Vi er samlet her i dag for Venezuela.
Og lad os slå én ting fast – klart og uden forbehold:
Det handler om folks ret til selvbestemmelse.
Retten til at vælge deres egen vej.
Retten til et fredeligt og retfærdigt liv – uden militære trusler, uden sanktioner, uden bomber.
Når et folk insisterer på at kontrollere deres egne ressourcer og fremtid, bliver de et mål.
Det er den samme imperialistiske logik, vi ser igen og igen.
USA og deres allierede taler om demokrati.
Men deres handlinger afslører sandheden:
Brud på folkeretten.
Antidemokratiske beslutninger om invasion og intervention.
Uslyldige mennesker dræbes.
Og de samme løgnehistorier gentages: narkotika, sikkerhed, “humanitære” bombninger.
I Venezuela blev fortællinger om narkosmugling brugt som påskud.
Men når kontrollen over olien er på spil, falder maskerne.
Imperialismen handler ikke om moral.
Den handler om magt og kontrol over ressourcer.
Denne gang forsøgte USA knap at skjule det.
Det var en åbenlys magtdemonstration – et signal til Venezuela og andre folk:
Ret jer ind, eller betal prisen.
Venezuela betaler allerede – ligesom Cuba er under angreb.
USA har næsten 80 militærbaser og enklaver i Mellemamerika, Caribien og Sydamerika.
Militariseringen stopper ikke dér.
Nu har USA også et fast fodfæste i Norden – Danmark, Sverige, Finland.
De havde allerede baser i Norge og Grønland.
USA behøver ikke NATO – NATO tilpasser sig USA.
Og lad os sige det som det er:
Vores medborgere bliver ikke oplyst.
Pressen udfylder ikke sin rolle.
Alt for ofte fungerer den som statens forlængede arm.
Når regeringen taler krig, gentager pressen ordene.
Når NATO leverer fortællingerne, viderebringes de ukritisk.
Der bliver ikke spurgt:
Hvem tjener på krigene?
Hvem betaler prisen?
Hvem dør?
Når bomber falder, kaldes det “sikkerhed”.
Når folkeretten brydes, kaldes det “nødvendigt”.
Når befolkninger straffes med sanktioner, kaldes det “uden alternativer”.
Oplysning er blevet en del af modstanden.
Sandhed er et våben.
Uden oplysning – ingen modstand.
Uden modstand – ingen fred.
For lad os se ærligt på os selv:
Danmark er ikke uskyldigt.
Danmark fungerer i dag som krigsnation.
Den danske våbenindustri er dybt integreret i USA’s krigsmaskine.
Vi producerer vitale dele til kampfly og militær teknologi, som anvendes i folkeretsstridige krige.
Og her spiller Mærsk en central rolle.
Mærsk er ikke bare et civilt rederi.
Mærsk er rygraden i USA’s globale forsynings- og transportapparat.
Fra tropper til våben til materiel – uden denne flåde ville USA’s evne til at føre krig svækkes.
Det er ikke tilfældigt.
Det er et bevidst samspil mellem kapital, militær og stat.
Samtidig har Danmark indgået baseaftaler, der underminerer suveræniteten.
Derfor er der indgivet stævning mod staten og søgt fri proces.
Kan en regering lovligt give fremmede militærstyrker vidtgående beføjelser uden demokratisk kontrol?
Folkeretseksperter er ikke i tvivl:
USA’s trusler mod Venezuela er i strid med FN-pagten.
Når Danmark politisk, militært og økonomisk understøtter det, pådrager vi os medansvar.
Vores regering taler om fred, men handler for profit.
Taler om demokrati, men binder Danmark til USA’s krige.
Imperialistiske alliancer varer i årtier, men de ændrer sig, når kapitalens interesser kræver det.
Folkenes solidaritet er anderledes.
Den er hverken midlertidig eller betinget.
Den stopper ikke ved grænser.
Derfor står vi her i dag:
I solidaritet med det venezuelanske folk.
I solidaritet med alle folk, der kæmper for selvbestemmelse.
Og i modstand mod et imperialistisk system, som vores regering er en del af.
Verdens befolkninger må samle sig – I fælles international kamp for fred.
For nedrustning.
For alles ret til et liv i retfærdighed.