Jeg har ikke sovet særlig godt i nat, og det har jeg faktisk ikke gjort de fleste nætter de sidste mange dage og de sidste uger. Jeg tror aldrig, at jeg i mit politiske liv har fået så mange henvendelser, som jeg har fået de seneste dage og uger. De fleste af dem er i en god og ordentlig tone, og det gør faktisk det hele meget værre. Havde det bare været »tudefjæs«, »bonderøve« eller »virkelighedsfjerne dyremishandlere«, som den her side af Folketingssalen jo ønsker at gøre dem til, men det er det ikke. Det er »bekymring«, det er »frustration«, og det er »afmagt«.
De fleste af jer kan se, at det her lovforslag ikke er nemt for mit parti og mine kollegaer. Det er det ikke, fordi det rammer hårdt. Det rammer også uventet hårdt, og det har konsekvenser, som ikke var tilsigtede. Men vores linje er klar: Vi stemmer for, fordi det er det rigtige at gøre. Vi ønsker at passe på vores vandmiljø. I alt for mange år har vi ladet stå til; i alt for mange år har vi ikke gjort nok. Der er iltsvind i vores fjorde og indre farvande, og vi har et politisk ansvar for nu at få gjort noget ved det. Derfor står vi på mål for den her aftale, og vi står på mål for den grønne trepart. Vi aftalte reduktioner, og vi aftalte, at der skulle ske reduktioner ved regulering fra 2027. Det er nødvendigt.
Men helt ærligt, der bliver nødt til at være en bedre balance. Vi kan godt både passe på vores miljø og vores natur og sikre vores fødevareerhverv. Vi har bidt os fast. De sidste dage har Venstre insisteret på en tillægsaftale. Vi har ryddet ud i nogle af de utilsigtede konsekvenser. Vi har fået en undtagelse for grønsagsproducenterne; vi har fået bedre data for kartofler; vi har fået åbenhed og adgang til efterprøvning af data. Men jeg undrer mig over, hvor svært det har været. Og så synes jeg ærlig talt, det er hæmningsløst, når jeg hører ordførere stå her på talerstolen og rose den tillægsaftale uden at nævne, hvor den kommer fra.
I løbet af ugen ringede jeg også til en af regeringspartiernes gruppeformænd i håbet om at tale med ét fornuftigt menneske. Beskeden lød: »Det er lidt teknisk, det her, Marie. Piver de ikke bare, de landmænd? Du må tale med vores ordfører.« Det var en ordfører, der lige ved aftalebordet havde sagt, at vi ville ødelægge den grønne trepart, hvis vi ville ændre noget.
I går deltog jeg så i Miljø- og Fødevareudvalget, hvor der var overdragelse af anbefalinger til bedre dyrevelfærd. Et borgerpanel forklarede, hvad de synes om dansk griseproduktion. Der var ikke én positiv ting at sige, og ministeren modtog anbefalingerne smilende og sagde, at de flugtede med regeringens politik. På et tidspunkt sad jeg ærlig talt og tænkte: Gad vide, om man ikke bare skulle oprette et parlament i Jylland, hvis København alligevel vil bestemme med så lidt respekt for dem, der bor uden for hovedstadsområdet.
Jeg er selv opvokset i et landdistrikt. Jeg bor i Nordjylland. Jeg er valgt i et landdistrikt. Jeg har besøgt mange gårde; jeg kender mange landmænd. Jeg kender ikke én dyremishandler. Jeg kender ordentlige mennesker, der tager ansvar, der engagerer sig i vores lokalsamfund, og som engagerer sig politisk i vores menighedsråd og i det frivillige foreningsliv. Det er gode naboer, der løfter vores lokalsamfund og vores sammenhold. Kære regering, jeg ved godt, at lige om lidt kommer der en grisefirpart, der kommer sprøjteforbud, der kommer flere naturnationalparker. Venstre ønsker at være med i det hele, fordi der skal gøres mere for både vores natur, vores miljø og dyrevelfærden. Men det bliver nødt til at ske i ordentlig balance og med respekt.
Det her lovforslag taler ind i et billede af en splittelse mellem land og by – en polariseret valgkamp uden nuancer. Der har ikke været en grundig samtale om, hvilket land det er, vi ønsker, og hvor hurtigt det skal gå, og hvordan vi behandler dem, det går ud over. Kære regering, I er nødt til at finde nogle bedre balancer, hvis ikke det her land skal knække over, og hvis ikke flere skal smide håndklædet i ringen og sige, at så kan det hele bare være lige meget. Jeg ved godt, at den her regering kun har én minister, der er bosat uden for hovedstadsområdet, men det er virkelighedsfjernt, hvis man ikke ønsker bedre balancer.
Vi har foreslået en ren VISA-model i en opstart for landmændene. Det vil give de samme reduktioner i vores vandmiljø, og det er en lille indrømmelse på et tidspunkt, hvor der kommer ekstremt hård regulering. Det vil fordele byrden mere rimeligt blandt landmændene.
I Venstre ønsker vi at arbejde konstruktivt ved aftalebordet. Vi vil sikre, at der er en bedre balance mellem vores miljø og fødevareproduktion. Vi skal stadig væk kunne producere fødevarer på en ordentlig måde med respekt for vores miljø. Jeg håber, at ministeren kan bekræfte, at vi har arbejdet konstruktivt de seneste dage på at opnå den her tillægsaftale. Det vil vi fortsætte med, for miljøet og fødevareproduktionen skal gå hånd i hånd. Derfor stemmer Venstre – eller de fleste af os – for det her lovforslag.