Skip to content

Malene Grandjeans dimissionstale

Nordfyns Gymnasium

Om

Taler

Malene Grandjean
Rektor på Nordfyns Gymnasium

Dato

Sted

Nordfyns Gymnasium, Højagervej 25 5471 Søndersø

Tale

Kære studenter – Kære familier – Kære ansatte  
Dagen i dag er en af de smukkeste, en af de mest højtidelige og en af de mest rørende dage. I dag markerer vi afslutningen på en vigtig tid i jeres liv. Jeres studentereksamen. 
I de sidste tre år, har I været en del af Nordfyns Gymnasiums faglige og sociale fællesskaber. Tre år fyldt med opgaver og afleveringer, diskussioner i klasselokalet, eksamensnerver, grin i pauserne og forhåbentligt også gode grin i timerne. Der har været sene aftener med lektier, fester og oplevelser, som kun I ved, hvordan føltes. Om lidt er Nordfyns Gymnasium fortid, men vi håber, at I bærer minderne og ånden med jer imens I suger alt til jer i nuet, for lykkelig er den, der ved, hvad der skal huske fra fortiden, hvad der skal nyde i nuet, og hvad der skal planlægge for fremtiden, som forfatter og forretningsmanden Arnold Glasow så rammende beskrev det.  
Og tid er netop det ene af de to temaer i årets dimissionstale.
Jeg blev klar over, at det skulle være et tema, da jeg under Gallafesten tidligere i år sad ved 3.e.’s bord. Her faldt snakken blandt andet på tid med afsæt i en af jer piger, der har en særlig tatovering på armen, der relaterer sig til, at tiden med vores nærmeste med ét kan synes usikker og måske meget kort.  
Men selv svære livserfaringer kan bringe smuk og vigtig læring med sig. 
Det kan lære os at sætte ekstra pris på kærligheden til vores nærmeste. Det kan gøre os i stand til at se skønheden i hverdagens små øjeblikke, og ændre vores prioritering af vores kostbare tid, og det var netop det, tatoveringen relaterede sig til.  
Tid er noget vi alle kender, men det kan være svært at begribe. Tid i form af sekunder, minutter, timer, dage, uger og år. Det virker konkret, og alligevel så er tid noget af det mest uhåndgribelige.
Hvis vi skal prøve at gøre jeres gymnasietid op i timer, så lad os lege lidt med tallene:
I har haft undervisning i ca. 40 uger om året i tre år og med forberedelse og afleveringer, har I sikkert brugt minimum 40-42 timer om ugen. På tre år giver det 5.000 timer i runde tal, og dertil kommer eksamen, store skriftlige opgaver, studieture og meget andet. Det har været over 5.000 timer fyldt med læring, udvikling, forundring, fordybelse, glæde, frustration – og ja, måske også forvirring.  
For de over 5.000 skønne timer knyttet til Nordfyns Gymnasium skylder vi en stor tak til alle jer ansatte for at sikre, at de faglige og sociale fællesskaber har kunnet udfolde sig inden for disse fantastiske rammer. Tak. 
Alle 5.000 timer har været med til at forme jer til dem, I er lige nu. De har sikret jer minder, I kan bære med jer.
Selvom tiden kan opleves konkret, som de 5.000 timer, så er tid også en mærkelig størrelse. Nogle gange føles tiden, som står den helt stille. Som man forelsker sig, og verden går i stå. Eller når man venter på bussen, eller når man sidder i kø til SU-styrelsen, ja - eller når man som forældre venter på, at ens barn kommer ud og skal have hue på, så går tiden for alvor i stå.  
Måske har nogle af jer det på samme måde som mig. For mig har tiden stået helt stille, når jeg efter en mundtlig prøve er kommet ud for at vente på, at min lærer og censor er blevet enige om en karakter. Her har jeg oplevet minutterne som år. I tirsdag snakkede jeg med flere af jer skønne unge mennesker, som havde det helt modsat. I oplevede ro, lethed, glæde og at tiden kunne suse afsted i de øjeblikke, hvor I ventede på jeres sidste karakter. Nu var det overstået – Det var ude af jeres hænder. 
Tid opleves nemlig forskelligt - For tid er ikke kun noget konkret. Det er også en følelse. Den franske filosof Bergson sagde: “Tiden måles ikke af uret, men af det vi oplever.” Følelsen og oplevelsen af tiden er kontekstuel, og vi skal huske at fylde tiden ud med oplevelser, der gør os godt ikke kun på sigt, men også lige NU. 
Og kære studenter – Det er så let at lade sig presse til hele tiden at skulle tænke fremad – At tage stilling til uddannelses- og karrievalg, voksenlivet og hvordan man skaber lykke i livet. 
Men husk, lykke kommer i den grad af også at leve i NU’et. Så bliv ikke fanget af konstant at se frem mod næste milepæl - næste skridt – næste pusterum. Og bliv ej heller fanget i kun at kigge bagud og dvæle ved det, der allerede er sket. For det liv, I og alle vi andre lever, leves ikke i går, ikke i morgen – Det leves lige NU. 
Og én af de ting, der stjæler vores nu’er, det er skærmen. Jeres telefon. Sociale medier. Prøv her i studentertiden, og i det liv der følger, at kigge mere op. Kig på jeres venner. Kig på jeres familie. Kig på jer selv. Ikke gennem en telefon, men ansigt til ansigt, i den fysiske verden, for: ”… mennesket er i verden, og kun i verden kender det sig selv,” som den franske fænomenolog Merleau-Ponty udtrykte det. Den tid og det nærvær vil skrive sig ind i jer som ægte minder. Værdifulde sekunder, der forbliver hos jer.
I har været en del af Nordfyns Gymnasium i 35 måneder, og i de sidste fire måneder, har jeg fået lov til at være jeres rektor. Fra den allerførste uge har jeg mærket noget helt særligt: I har lyst, og I har mod. Derfor blev jeg i løbet af mine rektortimer rundt i jeres klasser hurtig klar over, at lyst, mod og engagement skulle være dimissionstalens andet tema.
I har udvist lyst, mod og engagement til at skabe – Til at forbedre, og til at bidrage med gode ide, der rækker ud over jer selv og jeres egen gymnasietid. I har bl.a. haft idéer til sommerfest, som en ny tradition, så fremover vil der være sommerfest sidste fredag i august for både nuværende og gamle elever. 
I har skubbet på for at få genoplivet idrætsdagen, også selvom I ikke når at opleve den. Og I har fundet på indhold til jeres sidste skoledag, som var en helt fantastisk dag – Det gjorde I godt. 
I har fået ting til at ske. Selv her de sidste dag, er I kommet med skønne nye ideer til traditioner – Et Nordfyns Gymnasium stempel i huen, som jeg skal tilbyde alle studenter efter hue-eksamen. Kreativiteten var høj selv efter jeres sidste eksamen. Imponerende. Stemplet blev bestilt i onsdags, og Odense-virksomheden kunne godt forstå min lange forklaring om, at det var en hastesag. For jer, der er kommet på ideen, og alle andre, der synes om ideen, skulle jo have lov til at nå at få et stempel i huen. Så kære studenter – Her er stemplet. Her er endnu en ny tradition skabt af jer.  
I sætter jeres tydelige spor præcis som stemplet sætter sine spor i jeres huer. I har ikke kun haft tanke for jer selv – I har også tænkt på, hvordan jeres ideer kunne glæde kommende elever. Det er stort. Det er sandt engagement. Jeres energi og lyst til at skabe udvikling for andre er fantastisk, og det vil jeg gerne sige tak for - ikke bare på egne vegne, men på hele gymnasiets vegne. Det betyder noget. Det betyder meget.
I en tid, hvor unge alt for ofte bliver kritiseret for at være passive, ligeglade, opslugt af både skærme og egocentrisme, så står I som et stærkt og formidabelt modbillede. Og I er ikke alene.
Flere undersøgelser peger på, at jeres generation vil noget. I vil deltage, I vil skabe, og I vil tage ansvar, ikke bare for jer selv, men for fællesskabet. Det skal I holde fast i. Og husk, at lyst og engagement til at skabe, kræver mod, for i lysten til at skabe bor der typisk et opgør med det eksisterende. Hold fast i modet til at skabe, også når I oplever, at jorden gynger en smule under jer og forandringstræghedens pres niver jer i siden.  
Om lidt – lige om lidt – så begynder næste kapitel i jeres liv. For nogle af jer går det direkte videre til studier. For andre venter sabbatår, rejser, arbejde eller noget helt tredje. Og her vil jeg gerne sige det helt tydeligt: Der findes ikke én rigtig vej. Der findes ikke én perfekt plan. Der findes jeres valg, og det er disse valg, der gør forskellen. De valg skaber den vej, der er den rigtige for jer. 
Vælge med nysgerrighed og mod til at afsøge nye veje. Husk, livet er ikke en lige vej. Det er en rejse fyldt med bump, omveje, overraskelser og mere eller mindre skjulte livsperler. Grib det hele og lev livet med åbne øjne og åbent hjerte.
Kære studenter. Tak for jeres tid her på Nordfyns Gymnasium. Tak for jeres engagement, lyst og mod. Tak for jeres tanker og bidrag. Vi er stolte af jer. Vi glæder os over alt det, I har opnået. Og vi glæder os til alt det, I kommer til at opleve.
Kæmpestort tillykke med huen og lykke til på rejsen frem

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags