Kære venner, kære lyttere, kære alle.
Der var en amerikansk komiker, der for nylig sagde, at præsidentembedet ælder mennesker som intet andet. Barack, Bush, Clinton og alle de andre går ind som yngre velholdte mænd med farve i håret og kulør i kinderne, og de kommer alle stavrende ud igen med grå hår og rynker.
Men Donald Trump, forklarede komikeren, er den første amerikanske præsident i historien, der skiller sig ud fra alle de andre. Den 79-årige Trump ser nemlig præcis lige så gammel ud, som da han trådte ind ad døren i Det Hvide Hus.
For Donald Trump fungerer det omvendt: Præsidentembedet har ikke ældet ham. Det har ældet alle os andre, som komikeren sagde.
Trump-år føles som en slags hundeår: Ét år med Trump som chef for verdens suverænt største økonomiske og militære magt, svarer til 6 eller 8 normale menneske-år.
Handelskrig. Aktiefald. Kinakrise. Elon Musk. Kunstig Intelligens. Og evindelige tilsvininger af Danmark, Grønland, Ukraine, Zelenskyj og resten af den frie verden. Det er faktisk svært at forstå, at vi i denne omgang kun har haft 10 måneder med den republikanske præsident.
**
Jeg besøgte selv Ukraine i vinteren for to år siden, hvor vi i en gammel Skoda kørte langs østfronten til blandt andet Kramatorsk og byen Pokrovsk, som russerne nu er ved at løbe over ende.
Her snakkede jeg med soldater og officerer og helt almindelige ukrainere, som hver dag kæmper for deres frihed og ret til at leve. Ikke fordi de vil – men fordi Putin har tvunget dem til at slås for deres familier og deres nations overlevelse.
Vi har i år været vidne til tragisk, historisk og utilgivelig svigt fra et land, som altid har været vores nære ven og allieret. Maskefaldet er komplet.
Det må efterhånden stå klart for enhver, at USA har vendt ryggen til Danmark, til Ukraine og resten af den liberale vestlige verden. Vi er ved at vågne op til en ny verdensorden, hvor autokrater rotter sig sammen og konspirerer mod de vestlige demokratier.
Og USA’s præsident er autokrat. Han har valgt sine venner – og det er ikke os.
Han har langt mere tilfælles med autokraten Xi Jinping i Kina eller Putin i Moskva end han har med franske Emmanuel Macron, tyske Friedrich Merz eller danske Mette Frederiksen.
Danmark og Europa store opgaver bliver at finde sine ben i denne autokraternes tidsalder, hvor demokratierne på ny er tvunget til at kæmpe for retten til at eksistere. Truslen kommer udefra – men også indefra fra de stemmer, der enten frivilligt eller ufrivilligt reducerer sig selv til Putins nyttige idioter.
Jeg kan godt forstå, at vores europæiske ledere har holdt desperat fast i håbet om, at man kunne klinke skårene med Trump. At man – hvis man bare fik ti minutter med Trump i Det Hvide Hus – kunne få ham til forstå, at Rusland – ikke Europa – er fjenden.
Men det slag er tabt. USA har klippet fortøjningen og drevet til søs. Den liberale verden kan blot stå på havnen og vinke.
Man siger om USA, at de gør alt det forkerte, før de sidst gør det rigtige. Skibet skal nok komme tilbage, men vi aner ikke hvornår. Og vi kan ikke vente.
Europa må indstille sig på, at vi for en tid er alene om at forsvare de værdier og samfund, som vores forfædre har kæmpet og blødt for: Parlamentarisme. Selvbestemmelse. Frihed for tyranni.
**
Det er på mange måder en mørkere og mere usikker verden, vi er ved at træde ind i. Det er svært at sige andet.
Men jeg kalder mig selv for stædig optimist – fordi jeg samtidig ser masser af håb. De højreekstreme vandt ikke valget i Tyskland. De tabte. Trump-proselytterne vandt ikke i Canada eller Australien. De tabte. Og om ganske få måneder afholder Ungarn valg, og fascisten Orban står til at tabe med et brag.
Kigger vi på klimaet er det meste af verden faktisk i fuld gang med at skrotte den fossile og sætte grøn strøm til verden.
Det går for langsomt. Men det går fremad.
Vi skal på ingen måde undervurdere Rusland, men landets økonomi er vitterligt på størrelse med Italien. Er der i ramme alvor nogen, der mener, at Italien vil kunne vinde en krig over resten af Europa eller udkonkurrerer os på sigt?
Svaret er selvfølgelig et rungende nej.
Putin er en svækket 73-årig diktator i spidsen for en falmende stormagt. Rusland har bekriget Ukraine i 11 år uden at opnå et eneste af landets mål for invasion.
Hele verden troede, at Rusland havde en af verdens absolut mest slagkraftige hære, men det har jo vist sig, at Ruslands hær knap nok er den stærkeste i Ukraine.
**
Demokratierne må nu vise, at de vinde krige og sikre borgernes tryghed, står der i et gammelt politisk valgprogram, der blev skrevet lige efter Anden Verdenskrig.
Jeg er jo socialdemokrat – og programmet var socialdemokratisk – så man kan sige, at jeg selvfølgelig er enig.
Men budskabet giver alligevel et andet ekko i dag end for få år siden. Det er meget den samme opgav, som vores politiske ledere står med nu.
Priserne stiger på boliger, huslejer og fødevarer, og det tærer på mange familiers økonomi. Det skaber utryghed om fremtiden. Flere siger nu, at vi skal bruge flere penge på den nære velfærd i og færre på oprustning og krig. Til dem er svaret:
Vi skal gøre begge dele. Og det kan vi sagtens, fordi Danmarks økonomi er kernesund.
Men vi SKAL gøre mere: Jeg har selv talt længe for, at vi helt konkret giver Ukraine adgang til de indefrosne russiske værdipapirer i de europæiske banker. Der ligger aktier, obligationer og kontanter for 200 milliarder euro. Det er et svimlende beløb. Det er lige så meget, som alle lande i Europa har givet til Ukraine i militær og økonomisk støtte siden 2022 – i alt!
Pengene vil gøre en kæmpe forskel på slagmarken og lette presset fra de europæiske statskasser.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Danmark og Vesten sagtens kan stå imod verdens autokrater og skabe trygge liv for alle europæere. Men vi skal vise politisk vilje til at gøre det nødvendige for at vinde.
**
Jeg kan godt forstå, hvis der er mange danskere, der i disse måneder og dage kigger ud i verden og mister en smule af modet. Vi skal engagere os, sige vores mening og deltage i demokratiet, ja, men meget er jo bare uden for vores kontrol.
Måske skal man derfor finde sine egne lys i en verden, der er blevet grå og mørk.
Jeg har tænkt en del over et citat fra Dronningens nytårstale for nogle år tilbage. Her sagde dronningen: ”Gør noget der ikke er nødvendigt, noget unyttigt”.
I en tid hvor mange af os føler en irriterende afmagt, kan vi måske finde håb ved at fokusere på det, vi rent faktisk KAN forandre. Jeg er far til to unger på 6 og 9 og en af de største glæder i mit liv – og en af de største oplevelser i år - har været at se mine sønner blive optaget af en sport og langsomt dygtiggøre sig.
Der er få ting så livsbekræftende som at se ens børn begejstres og blive bedre.
Måske bør vi genbesøge Dronningens råd og gøre noget unyttigt. Få en hobby. Start til svømning. Begynd at tegne. Læs noget nyt. Gør det hverken for penge eller prestige, men fordi det er sjovt. Vær en bedre kæreste, en mere overbærende far, en mere lyttende ven eller begynd at stå på skateboard igen.
Men hvis du gør det sidste, så lad vær med at gøre som mig, der styrtede, fik en diskusprolaps og måtte forbi hospitalet til en operation.
Prøv noget unyttigt! Men pas nu på dig selv og din ryg. Vi er jo alle blevet et helt år ældre nu.
Eller otte år faktisk. Hvis man altså regner i Trump-år.
Rigtig godt nytår, Danmark.