Kære rektor Jens Ringsmose, kære undervisere, kære ansatte og ikke mindst: Kære medstuderende.
Tillykke med de 60 år til Syddansk Universitet!
Jeg er meget beæret over at få lov til at sige et par ord i dag som studerende på det universitet, vi fejrer.
Når man som statskundskabsstuderende ser på SDU, ser man særligt en institution i udvikling.
Da Odense Universitet åbnede i 1966, foregik undervisningen i lånte lokaler rundt omkring i byen. Senere flyttede dele af universitetet ind i midlertidige barakker. Men fra lokaler til låns og midlertidige barakker er SDU vokset til et stort universitet med fem campusser og tusindvis af studerende.
Gennem alle 60 år har vores universitet slået dybe rødder.
SDU har måske nået en vis alder, men universitetet har bestemt ikke fået grå hår i toppen.
Vores universitet har tværtimod aldrig været mere levende, mere dynamisk eller mere klar til fremtiden.
Det skyldes først og fremmest mennesker.
Det blev vi mindet om tidligere i morges, da tre nye citater blev præsenteret ved Interstitiel. Det ene af forfatteren Solvej Balle: “Jeg vågner og går omkring i historien. Jeg kan mærke min hjerne vokser.”
Her på SDU går vi omkring i historien. Vi bliver klogere på det, der var her før os, og vi er med til at forme det, der kommer.
For os, der har vores daglige gang på SDU, er universitetet derfor meget mere end tal i en årsrapport. Det er et helt særligt økosystem.
Det er de uendelige, grå betonboulevarder, som først lignede en labyrint, men nu føles som hjem. Det er litervis af kaffe, mens vi desperat forsøger at gennemskue komplekse teorier og samtidig forbereder os på den næste deadline på itslearning.
Så netop de ansatte og underviserne skylder vi en kæmpe tak i dag.
I er SDU’s bankende hjerte. Det er jer på Studieservice, der redder os, når vi er ved at misse en deadline. Det er jer i kantinen, der holder os i live på de helt lange læsesalsdage. Og det er jer undervisere, der tænder lyset i vores øjne og udfordrer vores måder at se verden på.
Takket være jer er SDU ikke bare en institution, der udleverer et stykke papir med et tal og et stempel, når studiet slutter. Det er også et sted, der danner os som kritiske tænkere.
Men universitetet er ikke kun det, vi modtager. Det er i høj grad også det, vi selv giver.
SDU er de fællesskaber, vi bygger, og det ansvar, vi tør tage for hinanden. Når vi engagerer os – hvad enten det er i fagråd, foreninger eller i fredagsbaren – så gør vi universitetet levende.
Gennem vores engagement uddanner SDU ikke bare kandidater til arbejdsmarkedet, men danner medansvarlige borgere i vores demokrati.
Og det er den kerne, vi skal tage med os ind i fremtiden.
Når SDU om yderligere 60 år fejrer sit 120-års jubilæum i 2086, vil universitetet uden tvivl se anderledes ud end i dag.
Måske logger de studerende på via hologrammer fra Mars, mens en AI-drevet supercomputer holder festtalen. Måske er statskundskab blevet til Galaktisk Politik. Og måske har letbanen lært at køre til tiden.
Men uanset teknologiens udvikling håber jeg, at kernen er den samme: Nysgerrigheden. Fællesskabet. Og mødet mellem mennesker, der vil blive klogere på verden og på hinanden – også på tværs af uddannelser.
For algoritmer kan regne, men de kan ikke drømme. Det kræver studerende og forskere af kød og blod.
Vi står over for globale udfordringer, en klimakrise, krige og teknologiske forandringer. Det er udfordringer uden enkle løsninger.
SDU kan ikke give os alle svarene. Til gengæld kan universitetet lære os at stille de svære spørgsmål, tænke selvstændigt og finde løsninger sammen.
Så lad os fejre de første 60 år og skåle for de næste 60. Lad os fejre de ansatte, der gør universitetet magisk, og de studerende, der fylder gangene med liv og ambitioner.
Lad os blive ved med at gå omkring i historien. Lad os blive ved med at mærke vores hjerner vokse. Og lad os bruge det, vi lærer, til at forme fremtiden.
Skål for SDU. Skål for fællesskabet. Skål for det stærke engagement.
Og rigtig godt jubilæum til os alle sammen!
Tak for ordet.
Tillykke med de 60 år til Syddansk Universitet!
Jeg er meget beæret over at få lov til at sige et par ord i dag som studerende på det universitet, vi fejrer.
Når man som statskundskabsstuderende ser på SDU, ser man særligt en institution i udvikling.
Da Odense Universitet åbnede i 1966, foregik undervisningen i lånte lokaler rundt omkring i byen. Senere flyttede dele af universitetet ind i midlertidige barakker. Men fra lokaler til låns og midlertidige barakker er SDU vokset til et stort universitet med fem campusser og tusindvis af studerende.
Gennem alle 60 år har vores universitet slået dybe rødder.
SDU har måske nået en vis alder, men universitetet har bestemt ikke fået grå hår i toppen.
Vores universitet har tværtimod aldrig været mere levende, mere dynamisk eller mere klar til fremtiden.
Det skyldes først og fremmest mennesker.
Det blev vi mindet om tidligere i morges, da tre nye citater blev præsenteret ved Interstitiel. Det ene af forfatteren Solvej Balle: “Jeg vågner og går omkring i historien. Jeg kan mærke min hjerne vokser.”
Her på SDU går vi omkring i historien. Vi bliver klogere på det, der var her før os, og vi er med til at forme det, der kommer.
For os, der har vores daglige gang på SDU, er universitetet derfor meget mere end tal i en årsrapport. Det er et helt særligt økosystem.
Det er de uendelige, grå betonboulevarder, som først lignede en labyrint, men nu føles som hjem. Det er litervis af kaffe, mens vi desperat forsøger at gennemskue komplekse teorier og samtidig forbereder os på den næste deadline på itslearning.
Så netop de ansatte og underviserne skylder vi en kæmpe tak i dag.
I er SDU’s bankende hjerte. Det er jer på Studieservice, der redder os, når vi er ved at misse en deadline. Det er jer i kantinen, der holder os i live på de helt lange læsesalsdage. Og det er jer undervisere, der tænder lyset i vores øjne og udfordrer vores måder at se verden på.
Takket være jer er SDU ikke bare en institution, der udleverer et stykke papir med et tal og et stempel, når studiet slutter. Det er også et sted, der danner os som kritiske tænkere.
Men universitetet er ikke kun det, vi modtager. Det er i høj grad også det, vi selv giver.
SDU er de fællesskaber, vi bygger, og det ansvar, vi tør tage for hinanden. Når vi engagerer os – hvad enten det er i fagråd, foreninger eller i fredagsbaren – så gør vi universitetet levende.
Gennem vores engagement uddanner SDU ikke bare kandidater til arbejdsmarkedet, men danner medansvarlige borgere i vores demokrati.
Og det er den kerne, vi skal tage med os ind i fremtiden.
Når SDU om yderligere 60 år fejrer sit 120-års jubilæum i 2086, vil universitetet uden tvivl se anderledes ud end i dag.
Måske logger de studerende på via hologrammer fra Mars, mens en AI-drevet supercomputer holder festtalen. Måske er statskundskab blevet til Galaktisk Politik. Og måske har letbanen lært at køre til tiden.
Men uanset teknologiens udvikling håber jeg, at kernen er den samme: Nysgerrigheden. Fællesskabet. Og mødet mellem mennesker, der vil blive klogere på verden og på hinanden – også på tværs af uddannelser.
For algoritmer kan regne, men de kan ikke drømme. Det kræver studerende og forskere af kød og blod.
Vi står over for globale udfordringer, en klimakrise, krige og teknologiske forandringer. Det er udfordringer uden enkle løsninger.
SDU kan ikke give os alle svarene. Til gengæld kan universitetet lære os at stille de svære spørgsmål, tænke selvstændigt og finde løsninger sammen.
Så lad os fejre de første 60 år og skåle for de næste 60. Lad os fejre de ansatte, der gør universitetet magisk, og de studerende, der fylder gangene med liv og ambitioner.
Lad os blive ved med at gå omkring i historien. Lad os blive ved med at mærke vores hjerner vokse. Og lad os bruge det, vi lærer, til at forme fremtiden.
Skål for SDU. Skål for fællesskabet. Skål for det stærke engagement.
Og rigtig godt jubilæum til os alle sammen!
Tak for ordet.