Line Barfods båltale

Dejligt at se så mange. På trods af vejret.

Jeg er altid glad for at fejre Sankt Hans, vores midsommerfest.

Fejre årstidernes skiften. Fejre at det nu er ved at være tid til sommerferie for de fleste af os.

Jeg elsker at bo i Danmark, hvor der er så stor forskel på årstiderne. Når det er så varmt om sommeren, at jeg har svært ved at huske de kolde vinterdage. Og når jeg om vinteren cykler afsted med sneen piskende ind i ansigtet, og luner mig lidt ved tanken om, at om få måneder, så vender det. Så kommer solen og varmen tilbage.

Og selv her i storbyen kan vi se ændringerne i naturen. Først vintergækkerne der kommer frem, så tulipaner og påskeliljer, træerne springer ud og pludselig er foråret blevet til sommer, midsommer med de lange lyse nætter, friske jordbær og blomster. Så efteråret hvor træerne får de mest fantastiske farver og børnene samler kastanjer og laver dyr ud af dem med et par tændstikker til hjælp.

Men med alt det forfærdelige der sker i verden. Krig i Ukraine, folkemord i Gaza, USA's hastige afvikling af demokrati. Så kan det føles ligegyldigt, og ja til tider forkert at fejre midsommeren og afholde en folkefest, som vi gør i dag. Men det vi mødes og gør i dag, er lige præcis den ret som, der kæmpes for verdenen over. Den sikkerhed og tryghed, som vi har sammen i dag, skal vi være stolte af, men vi skal også passe på den. 

Der kæmpes verdenen over for retten til at kunne have et godt liv, hvor man kan se op på himlen uden at frygte at se bombefly, hvor man ved at ens børn får nok mad og drikke og kan få en uddannelse. Hvor man kan feste med sin familie og sine naboer uden at frygte for sit liv.

Netop derfor skal vi igen og igen kræve at vores egen regering gør alt, hvad den kan. Lægge det maksimale folkelige pres. 

Så regeringen ikke længere kan gemme sig bag flotte ord og påstået sympati. For alt imens dødstallet stiger og stiger i Gaza, så kigger regeringen tavse på. Derfor skal vi kræve at Danmark stopper alt direkte og indirekte våbenhandel med Israel. Vi skal kræve, at Danmark endelig anerkender Palæstina som en selvstændig stat, som blandt andre vores naboer i Sverige og Norge har gjort. Noget som vi i Enhedslisten har kæmpet for i årevis for, og den kamp kommer vi til at fortsætte med. 

Men samtidig med at vi skal presse regeringen, samtidig med støtten til folk i andre lande, så skal vi også fortsætte vores liv, vi skal styrke vores demokrati, vores velfærd og vores sammenhold og tillid til hinanden. Det at holde fest sammen, at mødes på kryds og tværs, det er en vigtig del af det, der styrker vores samfund. Og dermed giver os styrke til at kæmpe for at andre folk skal kunne gøre det samme. 

Men vores sammenhold er truet i Danmark. Uligheden vokser og vokser. Der bliver flere og flere børn, der vokser op i fattigdom. Og fra 1. juli bliver mange flere mennesker endnu fattigere, når den nye kontanthjælpsreform træder i kraft. Vi kommer til at se mange, der mister deres bolig og bliver hjemløse. Alt imens vi lever i et af verdens rigeste lande. Og selvom finansministeren så sent som i dag har fundet endnu flere milliarder i det økonomiske råderum.

Jeg kunne godt tænke mig at have sådan et rum. Det lyder som noget fra eventyrernes verden. Men jeg kan ikke forstå, at finansministeren så ikke vil bruge bare nogle af de mange penge på at udrydde fattigdom i Danmark, på at skabe et velfærdssamfund, hvor alle kan få den hjælp og støtte, som de har brug for. Hvor vi er trygge ved at aflevere vores børn i vuggestuen, og der er lærere nok i skolerne. Og lad os give nogle penge til de mange ude i verden, der virkelig trænger til hjælp. 

Og lad os bruge pengene på bedre og billigere kollektiv transport, og på flere boliger, som københavnere med almindelige indkomster har råd til. 

For særligt på boligmarkedet mærker vi i København, hvordan uligheden stiger. Det er ekstremt svært at finde en bolig i København, der kan betales med en almindelig indkomst. Og billige boliger, dem har vi snart ingen af. 

I alt for mange år har Socialdemokraterne været optaget af, at byggegrunde skulle sælges så dyrt som muligt. 

De har fået den helt forskruede ide, at hvis der bare bliver bygget rigtig mange dyre boliger, så kommer de billige boliger af sig selv. 

Men det er endnu ikke sket. De dyre boliger bliver dyrere og dyrere. Og der bliver færre boliger, der kan betales af pædagoger, rengøringsmedarbejdere, butiksassistenter, sygeplejersker og murerarbejdsmænd.  

Det er stadig ikke gået op for Socialdemokraterne, at hvis man vil have billige boliger, så skal man bygge billige boliger. Derfor er der brug for et stærkt Enhedslisten på Københavns Rådhus. Der hver dag kæmper for boliger, som jer der er her i dag har råd til, som københavnere med helt almindelige indkomster har råd til.  

For lige nu er København ved at knække over, og den ene hundedyre private udlejningsbolig skyder op efter den anden. Alt i mens Socialdemokratiet og de borgerlige partier blindt forsætter af den vej, som har fået boligpriserne til at eksplodere i København. 

Det skal stoppes, og det kan stoppes! 

Vi skal have et København alle har råd til. 

Et København hvor de, der arbejder i byen, også har råd til at bo her. Hvor vores unge kan finde en bolig, når de flytter hjemmefra. Også de unge der ikke har valgt at have rige forældre, der kan købe en lejlighed til dem. De unge der i dag igen og igen må flytte fra et lejet dyrt værelse, til en vens sofa, til et nyt dyrt værelse og så igen ender på en vens sofa. 

Derfor 

Så København kan blive en by alle har råd til at bo i.  

Jeg startede min tale, med at tale om vejret. For jeg holder meget af det omskiftelige danske vejr. Selvom det i dag godt måtte være lidt mindre omskifteligt. 

Men i de seneste år har vejret ændret sig. Vi har fået mere og mere ekstremt vejr. Der kommer skybrud, stormflod og hedebølger med større styrke og langt oftere end tidligere.  

Det er klimaforandringerne der er begyndt at slå igennem. 

Derfor skal vi sætte turbo på den grønne omstilling. Det er der heldigvis stor opbakning til hos borgerne i København og vi har masser af dygtige virksomheder og engagerede organisationer, der presser på for at vi får sat fart på. 

Og det fantastiske er, at vi kan gennemføre en grøn omstilling, der samtidig er socialt retfærdig. 

Social retfærdig grøn omstilling er at gøre kollektiv transport langt billigere end det er i dag, så studerende kan komme hjem og besøge deres mor eller far, hvis de bor udenfor København, uden at det skal slå et hul i et allerede presset budget. 
 
Social retfærdig grøn omstilling er at gøre det tryggere og nemmere at komme rundt i byen på cykel. Så dem der ikke har råd til en bil, også har råd og mulighed for at komme rundt. Og så der bliver bedre plads til dem, der ikke kan undvære en bil fx håndværkere og mennesker med handicap.  

Samtidig med at byen bliver rarere for os alle at være i, når vi får plads til flere træer og gode byrum. 

En social retfærdig grøn omstilling er, når der bliver flere folkekøkkener og fællesspisninger, så vi nedbringer madspild, samtidig med at det bliver nemmere som børnefamilie, der ind imellem ikke har overskud til at lave aftensmad. 

Når vi gør det nemmere at få repareret sit køleskab, cyklen eller støvlerne, så kan vi spare mange penge og ressourcer. Samtidig med at vi brænder mindre affald af.

Jeg drømmer om og arbejder for et rødt og grønt København. Et København hvor vi kan cykle af sted om morgenen og høre fuglene synge i de grønne træer, se børnene cykle trygt i skole. Et København hvor vi på vej hjem fra arbejde kan sætte os i et grønt byrum og se livet omkring os, drikke et glas vin, en øl eller en kop kaffe med nogen venner. 

En by hvor jeg er helt tryg ved at se mine børnebørn vokse op og en by, hvor jeg stoler på, at jeg og alle andre har råd til at blive boende resten af livet. 

Et København hvor vi kan mødes og feste sammen til Sankt Hans. 

Det København kan vi skabe sammen! 

RIGTIG GOD SANKT HANS