Igennem historien har det mest værdifulde altid været land. Dets værdi kan gøres op i både korn, guld og ædelsten, men det kan også måles i menneskeliv. I flere tusinde år har vi været villige til at dræbe, torturere og forfølge andre mennesker for den magt, der følger med land. Vi har set bort fra andres sorg, til gavn for vores egen grådighed. Vi har forvist mennesker fra deres hjem, og vi har udkæmpet blodige slag om land, uden at skænke de mennesker som bor der så meget som en tanke. Der fulgte ære i at dræbe, og skam i at skåne andres liv. Utallige mænd, kvinder og børn er døde i vedligeholdelsen af denne blodige tradition.
Dog som alt andet kan det hele ikke blot være skidt. Ethvert barn, der så sine forældre drukne i deres eget blod, enhver hustru, som forgæves ventede på sin mands hjemkomst, og enhver mand, der drog ud i nationens navn, lærte os noget. De lærte os om krigens efterladenskaber, om de sår, som aldrig vil kunne heles, og det tab, som hele verden lider ved hver bloddråbe spildt i magtærgerrighedens navn. Det var med den viden, vi kunne tage afstand fra de håbeløse slag og lade demokratiet blomstre.
Det er nu hundrede år siden, at vi tog et vigtigt skridt ned ad en mere fredelig vej. Hvor vi kunne byde mennesker tilbage til et land, som ikke flød af krigsefterladenskaber, men et land hvori demokratiet havde slået sin rod. Vi må huske aldrig at stoppe med at passe og pleje demokratiet, for ellers kan det falme, og vi skal aldrig undervurdere kraften af at lære af vores og andres fejl.
Dog som alt andet kan det hele ikke blot være skidt. Ethvert barn, der så sine forældre drukne i deres eget blod, enhver hustru, som forgæves ventede på sin mands hjemkomst, og enhver mand, der drog ud i nationens navn, lærte os noget. De lærte os om krigens efterladenskaber, om de sår, som aldrig vil kunne heles, og det tab, som hele verden lider ved hver bloddråbe spildt i magtærgerrighedens navn. Det var med den viden, vi kunne tage afstand fra de håbeløse slag og lade demokratiet blomstre.
Det er nu hundrede år siden, at vi tog et vigtigt skridt ned ad en mere fredelig vej. Hvor vi kunne byde mennesker tilbage til et land, som ikke flød af krigsefterladenskaber, men et land hvori demokratiet havde slået sin rod. Vi må huske aldrig at stoppe med at passe og pleje demokratiet, for ellers kan det falme, og vi skal aldrig undervurdere kraften af at lære af vores og andres fejl.