Mit navn er Lida Afghan.
Jeg er dansk-afghaner.
Det vil sige, at jeg er opvokset i Danmark.
Gået i Børnehave, skole, gymnasie og taget en uddannelse her.
Men jeg har afghanske rødder.
Jeg snakker flere sprog, spiser qabuli palaw og bolani, lytter til Ahmad Zahir
------OG jeg græder med survivor guilt hver gang jeg snakker med mine kusiner i Afghanistan, der fortæller om deres liv under Taliban.
-------
Til daglig er jeg en billedekunstner.
Og laver bl.a. aktivisk kunst...
med fokus på kvinderettigheder.
De kunstværker jeg laver er en reflektion af begge mine hjem. Danmark og Afghanistan.
Siden min opvækst her i Danmark, har orde som "feminisme" og "kvindekampen" været en hverdag.
Men jeg kæmper en kamp med at få disse ord til at komme i brug i Afghanistan også.
Men for nu, er disse orde i Afghanistan, ulovlige at bruge i det offentlige.
Det er en af de MANGE restriktioner, der er sat af Taliban.
Jeg har rødder i et land, hvor rettigheder ikke bare er noget man diskuterer... men noget man mister.
Ifølge UNESCO er Afghanistan i dag det eneste land i verden, hvor piger systematisk er udelukket fra sekundær uddannelse.
Det er ikke bare statistik.
Det betyder at millioner af piger får stoppet deres fremtid før den overhovedet begynder.
--------
*rettet mod publikum / eventet*
Vi skal være glade for at vi kan samle os idag og sætte fokus i vigtige emner.
Sidde sammen og spise mad med hinanden.
Lytte til live musik.
Have forskellige politiske holdninger.
Grine højt med hinanden.
Klæde os i det tøj som vi vil.
Alt det: uden at blive anholdt, tortureret eller endda dræbt.
Vi er her fordi vi VIL, men vigtigst af alt; fordi vi MÅ!!!!!
Hvad der foregår i Afghanistan, har lært mig noget jeg aldrig glemmer.
RETTIGHEDER tager generationer at bygge op.
Men de kan blive taget væk på ET ØJEBLIK.
Derfor er ligestilling ikke noget vi kan tage for givet og negligere.
Heller ikke i Danmark.
-----
Jeg har valgt at fortælle jer nogle af mine personlige erfaringer om hvorfor ligestillings debatten er så vigtig!
------
I Danmark er jeg en minoritetskvinde.
Og det betyder, at jeg ikke kun kæmper én kamp.
Når vi taler om ligestilling, bliver det ofte gjort simpelt: - mænd og kvinder.
Men virkeligheden er ikke simpel.
For nogle kvinder, starter ikke samme sted.
Minoritetskvinder bliver ofte overset i samtaler om ligestilling.
Vi skal ikke bare kæmpe.. for plads ved bordet.
Vi skal først bevise, at vi overhovedet hører til der.
I Danmark taler vi om valg.
At en kvinde må vælge, hvad hun tager på.
Og ja! det er vigtigt.
Men lad os være ærlige: Valg er ikke lige frit for alle.
For nogle kvinder bliver deres valg konstant vurderet. forklaret. debatteret.
Ikke kun fordi de er kvinder, men fordi de er MINORITETER.
-----
derudoveeer arbejder jeg ogsååå i kunstverdenen.
Og her ser jeg tydeligt, hvordan ligestilling
stadig halter.
Ifølge analyser fra 'National Museum of Women in the Arts' er under 15 % af kunstværker i større museumssamlinger skabt af kvinder.
KUUN 15% procent.
Og en rapport fra Art Basel viser, at kvindelige kunstnere globalt kun udgør omkring 40 % af repræsentationen i kommercielle gallerier, og det er meget mindre i topsegmentet
Når vi taler om museer... er forskellen endnu større.
Og hvis man er kvinde.. og samtidig minoritet... ja, så bliver man næsten usynlig i statistikken.
---
Jeg mærker det selv i Danmark.
Som kunstner ... er jeg mere anerkendt internationalt end i Danmark.
Mine værker er blevet brugt i protester på tværs af lande.
Universiteter har brugt min kunst i undervisning.
Men i Danmark er anerkendelsen mere stille.
Og nogle gange føles det som om... jeg kun bliver inviteret ind, hvis jeg passer ind i en bestemt fortælling.
... Hvis jeg kritiserer min baggrund.
... Hvis jeg er “den rigtige slags historie”.
-----
Som kunstner ved jeg, at kunst kan noget særligt. Den kan ændre narrativer.
Den kan udfordre, hvordan vi ser hinanden.
Den kan give plads til stemmer, der ellers bliver overset.
Der er et vers af en persisk kvindelig poet; Forough Farrokhzad som jeg ofte tænker på:
“Jeg er tæt på jordens begyndelse.”
For mig betyder det, at vi altid har mulighed for
at starte igen.
At skabe en ny fortælling.
Et mere retfærdigt rum.
Men det kræver noget af os.
Af politikere. Af institutioner. Af os ALLE.
-----
Af os alle....
Det fører mig til en anden personlig erfaring.
Jeg deler jo mine kunstværker på instagram:
Ved I, at mind statistiker viser, at mere end 80 % af dem, der støtter og deler mine kunstværker om kvinders rettigheder, er kvinder?
Det siger noget vigtigt. At kvinder stadig bærer en stor del af kampen selv.
Som mange siger idag: Kvindekampen
er ikke kun kvinders kamp ... det er ALLES kamp.”
Husk det!
----
Og samtidig skal vi huske: ikke alle oplever ligestilling på samme måde.
... Nogle møder flere barrierer. Nogle bliver oftere overset.
Derfor kræver ligestilling, at vi ser hele hierarkiet ... og løfter hinanden sammen.
---
Ligestilling sker ikke af sig selv.
Den kræver, at vi bliver ved med at stille spørgsmål:
Hvem bliver hørt? Hvem bliver inviteret ind? Hvem bliver anerkendt? OOOOG HVEM BLIVER GLEMT?
Jeg står her i dag som en stemme, der eksisterer mellem flere verdener.
Kampen for ligestilling
Den er global.
Ingen er frie, før alle er frie.
MEN den er også lokal.
Den findes her. I Danmark. I kunstverdenen. I arbejdsmarkedet. I politik.
------/
Derfor betyder det noget, at vi samles her i dag.
At vi ikke tager ligestilling for givet.... Men aktivt vælger at BESKYTTE den. udvide den. kæmpe for den.
Som sagt, kan det man har bygget op i flere år, blive taget fra en på et split sekund.
-------
Så jeg vil afslutte med det her:
Stemmer kan blive overset. De kan blive ignoreret.... De kan blive skubbet ud i kanten.
Men de kan ikke slukkes.
Og derfor takker jeg Kvinderådet for at give plads til en stemme... som ikke kun mangler plads i Afghanistan, men også her i Danmark.
Jeg er en afghansk-dansk kvindelig kunstner, som stadig insisterer på at blive hørt.
---- Slut
TAK.