Kære alle
Velkommen til Kvinderådets Nytårskur 2026.
Det er en glæde at se jer alle her i dag og samles om at hylde ”Kvinders utrættelige styrke” i kampen for rettigheder og ligestilling, for fred og sikkerhed, for ret til egen krop, for et liv fri for vold.
Vi samles her i dag i en verden, der føles tungere end den burde. Krige, kriser og konflikter præger hverdagen, ødelægger alt for mange menneskers liv og kasterskygger over vores fælles fremtid.
Vi oplever en chokerende udvikling. Den internationale retsorden er i massivt opbrud. Rettigheder som falder bort og trusler mod fundamentale værdier, som generationer før os har kæmpet så hårdt for.
Og vi ved det alt for godt: hver gang rettighederne kommer under pres, hver gang menneskeværd bliver til forhandling, er det kvinderne, minoriteterne og de allerede marginaliserede, som mærker presset først og hårdest.
Men det er netop i de tider, hvor verden ryster, at vi skal stå fast. Det er nu vi skal stå sammen og huske, hvem vi er, og hvad vi kommer af.
For vi er ikke bare nogen, der rammes. Vi er dem, der rejser sig, og vi rejser hinanden.
Vi er kvinder, som gennem historien har bevist, at intet forandres uden os. Kvinderne før os banede vejen, ikke fordi den var åben, men fordi de nægtede at lade den forblive lukket. De kæmpede for retten til at uddanne sig, stemme, arbejde, deltage, bestemme. Og de gjorde det i solidaritet.
Det er denne utrættelige styrke, der løber i vores årer.
I Danmark har vi nydt godt af den frihed og lighed, som kvindebevægelsen før os banede vejen for. Vi lever i et land, hvor mange af os indtil nu har kunne tage rettigheder og muligheder for givet. Men vi må ikke lade trygheden gøre os blinde. For mens noget af verden bevæger sig fremad, bevæger alt for meget sig baglæns, og tilbageslaget rammer kvinder først.
Vi ser det i lande, hvor kvinder mister retten til at bestemme over deres egen krop. I lande, hvor piger nægtes skolegang. I lande, hvor kvinder lever under kønsapartheid. Og vi ser det også herhjemme, når basale rettigheder bliver gjort til genstand for debat, og ikke længere betragtes som en selvfølge.
Derfor kan vi ikke som samlende danske stemme for kvinders rettigheder og ligestilling være tavs eller acceptere tilbageslagene. Vi kan ikke med respekt for os selv vende blikket væk fra de kvinder, der netop nu bærer byrden af undertrykkelse. Vi kan ikke lade kvinderne stå alene: ikke dem i Iran, i Sudan, i Gaza, i Afghanistan, i Ukraine, … jeg kunne blive ved. Og heller ikke de kvinder i Danmark, der stadig kæmper mod vold, for ligeløn og lige vilkår, for retten til at færdes trygt, for at blive hørt og taget alvorligt.
Kvinders utrættelige styrke viser sig ikke kun i modstand, men i evnen til at forvandle smerte og modstand til forandringskraft, og afmagt til handling.
Vores styrke ligger i vores fællesskab. I at vi ikke tier, når andre begrænses. I at vi står op, når andre falder. I at vi bruger vores privilegier til at løfte, ikke blot os selv, men hinanden.
Det er, hvad Kvinderådet er til for. Vi er opstået af netop den kollektive kraft. Den, der gjorde det muligt for kvinder at skabe samfundsforandringer, som engang virkede utænkelige. Og i dag, hvor tilbageslagene står i kø, er netop den styrke og kraft, som bor i vores fællesskab, vigtigere end nogensinde.
I året, der kommer, skal vi styrke dette fællesskab. Vi skal stå stærkt som samlende stemme for kvinders rettigheder og ligestilling lokalt, nationalt og internationalt. Vi gør det gennem samarbejde, gennem politisk pres, gennem solidaritet, men mest af alt ved at holde sammen på tværs af forskelle.
Vi skal insistere på, at kvinders rettigheder er universelle. Og vi skal blive ved med at sige det højt og klart også når vi møder modstand.
En god engelsktalende ven spurgte mig for nyligt: "Siger du, at DE&I står for Diversity, Equity and Inclusion? For mig står det for Decency, Ethics and Integrity, hvilket praktisk talt er det samme, sagde han”. Og jeg kunne ikke være mere enig.
Vi står i en tid, der kalder på ”Decency, Ethics and Integrity”, på mod, på håb, og på troen på, at fælles styrke stadig kan ændre verden. Og vi har beviser nok: hver gang kvinder står sammen, rykker verden sig.
Så lad os i dag love hinanden, at vi fortsætter. At vi holder fast i solidariteten, i indignationen, og i håbet.
At vi ikke knækker, men styrkes. Ikke trods modstanden, men på grund af den.
For det er dét, kvinders utrættelige styrke er:
At kunne bære verden lidt ad gangen, og stadig række hånden ud til den næste.
Tak, fordi I er her i dag. Og tak, fordi vi står sammen.
Velkommen til Kvinderådets Nytårskur 2026.
Det er en glæde at se jer alle her i dag og samles om at hylde ”Kvinders utrættelige styrke” i kampen for rettigheder og ligestilling, for fred og sikkerhed, for ret til egen krop, for et liv fri for vold.
Vi samles her i dag i en verden, der føles tungere end den burde. Krige, kriser og konflikter præger hverdagen, ødelægger alt for mange menneskers liv og kasterskygger over vores fælles fremtid.
Vi oplever en chokerende udvikling. Den internationale retsorden er i massivt opbrud. Rettigheder som falder bort og trusler mod fundamentale værdier, som generationer før os har kæmpet så hårdt for.
Og vi ved det alt for godt: hver gang rettighederne kommer under pres, hver gang menneskeværd bliver til forhandling, er det kvinderne, minoriteterne og de allerede marginaliserede, som mærker presset først og hårdest.
Men det er netop i de tider, hvor verden ryster, at vi skal stå fast. Det er nu vi skal stå sammen og huske, hvem vi er, og hvad vi kommer af.
For vi er ikke bare nogen, der rammes. Vi er dem, der rejser sig, og vi rejser hinanden.
Vi er kvinder, som gennem historien har bevist, at intet forandres uden os. Kvinderne før os banede vejen, ikke fordi den var åben, men fordi de nægtede at lade den forblive lukket. De kæmpede for retten til at uddanne sig, stemme, arbejde, deltage, bestemme. Og de gjorde det i solidaritet.
Det er denne utrættelige styrke, der løber i vores årer.
I Danmark har vi nydt godt af den frihed og lighed, som kvindebevægelsen før os banede vejen for. Vi lever i et land, hvor mange af os indtil nu har kunne tage rettigheder og muligheder for givet. Men vi må ikke lade trygheden gøre os blinde. For mens noget af verden bevæger sig fremad, bevæger alt for meget sig baglæns, og tilbageslaget rammer kvinder først.
Vi ser det i lande, hvor kvinder mister retten til at bestemme over deres egen krop. I lande, hvor piger nægtes skolegang. I lande, hvor kvinder lever under kønsapartheid. Og vi ser det også herhjemme, når basale rettigheder bliver gjort til genstand for debat, og ikke længere betragtes som en selvfølge.
Derfor kan vi ikke som samlende danske stemme for kvinders rettigheder og ligestilling være tavs eller acceptere tilbageslagene. Vi kan ikke med respekt for os selv vende blikket væk fra de kvinder, der netop nu bærer byrden af undertrykkelse. Vi kan ikke lade kvinderne stå alene: ikke dem i Iran, i Sudan, i Gaza, i Afghanistan, i Ukraine, … jeg kunne blive ved. Og heller ikke de kvinder i Danmark, der stadig kæmper mod vold, for ligeløn og lige vilkår, for retten til at færdes trygt, for at blive hørt og taget alvorligt.
Kvinders utrættelige styrke viser sig ikke kun i modstand, men i evnen til at forvandle smerte og modstand til forandringskraft, og afmagt til handling.
Vores styrke ligger i vores fællesskab. I at vi ikke tier, når andre begrænses. I at vi står op, når andre falder. I at vi bruger vores privilegier til at løfte, ikke blot os selv, men hinanden.
Det er, hvad Kvinderådet er til for. Vi er opstået af netop den kollektive kraft. Den, der gjorde det muligt for kvinder at skabe samfundsforandringer, som engang virkede utænkelige. Og i dag, hvor tilbageslagene står i kø, er netop den styrke og kraft, som bor i vores fællesskab, vigtigere end nogensinde.
I året, der kommer, skal vi styrke dette fællesskab. Vi skal stå stærkt som samlende stemme for kvinders rettigheder og ligestilling lokalt, nationalt og internationalt. Vi gør det gennem samarbejde, gennem politisk pres, gennem solidaritet, men mest af alt ved at holde sammen på tværs af forskelle.
Vi skal insistere på, at kvinders rettigheder er universelle. Og vi skal blive ved med at sige det højt og klart også når vi møder modstand.
En god engelsktalende ven spurgte mig for nyligt: "Siger du, at DE&I står for Diversity, Equity and Inclusion? For mig står det for Decency, Ethics and Integrity, hvilket praktisk talt er det samme, sagde han”. Og jeg kunne ikke være mere enig.
Vi står i en tid, der kalder på ”Decency, Ethics and Integrity”, på mod, på håb, og på troen på, at fælles styrke stadig kan ændre verden. Og vi har beviser nok: hver gang kvinder står sammen, rykker verden sig.
Så lad os i dag love hinanden, at vi fortsætter. At vi holder fast i solidariteten, i indignationen, og i håbet.
At vi ikke knækker, men styrkes. Ikke trods modstanden, men på grund af den.
For det er dét, kvinders utrættelige styrke er:
At kunne bære verden lidt ad gangen, og stadig række hånden ud til den næste.
Tak, fordi I er her i dag. Og tak, fordi vi står sammen.