Jeg mødte op – Toget gjorde ikke
Hvordan skal unge tage ansvar for klimaet, tage en uddannelse og møde op i skole, hvis den offentlige transport, vi bliver bedt om at bruge, ikke fungerer? I Svendborg kommune er dette et stort problem, og ikke mindst i resten af landet.
Forstil dig at du står på din lokale banegård ca. klokken halv otte på en helt normal morgen. Du er stået op i god tid, har smurt din madpakke, gjort dig klar til dagen og cyklet ned til stationen. Du kigger op på tog tavlen, og toget er aflyst… IGEN. Den eneste måde du kan komme i skole på, er lige blevet taget fra dig… IGEN. Når toget ikke køre, rammer det ikke bar min morgen, men min uddannelses. Jeg får fravær, selvom jeg er mødt op og har gjort alt rigtigt, men systemet har svigtet mig. Dette er ikke et enkeltstående tilfælde, men virkelighed for mange unge mennesker her i landet.
For at gøre det endnu værre, stiger prisen. Lige nu giver jeg 434 kr. om måneden for noget jeg ikke kan regne med. Gennemsnitligt er jeg forhindret i at komme i skole 1-2 dage om ugen - nogle gange flere. 434 kr. er mange penge for et ungt menneske som mig. Et ungt menneske der går i skole 5 dage om ugen, et ungt menneske der prøver at flette arbejde, skole og fritid sammen. Endnu en gang stiger prisen på ungdomskoret, hvordan kan det stige når man ikke kan regne med toget kommer? Det her er penge, som mange unge og familier ikke har. Og jeg for ikke engang SU endnu.
Generelt er klima et trumfende emne i den politiske verden. Politikerne og staten vil gerne have vi tager hånd om klimaet og passer på vores jord. For eksempel Dan Jørgensen som er socialdemokrat og tidligere klimaminister, som gentagende gange har alt for at kollektivt offentligt transport, er nødvendig for den grønne omstilling.
For staten og politikerne er det også meget vigtigt at de for os unge på nogle gode uddannelser, så vi kan komme ud på arbejdsmarkedet. Der tager jeg alligevel mig selv i at tænke, hvorfor er det så at de ikke er villige til at ligge flere kræfter og resurser i af får det til at lykkes?
Ansvaret kan ikke lægges over på os unge alene. Hvis staten ønsker at vi skal tage ansvar for klimaet, og færdiggøre vores uddannelser, må staten altså også tage ansvar for de rammer vi bliver stillet i. Offentlig transport bør være stabilt og økonomisk overskueligt, især for unge og studerende.
Vi beder jer ikke om luksus, vi beder om et tog der kører. Vi beder om priser, da passer til kvaliteten. Om et system der støtter os, og er villig til at hjælpe os. Hvis vi som unge skal tage ansvar for klimaet og vores uddanelser, skal staten også tage ansvar for os. Ikke kun for vores skyld, men for fremtiden.
Samfundet har ikke råd til at gøre billetter til unge billigere, men samfundet har altså heller ikke råd til at lade vær. Vi bør priotere hvor vi bruger pengene henne, for hvis ikke så tager unge bare bilen – eller ja dem der kan, dem er der jo ikke specielt mange af. Det er også der hele problemet ligger. Hvis vi ikke kan komme afsted med togene, så kommer vi ikke til time, vi for fravær, og det gør at flere unge dropper ud af deres uddannelser eller bliver smidt ud.
Politikerne vil have at vi tager offentlig transport, men vi unge mister tilliden til politikernes ord, når de siger, at de vil have os til at gøre noget, og at vi så gør det, men det ikke virker. Så mister unge troen på demokrati og troen på staten.
Uddannelsesfrafald, arbejdsløshed og klimaskader koster mere end stabile tog. Det handler om prioritering – ikke mangel på penge.
Mit største ønske er, at ansvar ikke kun bliver noget der kun kræves af unge, men noget der deles. For ansvar går begge veje. Vi kan ikke hjælpe klimaet og fremtiden alene, hvis systemet og staten ikke kan holde hvad de siger og mener. Derfor må offentlig transport prioriteres, ikke som en udgift, men som en investering i uddannelse, klima og fremtid.
Hvordan skal unge tage ansvar for klimaet, tage en uddannelse og møde op i skole, hvis den offentlige transport, vi bliver bedt om at bruge, ikke fungerer? I Svendborg kommune er dette et stort problem, og ikke mindst i resten af landet.
Forstil dig at du står på din lokale banegård ca. klokken halv otte på en helt normal morgen. Du er stået op i god tid, har smurt din madpakke, gjort dig klar til dagen og cyklet ned til stationen. Du kigger op på tog tavlen, og toget er aflyst… IGEN. Den eneste måde du kan komme i skole på, er lige blevet taget fra dig… IGEN. Når toget ikke køre, rammer det ikke bar min morgen, men min uddannelses. Jeg får fravær, selvom jeg er mødt op og har gjort alt rigtigt, men systemet har svigtet mig. Dette er ikke et enkeltstående tilfælde, men virkelighed for mange unge mennesker her i landet.
For at gøre det endnu værre, stiger prisen. Lige nu giver jeg 434 kr. om måneden for noget jeg ikke kan regne med. Gennemsnitligt er jeg forhindret i at komme i skole 1-2 dage om ugen - nogle gange flere. 434 kr. er mange penge for et ungt menneske som mig. Et ungt menneske der går i skole 5 dage om ugen, et ungt menneske der prøver at flette arbejde, skole og fritid sammen. Endnu en gang stiger prisen på ungdomskoret, hvordan kan det stige når man ikke kan regne med toget kommer? Det her er penge, som mange unge og familier ikke har. Og jeg for ikke engang SU endnu.
Generelt er klima et trumfende emne i den politiske verden. Politikerne og staten vil gerne have vi tager hånd om klimaet og passer på vores jord. For eksempel Dan Jørgensen som er socialdemokrat og tidligere klimaminister, som gentagende gange har alt for at kollektivt offentligt transport, er nødvendig for den grønne omstilling.
For staten og politikerne er det også meget vigtigt at de for os unge på nogle gode uddannelser, så vi kan komme ud på arbejdsmarkedet. Der tager jeg alligevel mig selv i at tænke, hvorfor er det så at de ikke er villige til at ligge flere kræfter og resurser i af får det til at lykkes?
Ansvaret kan ikke lægges over på os unge alene. Hvis staten ønsker at vi skal tage ansvar for klimaet, og færdiggøre vores uddannelser, må staten altså også tage ansvar for de rammer vi bliver stillet i. Offentlig transport bør være stabilt og økonomisk overskueligt, især for unge og studerende.
Vi beder jer ikke om luksus, vi beder om et tog der kører. Vi beder om priser, da passer til kvaliteten. Om et system der støtter os, og er villig til at hjælpe os. Hvis vi som unge skal tage ansvar for klimaet og vores uddanelser, skal staten også tage ansvar for os. Ikke kun for vores skyld, men for fremtiden.
Samfundet har ikke råd til at gøre billetter til unge billigere, men samfundet har altså heller ikke råd til at lade vær. Vi bør priotere hvor vi bruger pengene henne, for hvis ikke så tager unge bare bilen – eller ja dem der kan, dem er der jo ikke specielt mange af. Det er også der hele problemet ligger. Hvis vi ikke kan komme afsted med togene, så kommer vi ikke til time, vi for fravær, og det gør at flere unge dropper ud af deres uddannelser eller bliver smidt ud.
Politikerne vil have at vi tager offentlig transport, men vi unge mister tilliden til politikernes ord, når de siger, at de vil have os til at gøre noget, og at vi så gør det, men det ikke virker. Så mister unge troen på demokrati og troen på staten.
Uddannelsesfrafald, arbejdsløshed og klimaskader koster mere end stabile tog. Det handler om prioritering – ikke mangel på penge.
Mit største ønske er, at ansvar ikke kun bliver noget der kun kræves af unge, men noget der deles. For ansvar går begge veje. Vi kan ikke hjælpe klimaet og fremtiden alene, hvis systemet og staten ikke kan holde hvad de siger og mener. Derfor må offentlig transport prioriteres, ikke som en udgift, men som en investering i uddannelse, klima og fremtid.