Byudviklingen har fået det hvide snit
De seneste årtiers byggeri har forandret vores byer, og i Aarhus er det tydeligere end de fleste andre steder. Det er, som om forbindelsen mellem følelser og forstand her er skåret over. Byudviklingen har i overført betydning fået det hvide snit.
Historiske bygninger nedrives med den politiske ledelses billigelse og erstattes af rodløse monumenter uden nævneværdig sammenhæng til deres kontekst. Byggerier med hver deres sprog råber til hinanden i prætentiøs storladenhed i stedet for at tale sammen. Det, som mangler, er sammenhæng i byrummet – en forbindelse til vores kulturelle rødder og en dialog på tværs af bymiljøet.
Det må desuden være mere end blot et fromt ønske, men et legitimt krav, at vi forlanger kvalitet af vores bygherrer. For meget byggeri af tvivlsom æstetisk og materialemæssig karakter opføres, og jeg forudser, at en stor del heraf ikke vil ældes smukt.
Hvis vi også i fremtiden skal kunne være stolte af vores bysamfund i samme grad, som vi sætter pris på vores historiske bydele, så bliver vi nødt til at finde en anden vej nu, førend det er for sent.
Det er positivt, at vi oplever, at rigtig mange borgere reagerer og siger fra – de har forstået, at byen ødelægges. Nu mangler vi, at også politikerne forstår det og er kloge nok til at lade klogere folk end dem selv rådgive sig og lade rådgivningen få vægt. Der er behov for en stærk faglighed i et stærkt embedsværk.
Samtidig planlægges nedrivninger af helt nyrenoverede almene boliger for milliarder i socialt udsatte boligområder for at komme parallelsamfund til livs. De mest ressourcestærke beboere flytter selvfølgelig først, når en trussel om nedrivning proklameres, hvilket forarmer boligområderne yderligere. Resten tvangsflyttes, hvilket de mennesker, det går ud over, kun kan opleve som et overgreb. Mon deres loyalitet til samfundet vokser derved, og har vi glemt, at arkitektur, byggeri og boliger er til for menneskers skyld?
Arkitektur kan skabe rammer om gode liv og bidrage til en positiv udvikling i et område generelt. Men sociale udfordringer skal først og fremmest løses med værktøjer fra den sociale værktøjskasse. Flere hundrede pædagoger, skolelærere og gadeplansmedarbejdere kunne således engageres i en boligsocial indsats i flere årtier for de samme penge. Med en garanteret målbar effekt til følge.
Den noget triste sandhed er desværre, at der ikke foreligger evidens for, at nedrivninger og tvangsflytninger bidrager nævneværdigt til at afmontere parallelsamfund, ej heller at det skaber større sammenhængskraft i samfundet. Den foreliggende dokumentation har ren anekdotisk karakter. På dette indicium har det politiske lederskab valgt at bygge sin fortælling og en symbolpolitik, der helt åbenlyst diskriminerer de mennesker, man kan bundte sammen som ikkevestlige.
Udover at det er dumt i flere led, kan det også vise sig at være ulovligt, når der fældes dom i de retssager, der er anlagt mod boligforeninger, kommuner og staten af beboere i blandt andet Mjølnerparken, Bispehaven og Gellerupparken. Vi behøver en faktabaseret, men også følsom tilgang til byudviklingen – ikke politiske affekthandlinger.
Mange af byens borgere føler sig ikke hørt, når de inviteres til at give deres mening til kende i byudviklingen. Nogle gange endda snydt og ført bag lyset, når en plan fraviges og en dispensation gives. Det er en demokratisk udfordring, som vi skal tage alvorligt.
Dermed ikke være sagt, at borgerne nødvendigvis altid har ret, for der kan være gode grunde til, at et kommuneplantillæg udarbejdes, eller der dispenseres fra en byplanvedtægt. Men det siger sig selv, at det er uholdbart for et samfund, at tilliden til dets institutioner undermineres.
Derfor skal de aftaler, vi indgår med hinanden, overholdes – uden gradbøjninger og snyd på vægten. Hvis myndighederne mener det alvorligt, når det udtrykkes, at man ønsker at samarbejde med borgerne om udviklingen af byen, så må det ikke kun være ord: Der skal handling bag.
Konkret bør borgerne involveres tidligt i enhver proces. Ikke kun i den terminale fase og efter flere års samarbejde mellem projektudvikler og embedsværk. For på det tidspunkt har alle involverede investeret så megen tid, energi og penge i et projekt, at resultatet langt hen ad vejen er fastlagt i enhver henseende.
Ved en sen høring vil borgerne derfor kunne opleve, at selv meget velunderbyggede indsigelser kun medfører, at der ’flyttes kommaer’. Og skulle der opnås en kritisk masse af indsigelser, der gør indtryk på det politiske system, så risikerer vi, at projektet i stedet blot ’topkappes’ frem for at blive gentænkt grundlæggende, som det bør for at kunne fremstå helstøbt og ikke tydeligt beskåret eller uskønt proportioneret.
Hvis vi skal tage borgerinddragelsen seriøst, må vi vende processen om og bringe borgerne i spil tidligt i byudviklingen.