God 1. maj. God kampdag.
Som teknik- og miljøborgmester i København taler jeg hver dag med rigtig mange mennesker. Det er en del af mit arbejde. Jeg synes, det er en virkelig dejlig del af mit arbejde.
For ikke så lang tid siden talte jeg med et par unge studerende. De fortalte deres historie. Og den bed sig fast hos mig. Den gjorde indtryk.
For de fortalte mig, at de var glade for København, men de kunne simpelthen ikke få det til at fungere. For de kunne ikke finde et sted at bo.
De måtte konstant flytte rundt. Blev smidt ud af værelserne, de lejede. Måtte låne sofaen hos venner, for at få tag over hovedet. Så igen et nyt lejet værelse. Ny opsigelse. Igen vennernes sofa. Det gjorde det tæt på umuligt at passe studierne.
Alt sammen fordi boligmarkedet i København er gået amok. Grådigheden hersker og det er stort set umuligt at få foden indenfor. Medmindre du selv eller dine forældre har millioner i banken.
Det havde de unge studerende, jeg mødte, ikke.
Derfor kunne de ikke skabe sig et hjem.
Desværre er de langt fra alene.
Jeg hører også fra pædagoger, rengøringsfolk, butiksansatte, håndværkere, der ikke har råd til et hjem i København. I stedet må de flytte langt uden for byen.
Det kan vi ikke være bekendt. Det er for dårligt. Det er ikke den by, vi vil have.
Når det er nærmest umuligt at finde en bolig der er til at betale, for dem der gør rent, dem der passer vores børn og dem der arbejder i supermarkederne, så er der noget helt galt.
Heldigvis kan vi lave det om, hvis vi vil.
For er der noget, som første maj minder os om, så er det, at vi kan skabe forandringer, hvis vi gør det i fællesskab.
Det har arbejderbevægelsen gjort i 100 år.
Og venner; vi kan gøre det igen.
Da jeg var barn, rev de voksne plankeværkerne ned mellem de mange små mørke baggårde. De brækkede asfalten op. De gik sammen i fællesskab for at skaffe sollys og grønt og for at give mere plads til børnene.
De gik sammen for at skabe en bedre by.
Det gjorde de også, da de protesterede mod motorvejsbyggerier og lavede cykeldemonstrationer for cykelstier.
Og det virkede. Vi fik ikke en motorvej tværs over søerne. Vi fik mange flere cykelstier.
Det er lige præcis den slags fællesskaber, der skal være med til at få København på rette kurs igen.
Sammen kan vi sige stop for de grådige kapitalfonde, der suger livet ud af København. Vi skal sammen sige stop til spekulanterne.
Boligerne i København skal ikke være spekulationsobjekter. De skal være hjem.
Hjem for studerende. Hjem for håndværkere, pædagoger, butiksansatte. Hjem for folk med ganske almindelige indkomster. Og hjem for vores udsatte borgere.
For lige meget, hvem du er. Lige meget, hvor du er vokset op. Lige meget, hvor mange eller hvor få penge, du og dine forældre har. Så skal København være en by, du kan kalde dit hjem.
Et hjem er der hvor man føler sig tryg. Et hjem er der hvor man kan være sammen med sin familie og med sine venner.
Til kommunalvalg i november skal københavnerne beslutte, hvilken by de ønsker i fremtiden. De skal beslutte om København fortsat skal være et spekulant-paradis. Eller om vi skal udvikle byen for, dem bor i den. Dem der får byen til at fungere.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan og vi i Enhedslisten vil gøre alt hvad vi kan for, at København igen bliver et sted, hvor der er hjem til alle.
Vi vil skabe en by, hvor det er rart at være. En grøn by, med plads til mennesker.
En by, hvor vi tager ansvar for hinanden og for klimaet.
--
For vi kommer ikke uden om, at klimaforandringerne bliver værre og værre.
For at bruge Connie Hedegaards ord, så kan vi ikke lave en deal med klimaet. Klimaet er ligeglad med toldsatser og våbenhvile. Klimaforandringerne er her, og kommer til at blive værre og værre, hvis vi ikke handler. Og handler nu.
København er en af de rigeste byer i verden. Og når vi går sammen i fællesskaber, kan vi forandre verden.
For mig er det helt afgørende, at den grønne omstilling bliver social retfærdig.
Det kan ikke være rigtigt, at det er dem, der har mindst, der igen skal holde for.
Mens de rige flyver i privatfly, spiser argentinsk oksekød og kører i milliondyre biler.
Løsninger på klimakrisen er fælles løsninger.
Det er fjernvarme, så det bliver meget nemmere og billigere at skifte til vedvarende energi.
Det er kollektiv trafik og gode cykelforhold, så man nemt kan komme til børnehave, skole, indkøb og fritidsaktiviteter.
Det er nærgenbrugsstationer, hvor alle kan aflevere det, de ikke selv kan bruge og hente det, de kan bruge.
Det er de fælles løsninger. De nemme, gode og grønne valg.
--
Der er rigtig mange kriser, krige og konflikter i verden i dag. Man kan nemt føle sig magtesløs. Man kan nemt tænke: Nytter det at gå med i en demonstration. Nytter det at købe mere grønt. Nytter det at klage over en alt for høj husleje. Nytter det at strejke. Ændrer det for alvor noget?
Så er det vigtigt at huske på de mange sejre vi har vundet tidligere. De mange strejker arbejderne har gennemført i flere generationer har sikret at de fleste i dag har ordnede løn- og arbejdsvilkår. Og kampen fortsætter!
Kvindebevægelsens gentagne aktioner og aktive arbejde har gjort at vi kvinder i dag har stemmeret og er kommet langt med ligestilling. Og kampen fortsætter!
Lejerbevægelsens vedholdne arbejde der førte til lejelov og for få år siden indgrebet mod Blackstone. Også den kamp fortsætter!
Og når 250.000 borgere i sidste uge deltog i Klimahandlingsdagen i nabofællesskaber, så rykker det.
Vi er oppe imod stærke kræfter. Spekulanter, kapitalfonde, oligarker og alle deres lobbyister.
Men når vi er mange nok der står sammen, så kan vi forandre verden!
Politikerne på Rådhuset eller på Christiansborg kan ikke forandre byen alene. Men når vi er mange der går sammen, så kan vi skabe de store forandringer.
Når alle vi står sammen, så kan vi sætte turbo på den grønne omstilling. Så kan vi sammen kræve boliger, der er til at betale.
Så kan vi sammen skabe en by, et København, for alle.
GOD KAMPDAG
GOD 1. MAJ
Som teknik- og miljøborgmester i København taler jeg hver dag med rigtig mange mennesker. Det er en del af mit arbejde. Jeg synes, det er en virkelig dejlig del af mit arbejde.
For ikke så lang tid siden talte jeg med et par unge studerende. De fortalte deres historie. Og den bed sig fast hos mig. Den gjorde indtryk.
For de fortalte mig, at de var glade for København, men de kunne simpelthen ikke få det til at fungere. For de kunne ikke finde et sted at bo.
De måtte konstant flytte rundt. Blev smidt ud af værelserne, de lejede. Måtte låne sofaen hos venner, for at få tag over hovedet. Så igen et nyt lejet værelse. Ny opsigelse. Igen vennernes sofa. Det gjorde det tæt på umuligt at passe studierne.
Alt sammen fordi boligmarkedet i København er gået amok. Grådigheden hersker og det er stort set umuligt at få foden indenfor. Medmindre du selv eller dine forældre har millioner i banken.
Det havde de unge studerende, jeg mødte, ikke.
Derfor kunne de ikke skabe sig et hjem.
Desværre er de langt fra alene.
Jeg hører også fra pædagoger, rengøringsfolk, butiksansatte, håndværkere, der ikke har råd til et hjem i København. I stedet må de flytte langt uden for byen.
Det kan vi ikke være bekendt. Det er for dårligt. Det er ikke den by, vi vil have.
Når det er nærmest umuligt at finde en bolig der er til at betale, for dem der gør rent, dem der passer vores børn og dem der arbejder i supermarkederne, så er der noget helt galt.
Heldigvis kan vi lave det om, hvis vi vil.
For er der noget, som første maj minder os om, så er det, at vi kan skabe forandringer, hvis vi gør det i fællesskab.
Det har arbejderbevægelsen gjort i 100 år.
Og venner; vi kan gøre det igen.
Da jeg var barn, rev de voksne plankeværkerne ned mellem de mange små mørke baggårde. De brækkede asfalten op. De gik sammen i fællesskab for at skaffe sollys og grønt og for at give mere plads til børnene.
De gik sammen for at skabe en bedre by.
Det gjorde de også, da de protesterede mod motorvejsbyggerier og lavede cykeldemonstrationer for cykelstier.
Og det virkede. Vi fik ikke en motorvej tværs over søerne. Vi fik mange flere cykelstier.
Det er lige præcis den slags fællesskaber, der skal være med til at få København på rette kurs igen.
Sammen kan vi sige stop for de grådige kapitalfonde, der suger livet ud af København. Vi skal sammen sige stop til spekulanterne.
Boligerne i København skal ikke være spekulationsobjekter. De skal være hjem.
Hjem for studerende. Hjem for håndværkere, pædagoger, butiksansatte. Hjem for folk med ganske almindelige indkomster. Og hjem for vores udsatte borgere.
For lige meget, hvem du er. Lige meget, hvor du er vokset op. Lige meget, hvor mange eller hvor få penge, du og dine forældre har. Så skal København være en by, du kan kalde dit hjem.
Et hjem er der hvor man føler sig tryg. Et hjem er der hvor man kan være sammen med sin familie og med sine venner.
Til kommunalvalg i november skal københavnerne beslutte, hvilken by de ønsker i fremtiden. De skal beslutte om København fortsat skal være et spekulant-paradis. Eller om vi skal udvikle byen for, dem bor i den. Dem der får byen til at fungere.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan og vi i Enhedslisten vil gøre alt hvad vi kan for, at København igen bliver et sted, hvor der er hjem til alle.
Vi vil skabe en by, hvor det er rart at være. En grøn by, med plads til mennesker.
En by, hvor vi tager ansvar for hinanden og for klimaet.
--
For vi kommer ikke uden om, at klimaforandringerne bliver værre og værre.
For at bruge Connie Hedegaards ord, så kan vi ikke lave en deal med klimaet. Klimaet er ligeglad med toldsatser og våbenhvile. Klimaforandringerne er her, og kommer til at blive værre og værre, hvis vi ikke handler. Og handler nu.
København er en af de rigeste byer i verden. Og når vi går sammen i fællesskaber, kan vi forandre verden.
For mig er det helt afgørende, at den grønne omstilling bliver social retfærdig.
Det kan ikke være rigtigt, at det er dem, der har mindst, der igen skal holde for.
Mens de rige flyver i privatfly, spiser argentinsk oksekød og kører i milliondyre biler.
Løsninger på klimakrisen er fælles løsninger.
Det er fjernvarme, så det bliver meget nemmere og billigere at skifte til vedvarende energi.
Det er kollektiv trafik og gode cykelforhold, så man nemt kan komme til børnehave, skole, indkøb og fritidsaktiviteter.
Det er nærgenbrugsstationer, hvor alle kan aflevere det, de ikke selv kan bruge og hente det, de kan bruge.
Det er de fælles løsninger. De nemme, gode og grønne valg.
--
Der er rigtig mange kriser, krige og konflikter i verden i dag. Man kan nemt føle sig magtesløs. Man kan nemt tænke: Nytter det at gå med i en demonstration. Nytter det at købe mere grønt. Nytter det at klage over en alt for høj husleje. Nytter det at strejke. Ændrer det for alvor noget?
Så er det vigtigt at huske på de mange sejre vi har vundet tidligere. De mange strejker arbejderne har gennemført i flere generationer har sikret at de fleste i dag har ordnede løn- og arbejdsvilkår. Og kampen fortsætter!
Kvindebevægelsens gentagne aktioner og aktive arbejde har gjort at vi kvinder i dag har stemmeret og er kommet langt med ligestilling. Og kampen fortsætter!
Lejerbevægelsens vedholdne arbejde der førte til lejelov og for få år siden indgrebet mod Blackstone. Også den kamp fortsætter!
Og når 250.000 borgere i sidste uge deltog i Klimahandlingsdagen i nabofællesskaber, så rykker det.
Vi er oppe imod stærke kræfter. Spekulanter, kapitalfonde, oligarker og alle deres lobbyister.
Men når vi er mange nok der står sammen, så kan vi forandre verden!
Politikerne på Rådhuset eller på Christiansborg kan ikke forandre byen alene. Men når vi er mange der går sammen, så kan vi skabe de store forandringer.
Når alle vi står sammen, så kan vi sætte turbo på den grønne omstilling. Så kan vi sammen kræve boliger, der er til at betale.
Så kan vi sammen skabe en by, et København, for alle.
GOD KAMPDAG
GOD 1. MAJ