Der er noget særligt ved at stå her. Et sted hvor vi alle kan samles, hylde grundloven og synge fællessange. Et sted hvor så mange før os har kæmpet med ord.
Og nu står jeg her. Ung i Danmark. I et land med demokrati. Og det burde jo være nok, Burde det ikke?
Mit navn er Lukas Karademir, jeg er 19 år – og hold da op, hvor er I mange. Det er mega overvældende. Og for at være helt ærlig, så føles det ret vildt at stå her og holde grundlovstale, midt i min eksamenstid i 3.g. Jeg har de seneste uger kæmpet med, eksamener, karakterpres og en konstant følelse af at skulle bevise mit værd som menneske. Så bare det at have fået lov til at være her, og sige noget højt, føles stort. For det er ikke hver dag, man som ung bliver lyttet til af så mange mennesker.
Men jeg må være ærlig: Det føles ikke altid som om, det er vores demokrati.
Ikke når regeringen vælger at skære i uddannelsen. Ikke når karakterkrav og adgangsbarrierer vokser, mens trivslen falder. Ikke når det føles som om, vores stemmer bliver hørt, men ikke lyttet til.
Nu vil jeg gerne stille jer et spørgsmål. Hvad siger datoen den 11. november jer? For mange af jer var det måske bare endnu en mandag. Men for mig, og for ti-tusindvis af andre unge, var det noget helt andet.
For det var den dag, hvor gymnasieelever over hele landet nedlagde undervisningen og gik på gaden. Fordi regeringen ville, hæve karakterkravene. Skære i gymnasierne. Og afskaffe 10. klasse. Gøre det sværere for unge at komme ind, og endnu hårdere at være der.
Så der stod vi sammen, midt i kulden, med bannere og skilte, med kampråb og musik. Unge, fra overalt i Danmark, kørt ind med busser til Christiansborg Slotsplads, unge med vidt forskellige baggrunde, og vidt forskellige uddannelsesoplevelser.
Men vi var der alle. Sammen. Trods den skarpe kulde. Og det gjorde mig virkelig stolt af at være ung.
For når systemet bliver for smalt til at vi alle kan være med, så rykker vi sammen trods forskellighed, og gør opmærksom på det. Ikke med vold. Ikke med had. Men med ord. Med fællesskab.
Og det er demokrati. For demokrati er ikke kun stemmesedler hvert fjerde år. Det er at stå i regnen med et skilt i hånden. Det er at sende mails, der aldrig bliver besvaret. Det er at blive ved.
Og det er det, vi gør.
For vi unge drømmer. Om både store og små ting. Nogle drømmer om at blive angstfri. Andre om at blive læge. Alle om at gøre en forskel.
Jeg drømmer om en fremtid, hvor man ikke skal vælge mellem karakterer og livsglæde.
Hvor alle har tid og overskud til både at være et individ med fritidsinteresser, mulighed for at engagere sig lokalt, være social, have et fritidsjob OG følge med i undervisningen - uden at have det dårligt.
Hvor man ikke hele tiden skal jonglere for at få livet til at hænge sammen
Jeg drømmer om et demokrati, hvor fællesskab ikke kun findes på papir, men i praksis. Hvor beslutninger bliver truffet med os, ikke bare for os.
Og jeg ved godt, at det lyder stort.
Men det starter i det små. Det starter med at lytte. Med at give plads. Med at forstå, at vores forskelligheder er en styrke, ikke et problem.
Så her fra Skamlingsbanken vil jeg sige en ting:
Tak til grundloven. Men vi er ikke færdige.
Vi har stadig noget at kæmpe for.
Mange tak for ordet.