Lisbet Kjær Müllers prædiken fastelavns søndag

Prædiketeksten fra Markusevangeliet er lige blevet læst op af en udklædt person. Jeg spørger ham, hvem han er klædt ud som. Svaret er: en arabisk sheik. Og jeg fortsætter: I er mange, der er klædt ud, og nu går jeg ned i kirken og spørger nogle af børnene, hvem de er. Én er skildpadde, og jeg spørger, om der er andre dyr, en løve måske? (der er en tiger, en kat, et lam). Selv ser jeg to prinsesser, en indianer.

Vi klæder os ud, fordi det er sjovt. Fordi det er sjovt at være en anden. Et dyr måske eller…

Nogle af jer vil måske gerne være en helt anden: en prinsesse eller en sheik?

Når vi klæder os ud, kan det være svært at kende hinanden. Du bliver en anden.

Nu har jeg lovet jer på fastelavnsplakaten til i dag, at I skal møde Gud? Er der nogen af jer, der kan se Gud herinde? (Ingen svarer)

Gud er ikke klædt ud! Gud er klædt af til skinnet – kun et lille linnedklæde omkring livet. I kan se Gud bag mig på Lindevang Kirkes altertavle. Det er Gud på korset i midten – næsten nøgen – afklædt. Kærligheden klæder af. Så sårbar er kærligheden, nøgen.

At elske Gud af hele sit hjerte er at se Jesus som Gud. Gøre Jesus til Gud. At elske sin næste er at gøre som Jesus: Se det andet menneske som det er – ikke som jeg forestiller mig det. At lade maskerne falde. Lade skjoldet revne. Vi taler også om at være klædt på til et møde for eksempel. Kærligheden afslører os som dem, vi er bag maskerne: sårbare, kostbare – derfor skal vi passe på hinanden.

Nu skal vi synge: Husk dit navn…