Vi skal vælte verden nu.
Sådan synger vi i Radikal Ungdom i vores kampsang.
For vi venter ikke til i morgen.
Vi vælter verden nu.
Og sådan går vi også til politik i Radikal Ungdom.
Med utålmodighed.
Med store ambitioner.
Og med en urokkelig tro på, at verden kun bliver så god, som vi vælger at gøre den.
Vi begynder ikke med at spørge, hvad der kan lade sig gøre.
Vi begynder med at spørge, hvad der burde kunne lade sig gøre.
Det er måske ikke ligefrem den mest oplagte tilgang at tage med ind i et regeringssamarbejde.
For regeringspolitik kræver noget andet.
Her er ambitioner ikke nok.
Her skal man finde flertal.
Forhandle.
Give noget for at få noget andet.
Og vi ved godt i Radikal Ungdom, at man ikke går i regering og får 100 procent af sin egen politik gennemført.
Sådan fungerer demokratiet ikke.
Man må mestre kompromisets kunst.
Og jeg er utrolig stolt af, at Radikale Venstre igen sidder med ved bordet.
Er med til at træffe beslutningerne.
Er med til at sætte retningen.
Er med til at tage ansvar.
For det er jo derfor, vi går ind i politik.
De rigtige holdninger har vi sådan set haft styr på længe.
Det har trods alt aldrig været Radikales største udfordring at være overbeviste om, at vi har ret.
Den vanskeligere disciplin er at gøre vores ellers så rigtige holdninger til virkelighed.
Og det er vigtigt, at Radikale Venstre tager det ansvar.
Men kompromisernes kunst må aldrig blive kunsten at glemme, hvorfor man satte sig ved bordet til at begynde med.
For regeringsmagten har også en pris.
Og den pris har Radikale Venstre allerede måtte betale.
Bevares – nogle kompromiser kunne vi nok godt se komme fra 100 kilometers afstand.
Med det nuværende politiske landskab forstår vi godt, hvis det indimellem kan være op ad bakke at forhandle udlændingepolitik.
Men andre kompromiser rammer lige ned i noget af det, vi troede var kerne-radikalt.
I gik til valg på at bevare HF og 10. klasse. Det lovede I vælgerne. Nu er I med til at lukke begge dele.
I gik til valg på store grønne ambitioner. Nu overvejer “den grønneste regering nogensinde” at forlænge olie- og gas-licensen til Nordsøen.
Det er selvfølgelig kompromiser. Men kompromiser er ikke hævet over kritik, bare fordi de er indgået i en regering.
For man skal kunne genkende det Radikale Venstre, der gik ind i regeringen, i det Radikale Venstre, der engang kommer ud af regeringen igen.
Det er dér, Radikal Ungdom har en opgave.
Vi skal være jeres vagthund.
Ikke fordi vi ønsker jer det dårligt.
Ikke fordi vi tror, at regeringspolitik kan være ren RU-politik.
Men fordi vi ønsker, at Radikale Venstre i regering stadig skal kunne genkendes som Radikale Venstre.
For selvom I indgår kompromiser, er I stadig et parti med principper.
Og jeg ved godt, at Radikale Venstre ikke ligefrem er kendt for at fatte sig i korthed når de principper skal forklares.
Tværtimod.
Vi kan snildt bruge ti minutter på at forklare, hvad vores værdigrundlag egentlig er.
Men faktisk kan det siges med fire ord.
I Vandrehallen på Christiansborg står de:
Retsind. Lovsind. Frisind. Storsind.
Fire gamle ord.
Men fire ord, der stadig siger noget helt grundlæggende om, hvad det vil sige at drive demokrati og dermed også drive vores parti.
Og derfor synes jeg også, vi skal turde stille spørgsmålet:
Kan man genkende de fire ord i den politik, vi fører?
Hvor er retsindet, hvis man vil have danskerne til at betale mere i skat, men gør det ved at fastfryse beløbsgrænserne?
Man kan kalde det en nominel fastfrysning.
Man kan kalde det finansiering.
I Radikal Ungdom har vi kaldt det en snigerskat.
Og kære Radikale Venstre:
Hvis man mener, at skatten skal være højere, så tag den politiske diskussion åbent.
Sig det til vælgerne.
Det skylder I dem.
Og hvad med lovsindet?
Når staten får stadig stærkere redskaber over for mennesker, så skal et parti med retssikkerhed dybt begravet i sit DNA altid stille de svære spørgsmål.
For en retsstat skal ikke kun være stærk, når det er belejligt.
Retssikkerheden betyder mest, når det er svært.
Og så er der frisindet.
Når vi begynder at tale om at vurdere mennesker, der ønsker dansk statsborgerskab, på deres holdninger og værdier, så bør de radikale alarmklokker ringe.
Staten må stille krav til handlinger.
Den må stille krav om lovlydighed.
Om sprog.
Om kendskab til det samfund, man ønsker at blive en del af.
Men staten skal være langt mere varsom med at gøre sig til dommer over, hvad mennesker tænker.
For hvad er frisind, hvis ikke netop retten til at tænke anderledes?
Og hvad er storsind, hvis ikke evnen til at acceptere, at mennesker kan være forskellige og stadig være en del af det samme demokratiske fællesskab?
Kære Radikale Venstre:
I må aldrig glemme de principper.
I må bøje jer for kompromiserne.
Men I må aldrig knække.
Og når I glemmer, så husker vi.
Heldigvis er det ikke kun Radikal Ungdom, der husker.
Det gør jeres eget bagland også.
Og det glæder mig faktisk.
For her på landsmødet kan jeg se, at der fortsat er et stærkt ønske om at holde fast i 10.klasse og HF. For den resolution er indstillet til vedtagelse
Og den er vigtig.
For uddannelsespolitik handler ikke bare om institutioner, modeller og strukturer.
Det handler om mennesker.
Om muligheder.
Om hvilke døre vi holder åbne for unge mennesker – og hvilke vi lukker.
Og måske er vi unge faktisk den røde tråd gennem det hele.
Klimaet. Uddannelserne. Økonomien. Retssikkerheden.
For de beslutninger, I træffer nu, skal andre leve med bagefter.
Min generation skal leve med dem.
Når I træffer beslutninger om klimaet, handler det om den verden, vi skal leve i.
Når I træffer beslutninger om uddannelserne, handler det om vores muligheder.
Og når I træffer beslutninger om økonomien, handler det også om den regning, vi en dag overtager.
Og Martin.
Sidste år præsenterede du Augusta for os.
Du sagde, at nu var det Augustas tur.
Men hvis vi skal være helt ærlige:
Det blev ikke Augustas tur.
Ikke når vi lukker uddannelsesveje, som unge faktisk bruger.
Ikke når de grønne ambitioner må vige.
Og ikke når regningen for regeringens beslutninger bliver skubbet videre til dem, der skal leve med den længst.
Men det kan stadig nå at blive Augustas tur.
Det kræver dog at generationskontrakten bliver mere end bare ordene fra en bog.
For generationsansvar handler i sidste ende om noget enkelt:
At vi ikke efterlader den næste generation med færre muligheder, mindre frihed og større problemer, end vi selv overtog.
Og det er den målestok, vi kommer til at holde jer op på.
For det vigtigste, Radikal Ungdom har vist det seneste år, er netop, at unge ikke bare er dem, politik bliver lavet på vegne af.
Vi er også med til at lave den.
Vi venter ikke på vores tur.
Vi tager den.
For første gang kunne man stemme på en ung radikal kandidat til Folketinget, uanset hvilken storkreds man stemte i.
Vi har fået 3 RU’ere valgt i Folketinget.
Og 9 RU’ere valgt i byråd og regionsråd.
Det er jeg fandme stolt af.
For vi er ikke bare fremtidens vælgere.
Vi er ikke bare fremtidens kandidater.
Og vi er ikke bare dem, der en dag skal overtage ansvaret.
Vi er her allerede.
Vi sidder i byrådene. Vi sidder i regionsrådene. Vi sidder i Folketinget.
Vi sidder med ved bordet.
Og vi er med til at træffe beslutningerne.
Så når vi i Radikal Ungdom råber højt, kritiserer jer og indimellem er enormt irriterende, så er det ikke, fordi vi har glemt, at vi står på samme hold.
Det er faktisk præcis derfor.
Det Radikale Venstre, vi førte valgkamp for, var et parti for uddannelse.
For ansvarlig økonomi. For retssikkerhed.
Og for en grønnere fremtid.
Det er dét Radikale Venstre, vi håber stadig står tydeligt tilbage, når valgperioden en dag er slut.
For I har fået en særlig opgave:
I skal få kompromiserne til at fungere.
Og vi har fået vores:
Vi skal sørge for, at ambitionerne overlever kompromiserne.
Vi skal vælte verden nu.
Sådan synger vi i Radikal Ungdom.
Og det sidste år har vist, at det ikke bare er noget, vi synger.
Vi venter ikke på, at nogen en dag giver os lov til at være med.
Vi er med.
Vi tager ansvar.
Vi flytter noget.
Så kære Radikale Venstre:
Bøj jer, når demokratiet kræver det. Men knæk ikke.
Og glem aldrig, hvorfor I satte jer ved bordet.
For verden venter ikke.
Og det gør vi heller ikke. Vi skal vælte verden nu.
Sådan synger vi i Radikal Ungdom i vores kampsang.
For vi venter ikke til i morgen.
Vi vælter verden nu.
Og sådan går vi også til politik i Radikal Ungdom.
Med utålmodighed.
Med store ambitioner.
Og med en urokkelig tro på, at verden kun bliver så god, som vi vælger at gøre den.
Vi begynder ikke med at spørge, hvad der kan lade sig gøre.
Vi begynder med at spørge, hvad der burde kunne lade sig gøre.
Det er måske ikke ligefrem den mest oplagte tilgang at tage med ind i et regeringssamarbejde.
For regeringspolitik kræver noget andet.
Her er ambitioner ikke nok.
Her skal man finde flertal.
Forhandle.
Give noget for at få noget andet.
Og vi ved godt i Radikal Ungdom, at man ikke går i regering og får 100 procent af sin egen politik gennemført.
Sådan fungerer demokratiet ikke.
Man må mestre kompromisets kunst.
Og jeg er utrolig stolt af, at Radikale Venstre igen sidder med ved bordet.
Er med til at træffe beslutningerne.
Er med til at sætte retningen.
Er med til at tage ansvar.
For det er jo derfor, vi går ind i politik.
De rigtige holdninger har vi sådan set haft styr på længe.
Det har trods alt aldrig været Radikales største udfordring at være overbeviste om, at vi har ret.
Den vanskeligere disciplin er at gøre vores ellers så rigtige holdninger til virkelighed.
Og det er vigtigt, at Radikale Venstre tager det ansvar.
Men kompromisernes kunst må aldrig blive kunsten at glemme, hvorfor man satte sig ved bordet til at begynde med.
For regeringsmagten har også en pris.
Og den pris har Radikale Venstre allerede måtte betale.
Bevares – nogle kompromiser kunne vi nok godt se komme fra 100 kilometers afstand.
Med det nuværende politiske landskab forstår vi godt, hvis det indimellem kan være op ad bakke at forhandle udlændingepolitik.
Men andre kompromiser rammer lige ned i noget af det, vi troede var kerne-radikalt.
I gik til valg på at bevare HF og 10. klasse. Det lovede I vælgerne. Nu er I med til at lukke begge dele.
I gik til valg på store grønne ambitioner. Nu overvejer “den grønneste regering nogensinde” at forlænge olie- og gas-licensen til Nordsøen.
Det er selvfølgelig kompromiser. Men kompromiser er ikke hævet over kritik, bare fordi de er indgået i en regering.
For man skal kunne genkende det Radikale Venstre, der gik ind i regeringen, i det Radikale Venstre, der engang kommer ud af regeringen igen.
Det er dér, Radikal Ungdom har en opgave.
Vi skal være jeres vagthund.
Ikke fordi vi ønsker jer det dårligt.
Ikke fordi vi tror, at regeringspolitik kan være ren RU-politik.
Men fordi vi ønsker, at Radikale Venstre i regering stadig skal kunne genkendes som Radikale Venstre.
For selvom I indgår kompromiser, er I stadig et parti med principper.
Og jeg ved godt, at Radikale Venstre ikke ligefrem er kendt for at fatte sig i korthed når de principper skal forklares.
Tværtimod.
Vi kan snildt bruge ti minutter på at forklare, hvad vores værdigrundlag egentlig er.
Men faktisk kan det siges med fire ord.
I Vandrehallen på Christiansborg står de:
Retsind. Lovsind. Frisind. Storsind.
Fire gamle ord.
Men fire ord, der stadig siger noget helt grundlæggende om, hvad det vil sige at drive demokrati og dermed også drive vores parti.
Og derfor synes jeg også, vi skal turde stille spørgsmålet:
Kan man genkende de fire ord i den politik, vi fører?
Hvor er retsindet, hvis man vil have danskerne til at betale mere i skat, men gør det ved at fastfryse beløbsgrænserne?
Man kan kalde det en nominel fastfrysning.
Man kan kalde det finansiering.
I Radikal Ungdom har vi kaldt det en snigerskat.
Og kære Radikale Venstre:
Hvis man mener, at skatten skal være højere, så tag den politiske diskussion åbent.
Sig det til vælgerne.
Det skylder I dem.
Og hvad med lovsindet?
Når staten får stadig stærkere redskaber over for mennesker, så skal et parti med retssikkerhed dybt begravet i sit DNA altid stille de svære spørgsmål.
For en retsstat skal ikke kun være stærk, når det er belejligt.
Retssikkerheden betyder mest, når det er svært.
Og så er der frisindet.
Når vi begynder at tale om at vurdere mennesker, der ønsker dansk statsborgerskab, på deres holdninger og værdier, så bør de radikale alarmklokker ringe.
Staten må stille krav til handlinger.
Den må stille krav om lovlydighed.
Om sprog.
Om kendskab til det samfund, man ønsker at blive en del af.
Men staten skal være langt mere varsom med at gøre sig til dommer over, hvad mennesker tænker.
For hvad er frisind, hvis ikke netop retten til at tænke anderledes?
Og hvad er storsind, hvis ikke evnen til at acceptere, at mennesker kan være forskellige og stadig være en del af det samme demokratiske fællesskab?
Kære Radikale Venstre:
I må aldrig glemme de principper.
I må bøje jer for kompromiserne.
Men I må aldrig knække.
Og når I glemmer, så husker vi.
Heldigvis er det ikke kun Radikal Ungdom, der husker.
Det gør jeres eget bagland også.
Og det glæder mig faktisk.
For her på landsmødet kan jeg se, at der fortsat er et stærkt ønske om at holde fast i 10.klasse og HF. For den resolution er indstillet til vedtagelse
Og den er vigtig.
For uddannelsespolitik handler ikke bare om institutioner, modeller og strukturer.
Det handler om mennesker.
Om muligheder.
Om hvilke døre vi holder åbne for unge mennesker – og hvilke vi lukker.
Og måske er vi unge faktisk den røde tråd gennem det hele.
Klimaet. Uddannelserne. Økonomien. Retssikkerheden.
For de beslutninger, I træffer nu, skal andre leve med bagefter.
Min generation skal leve med dem.
Når I træffer beslutninger om klimaet, handler det om den verden, vi skal leve i.
Når I træffer beslutninger om uddannelserne, handler det om vores muligheder.
Og når I træffer beslutninger om økonomien, handler det også om den regning, vi en dag overtager.
Og Martin.
Sidste år præsenterede du Augusta for os.
Du sagde, at nu var det Augustas tur.
Men hvis vi skal være helt ærlige:
Det blev ikke Augustas tur.
Ikke når vi lukker uddannelsesveje, som unge faktisk bruger.
Ikke når de grønne ambitioner må vige.
Og ikke når regningen for regeringens beslutninger bliver skubbet videre til dem, der skal leve med den længst.
Men det kan stadig nå at blive Augustas tur.
Det kræver dog at generationskontrakten bliver mere end bare ordene fra en bog.
For generationsansvar handler i sidste ende om noget enkelt:
At vi ikke efterlader den næste generation med færre muligheder, mindre frihed og større problemer, end vi selv overtog.
Og det er den målestok, vi kommer til at holde jer op på.
For det vigtigste, Radikal Ungdom har vist det seneste år, er netop, at unge ikke bare er dem, politik bliver lavet på vegne af.
Vi er også med til at lave den.
Vi venter ikke på vores tur.
Vi tager den.
For første gang kunne man stemme på en ung radikal kandidat til Folketinget, uanset hvilken storkreds man stemte i.
Vi har fået 3 RU’ere valgt i Folketinget.
Og 9 RU’ere valgt i byråd og regionsråd.
Det er jeg fandme stolt af.
For vi er ikke bare fremtidens vælgere.
Vi er ikke bare fremtidens kandidater.
Og vi er ikke bare dem, der en dag skal overtage ansvaret.
Vi er her allerede.
Vi sidder i byrådene. Vi sidder i regionsrådene. Vi sidder i Folketinget.
Vi sidder med ved bordet.
Og vi er med til at træffe beslutningerne.
Så når vi i Radikal Ungdom råber højt, kritiserer jer og indimellem er enormt irriterende, så er det ikke, fordi vi har glemt, at vi står på samme hold.
Det er faktisk præcis derfor.
Det Radikale Venstre, vi førte valgkamp for, var et parti for uddannelse.
For ansvarlig økonomi. For retssikkerhed.
Og for en grønnere fremtid.
Det er dét Radikale Venstre, vi håber stadig står tydeligt tilbage, når valgperioden en dag er slut.
For I har fået en særlig opgave:
I skal få kompromiserne til at fungere.
Og vi har fået vores:
Vi skal sørge for, at ambitionerne overlever kompromiserne.
Vi skal vælte verden nu.
Sådan synger vi i Radikal Ungdom.
Og det sidste år har vist, at det ikke bare er noget, vi synger.
Vi venter ikke på, at nogen en dag giver os lov til at være med.
Vi er med.
Vi tager ansvar.
Vi flytter noget.
Så kære Radikale Venstre:
Bøj jer, når demokratiet kræver det. Men knæk ikke.
Og glem aldrig, hvorfor I satte jer ved bordet.
For verden venter ikke.
Og det gør vi heller ikke. Vi skal vælte verden nu.