt, siden jeg kom ind med 4-toget fra Jylland, var studerende og boede på et 12 kvm stort kollegieværelse på Nørrebro. 
 
Dengang min mor gav mig en overfaldsalarm i indflyttergave, som jeg hurtig byttede til et krøllejern i stedet. Ungdommens ukuelighed.
 
I har set mig slå rødder som menneske:  Blive uddannet, blive valgt i folketinget. Blive husejer, blive mor, blive gråhåret. Blive klogere på som menneske. 

I har været vidner til mit liv, og jeg har været til jeres. Som vi er i fællesskaber. Måske I har lært noget af mig, jeg har i hvert fald lært meget af jer. 

Familien

De sidste otte måneder, er det dog et andet fællesskab, der har fyldt i mit liv. Familien. 
 
I en tid, hvor skøre præsidenter og uforudsigelige diktatorer skaber nye verdensordner, har vi mennesker brug for rødder, og de stærkeste rødder, de gror nu engang i familien. 
 
Jeg har vandet Esther Maries, Lauras – og i særdeleshed Arthurs rødder siden sidste sommer. Jeg er taknemmelig for at tilhøre et parti, der forstår familiens betydning, og hvor jeg ikke har følt at jeg skulle retfærdiggøre den prioritering, tværtimod. Tak for det. 
 
For I er også mennesker, der tager ansvar for jeres familier. Både når børnene er små, men også senere i livet. Når jeres forældre, er blevet gamle, og krop og sind ikke kan følge med mere. For ingen offentlig ansat, uanset hvor veluddannet og samvittighedsfuldt vedkommende er, kan erstatte familiens oprigtighed, omsorg og nærvær. 
 
Men nu er jeg tilbage. Som politiker. At tørre ungerne om munden med vådservietter er erstattet af mundtlige §20 spørgsmål til ministrene. 
 
Arthurs ”pludren” og indianerlyde, er erstattet af ministre, der er cirka lige så klare i budskabet. 
 

Rødder

Som forældre ved vi, at det er vores ansvar, at give vores børn rødder.  

Når vi lærer vores børn at cykle, og at rejse sig, når der er bliver slået hul på knæet, så handler det jo om meget mere end at cykle. Så handler det om at give dem den karakter og styrke der gør, at de heller ikke giver op senere i livet. 
 
Når tingene bliver svære, og man trækker lige præcis det eksamensfag, man har frygtet allermest.  Vi har lyst at bære alle vores børns byrder på vores skuldre, men vi ved godt, at det vil være at gøre dem en bjørnetjeneste. 
 
Gør vi det, så rodfæstner de ikke, og så har de ikke styrken, når de står i orkanens øje.

Danmarks rødder 

Et land har også brug for rødder. Hvad udgør egentlig vores danske rødder?  
Det der gør, at vi i Danmark står fast i en historisk usikker verden. 

En ny kortlægning fra Lunds Universitet viser, at der i øjeblikket raser 56 krige rundt omkring i verden – det højeste antal siden 2.Verdenskrig. 
 
Vi ser det i Ukraine, i Sudan, i Congo. Pakistan og Indien, to atommagter i direkte konfrontation. 

Herhjemme peger det nationale risikobillede på, at Danmark står over for den mest alvorlige trussel siden befrielsen for 80 år siden. 

Hvis vi ikke kender vores rødder, så er vi jo heller ikke bevidste om, hvad det er vi skal passe på. Værne om. Stormsikre. 

Koranlov og PET-lovforslag  
En af de mest oplagte og åbenlyse rødder, ja det er naturligvis vores grundlov. Selvom den er skrevet på millimetertyndt papir, så rummer den de stærkeste frihedsrettigheder.

Men flere af frihedsrettighederne i grundloven, de har desværre trange kår i disse år. 
 
Vi lod os presse af mørke kræfter til at indføre en koranlov i Danmark. De principielle ord om, at ”Når religion og demokrati støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt.” blev til tomme floskler. 
 
Man kan mene om loven, hvad man vil, men baggrunden for den, gør mig bekymret. Lande, vi kritiserer for manglende rettigheder til minoriteter, kvinder, homoseksuelle -  fik lov at begrænse ytringsfriheden i vores andedam. 
 
De gav os en rodbehandling, der efterlod os både fattige og mundlamme. Præcis som de rodbehandlinger man får hos tandlægen. 
 
Koranloven er vedtaget, trods massiv modstand, var den ikke til at stoppe. 

Til gengæld giver det stadig mening at kæmpe imod den PET-lov, som skulle have været vedtaget i de her dage. 
 
At vores samfund løbende trues af mørke kræfter, der vil os det ondt, er de færreste i tvivl om. Men den trussel må ikke resultere i, at vi begrænser vores egen frihed. Det gør regeringen desværre med deres PET-lovforslag. 

Den vil give Politiets Efterretningstjeneste MEGET vidtgående beføjelser. Den vil tillade, at helt almindelige borgere risikerer at blive overvåget, analyseret og registeret. Også selvom der ikke er en konkret mistanke. 
 
Politiets Efterretningstjeneste får adgang til meget personfølsomme data. 
 
Det indebærer alt fra medicinudskrifter til diagnoser, etnicitet, politisk tilhørsforhold, seksuel orientering, og kommentarsporene på sociale medier. 
 
Og hvad du talte med din læge ved dit sidste sundhedsbesøg. Det er ikke uden konsekvenser. For nogle vil det betyde, at de vil undlade at tage til lægen – det har flere psykiatriske patienter fortalt om det på det sidste. Simpelthen fordi lokalet ikke længere er fortroligt.

Det vil Det Konservative Folkeparti ikke være med til. Vi er tilhængere af at skabe løsninger, som potentielt kan afværge terrorangreb. Men vi skal ikke bevæge os over i noget, der minder om en efterligning af Orwells dystopiske fortælling om det totalovervågede samfund.
 
Lad mig give jer bare to citater, fra høringsmaterialet, der blev sendt ind:
 
”IDA (Ingeniørforeningen) anser lovforslaget for at være et overgreb på borgernes frihedsrettigheder, og som potentielt kan gøre uoprettelig skade på demokratiet og tilliden til offentlige myndigheder.
Det er grænseløs snagen i danskernes privatliv”
 
Og tænketanken Justitia:
 
”Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, vil alle borgere systematisk blive overvåget overalt og hele tiden. Det er et meget voldsomt indgreb i vores privatliv, og det er opskriften på et overvågningssamfund” 

Vi er glade for at ministeren har lyttet til kritikken fra os, fra alle organisationerne og høringssvarene – og har valgt at udskyde behandlingen af lovforslaget til den anden side af sommerferien. Det klæder ikke et demokrati at prøve at haste den type lovforslag igennem.

Kristendommen
Så grundloven og dets frihedsrettigheder er en del af vores danske rodnet. Og i grundloven, ja der står en af vores andre rødder også beskrevet – nemlig kristendommen. 
 
Danmark er et kristent land.

Jeg har valgt at lade mine tre børn døbe, senest Arthur, fordi jeg er et kristent menneske, og fordi jeg med dåben giver mine børn solide rødder i et stærkt fællesskab, vores folkekirke.
 
I 1990 blev mere end 80 % af alle børn døbt, det tal er raslet ned, og i dag bliver kun godt halvdelen båret til dåben. Jeg kunne jo egentlig være ligeglad, det vedkommer ikke mig. Jeg er hverken korsridder eller missionærer. 
 
Men det ÆRGER mig, at færre voksne er bevidste om, hvilket rødder man er med til at give sine børn, ved at lade dem døbe. Jeg hører flere forældre argumentere for, at de ikke vil træffe det valg på deres børn vegne. Det forstår jeg ikke. 
 
Det er vores opgave som forældre, at vurdere hvad der er godt for vores børn, det gør vi hver evig eneste dag. Ellers fik mine børn chokopops eller vafler til morgenmad hver dag. Vi træffer valg på vores børns vegne. Viser dem vejen, til det vi tror på, er det gode, meningsfulde liv. 

Da jeg var ung KU’er  var jeg tilhænger af at adskille kirke og stat. Jeg fortalte det faktisk ærligt, da jeg var til samtale, for at blive folketingskandidat i Nordsjælland. Kort tid efter gik brandalarmen og afbrød kandidatsamtalen. Det var nok egentlig et vink med en vognstang. 
 
I dag kunne jeg ikke forestille mig noget mere skadeligt, end at beskære de rødder, folkekirken udgør i vores samfund. Og slet ikke en tid, hvor ” inshallah”, der oversat til dansk betyder 'om Gud vil', er blevet optaget i den danske ordbog.

Om gud vil. Det udtryk giver jo mening, fordi Islam er en lovreligion. Her har Allah givet svarene på forhånd, så er der ikke så meget at diskutere. 
 
Modsat lyder Biblen ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Jesus har ikke givet politiske svar. Det må vi selv ligge og rode med. 

I kristendommen er der rum til fortolkning – netop fordi evangelierne er skrevet af mennesker og ikke af Gud. Derfor rimer demokrati godt på kristendom. Det er ikke tilfældigt at demokratier har det lettere i den kristne verden end i den islamiske. 

Derfor må vi også være ærlige om, at hvis vi skal værne om vores rødder og vores demokrati, så skal vi også værne om vores kristne samfund. 

Værne om vores befolkning

 En rod i vores danske samfund, må også være den danske befolkning, og de værdier og den kultur vi bærer med os. 
 
 Og derfor er der også en grænse for, hvor mange nye vi kan byde velkomne i vores land. Uanset om de kommer af lyst eller nød. Derfor har vi i årtier strammet reglerne, for at nedbringe antallet af migranter. Vi skal hellere hjælpe i nærområderne.
 
 Derfor står vi Konservative også fast på, som et af de eneste borgerlige partier, at fastholde udviklingsbistandens høje niveau på 0,7 % af BNP. At ville skære på udviklingsbistanden, i en tid hvor stormagterne søger allierede og Kina køber sig til afrikansk indflydelse, er ubeskriveligt kortsigtet.
 
 Men historien har desværre lært os, på den hårde måde, at vi også skal tænke os grundigt om, når det gælder de der kommer til Danmark ”af lyst”, for at arbejde. I 1960’erne og 1970’erne kom mange gæstearbejdere til Danmark. Vi inviterede dem selv. 

Desværre viser tallene tydeligt, at alt for mange af dem, og i særdeleshed deres børn, ikke tog Danmark til sig. 
 
Der kom mange fra Pakistan, det er i dag den nationalitet, der laver 6. mest kriminalitet i Danmark. Og mange fra Tyrkiet, de er nummer 7. Gæstearbejdernes børn, er blevet til dem, der skaber utryghed på togstationerne, og hvis kriminalitetsrate for mændene er 3,5 gange højere, end gennemsnittet for den mandlige befolkning under et. 

Efterkommernes kriminalitetsniveau er markant højere, end deres forældres, altså går det den forkerte vej. For nyligt kunne Berlingske afdække, hvordan der er en statistisk sammenhæng mellem skoler, der har høj andel af ikkevestlige elever og meget vold mod lærere.
 
Derfor skal vi også stramme op på den internationale arbejdskraft. I hvert fald den, som kommer fra MENAPT-landene, (altså Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) hvis arbejdskraft er svær at integrere i det danske samfund.
 
Til gengæld skal det være nemmere at komme her til, hvis man kommer fra et land, hvis befolkning nemt tager Danmark til sig. Eksempelvis er kriminalitetsraten blandt mennesker fra Vietnam, markant laver end blandt danskerne selv.
 
Men jeg må også bare sige direkte – ingen vækstrate kan retfærdiggøre, at vi falder fra hinanden som folk.
 

Foreningsliv

Det var et par rødder: Vores grundlov, vores frihedsrettigheder, kristendommen, den danske befolkning.  Lad mig nævne en rod mere, vores civilsamfund, vores foreningsliv. 
 
Vores foreningsliv udgør et solidt rodnet i det danske samfund. I kender den gamle joke om, at når to danskere mødes, så drikker de en øl. Og når tre danskere mødes, så danner de en forening. 
 
En forsættelse på den joke kunne i øvrigt være, at når fem samfundsinteresserede danskere mødes, ja så stifter de et nyt parti. Og gør en tidligere venstremand til formand. 😊 Behøver jeg nævne, at det blev en lang afslutningsdebat i folketingssalen i forrige uge? 
 
Nå, men tilbage til foreningerne. For nylig kunne idrætsforeningerne nemlig offentliggøre en ny medlemsrekord på knapt 2,5 millioner medlemmer, hvilket viser, at fællesskabet har vundet terræn igen, efter nogle hårde år efter coronatiden. Det gør mig simpelthen så glad. 

Rekorden taler sit tydelige sprog og bekræfter, at vi har fundet tilbage til dét, der virkelig betyder noget, at være en del af noget der er større end os selv. Foreningslivet lever kun i kraft af de frivillige ildsjæle, der gør det hele muligt. 

Når vi forpligter os til et fællesskab, og her tænker jeg ikke på min egen post i grundejerforeningen som revisorsuppleant, så bliver det tydeligt, at fællesskab ikke bare er noget, vi taler om. Det er noget, vi gør.  Og noget der kun er der, hvis vi selv bidrager. 
 
Måske et af vores største problemer i samfundet i dag er, at vi tager fællesskaberne for givet, forventer at det skal gi’ og gi’. Mange af jer, har sikkert være frivillig i foreningslivet ligesom mig, vi ved, at intet giver så meget, som at være noget for andre. For selvom vi som mennesker ikke i samme grad er afhængige af hinanden, så hænger vi jo sammen. 
 
Foreningslivet er en vigtig rod i den enkeltes liv, og i vores danske samfund.

Lokaldemokrati 

En sidste rod jeg vil fremhæve i dag, selvom der var mange flere oplagte at komme omkring, det er vores lokaldemokrati. Til november er der kommunal- og regionsrådsvalg, og det bliver en vigtig dag for os Konservative. 
 
Sidst gang fik vi det bedste kommunalvalg i knap fire årtier, og selvom den bedrift nok bliver svær at slå, så skal vi igen sikre massiv konservative repræsentation i vores byråd, kommunalbestyrelser og regionsråd. 
 
Tak til alle jer, der stiller jer til rådighed for lokaldemokratiet. Som kysser familien farvel derhjemme, og tager til møde i Beskæftigelsesudvalget eller åbent borgermøde om lokalplanen. 
 
Jer –  som tør træffe de svære valg, som man skal være klar på at blive konfronteret med over køledisken i Netto. 
 
Jeg glæder mig til at knokle med jer, og jeg bliver så glad når jeg ser, hvor mange af jer der allerede er i fuld sving. 
 

Det er vores stærke rødder, der minder os om, hvor vi kommer fra – og hvorfor vi skal værne om det, vi har fået givet. 
 
Det er vores stærke rødder, der gør, at vi kan stå oprejst. Også når vinden river og rusker. 
 
Det er vores stærke rødder, der sikrer, at vi kan give noget videre til dem, der kommer efter os – ikke bare velstand, men værdier.
 
Tak for at I har været med til at give mig rødder. 
 
Tak for at I har bakket op om mig i de 10 år, jeg lige om lidt har repræsenteret jer i Folketinget. 
 
Jeg husker det, som var det i går, da mit ansigt pludselig dukkede op på skærmen hos TV2 på valgaftenen. Trods et historisk hårdt valg for partiet, blev jeg betroet chancen for at gøre en forskel. Det var et utroligt stort privilegie dengang og det er det stadig, den dag i dag. 
 
Tak for opbakningen og tak for ordet.