Martin Ishøys prædiken 2. søndag efter trinitatis

Kierkegaard og klimaforandringer

I torsdags var der en kirkehøjskole på Vestsjælland, som havde sat klimaangst på programmet. Klimaangst er en frygtelig ting, men den er der jo ikke tilfældigt. Klimaangsten er der, fordi vores klode har kurs direkte mod økologiske kollaps. Både vi og langt de fleste oplyste mennesker i verden dækker os ganske vist med en dyne af påtaget blindhed og døvhed for ikke at komme til at forstå kendsgerningerne, dvs. forstå dem på den dybe måde, hvor forståelse og handling er to sider af samme sag: Handling som i samfundsforandring og ændret personlig levevis. Vi dækker os under en dyne bestående af en kombination af bortforklaringer fra alverden skruppelløse kapitalinteresser, levebrødspolitikeres spin og den dybt menneskelige modstand mod at forstå ting, som vi virkelig ikke har lyst til at forstå. Der er også andre grunde til ikke at se de økologiske og klimatiske kendsgerninger i øjnene, andre trusler og katastrofer, der tårner sig op, så som truslen om krig. Dynen er en dyne, vi varmer os under i en absurd forestilling om, at nogle andre ordner problemerne, som nok ikke er så store.

Men der findes oplyste, især unge mennesker, som faktisk forholder sig til kendsgerningerne – og når det sker, er det ikke så underligt, at de fyldes af angst, kaldet: klimaangst. Den angst kan der siges meget, også ganske nuanceret om, men normalt plejer vi at opfatte angst som noget dårligt og uhensigtsmæssigt. Men med i billedet hører også den ærlig talt i sig selv skræmmende ting, at der er sket noget i forholdet mellem os og kloden, som aldrig har været tilfældet før, og som bogstavelig talt trækker gulvtæppet eller rettere jordoverfladen væk under fødderne på os: Altid har naturen været den store og vi mennesker de små, som måtte tage forholdsregler overfor det store vilkår, som naturen var. Men på et tidspunkt i det 20. århundrede er vi blevet de store og naturen den lille. 

Vi er i en situation, hvor vi ikke kan falde tilbage på klodens og naturens store styrke til at bære os. For den store, den altovervældende styrke og magt er vores egen. Aldrig før har det været mennesker, der bestemte naturens gang. Men klimaforandringer, biodiversitetskrise, forurening m.m. viser, at nu er det os, der har bolden i forhold til klodens udvikling. Det er ikke naturen, det er os, der spiller med musklerne. Og hvor gode har vi lige været hidtil til at styre det spil? Klimaangst er ikke en uforståelig reaktion hos mennesker, der tager kendsgerningerne alvorligt. 

Men ”angst” – Angst er faktisk noget, som ikke er nyt for kirken og kristendom. Og specielt her i Danmark er der blevet tænkt grundigt over fænomenet angst. En af vores største tænkere, Søren Kierkegaard, har skrevet en meget berømt bog om emnet med titlen Begrebet angst i 1855. Det er ikke nyt for kristendommen at tage angst alvorligt. 

Den erkendelse Kierkegaard gjorde, og som alt tyder på, at han havde ret i, var hvor dybt angsten stikker i menneskets sind. At have angst er grundlæggende for mennesket, og overhovedet ikke kun dårligt. Det viser at mennesket er andet og mere end den bioenergi, som strømmer gennem vores kroppe. Mennesket er også ånd, og for ånden er der noget, der står på spil. Dét afslører den grundlæggende angst – eller det kan den gøre, når mennesket kommer i bevægelse med sin bevidsthed, dvs. når der sker noget, så angsten komme op i bevidstheden med det ”intet” eller den skræmmende dunkelhed og uoverskuelighed, som er angstens genstand. Klimaangstens genstand, klimaforandringerne, er netop sådan et intet, sådan et uoverskueligt, skræmmende mørke, som gemmer sin inde bag skovbrandene, oversvømmelserne, sultkatastroferne og alle de mange tal, som beskriver katastroferne og fremtidsscenarierne. 

Og Kierkegaards dybe indsigt var, at dér hvor angsten mødes, kan det gå forskelligt, ... men lad os sige 2 veje. Man kan løbe desperat rundt som hovedløse høns og gøre dårligt gennemtænkte ting, herunder bruge vold til at undertrykke bevidstheden om kendsgerningerne, som om de ikke var der. Men angsten kan også afstedkomme, hvad Kierkegaard kalder ”springet” –springet ud på de 70.000 favne vand.

I det spring afsløres verden. Angstens grund afsløres som den enorme afstand og misforholdet mellem Gud og én selv og dermed mellem Gud og verden, sådan som man selv er indlejret i verden. Man har brugt ordet arvesynd om det misforhold, men det er ikke så vigtigt lige nu. Hvad der er vigtigt er den dobbelte erkendelse af Guds kærlighed og én selv, sådan som man er på godt og ondt. Det er den erkendelse, som den hovedløse høne mangler, både når den uansvarligt opgiver alt, og når den uansvarligt farer frem med vold og magt. 

Men den selverkendelse, som er den gode frugt af springet – og ja, det er det spring, som også kaldes troens spring – det er erkendelsen af at være spændt ud mellem godt og ond, af at have urimeligt mange aktier i det onde, men også af at Gud har opkøbt alle de onde aktier med henblik på at gøre dem værdiløse, sådan så man kan leve rigtigt både indeni og udadtil. Med et luthersk udtryk, medfører det lykkelige spring en bevidsthed om samtidig at være synder og retfærdig, -> at være båret af god samvittighed i det, man gør, uden dermed at glemme fortidens svigt og alt det der forpligter én til at tage handsken op. Kierkegaard taler flere steder om ”ligevægten”. I dag ville vi kalde det et bæredygtigt liv, men altså bæredygtigt fordi dets fortegn er Guds almægtige kærlighed, som på én gang befrier og forpligter, uden man falder i den ene eller anden grøft. 

Angsten var og er et mørke, der truer, aktuelt dæmonisk som klimaforandringer og lignende. Men i springet, troens vellykkede spring, fjernes sløret, ”det slør der ligger over alle folkene, det dække, der er bredt over alle folkeslag; døden opsluges for evig” (for nu at citere dagens faktisk evangeliske læsning fra Det Gamle Testamente). Guds kærlighed og visdom, som på en gang forpligter og befrier, er dét som afsløres, det som i springet åbner et bæredygtigt forhold til klimaforandringerne. Guds visdom sætter os i stand til at gå op mod klimaforandringerne uden fortrængning og selvbedrag og uden desperation, fordi vi hviler i Hans fred, som har vundet kampen på forhånd. 

Menneskeskabte klimaforandringer, som rejser sig som et angstfremkaldende mørke, er noget nyt i menneskehedens historie. Det samme kan bare hverken siges om dødens mørke eller befrielsen derfra – ligesom frihedens pris heller ikke er ny. Der er ingen grund til at undre sig over, at de kræfter, som beriger sig ved forretninger, som forårsager klimaforandringerne, hader dem, der sætter sig op mod klimaforandringernes årsager. Frihedens pris er nedgørelse, forkastelse og forfølgelse. Det skal man ikke undre sig over, som der står i epistelteksten til i dag. Men kærlighedens opskrift står der også: ”Den der har jordisk gods, og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham”?

Det er ikke altid så svært at tro, at Gud frelser verden. Det kan være helt rart. Men troen kalder på at blive forstået, og altså forstået så dybt, at den umuligt kan forblive uden frugt, uden tilværelsesforandrende handling. Og den del af troen er ikke så nem. Det er utrolig svært for det rige menneske at blive i troen. Det er lettere for en kamel at kommen gennem et nåleøje, som Jesus siger et sted. Og vi er alle sammen ret rige – sammenlignet med flertallet af de mennesker, som nu lider under klimaforandringer, som de til forskel fra det rige nord ikke har bidraget synderlig til. Det er godtgjort adskillige gange, at der er en direkte sammenhæng mellem ens rigdom og størrelsen på ens bidrag til klimaforandringerne. Der er mange brødre og søstre, der lider nød, og det er ikke Guds hjerte, der er lukket for dem. Angsten for at miste sin rigdom kan meget vel hensætte de fleste af os til et sted, hvor der er grund til at tage ”springet” igen og igen. 

Det er der så nogen, der ikke gør. Og det er det, som evangelieteksten om det store festmåltid handler om. Der var nogle mennesker der, som havde noget videre travlt med at polere på deres aktiebeholdning, så de ikke lige havde tid til at blive kaldt på til det store festmåltid. Omvendt var der også nogle, som var tabere og marginaliserede i samfundets store pyramidespil, som godt kunne høre, hvad der lå i kaldet, dvs. invitationen. Det var dem, der kom til at deltage i måltidsfællesskabet, det måltidsfællesskab, som ikke gjorde dem materielt rige, men som opbyggede dem i ånden, lod dem vokse i tro, håb og kærlighed, og gradvist gjorde dem til afklarede mennesker, afklarede nok til at dele, hvad de havde. 

Vi begynder alle som mennesker med angsten i hjertet. Nogle holder den nede med overspringshandlinger eller hovedløs travlhed. Hvem kender ikke til det? Men nogle tager springet ud på de 70.000 favne og bliver måske grebet af troen og troens fred. Det er måske heller ikke de færreste. Men det er heller ikke de færreste, som bliver forfærdede over frihedens pris og finder sig selv et sted, hvor springets mulighed måske synes knap så bekvemt – skønt påtrængende. Det er ikke let at være et menneske, hvor ånden vågner. Måske igen og igen. 

Men Gud har ikke efterladt os hjælpeløse. For Gud har givet os dåben. Og den er omgivet af tegn og symboler, som enhver kan forstå. I den får vi navn af Guds børn, der som Jesus sendes med kærlighed ind i en verden, som har det svært med kærlighed. Man bliver let marginaliseret, men også samlet op af Gud, som er kærligheden selv. Dåben sætter os ind i en cirkelbevægelse eller rettere en spiralbevægelse – for der er tale om en mulig vækst til et liv, hvor vi ingen mulighed har for at forveksle os selv med helgener, men hvor vi skridt for skridt får fodfæste i livet med bæredygtighed – eller som Kierkegaard ville sige ligevægt – også i forhold til klimaforandringerne. 

Amen