Første maj – arbejdernes internationale kampdag.
En dag, hvor vi ser på den verden, vi står i.
Og som fredsaktivist er der virkelig kaldt ind til overarbejde, vi vidner et endeløst vanvid på verdensplan.
Vi er heldige at bomberne ikke falder her, for Danmark er en del af KRIGSSTRUKTUREN.
En struktur, hvor politik, kapital og militær smelter sammen.
Hvor Danmark er en AKTIV DEL af den globale krigsøkonomi.
Når virksomheder transporterer militært materiel eller producerer komponenter til våben og kampfly, er det ikke neutral teknologi.
Det er en del af KRIGENS INFRASTRUKTUR.
Og det materiel bliver brugt.
I krige, hvor civile betaler prisen.
For krig er ikke tal og strategier.
Det er mennesker.
Det er familier, der mister deres hjem.
Det er børn, der vokser op med bomber i stedet for tryghed.
Og det er hverken uundgåeligt eller nødvendigt
Det er en hel klar PRIORITERING.
Mens der tales om fred, investeres der i oprustning.
Milliarder flyttes fra velfærd til våben.
Vi får at vide, det er nødvendigt.
Men sandheden er enkel:
Der er altid penge til krig – men ALDRIG NOK TIL MENNESKER.
Militariseringen rykker tættere på vores hverdag.
Ind i uddannelser, forskning og lokalsamfund.
Militære hensyn får forrang over rettigheder og demokrati.
Når regler står i vejen for militæret, så ændrer man reglerne.
Det er et pres på DEMOKRATIET.
Krig handler ikke kun om våben.
Krig er også KONTROL af befolkningen.
Når frygten vokser, vokser overvågningen.
Når sikkerhed bliver det højeste mål, bliver frihed gjort betinget.
Men sikkerhed uden frihed er ikke tryghed.
Det er FASCISME.
Derfor er fredskamp også en kamp for vores rettigheder.
Samtidig gives der adgang til militære baser på dansk jord med beføjelser, der udfordrer suverænitet og retssikkerhed.
De kalder det sikkerhed.
Men sikkerhed for hvem?
Og som om det ikke er nok, ser vi noget, vi burde have lagt bag os: talen om atomvåben.
Atomvåben skaber ikke sikkerhed.
De er en TRUSSEL MOD ALT LIV.
Derfor må modstanden være klar: NEJ TIL ATOMVÅBEN.
Og Historien viser os, hvor styrken ligger: i solidaritet, fællesskab og strejkeret.
Der var en tid, hvor helt almindelige mennesker sagde fra.
Hvor arbejdere organiserede sig og nægtede at acceptere krigens logik.
Den tradition står vi i dag med ansvaret for at føre videre.
For det er arbejderklassen, der betaler prisen – i velfærd, i liv og i fremtid.
Derfor må fredskampen tilbage på arbejdspladserne.
For uden arbejdskraft – intet krigsmaskineri.
Fredskamp er også en kamp for demokrati og menneskelig værdighed.
Krig og racisme går nemlig hånd i hånd.
Der skabes fjendebilleder og splittelse.
Vi MÅ insistere på noget andet:
Et Danmark, der er en fredsskabende nation.
Men det kræver handling.
Magt flytter sig ikke af ord alene.
Den flytter sig, når mennesker organiserer sig.
NEJ til militarisering. NEJ til krigsbaser. NEJ til atomvåben.
JA til velfærd. JA til retfærdighed. JA til fred. JA til international solidaritet.
Ja til pension uden folkedrab
Lad os sammen tage initiativer, der smelter sammen i den fremtid vi ønsker for vores børn – med fred, solidaritet og retfærdighed.
TID TIL FRED – aktiv mod krig – Tak for ordet.