Kære alle
I dag vil jeg tale om håb.
Det gør jeg, fordi vi står i en tid med modstand og med trusler om tilbagegang i rettigheder – også for LGBT+ personer. Vi ser debatter, hvor vores liv og identiteter bliver gjort til noget farligt, og noget der bruges til politiske markeringer. Vi ser unge, der følger med i medierne og spørger sig selv: "Er der plads til mig?" Når rettigheder diskuteres, angribes eller sættes på pause, er det let at miste modet. Netop derfor har vi brug for håb.
Håb er, når vi kan forestille os en bedre verden.
En verden – og en hverdag – hvor vi har frihed til at elske den, vi elsker, og være den, vi er, uden frygt, uden skam og uden at skulle forklare os igen og igen. Håb betyder, at vi tør tro på, at det kan blive bedre, også selvom det ikke er godt nok i dag.
Håb er ikke naivt. Håb er et af de stærkeste redskaber, vi har, fordi håb giver grundlag for handling.
Det er, når vi gør noget – og især når vi gør noget sammen – at vi skaber forbedringer. Det gælder også på LGBTI+ området.
Når vi taler om livskvaliteten for børn og unge på LGBT+ området, så har vi viden og tal, blandt andet fra VIVE. De viser tydeligt, at queer børn og unge oftere kæmper med mistrivsel, ensomhed, mobning og psykiske vanskeligheder. Det er hårde tal at læse, men de er vigtige – for de gør det sværere at se væk, og lettere at kræve forandring. Håb opstår også, når vi tør se virkeligheden i øjnene og sige: Det her accepterer vi ikke.
Her i Region Syddanmark arbejder vi med en LGBT+ politik, og det er ikke kommet af sig selv. Det skyldes, at ildsjæle blandt politikere, fagpersoner, medarbejdere og aktivister har insisteret på, at det skulle ske. Der er nogen, som har taget ordet, skrevet høringssvar, siddet til møder, delt deres erfaringer og stillet sig frem, også når det var slidsomt og sårbart. Det er et konkret grundlag for håb: Politikker og tiltag, som er blevet til, fordi mennesker handlede.
Når vi arbejder med LGBT+ politik, handler det om meget mere end ord på papir. Det handler om, at vi kan være trygge og åbne i mødet med sygehuset og hos vores læge. Det handler om, at vi møder fagpersoner, der ved, hvad det vil sige at være trans, non-binær, interkønnet, bi, pan eller queer. Det handler om, at man kan fortælle om sin kæreste, sin familie og om sin identitet – og blive mødt med respekt i stedet for tvivl eller afstand.
Jeg drømmer om en fremtid, hvor unge ikke skal bruge deres kræfter på at skjule sig, men på at leve. Hvor de ikke først skal scanne rummet for at vurdere, om det er sikkert at være åbne.
Hvor trans- og ikke-binære personer kan få den hjælp og støtte, de har brug for – uden lange, nedbrydende kampe.
Hvor regnbuefamilier er lige så selvfølgelige som alle andre familier, og hvor børn ikke skal forsvare deres forældre.
Jeg drømmer om, at Pride ikke kun er én dag om året, men et udtryk for en hverdag, hvor mangfoldighed er normen, og hvor retten til at være sig selv er helt naturlig.
Håb er ikke bare en følelse – det er en invitation til handling.
Når vi går med i Kolding Pride, når vi siger fra over for hadtale, når vi spørger, hvordan vores hverdag kan blive bedre, så gør vi håbet konkret.
Tak fordi I er her i dag.
Tak fordi I viser, at vi er mange.
Og tak fordi I er med til at holde håbet levende – for jer selv, for hinanden og for dem, der endnu ikke tør stå her.
I dag vil jeg tale om håb.
Det gør jeg, fordi vi står i en tid med modstand og med trusler om tilbagegang i rettigheder – også for LGBT+ personer. Vi ser debatter, hvor vores liv og identiteter bliver gjort til noget farligt, og noget der bruges til politiske markeringer. Vi ser unge, der følger med i medierne og spørger sig selv: "Er der plads til mig?" Når rettigheder diskuteres, angribes eller sættes på pause, er det let at miste modet. Netop derfor har vi brug for håb.
Håb er, når vi kan forestille os en bedre verden.
En verden – og en hverdag – hvor vi har frihed til at elske den, vi elsker, og være den, vi er, uden frygt, uden skam og uden at skulle forklare os igen og igen. Håb betyder, at vi tør tro på, at det kan blive bedre, også selvom det ikke er godt nok i dag.
Håb er ikke naivt. Håb er et af de stærkeste redskaber, vi har, fordi håb giver grundlag for handling.
Det er, når vi gør noget – og især når vi gør noget sammen – at vi skaber forbedringer. Det gælder også på LGBTI+ området.
Når vi taler om livskvaliteten for børn og unge på LGBT+ området, så har vi viden og tal, blandt andet fra VIVE. De viser tydeligt, at queer børn og unge oftere kæmper med mistrivsel, ensomhed, mobning og psykiske vanskeligheder. Det er hårde tal at læse, men de er vigtige – for de gør det sværere at se væk, og lettere at kræve forandring. Håb opstår også, når vi tør se virkeligheden i øjnene og sige: Det her accepterer vi ikke.
Her i Region Syddanmark arbejder vi med en LGBT+ politik, og det er ikke kommet af sig selv. Det skyldes, at ildsjæle blandt politikere, fagpersoner, medarbejdere og aktivister har insisteret på, at det skulle ske. Der er nogen, som har taget ordet, skrevet høringssvar, siddet til møder, delt deres erfaringer og stillet sig frem, også når det var slidsomt og sårbart. Det er et konkret grundlag for håb: Politikker og tiltag, som er blevet til, fordi mennesker handlede.
Når vi arbejder med LGBT+ politik, handler det om meget mere end ord på papir. Det handler om, at vi kan være trygge og åbne i mødet med sygehuset og hos vores læge. Det handler om, at vi møder fagpersoner, der ved, hvad det vil sige at være trans, non-binær, interkønnet, bi, pan eller queer. Det handler om, at man kan fortælle om sin kæreste, sin familie og om sin identitet – og blive mødt med respekt i stedet for tvivl eller afstand.
Jeg drømmer om en fremtid, hvor unge ikke skal bruge deres kræfter på at skjule sig, men på at leve. Hvor de ikke først skal scanne rummet for at vurdere, om det er sikkert at være åbne.
Hvor trans- og ikke-binære personer kan få den hjælp og støtte, de har brug for – uden lange, nedbrydende kampe.
Hvor regnbuefamilier er lige så selvfølgelige som alle andre familier, og hvor børn ikke skal forsvare deres forældre.
Jeg drømmer om, at Pride ikke kun er én dag om året, men et udtryk for en hverdag, hvor mangfoldighed er normen, og hvor retten til at være sig selv er helt naturlig.
Håb er ikke bare en følelse – det er en invitation til handling.
Når vi går med i Kolding Pride, når vi siger fra over for hadtale, når vi spørger, hvordan vores hverdag kan blive bedre, så gør vi håbet konkret.
Tak fordi I er her i dag.
Tak fordi I viser, at vi er mange.
Og tak fordi I er med til at holde håbet levende – for jer selv, for hinanden og for dem, der endnu ikke tør stå her.