Kære alle sammen
I efteråret har jeg været rundt i landet og besøge rigtig mange af jer.
Det har været så skønt at møde både nye og kendte ansigter, se jer i øjnene og høre om jeres bekymringer, men også om jeres håb og drømme for HK.
Tak, fordi I har taget så godt imod mig, alle sammen.
Nu står jeg her. Og for mig er det noget helt særligt at stille op som forbundsformand for et af Danmarks stærkeste og vigtigste fællesskaber. For dét er HK.
Vi er en fagforening for danskerne, som de er flest.
Og jeg er selv som de fleste.
***
Jeg er ikke fra et særligt politisk hjem.
Jeg er ikke blevet trillet rundt i barnevogn til demonstrationer for lige løn og flere feriefridage.
Mine forældre blev skilt, da jeg var 2 år gammel, og jeg er vokset op syd for Århus hos min mor og min papfar.
Vi boede så langt ude på landet, at busruten først blev lagt om til en telebus, som man skulle ringe efter dagen i forvejen - og så blev den helt nedlagt.
Min mor arbejdede hos MD Foods, der siden blev en del af Arla. Senere åbnede hun en lille dametøjsbutik inde i Århus.
Når skolebussen satte mig af derhjemme om eftermiddagen, så gik jeg op og vækkede min papfar Erik. Han sov om dagen, for han arbejdede om natten på DSB’s pakhus i Århus.
I min fritid, dér gik jeg ikke til fagforening. Jeg gik til springgymnastik, fodbold og håndbold. Og jeg sejlede i optimistjolle, og jeg lærte mig selv at programmere efter bøger, jeg lånte på biblioteket. Det var dengang, der sad et lånerkort med gamle kaffepletter bagerst i bøgerne. Men mest af alt så spillede jeg skak.
I 9. klasse kom jeg på efterskole, hvor jeg havde valgt netop skak som linjefag.
Det blev mindre og mindre skak.
Det blev mere og mere fællesskab.
Jeg blev interesseret i forskellige opvækstvilkår, i ulighed og så småt i samfundet som helhed.
Og derfra tog det fart.
Overalt, hvor jeg har været siden, har jeg engageret mig, startet foreninger og bygget fællesskaber.
Med årene blev det stadig mere tydeligt for mig, at arbejdsmarkedet er kernen i ethvert samfund.
Hvor meget det betyder for den enkelte at have et arbejde at stå op til.
Hvad det betyder for familien.
Og hvilken rolle de rigtige fagforeninger spiller.
I 2010 fandt jeg så vej til det stærkeste fællesskab, jeg nogensinde har været i. Jeg fandt vej til HK.
***
Nu er jeg 43 år gammel, gift med Pernille og bosat i Tårnby med vores to børn, Otto på 6 år, der går i børnehaveklasse, og Nono på 2 år, der går i vuggestue.
Mange af jer kender til hverdagen med små børn. Nogle morgener går det op i hat og briller. Fordi havregrøden ikke har den rette temperatur, fordi far har fundet det forkerte tøj frem, eller fordi lynlåsen driller.
For nogle handler det svære i hverdagen ikke om børn, men om at nå at være en omsorgsfuld ægtefælde, søster eller ven. Der kan være perioder, hvor vi er stressede, ikke sover om natten, hvor vi selv kæmper med noget.
Det kan ramme os alle sammen. Og derfor har vi ALLE brug for et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er plads til det helt almindelige og nogle gange benhårde hverdagsliv.
Hvor der er plads til os.
Og det vil jeg kæmpe for som ny forbundsformand.
***
HK’erne binder hverdagen sammen.
Og som fagforening skal vi skabe de bedst mulige rammer for, at HK’ernes egen hverdag også hænger sammen.
For en almindelig HK’er betyder det alverden, at din far har det godt på hospitalet, at du kan stole på, at hjemmeplejen passer ordentligt på din mormor, og at du kan aflevere dine børn om morgenen med ro i maven.
Det betyder noget, hvad en liter mælk og et halvt kilo oksekød koster. At du kan betale dine regninger, holde fri og holde ferie.
Den gennemsnitlige, danske familie. Det ER HK-familien.
Der findes jo nærmest ikke en dansk familie uden en HK’er!
Nogle af os går i kittel, andre i skjorte eller strik.
Nogle står forrest i kassen, andre arbejder bagerst på kontoret.
Nogle er til håndbold, andre vil hellere se Gift ved første blik.
Vi har 200.000 medlemmer,
som arbejder, som stemmer,
og vi skal ikke være til at komme udenom!
***
Vores kamp handler om hverdagen.
Om trivsel, tryghed og teknologi.
Vi skal kæmpe for, at vores medlemmer trives på deres arbejdsplads og i deres hverdag.
At der er balance i livet mellem arbejde, familie, transport og fritid, og at de kan være dem, de er med alt, hvad de er – også når de går på arbejde.
Vi skal også kæmpe for HK-familiens tryghed.
Der er droner i luften, prepping-lager i kælderen og høje priser i supermarkedet. Rigtig mange er bekymrede for, om pengene rækker, og om de kan holde til at arbejde, til de når pensionsalderen.
Ja, om de overhovedet har et arbejde at stå op til i morgen.
Dér er det vigtigt, at vi har medlemmernes ryg, og HK står altid klar med en udstrakt hånd og hjælp til at løse problemer på arbejdet, som ingen skal stå alene med.
Sidst, men ikke mindst, skal vi fokusere på teknologien.
Kunstig intelligens forandrer vores hverdag og vores arbejde; den tager det ikke fra os.
Og HK’ere er ikke bange for ny teknologi - vi er tit de første, der tager den i brug i vores arbejde. Det skal vi være stolte af – og det skal vi gøre opmærksom på! Teknologien skal ikke styre os. Vi skal styre den.
***
Kære venner.
Jeg er stolt af at stå her som kandidat til posten som forbundsformand i HK. I har allerede sat en retning med et nyt målprogram, og jeg er klar til at lede HK videre med dét som afsæt.
Men I ved det godt: Det bliver ingen badeferie.
Vi skal bygge vores fællesskab større og stærkere.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Men sandheden er, at dér hvor medlemmerne virkelig mærker værdien af fællesskabet i hverdagen.
Det, der gør den største forskel.
Det udføres af jer og jeres kollegaer på arbejdspladserne.
Jeg vil gerne stille mig i spidsen for vores fællesskab. Men det er jer, de tillidsvalgte, der bærer det.
I efteråret har jeg været rundt i landet og besøge rigtig mange af jer.
Det har været så skønt at møde både nye og kendte ansigter, se jer i øjnene og høre om jeres bekymringer, men også om jeres håb og drømme for HK.
Tak, fordi I har taget så godt imod mig, alle sammen.
Nu står jeg her. Og for mig er det noget helt særligt at stille op som forbundsformand for et af Danmarks stærkeste og vigtigste fællesskaber. For dét er HK.
Vi er en fagforening for danskerne, som de er flest.
Og jeg er selv som de fleste.
***
Jeg er ikke fra et særligt politisk hjem.
Jeg er ikke blevet trillet rundt i barnevogn til demonstrationer for lige løn og flere feriefridage.
Mine forældre blev skilt, da jeg var 2 år gammel, og jeg er vokset op syd for Århus hos min mor og min papfar.
Vi boede så langt ude på landet, at busruten først blev lagt om til en telebus, som man skulle ringe efter dagen i forvejen - og så blev den helt nedlagt.
Min mor arbejdede hos MD Foods, der siden blev en del af Arla. Senere åbnede hun en lille dametøjsbutik inde i Århus.
Når skolebussen satte mig af derhjemme om eftermiddagen, så gik jeg op og vækkede min papfar Erik. Han sov om dagen, for han arbejdede om natten på DSB’s pakhus i Århus.
I min fritid, dér gik jeg ikke til fagforening. Jeg gik til springgymnastik, fodbold og håndbold. Og jeg sejlede i optimistjolle, og jeg lærte mig selv at programmere efter bøger, jeg lånte på biblioteket. Det var dengang, der sad et lånerkort med gamle kaffepletter bagerst i bøgerne. Men mest af alt så spillede jeg skak.
I 9. klasse kom jeg på efterskole, hvor jeg havde valgt netop skak som linjefag.
Det blev mindre og mindre skak.
Det blev mere og mere fællesskab.
Jeg blev interesseret i forskellige opvækstvilkår, i ulighed og så småt i samfundet som helhed.
Og derfra tog det fart.
Overalt, hvor jeg har været siden, har jeg engageret mig, startet foreninger og bygget fællesskaber.
Med årene blev det stadig mere tydeligt for mig, at arbejdsmarkedet er kernen i ethvert samfund.
Hvor meget det betyder for den enkelte at have et arbejde at stå op til.
Hvad det betyder for familien.
Og hvilken rolle de rigtige fagforeninger spiller.
I 2010 fandt jeg så vej til det stærkeste fællesskab, jeg nogensinde har været i. Jeg fandt vej til HK.
***
Nu er jeg 43 år gammel, gift med Pernille og bosat i Tårnby med vores to børn, Otto på 6 år, der går i børnehaveklasse, og Nono på 2 år, der går i vuggestue.
Mange af jer kender til hverdagen med små børn. Nogle morgener går det op i hat og briller. Fordi havregrøden ikke har den rette temperatur, fordi far har fundet det forkerte tøj frem, eller fordi lynlåsen driller.
For nogle handler det svære i hverdagen ikke om børn, men om at nå at være en omsorgsfuld ægtefælde, søster eller ven. Der kan være perioder, hvor vi er stressede, ikke sover om natten, hvor vi selv kæmper med noget.
Det kan ramme os alle sammen. Og derfor har vi ALLE brug for et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er plads til det helt almindelige og nogle gange benhårde hverdagsliv.
Hvor der er plads til os.
Og det vil jeg kæmpe for som ny forbundsformand.
***
HK’erne binder hverdagen sammen.
Og som fagforening skal vi skabe de bedst mulige rammer for, at HK’ernes egen hverdag også hænger sammen.
For en almindelig HK’er betyder det alverden, at din far har det godt på hospitalet, at du kan stole på, at hjemmeplejen passer ordentligt på din mormor, og at du kan aflevere dine børn om morgenen med ro i maven.
Det betyder noget, hvad en liter mælk og et halvt kilo oksekød koster. At du kan betale dine regninger, holde fri og holde ferie.
Den gennemsnitlige, danske familie. Det ER HK-familien.
Der findes jo nærmest ikke en dansk familie uden en HK’er!
Nogle af os går i kittel, andre i skjorte eller strik.
Nogle står forrest i kassen, andre arbejder bagerst på kontoret.
Nogle er til håndbold, andre vil hellere se Gift ved første blik.
Vi har 200.000 medlemmer,
som arbejder, som stemmer,
og vi skal ikke være til at komme udenom!
***
Vores kamp handler om hverdagen.
Om trivsel, tryghed og teknologi.
Vi skal kæmpe for, at vores medlemmer trives på deres arbejdsplads og i deres hverdag.
At der er balance i livet mellem arbejde, familie, transport og fritid, og at de kan være dem, de er med alt, hvad de er – også når de går på arbejde.
Vi skal også kæmpe for HK-familiens tryghed.
Der er droner i luften, prepping-lager i kælderen og høje priser i supermarkedet. Rigtig mange er bekymrede for, om pengene rækker, og om de kan holde til at arbejde, til de når pensionsalderen.
Ja, om de overhovedet har et arbejde at stå op til i morgen.
Dér er det vigtigt, at vi har medlemmernes ryg, og HK står altid klar med en udstrakt hånd og hjælp til at løse problemer på arbejdet, som ingen skal stå alene med.
Sidst, men ikke mindst, skal vi fokusere på teknologien.
Kunstig intelligens forandrer vores hverdag og vores arbejde; den tager det ikke fra os.
Og HK’ere er ikke bange for ny teknologi - vi er tit de første, der tager den i brug i vores arbejde. Det skal vi være stolte af – og det skal vi gøre opmærksom på! Teknologien skal ikke styre os. Vi skal styre den.
***
Kære venner.
Jeg er stolt af at stå her som kandidat til posten som forbundsformand i HK. I har allerede sat en retning med et nyt målprogram, og jeg er klar til at lede HK videre med dét som afsæt.
Men I ved det godt: Det bliver ingen badeferie.
Vi skal bygge vores fællesskab større og stærkere.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Men sandheden er, at dér hvor medlemmerne virkelig mærker værdien af fællesskabet i hverdagen.
Det, der gør den største forskel.
Det udføres af jer og jeres kollegaer på arbejdspladserne.
Jeg vil gerne stille mig i spidsen for vores fællesskab. Men det er jer, de tillidsvalgte, der bærer det.
***
I enhver familie går bølgerne nogle gange lidt højt ved køkkenbordet.
Sådan er det også i den familie, der hedder HK.
Det skal der være plads til.
Der er mere ro og latter ved køkkenbordet, når vi giver hinanden plads. Når vi finder den rette balance.
Det vil jeg gøre mit til.
For vi er stærkest sammen.
Vi er forpligtede på hinanden.
Vi har en fælles retning og et fælles mål:
Nemlig HK’ernes trivsel og tryghed.
HK’erne binder hverdagen sammen. Vi skal sørge for, at deres hverdag også hænger sammen.
Tak for jer.
Tak for ordet.
Og tak for fællesskabet!
I enhver familie går bølgerne nogle gange lidt højt ved køkkenbordet.
Sådan er det også i den familie, der hedder HK.
Det skal der være plads til.
Der er mere ro og latter ved køkkenbordet, når vi giver hinanden plads. Når vi finder den rette balance.
Det vil jeg gøre mit til.
For vi er stærkest sammen.
Vi er forpligtede på hinanden.
Vi har en fælles retning og et fælles mål:
Nemlig HK’ernes trivsel og tryghed.
HK’erne binder hverdagen sammen. Vi skal sørge for, at deres hverdag også hænger sammen.
Tak for jer.
Tak for ordet.
Og tak for fællesskabet!