Om H20-molekyler, statistik og de ligeste linjer
Kære studenter
Inden for den nok lidt ældre kemi bruger man udtrykket ’In statu nascendi’. Oversat betyder det noget i retning af ’fødselstilstand’ og det beskriver dannelsesøjeblikket lige inden hydrogenatomer forener sig i molekyler. Det særlige ved den tilstand er, at de ubundne hydrogenatomer i deres søgen efter en mere stabil form reagerer mærkbart på verden omkring dem. Lige i dette øjeblik er der dermed en langt højere reaktivitet, end når stoffet kort efter har fundet sin molekylære og mere stabile form. Der er en voldsom energi i det, der endnu ikke ligger fast.
Det, som I oplever lige nu, er netop sådan et ’In statu nascendi’: en fødselstilstand og et dannelsesøjeblik.
Måske det er en lidt kontra-intuitiv betegnelse, da dimission sprogligt betyder og også helt konkret markerer netop en afslutning. Men sådan har enhver afslutning en indbygget dobbeltkarakter: Springet fra en tilstand til en anden. Indbygget i afslutningen ligger således også en begyndelse.
Og lige nu står I midt i overgangen fra gymnasietidens enkle atomare form med de mange potentialer og en mere fremtidig molekylær form med flere strukturer og koblinger.
Så i det lys er øjeblikket her ikke en afslutning, men netop en åbning mod noget nyt: et fødselsøjeblik. In statu nascendi.
Dette overgangsøjeblik – mellem det som afslutter og det som begynder – er et helt særligt sted. Det er på den ene side tilværelsens gave til jer unge. Øjeblikkets udgør et enormt krydsfelt af muligheder, potentialer og åbne døre. Verden vokser, den voldsomt formbar og mulighederne mange.
Og på den anden side er det også et rum, der vil kræve noget af jer. Mulighederne kommer nemlig med en opgave: at vælge sin vej i verden og gradvist give tilværelsen en mere sammenhængende form. En slags tilværelsens molekylære struktur. En linje i livet. Det kræver, at man tager nogle valg.
Nu ved jeg godt, at det vel nærmest er det værste, man kan sige til et ungt menneske midt i euforien over at være færdig med noget vigtigt. Og der er da også noget næsten påtrængende utålmodigt i at lade et tillykke efterfølges af et ’og hvad så nu?’. Jeg gør det nu alligevel – men i den bedste mening, så bær over med mig.
I de gamle danske trylleviser fra middelalderen møder helten altid en eller anden form for udfordring: trolde, elverfolk og ikke mindst åmænd. Heltene møder altid de overnaturlige væsener i livets overgangsfase mellem ung og voksen, mens den unge søger efter sin vej i livet, i kærligheden og i tilværelsens balance mellem det man vil, det man bør og det man skal.
De overnaturlige væsener var her billeder på et helt grundlæggende eksistensvilkår: At man ikke kan blive i overgangsfasen hele livet. Man skal rykke sig fri af trolden og åmanden og finde sin vej videre. Tage valget og vejen på sig.
Hvis ikke, bliver mulighederne jo netop ved med bare at være muligheder.
Det er slet ikke nogen nem opgave, om end det er et livsvilkår. Det er flere grunde til: en naturvidenskabelig, en statistisk, en geometrisk og en mere eksistentiel.
Den naturvidenskabelige først: Forfatteren Morten Pape skriver i sin autofiktive roman ’Nøglebarn’ om sin oldefar, chefkemiker ved hovedstadens vandforsyning. Når oldefaren skulle beskrive tilværelsen, fandt han altid sit billedsprog i kemiens og fysikkens verden – og et af de tilbagevendende billeder var H2O-molekylets forskellige tilstande.
I sin mest ustyrlige form er H2O-molekylet ren damp. Temperaturen og hastigheden blandt molekylerne er høj. Formen er foranderlig, og hvis man ikke tilfører ekstra energi, spredes varmen til omgivelserne og dampen forsvinder gradvist. Sagt med Termodynamikkens 2. lov kræver det ekstra energi at fastholde de frit svævende H2O-molekyler i en slags samlet enhed.
Sådan er det også med fødselsøjeblikkets mange muligheder. Det er en energikrævende opgave at skabe en sammenhæng ud af noget så foranderligt.
Og heldigvis: Hvis man er opmærksom, så kan man, når temperaturen falder, gradvist indfange og fortætte dampen – nu i form af vand. Stadig flydende, bevægeligt og alligevel sammenhængende.
Sådan er det også med tilværelsens mange muligheder. I luftig dampform er de svære at få hold på. Det er meget nemmere, når temperaturen og tankerækkens hastighed falder lidt til ro. Så fortættes muligheder og de er langt nemmere at holde sammen på.
Fortætningsprocessen har ikke en skarp deadline. Men omvendt: hvis noget skal kunne betegnes som overgang, kræver det en begyndende bevægelse: måske spæde refleksioner eller en gradvis stillingtagen. Ellers er der jo tale om stilstand – og H2O-molekyler i ren stilstand er is. Fastfrosset og med et energiniveau gående mod nul.
I behøver gennem fortætningsprocessen ikke have en færdig plan for, hvor I ender, men I skal bevæge jer. Gøre noget, tænke, mærke og opleve. Giv jer selv tid. Men brug tiden – for så i sidste ende at vælge noget. I skal i de kommende år teste mulighederne i den ungdommelige tilværelses laboratorium.
Nu tillader jeg mig så et spring ind i statistikken:
I matematikken har I lært at lave regressionsanalyser – og det er jo i bund og grund også en måde en lægge et meningsfuldt snit ned gennem en række umiddelbart forskellige punkter: Trække en linje, der bedst beskriver en meningsfuld sammenhæng.
Det sker nærmest aldrig at linjen rammer alle punkter. Den rammer oftest tæt på en del af dem, men oftest også noget længere fra andre.
Sådan er det også i tilværelsen, når der skal lægges et linje ned gennem mulighederne. Nogle falder inden for en meningsfuld sammenhæng. Andre ligger lidt længere væk og rammer måske ikke helt rent.
Nu skal I selvsagt ikke høre mig sige, at livet er en ligning, der skal gå op. På ingen måde. Men I skal stille og roligt begynde at finde de punkter, som er vigtige og betydningsfulde for jer – og så skabe en meningsfuld sammenhæng ude af det.
I skal turde lægge en slags linje. Det betyder, at I er nødt til at vælge nogle af punkterne fra, men det betyder også – og det er vigtigt – at I på ingen måde behøver at ramme en korrelationskoefficient på 1,0. Ingen livsforløb går så pænt op – og måske det netop er de lidt tilfældige og skæve muligheder – outlierne – som giver tilværelsen dens særlige karakter.
Jeg er helt med på, at det kan være angstprovokerende at trække sådan en linje. Man kan lammes af de mange muligheder og slet ikke vide, hvor man skal begynde – og ender måske så med slet ikke at vælge. Eller man forsøger en lægge en linje, der skal indfange alle punkter – og får så ikke valgt noget fra og drukner i antallet.
Vi kender det godt; det her med, at det kan være udfordrende, at skulle begynde at skrive på et helt blankt stykke papir. Det føles overvældende og næsten lidt forkert at sætte bogstaver på det tomme ark. Hvad skal man skrive? Hvor begynder man? Så derfor sætter vi linjer på arket.
Sådan er det også med tilværelsen. Helt uden linjer bliver den uoverskuelig. Så I er nødt til at sætte nogle linjer.
Men lad mig dele en geometrisk hemmelighed med jer, som vi slet ikke deler nok:
Theis Ørntoft skriver i sin digtsamling ’Yeah-suiten’:
Jeg fyrer afsted i den ligeste linje, men livet er ikke en retning
selvom mange gerne vil anskue det geometrisk
i den store forsimplings navn.
Vi har ikke været gode nok til at fortælle jer, at en linje slet ikke behøver at være lige, men at der er mange veje gennem livet. Og det er måske også en af grundene til, at det med at vælge og sætte linjer i tilværelsen, opleves så svært.
I behøver altså ikke lægge jeg fast på én klar og entydig retning: den ligeste linje. Livet er langt og kan have flere retninger. Målet kan skifte undervejs - hvis man overhovedet kan tale om et sådan.
Men når vi mere erfarne voksne bagudrettet skal beskrive vores eget liv, så bliver det tit som netop en lige linje. Alene fordi fortællingen om vores liv aldrig kan rumme det levede livs mange, mange nuancer. Alene fordi tilværelsens mange tilfældigheder er langt sværere at beskrive end en fortælling om en klar orden. Så vi forsimpler og efterlader jer med fortællingen om et liv, der fremstår langt mere planlagt og med en meget tydeligere retning end sandheden kan bære.
Livet følger nemlig ikke et fast skema og alt går ikke op til sidst. Noget kan bestemt planlægges, men en del er også ret tilfældigt. Tilværelsen er ikke fast som is, heller ikke uhåndgribelig som damp - men som vand, sammenhængende, flydende og den finder heldigvis altid en vej.
Højskolelæreren Christian Hjortkjær skriver i sin bog ’Utilstrækkelig’ om hvordan vi med årene har flyttet os som samfund.
Tidligere var vi et samfund med klare regler og fastlagte forventninger. Et samfund med begrænset plads til individuelle valg og hvor de unges vej gennem livet på mange måder var forudbestemt. I dag har I unge derimod et valg.
Vi i forældregenerationen ved også godt, at det er et svært valg - om end vi nok ikke helt forstår, hvor udfordrende valget faktisk er. Det er svært både fordi vi har givet jer mere plads – og dermed også et større ansvar – og fordi mulighederne samtidig er blevet langt flere. Men også fordi vi mere erfarne voksne - sådan lidt eksistentielt betragtet - også gjort det lidt ekstra svært for jer. Friheden kommer med en slags forældre-moms.
Tidligere ungdomsgenerationer vidste altid, hvilke forventninger de stod overfor. På godt og ondt. For nutidens senmoderne unge er de forventninger udskiftet med nogle mere usynlige forventninger om at gøre det godt og have det godt. Og så har vi balladen: Hvornår er noget godt nok? Det er et krav uden øvre grænse.
Vi har således erstattet tidligere tiders meget stramme regler og forventninger med et nyt og mere blødt ideal. Rummeligt og samtidig enormt forpligtende. Helt uudtalt og usynligt - og derfor svært at navigere i. Men absolut virkeligt fordi I hver dag møder det.
I møder det som en lurende dårlige samvittighed, hvis I ikke hver gang løser jeres opgaver til perfektion. En lurende tvivl, når kæresten som alle kærester nogle gange er irriterende almindelig. En indre skamfuldhed, når I indimellem har en dag, hvor I virkelig er træt af det hele. Et grund-ubehag når digitale billeder tegner en verden af perfektion, som ingen faktisk kan leve op til.
Så siger vi godt nok til jer, at det netop er godt nok - men fortæller jer samtidig noget andet, når vi straks spørger til resultatet. Vi fortæller jer noget andet, når vi er hurtige til at fejre jeres succeser digitalt, men har sværere ved bare at rumme, at I indimellem også har det lidt svært og derfor falder for impulsen til at fixe det hele for jer. Godt nok er åbenbart ikke helt godt nok. Godt nok er åbenbart kun det ideelle.
Det er den erfaring, som vi har udstyret jer med og som nu følger med jer ind i jeres overgangsfase – og så bliver kravet om at vælge pludselig ikke et kun spørgsmål om at vælge godt nok, men om at vælge det ideelle. Det helt rigtige. Og det er jo grundlæggende uladsiggørligt.
Så hvad skal I gøre? I skal derfor i stedet vælge med nysgerrighed – og også med lidt fornuft, selvfølgelig. Vælg det meningsfulde. Vælg en linje, vælg om, vælg igen og tillad jer selv, at linjen ikke er lige og ikke indfanger alle datapunkter. Vælg for jeres egen skyld. Ikke for et mere eller mindre usynligt ideal. Men I skal vælge.
Sangerinden Soleima synger på sit album ’Nationens skrammer’ netop om dette forvirrende valg: ’Tror du egentlig, den rette vej? Er det underligt at undre sig? (..) Og mine tanker løber hjemmefra. Jeg ville ønske, at de fulgte mig. Men de drømmer om, hvad de kan få (…) Det' ik' fordi, det er synd for mig (…) Men timerne, de løber, livet slår fra sig (…)’
Helt genkendeligt. Men så fortsætter hun heldigvis:
’Selvom mit hoved drejer rundt (..) Så er (det) stadigvæk de smukkeste sekunder. Det er lige nu, at livet det begynder.’
Så nok er valget et vilkår ved tilværelsen og en forbandet nødvendighed, hvis ikke mulighederne skal fordampe eller det blanke papir skal forblive blankt og ubeskrevet. Men valget er også en gave. Det er jeres valg, der gør livet til jeres helt eget. Det er valget, der gør tilværelsen til jeres.
I behøver ikke træffe valgene i dag, og I behøver ikke træffe dem alle på en gang. Det handler blot om, at I skal begynde at vælge jeres egen vej. I skal tage ansvaret på jer.
Valgene forsvinder heller ikke med alderen, men måske de bliver lidt nemmere – alene fordi I erfarer, at livet slet ikke er den ligeste linje – og at idealerne netop kun er idealer – og ikke noget man i virkeligheden kan leve op til. ’Godt nok’ ér faktisk godt nok.
Så kære studenter:
Når man lægger linjer, fanger man nogle punkter og andre falder ved siden af. Den kan ikke fange dem alle, men den kan fint slå et sving for at indfange et særligt datapunkt.
Husk også indimellem at lade jeres linje ramme outlierne. Dem som ikke umiddelbart passer ind. Måske der her ligger noget meningsfuldt til sammenhængen.
Ofte vil det blive nødvendigt at slå nogle linjer, før man kan skrive på papiret. Ingen siger, at de skal være helt lige og have en klar retning.
Og husk, at det blanke papir er en mulighed for at skrive jeres egen historie. Det er svært, men den skal skrives!
Nogle gange fryser tingene lidt til undervejs. Når det sker, så hold ud og hold dampen oppe! Vandet skal nok begynde at flyde igen. Vand finder altid en vej.
Nogle gange lykkes alt og andre gange gør det ikke. Og det er faktisk godt nok. Begge udfald er en del at tilværelsen. Og tro mig: vi oplever det alle, men vi deler det første mere end det sidste.
Og nogle gange – bare nogle få gange – skal I måske lade tankerne flyve tilbage til de dage i 2026, hvor I stod på dørtrinnet til mulighedernes verden. Grebet af eufori, bekymring, nysgerrighed, mod og vanvittig glæde.
Kære studenter, kære dimittender.
Tillykke og velkommen til valget. Det er nu, at alt det svære begynder – men I må tro på mig, når jeg siger, at det bliver helt fantastisk.
Jeg lover til gengæld at tro på jer. Jeg ved, at I kan!
Det er lige nu, at livet det begynder!
Hermed dimitterer jeg jer som studenter fra Egaa Gymnasium 2026.
Tillykke med eksamen!
Kære studenter
Inden for den nok lidt ældre kemi bruger man udtrykket ’In statu nascendi’. Oversat betyder det noget i retning af ’fødselstilstand’ og det beskriver dannelsesøjeblikket lige inden hydrogenatomer forener sig i molekyler. Det særlige ved den tilstand er, at de ubundne hydrogenatomer i deres søgen efter en mere stabil form reagerer mærkbart på verden omkring dem. Lige i dette øjeblik er der dermed en langt højere reaktivitet, end når stoffet kort efter har fundet sin molekylære og mere stabile form. Der er en voldsom energi i det, der endnu ikke ligger fast.
Det, som I oplever lige nu, er netop sådan et ’In statu nascendi’: en fødselstilstand og et dannelsesøjeblik.
Måske det er en lidt kontra-intuitiv betegnelse, da dimission sprogligt betyder og også helt konkret markerer netop en afslutning. Men sådan har enhver afslutning en indbygget dobbeltkarakter: Springet fra en tilstand til en anden. Indbygget i afslutningen ligger således også en begyndelse.
Og lige nu står I midt i overgangen fra gymnasietidens enkle atomare form med de mange potentialer og en mere fremtidig molekylær form med flere strukturer og koblinger.
Så i det lys er øjeblikket her ikke en afslutning, men netop en åbning mod noget nyt: et fødselsøjeblik. In statu nascendi.
Dette overgangsøjeblik – mellem det som afslutter og det som begynder – er et helt særligt sted. Det er på den ene side tilværelsens gave til jer unge. Øjeblikkets udgør et enormt krydsfelt af muligheder, potentialer og åbne døre. Verden vokser, den voldsomt formbar og mulighederne mange.
Og på den anden side er det også et rum, der vil kræve noget af jer. Mulighederne kommer nemlig med en opgave: at vælge sin vej i verden og gradvist give tilværelsen en mere sammenhængende form. En slags tilværelsens molekylære struktur. En linje i livet. Det kræver, at man tager nogle valg.
Nu ved jeg godt, at det vel nærmest er det værste, man kan sige til et ungt menneske midt i euforien over at være færdig med noget vigtigt. Og der er da også noget næsten påtrængende utålmodigt i at lade et tillykke efterfølges af et ’og hvad så nu?’. Jeg gør det nu alligevel – men i den bedste mening, så bær over med mig.
I de gamle danske trylleviser fra middelalderen møder helten altid en eller anden form for udfordring: trolde, elverfolk og ikke mindst åmænd. Heltene møder altid de overnaturlige væsener i livets overgangsfase mellem ung og voksen, mens den unge søger efter sin vej i livet, i kærligheden og i tilværelsens balance mellem det man vil, det man bør og det man skal.
De overnaturlige væsener var her billeder på et helt grundlæggende eksistensvilkår: At man ikke kan blive i overgangsfasen hele livet. Man skal rykke sig fri af trolden og åmanden og finde sin vej videre. Tage valget og vejen på sig.
Hvis ikke, bliver mulighederne jo netop ved med bare at være muligheder.
Det er slet ikke nogen nem opgave, om end det er et livsvilkår. Det er flere grunde til: en naturvidenskabelig, en statistisk, en geometrisk og en mere eksistentiel.
Den naturvidenskabelige først: Forfatteren Morten Pape skriver i sin autofiktive roman ’Nøglebarn’ om sin oldefar, chefkemiker ved hovedstadens vandforsyning. Når oldefaren skulle beskrive tilværelsen, fandt han altid sit billedsprog i kemiens og fysikkens verden – og et af de tilbagevendende billeder var H2O-molekylets forskellige tilstande.
I sin mest ustyrlige form er H2O-molekylet ren damp. Temperaturen og hastigheden blandt molekylerne er høj. Formen er foranderlig, og hvis man ikke tilfører ekstra energi, spredes varmen til omgivelserne og dampen forsvinder gradvist. Sagt med Termodynamikkens 2. lov kræver det ekstra energi at fastholde de frit svævende H2O-molekyler i en slags samlet enhed.
Sådan er det også med fødselsøjeblikkets mange muligheder. Det er en energikrævende opgave at skabe en sammenhæng ud af noget så foranderligt.
Og heldigvis: Hvis man er opmærksom, så kan man, når temperaturen falder, gradvist indfange og fortætte dampen – nu i form af vand. Stadig flydende, bevægeligt og alligevel sammenhængende.
Sådan er det også med tilværelsens mange muligheder. I luftig dampform er de svære at få hold på. Det er meget nemmere, når temperaturen og tankerækkens hastighed falder lidt til ro. Så fortættes muligheder og de er langt nemmere at holde sammen på.
Fortætningsprocessen har ikke en skarp deadline. Men omvendt: hvis noget skal kunne betegnes som overgang, kræver det en begyndende bevægelse: måske spæde refleksioner eller en gradvis stillingtagen. Ellers er der jo tale om stilstand – og H2O-molekyler i ren stilstand er is. Fastfrosset og med et energiniveau gående mod nul.
I behøver gennem fortætningsprocessen ikke have en færdig plan for, hvor I ender, men I skal bevæge jer. Gøre noget, tænke, mærke og opleve. Giv jer selv tid. Men brug tiden – for så i sidste ende at vælge noget. I skal i de kommende år teste mulighederne i den ungdommelige tilværelses laboratorium.
Nu tillader jeg mig så et spring ind i statistikken:
I matematikken har I lært at lave regressionsanalyser – og det er jo i bund og grund også en måde en lægge et meningsfuldt snit ned gennem en række umiddelbart forskellige punkter: Trække en linje, der bedst beskriver en meningsfuld sammenhæng.
Det sker nærmest aldrig at linjen rammer alle punkter. Den rammer oftest tæt på en del af dem, men oftest også noget længere fra andre.
Sådan er det også i tilværelsen, når der skal lægges et linje ned gennem mulighederne. Nogle falder inden for en meningsfuld sammenhæng. Andre ligger lidt længere væk og rammer måske ikke helt rent.
Nu skal I selvsagt ikke høre mig sige, at livet er en ligning, der skal gå op. På ingen måde. Men I skal stille og roligt begynde at finde de punkter, som er vigtige og betydningsfulde for jer – og så skabe en meningsfuld sammenhæng ude af det.
I skal turde lægge en slags linje. Det betyder, at I er nødt til at vælge nogle af punkterne fra, men det betyder også – og det er vigtigt – at I på ingen måde behøver at ramme en korrelationskoefficient på 1,0. Ingen livsforløb går så pænt op – og måske det netop er de lidt tilfældige og skæve muligheder – outlierne – som giver tilværelsen dens særlige karakter.
Jeg er helt med på, at det kan være angstprovokerende at trække sådan en linje. Man kan lammes af de mange muligheder og slet ikke vide, hvor man skal begynde – og ender måske så med slet ikke at vælge. Eller man forsøger en lægge en linje, der skal indfange alle punkter – og får så ikke valgt noget fra og drukner i antallet.
Vi kender det godt; det her med, at det kan være udfordrende, at skulle begynde at skrive på et helt blankt stykke papir. Det føles overvældende og næsten lidt forkert at sætte bogstaver på det tomme ark. Hvad skal man skrive? Hvor begynder man? Så derfor sætter vi linjer på arket.
Sådan er det også med tilværelsen. Helt uden linjer bliver den uoverskuelig. Så I er nødt til at sætte nogle linjer.
Men lad mig dele en geometrisk hemmelighed med jer, som vi slet ikke deler nok:
Theis Ørntoft skriver i sin digtsamling ’Yeah-suiten’:
Jeg fyrer afsted i den ligeste linje, men livet er ikke en retning
selvom mange gerne vil anskue det geometrisk
i den store forsimplings navn.
Vi har ikke været gode nok til at fortælle jer, at en linje slet ikke behøver at være lige, men at der er mange veje gennem livet. Og det er måske også en af grundene til, at det med at vælge og sætte linjer i tilværelsen, opleves så svært.
I behøver altså ikke lægge jeg fast på én klar og entydig retning: den ligeste linje. Livet er langt og kan have flere retninger. Målet kan skifte undervejs - hvis man overhovedet kan tale om et sådan.
Men når vi mere erfarne voksne bagudrettet skal beskrive vores eget liv, så bliver det tit som netop en lige linje. Alene fordi fortællingen om vores liv aldrig kan rumme det levede livs mange, mange nuancer. Alene fordi tilværelsens mange tilfældigheder er langt sværere at beskrive end en fortælling om en klar orden. Så vi forsimpler og efterlader jer med fortællingen om et liv, der fremstår langt mere planlagt og med en meget tydeligere retning end sandheden kan bære.
Livet følger nemlig ikke et fast skema og alt går ikke op til sidst. Noget kan bestemt planlægges, men en del er også ret tilfældigt. Tilværelsen er ikke fast som is, heller ikke uhåndgribelig som damp - men som vand, sammenhængende, flydende og den finder heldigvis altid en vej.
Højskolelæreren Christian Hjortkjær skriver i sin bog ’Utilstrækkelig’ om hvordan vi med årene har flyttet os som samfund.
Tidligere var vi et samfund med klare regler og fastlagte forventninger. Et samfund med begrænset plads til individuelle valg og hvor de unges vej gennem livet på mange måder var forudbestemt. I dag har I unge derimod et valg.
Vi i forældregenerationen ved også godt, at det er et svært valg - om end vi nok ikke helt forstår, hvor udfordrende valget faktisk er. Det er svært både fordi vi har givet jer mere plads – og dermed også et større ansvar – og fordi mulighederne samtidig er blevet langt flere. Men også fordi vi mere erfarne voksne - sådan lidt eksistentielt betragtet - også gjort det lidt ekstra svært for jer. Friheden kommer med en slags forældre-moms.
Tidligere ungdomsgenerationer vidste altid, hvilke forventninger de stod overfor. På godt og ondt. For nutidens senmoderne unge er de forventninger udskiftet med nogle mere usynlige forventninger om at gøre det godt og have det godt. Og så har vi balladen: Hvornår er noget godt nok? Det er et krav uden øvre grænse.
Vi har således erstattet tidligere tiders meget stramme regler og forventninger med et nyt og mere blødt ideal. Rummeligt og samtidig enormt forpligtende. Helt uudtalt og usynligt - og derfor svært at navigere i. Men absolut virkeligt fordi I hver dag møder det.
I møder det som en lurende dårlige samvittighed, hvis I ikke hver gang løser jeres opgaver til perfektion. En lurende tvivl, når kæresten som alle kærester nogle gange er irriterende almindelig. En indre skamfuldhed, når I indimellem har en dag, hvor I virkelig er træt af det hele. Et grund-ubehag når digitale billeder tegner en verden af perfektion, som ingen faktisk kan leve op til.
Så siger vi godt nok til jer, at det netop er godt nok - men fortæller jer samtidig noget andet, når vi straks spørger til resultatet. Vi fortæller jer noget andet, når vi er hurtige til at fejre jeres succeser digitalt, men har sværere ved bare at rumme, at I indimellem også har det lidt svært og derfor falder for impulsen til at fixe det hele for jer. Godt nok er åbenbart ikke helt godt nok. Godt nok er åbenbart kun det ideelle.
Det er den erfaring, som vi har udstyret jer med og som nu følger med jer ind i jeres overgangsfase – og så bliver kravet om at vælge pludselig ikke et kun spørgsmål om at vælge godt nok, men om at vælge det ideelle. Det helt rigtige. Og det er jo grundlæggende uladsiggørligt.
Så hvad skal I gøre? I skal derfor i stedet vælge med nysgerrighed – og også med lidt fornuft, selvfølgelig. Vælg det meningsfulde. Vælg en linje, vælg om, vælg igen og tillad jer selv, at linjen ikke er lige og ikke indfanger alle datapunkter. Vælg for jeres egen skyld. Ikke for et mere eller mindre usynligt ideal. Men I skal vælge.
Sangerinden Soleima synger på sit album ’Nationens skrammer’ netop om dette forvirrende valg: ’Tror du egentlig, den rette vej? Er det underligt at undre sig? (..) Og mine tanker løber hjemmefra. Jeg ville ønske, at de fulgte mig. Men de drømmer om, hvad de kan få (…) Det' ik' fordi, det er synd for mig (…) Men timerne, de løber, livet slår fra sig (…)’
Helt genkendeligt. Men så fortsætter hun heldigvis:
’Selvom mit hoved drejer rundt (..) Så er (det) stadigvæk de smukkeste sekunder. Det er lige nu, at livet det begynder.’
Så nok er valget et vilkår ved tilværelsen og en forbandet nødvendighed, hvis ikke mulighederne skal fordampe eller det blanke papir skal forblive blankt og ubeskrevet. Men valget er også en gave. Det er jeres valg, der gør livet til jeres helt eget. Det er valget, der gør tilværelsen til jeres.
I behøver ikke træffe valgene i dag, og I behøver ikke træffe dem alle på en gang. Det handler blot om, at I skal begynde at vælge jeres egen vej. I skal tage ansvaret på jer.
Valgene forsvinder heller ikke med alderen, men måske de bliver lidt nemmere – alene fordi I erfarer, at livet slet ikke er den ligeste linje – og at idealerne netop kun er idealer – og ikke noget man i virkeligheden kan leve op til. ’Godt nok’ ér faktisk godt nok.
Så kære studenter:
Når man lægger linjer, fanger man nogle punkter og andre falder ved siden af. Den kan ikke fange dem alle, men den kan fint slå et sving for at indfange et særligt datapunkt.
Husk også indimellem at lade jeres linje ramme outlierne. Dem som ikke umiddelbart passer ind. Måske der her ligger noget meningsfuldt til sammenhængen.
Ofte vil det blive nødvendigt at slå nogle linjer, før man kan skrive på papiret. Ingen siger, at de skal være helt lige og have en klar retning.
Og husk, at det blanke papir er en mulighed for at skrive jeres egen historie. Det er svært, men den skal skrives!
Nogle gange fryser tingene lidt til undervejs. Når det sker, så hold ud og hold dampen oppe! Vandet skal nok begynde at flyde igen. Vand finder altid en vej.
Nogle gange lykkes alt og andre gange gør det ikke. Og det er faktisk godt nok. Begge udfald er en del at tilværelsen. Og tro mig: vi oplever det alle, men vi deler det første mere end det sidste.
Og nogle gange – bare nogle få gange – skal I måske lade tankerne flyve tilbage til de dage i 2026, hvor I stod på dørtrinnet til mulighedernes verden. Grebet af eufori, bekymring, nysgerrighed, mod og vanvittig glæde.
Kære studenter, kære dimittender.
Tillykke og velkommen til valget. Det er nu, at alt det svære begynder – men I må tro på mig, når jeg siger, at det bliver helt fantastisk.
Jeg lover til gengæld at tro på jer. Jeg ved, at I kan!
Det er lige nu, at livet det begynder!
Hermed dimitterer jeg jer som studenter fra Egaa Gymnasium 2026.
Tillykke med eksamen!