Martin Andersen Nexøs tale ved Land og Folks digteraften

DET, VI KÆMPER FOR

— Jeg er jo Tilskuer i Aften, Objektet, Offerlammet, om I vil, i Grunden var det slet ikke mig, der skulde sige noget. Naar man som jeg først i en Række Aar har faaet, hvad man paa godt dansk kalder Skideballer og derefter er kommet ind i en Sfære efter Krigen, hvor jeg saa at sige blev baaret til Himmelen, først hjærteligt modtaget af Frihedskæmpere, saa spørger man sig selv ligesom Jeppe: Hvem er du og hvor er du. Og man gør som Jeppe klogt i at føle til sin hule Tand. Hvem er vi? Før Krigen var vi meget beskedne, vi er slet ikke saa beskedne mere, vi er pæne, stuerene, salonfähige. De andre har noget i Baglommen, de kalder goodwill, og det lokker de os med. Den skal vi faa, hvis vi blot vil være rigtig, rigtig artige. Jeg ved ikke, hvad denne goodwill indeholder — maaske er det en Atombombe!

Det undrer mig ikke, at Borgerskabet nødig giver Goder fra sig med sin Gode Vilje. Jeg undrer mig mere over Medborgerne, Storebroder, Dovenlars. Under Krigen var vi forholdsvis godt anskrevne. Man syntes jo, at vi sloges saa godt alle Vegne, og det passede de andre, at vi — først og fremmest Sovjetunionen — ragede Kastanjerne ud af Ilden. Kun Socialdemokraterne fremturerede i deres Agitation mod os — det havde de Raad til midt i denne den største af alle Verdenskatastrofer.

Det er meget man ikke kan begribe, bl. a. at ogsaa nogle Arbejdere mener, at Socialismen er en utopisk Drøm, og at de har mere Tiltro til engang at faa overladt et fredhelligt Sted i Abrahams Skød. Jeg tror, at vi selv må bestemme, hvad vi er. Det kunde være fristende at hævde, at vi var bedre end de andre, men det maa vi nok slaa ud af Hodet. Hvad vi har Lov til at hævde er, at det vi kæmper for er bedre end det, de andre lever paa. Det er vor Stolthed at ha valgt denne Linje. Vi ejer en optimistisk Tro paa, at det bedste i det lange Løb vil sejre, og at Fremtiden hører os til.

En Gris grynter, en Ko brøler, jeg har i Aften brugt mit proletariske Mæle.