Skip to content

Mathilde Hjort Bressums tale på Ungdomens Folkemødet

Om

Taler

Mathilde Hjort Bressum
Medlem af Folketinget for Venstre

Dato

Sted

Ølkassen, Ungdommens Folkemøde, Valbyparken

Tale

Tusind tak for invitationen. Jeg har glædet meget til at komme og tale for jer.

For det I gør lige nu, at I engagerer jer, er noget helt særligt.

Jeg vil starte med kort at præsentere mig selv: Mit navn er Mathilde, jeg er 27 år, og så er jeg netop valgt som folketingsmedlem for Venstre. Med andre ord er jeg en af dem, der er med til at trække aldersgennemsnittet lidt ned på Christiansborg. 

Jeg startede selv i ungdomspolitik for mange år siden. Og jeg blev ret hurtigt bidt af at faktisk at kunne få indflydelse. Men ikke mindst blev jeg bidt af den tilfredsstillende følelse det er, at tage ansvar. 

Og jeg tror egentlig også, at det er grunden til, at så mange af jer er her i dag. At I gider bruge jeres tid på politik og demokrati. Fordi I gerne vil have indflydelse. Fordi I har holdninger til, hvordan I mener vores samfund skal se ud. Og fordi det faktisk er ret fedt at tage ansvar. Det tror jeg gælder uanset hvilket politisk ståsted, man har.

For jeres engagement er vigtigt. Ikke kun fordi netop jeres perspektiver er unikke og nødvendige for, at vi politikere kan træffe gode beslutninger. Men også fordi det at engagere sig er med til at forme én som menneske.

Det har det i hvert fald gjort for mig.

Jeg stillede senere op til Aarhus byråd og blev valgt som 23-årig. Nu sidder jeg i Folketinget. Det synes jeg stadig er ret vildt at kunne sige.

Det er også en ret vild følelse pludselig at være noget af den repræsentation, jeg engang selv har savnet. Det er måske også min vigtigste pointe her i dag:

I skal ikke vente på, at der er nogen der repræsenterer jer. 

Hvis I synes, der mangler nogen med jeres perspektiv, så bland jer. Hvis I er uenige i den retning, samfundet bevæger sig i, så sig det højt og vær med til at ændre det.

Da jeg selv begyndte at engagere mig i politik, havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, at det en dag skulle føre mig hele vejen til Folketinget. Og det behøver selvfølgelig heller ikke være målet.

For det vigtigste er egentlig heller ikke, hvor engagementet har ført mig hen. Det er alt det, jeg har fået med på vejen. Modet til at turde stå ved det, jeg mener. At møde mennesker, jeg er uenig med på en respektfuld måde. At tage ansvar. Og at opdage, at man faktisk kan være med til at flytte noget.

Men det at I er her i dag, fortæller mig, at I måske allerede er klar over de her ting. Bliv ved med det. Rigtig godt Ungdommens Folkemøde.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags