Skip to content

Mads Samsings 1. maj-tale

HK Danmark

Om

Taler

Mads Samsing
HK Danmarks Forbundsnæstformand

Dato

Tale

Kære alle
Det er 1. maj. Solen skinner. Flere end 3 millioner lønmodtagere er i beskæftigelse og ledigheden er lav. 
Den danske økonomi er drønstærk. Det økonomiske råderum er for nylig opskrevet igen. Senest med 21 milliarder kroner, og der er nu 35 mia. i frit råderum i 2030. 
De penge er ikke faldet ned fra himlen.
Råderummet kommer af godt arbejde – lønmodtagernes gode arbejde! Jeres gode arbejde! 
Arbejdsmarkedet er kernen i et samfund og det danske arbejdsmarked er stærkt.
Vores arbejdsmarked er fleksibelt og arbejdsstyrken er  veluddannet. Det gør, at virksomhederne hurtigt kan omstille sig, hvilket er helt afgørende i en lille åben økonomi, som den danske.
Det gælder både i fredelige tider med fremgang, og det gælder i tider med uro og utryghed.
Det skyldes ikke mindst, at vi har en stærk fagbevægelse, der tager ansvar.
Vores velfungerende forhandlingsmodel, den danske model, leverer igen og igen stærke resultater. 
Senest har den vist sin styrke med overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked, som medlemmerne af HK og de øvrige fagforeninger stemte hjem med et stort ja og stor deltagelse. Tak for det.
Overenskomsterne leverer på det, der har betydet mest for flest. Ikke mindst i form af mere i løn og mere fleksibilitet.
Vi kan kun forhandle de resultater på plads, fordi vi har stor faglig styrke og høj legitimitet. Det har vi fordi lønmodtagerne organiserer sig i de overenskomstbærende fagforeninger – i de rigtige fagforeninger.
Modellen lever ikke kun når overenskomsten skal fornyes. Den lever og skaber resultater på arbejdspladserne dag efter dag.
I år er det 125 år siden, de første tillidsrepræsentanter blev valgt. Siden har tillidsrepræsentanten været rygraden i fagbevægelsen og den danske model. Både i forhold til at få flere kollegaer med i det faglige fællesskab og i forhold til at sikre, at fagforeningen er der, hvor medlemmerne er. På arbejdspladsen. Og ved at finde gode løsninger sammen med ledelsen.
Vi skylder en kamp tak til de tillidsvalgte. Uden de tillidsvalgte, ingen dansk model.
Den danske aftalemodel er én forudsætning for vores fleksible og stærke arbejdsmarked.
En anden forudsætning er vores velfærdsmodel.
Gode daginstitutioner, et stærkt sundhedsvæsen og en velfungerende hjemmepleje er ikke kun sociale goder.
De er forudsætninger for, at lønmodtagerne hver dag kan gå på arbejde og skabe velstand.
Et stærkt socialt sikkerhedsnet er afgørende for, at lønmodtagerne kan være nogenlunde trygge ved, at arbejdsmarkedet er så fleksibelt. Dagpengesystemet giver tryghed på et fleksibelt arbejdsmarked. Og det skal være bomstærkt.
Så når Alex Vanopslagh foreslår forringelser af dagpengesystemet, så siger vi fanme nej! 
Når  arbejdsgiverorganisationer foreslår forringelser af lønmodtagernes grundlæggende rettigheder og velfærd, så siger vi fra.
Og når et flertal på Christiansborg forringer indsatsen for at hjælpe vores arbejdsløse kolleger videre til det næste arbejde, så står vi imod.
Det gør vi for at passe på lønmodtagerne. Vi gør det for at passe på Danmark. 
Vi skal passe på lønmodtagerne i hele arbejdslivet.
Det skal være sundt og sikkert at gå på arbejde. Det er arbejdsgiverens ansvar.
Men det er ikke altid, de lever op til det.
Danmark har stress!
Samfundet går hvert år glip af arbejdstimer svarende til 55.600 fuldtidsbeskæftigede på grund af arbejdsrelateret stress. Og ja, der blev sagt arbejdsrelateret. 
Det giver et velstandstab på 55 mia. kr. om året.

  • Jeg har fået nok af arbejdsgivere, der individualiserer problemet og tilskriver stressen noget derhjemme.
  • Jeg har fået nok af arbejdsgivere, der ikke tager ansvaret på sig og forebygger stress. 
  • Og jeg har fået nok af arbejdsgivere der ikke hjælper at sygemeldte godt tilbage.
 
Stress rammer individuelt, men skal forebygges og håndteres kollektivt. 
Folketinget står overfor at skulle forhandle en ny folkesundhedslov. Og det er absolut nødvendigt, at de her tager livsgreb med stress og sikrer gode løsninger for almindelige mennesker. Det er ikke kun nødvendigt. Det er også rimeligt.
Det er også rimeligt at lønmodtagerne efter et langt arbejdsliv skal have ret til en værdig tilbagetrækning.
Et flertal på Christiansborg er i gang med at hæve pensionsalderen igen. Nu til 70 år. Vi hverken kan eller vil fortsætte på samme måde. Tiden er inde til et opgør med aftalen fra 2006, hvor der heller ikke er leveret på løfterne om at forbedre arbejdsmiljøet.
Folkepensionsalderen skal stige i langsommere takt, seniorpensionen bevares og retten til tidlig pension skal styrkes. Det er både retfærdigt og ansvarligt.
Kære venner.
Solen skinner, men mørke skyer lurer i horisonten. 
Putins overfald på Ukraine har nu varet i mere end tre år, og frygten for, han ikke stopper der, er velbegrundet. 
Trump og hans administration fralægger sig deres internationale ansvar, lægger sig ud med gode allierede og har startet en tåbelig handelskrig, som rammer lønmodtagerne, og de der har mindst, hårdest.
Verden er forandret.
Det stiller krav til os. Til fællesskabet. Til solidariteten. 
Vi skal i højere grad tage hånd om vores egen sikkerhed i Europa. Det betyder, at vi nødvendigvis må investere store summer. Og regningen for grøn omstilling og klimasikring skal stadig samles op. 
Men det må ikke ske på bekostning af den sociale balance.
Det er ikke ansvarligt, hvis det ikke også er socialt retfærdigt!
Og der er råd!
Det handler om prioritering. Det handler om, hvordan vi deler kagen.
Den danske økonomi er stærk og holdbar så langt øjet og regnemodellerne rækker. 
Før vi drejer på andre håndtag, bør vi bruge af det store økonomiske råderum, der er skabt af lønmodtagernes arbejde. Af jer.
Så ja – solen skinner i dag. Men vi ved, at det kræver arbejde at holde mørke skyer væk. Og det arbejde gør vi bedst sammen. Vi gjorde det i går. Vi gør det i dag. Og vi gør det i morgen igen.  Vi bygger fremtidens Danmark. 
Dag for dag. Slag for slag. Og ikke mindst aftale for aftale.
God kampdag!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags