Velkommen. Det er dejligt at se jer. Jeg håber, I er kommet godt ind i det nye år.
På tærsklen til et nyt år er det en tradition, at sprogfolk i forskellige lande vælger årets ord.
***
I Danmark valgte man ordet: Kyiv. Ukraines hovedstad. Stavet på ukrainsk. I det valg ligger der selvfølgelig et klart politisk statement. Og en erkendelse af, at krigen i Ukraine har fyldt og stadig fylder meget for os.
I Norge valgte man ordet: Krympflasion. Det er en betegnelse for varer, som koster det samme som før. Men som er krympet. Altså, at man nu får mindre for pengene.
I Tyskland blev man enige om ordet: Zeiten-ende. Direkte oversat betyder det, at tiden er slut. Ordet markerer en afslutning på en tid med ro og stabilitet.
I England var det ordet: Permacrises. Der blev årets ord. Det beskriver en tilstand, hvor mange kriser er indlejret i hinanden.
Ordene fortæller historien om et hårdt år med krig og kriser. Ikke bare i Danmark. Men også i landene omkring os.
***
Sidste år var også et hårdt år for os i kommunerne. Det bliver det også i år. Vi står overfor store forandringer.
De økonomiske udfordringer er til at få øje på.
Alene prisudviklingen har efterladt kommunerne med en milliardregning. Udviklingen i priser har simpelthen været større end de forudsætninger, der lå til grund for kommunernes økonomi i 2022.
***
Vores velfærd i de kommende år bliver noget andet end det, vi kender i dag.
Det store spørgsmål er, hvordan vi skruer samfundet sammen.
Det skal vi have en samtale om. Både med hinanden. Og med regeringen.
De samtaler begynder vi i dag her på KØF.
Og så skal vi i dialog med borgerne. Vi skal afstemme forventninger til velfærd. Vi kan ikke blive ved med at love den samme service for færre penge og hænder.
Vi i kommunerne har kraftigt stigende udgifter på det sociale område. Men vi oplever et Folketing, der ikke vil være med til at kompensere kommunerne for udviklingen. Til gengæld har det travlt med at love bedre service.
Det dur ikke. Vi kan ikke bare smøre det, vi gør i dag, tyndere ud.
Pengene er brugt på forsvar og klima. Råderummet er væk. Så langt øjet rækker. Rammen for budget 2023 var ekstraordinært snæver.
Udfordringer er der nok af.
Men ikke desto mindre. Så er mit budskab i dag:
Kommunerne er klar til at tage et ansvar for samfundets udvikling.
Og udvikling er ikke bare en mulighed. Det er en nødvendighed.
***
I KL vil vi gerne kvittere for, at vores nye regering lægger op til reformer. Det synes vi, er klogt.
Vi har også noteret os, at regeringen vil arbejde nysgerrigt. Inddrage andres ideer. Finde nye vinkler.
Vi er helt enig i, at der er brug for al innovativ kraft. Der er brug for kommunerne. Vi ser frem til at bidrage.
Vi kommer med viden om den lokale virkelighed. Det er den, vi bærer ind på forhandlingsbordene. I kommissioner. I råd. I udvalg.
Vi kommer også med forståelsen af, at man ikke bare kan formulere en plan bag et skrivebord et sted, og så rulle den bredt ud.
***
Men jeg bliver også nødt til at sige, at det haster.
På sundhedsområdet har vi allerede ventet længe. Vi er bagud. Det går for langsomt. Udviklingen må ikke gå i stå, mens der arbejdes og tænkes i kommissioner.
***
De løsninger vi finder frem til, skal forankres i en virkelighed. Og det er lige der, hvor kommunerne og kommunalpolitikerne er.
Kommunerne er en grundpille i vores samfund. De er en del af løsningen på landets store strukturelle problemer.
Kommunalpolitikere er de bedste til at drive en bæredygtig udvikling af velfærden. Og til at tage et ansvar for kvalitet. Og for sammenhænge.
***
Men der er to områder, hvor jeg bliver nødt til at korrigere regeringens opfattelse af virkeligheden.
For det første. Vi har svært ved at se fornuften i, at det kun er kommunerne, der skal holde for, når penge til råderummet skal findes.
Regeringen lægger op til, at kommunerne i fremtiden skal have væsentlig færre administrative medarbejdere. Men i staten bliver der ansat flere og flere. Og især på områder, der regulerer kommunernes opgaver.
Meget af det bureaukrati vi har i kommunerne, handler om at honorere statens mange dokumentationskrav.
Staten må begynde med sig selv. Det er simpelthen forudsætningen for, at vi i kommunerne kan spare på administrationen.
For det andet. Man kan ikke fjerne tre milliarder fra den aktive beskæftigelsesindsats, uden at det får betydning for borgerne. Og for arbejdsudbuddet.
Hele ideen med den aktive beskæftigelsesindsats er at få borgerne væk fra offentlige ydelser. Og ind på et arbejdsmarked, der skriger på arbejdskraft.
Regering og folketing gambler, når de vil skære massivt i den indsats, som får mennesker ind på arbejdsmarkedet. Risikoen er, at arbejdsudbuddet svinder. Og at regeringens mål for arbejdsudbuddet undermineres.
En stigning på 1% i den strukturelle ledighed koster otte milliarder. Så det kan blive rigtig dyrt at spare tre milliarder kr.
Men vi er helt med på at tænke nyt. For nogle år siden foreslog jeg at sætte en tændstik til de 30.000 siders lovgivning, der er på området.
Det er jeg stadig med på.
***
Som jeg tidligere sagde. Så er mit budskab i dag:
Kommunerne er klar til at tage et ansvar for samfundets udvikling. Vi er en del af løsningen.
***
Med de ord. Lad os komme i gang med dagens program. Glæder mig til at lytte. Til dialog. Til samvær med jer alle sammen.
Jeg ønsker alle et godt Kommunal Økonomisk Forum!