Skip to content

Leif Wilson Laustsens tale ved demonstration mod Gødskningsloven

FødevareDanmark

Om

Taler

Leif Wilson Laustsen
Administrerende direktør i FødevareDanmark

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads

Tale

Når landbruget rammes, rammes hele Danmark


God formiddag. Og tak for ordet.

Mit navn er Leif Wilson Laustsen, og jeg er direktør i FødevareDanmark.

Vi er brancheorganisation for virksomheder på tværs af fødevareklyngen fra jord til bord. Og ikke mindst talerør for en lang række af de virksomheder, der forarbejder landbrugets råvarer.

Jeg har tænkt mig at indlede med at sige noget, som vi er blevet alt for dårlige til at sige i Danmark. Jeg vil gerne sige:

Tak.

Tak til alle jer landmænd, der står tidligt op hver morgen og passer jeres dyr og jeres marker.

Tak til alle jer, der har modet til fortsat at investere millioner af kroner i jeres bedrifter og fortsat tør løbe risikoen, når priserne falder, markederne er usikre, renterne stiger, og høsten slår fejl.

Og tak til jer, der igen og igen har måttet lægge øre til lidt af hvert – fra politikerne. Og fra kommentarfelterne på sociale medier. Fra mennesker, der aldrig har sat deres ben i en stald, men alligevel ved præcis, hvordan I burde drive jeres landbrug.

I lægger ryg til meget. Men I bliver ved. Det beundrer jeg. Og det fortjener en tak.

Og I fortjener også en tak, fordi I hver eneste dag producerer de råvarer, som resten af det danske fødevareerhverv lever af.

Jeg er uddannet slagter, og jeg har drevet min egen slagterbutik i mere end 30 år. Og uden landmanden havde jeg ikke haft noget at lave.

Det ville slagteren på slagteriet heller ikke. Mejeristen på mejeriet heller ikke. Grovvarehandleren heller ikke. Maskinhandleren heller ikke.

Og det havde tusindvis af mennesker på danske fødevarevirksomheder heller ikke.

For uden landmanden er der ingen råvarer. Og uden råvarer er der ingen dansk fødevareproduktion.

Og det er præcis derfor, jeg og FødevareDanmark er her i dag. Vi repræsenterer mange af de virksomheder, der står lige bag jer landmænd i fødevarekæden.

Slagterierne. De små og store fødevareproducenter. Specialfødevarebutikkerne. Grossisterne.

Og tro mig – vi er oprigtigt bekymrede.

For når Folketinget i dag andenbehandler den nye kvælstoflov, frygter jeg, at politikerne er blevet så optagede af tvivlsomme modeller og svært gennemskuelige beregninger, at de fuldstændig har glemt konsekvenserne ude i virkeligheden.

Før sommerferien kom der nye retentionskort, som ændrede hele regnestykket. Pludselig så virkeligheden anderledes ud end det, man har brugt årevis på i de lokale treparter.

Nye beregninger. Nye krav. Nye konsekvenser.

Det begynder efterhånden at ligne et kvælstoflotteri. Bortset fra, at det ikke er frivilligt at spille med. Og indsatsen er ikke 25 kroner.

Indsatsen er jeres jord. Jeres bedrifter. Jeres livsværk.

Men konsekvenserne af den lovgivning, man i dag behandler inden bag Christiansborgs tykke mure, rammer ikke kun jer landmænd. 

For når landmanden bliver udsat for så vidtgående regulering, at produktionen må skæres ned, rammer det også alle os, der står lige bag jer.

Så mister slagteriet råvarer. Fødevarevirksomheden mister produktion. Grovvarevirksomhederne mister ordrer. Maskinhandlerne må lukke ned. Og i sidste ende risikerer en hel masse mennesker at miste deres arbejde.

Og netop arbejdspladserne synes jeg fylder alt for lidt i den debat, der foregår herinde på Christiansborg.

Derfor har vi i FødevareDanmark sammen med gode mennesker på tværs af Fødevarealliancen fået undersøgt, hvor mange arbejdspladser der egentlig er afhængige af landbruget.

Og prøv lige at høre tallene.

I landets 31 landkommuner – altså i de kommuner, hvor der i forvejen er længst mellem arbejdspladserne – er godt 60.000 mennesker beskæftiget i landbruget eller i virksomheder, der er afhængige af landbruget.

Det svarer til knap hvert sjette private job i landkommunerne. I Lemvig er det mere end hvert fjerde. Sådan er det også i Thisted.

Og så har vi ikke engang taget højde for de tusindvis af arbejdspladser, der ligger uden for fødevareklyngen, men som kun kan eksistere i de små lokalsamfund, fordi landbruget og følgeerhvervene skaber aktivitet.

Det handler om håndværkeren. Mekanikeren. Vognmanden. Den lokale købmand.

Det er det, politikerne skal huske, når de senere skal trykke på den røde eller den grønne knap.

Deres stemme handler ikke blot om nogle tvivlsomme kvælstofberegninger.

De stemmer om hele den danske fødevareproduktion. Om arbejdspladser. Og om fremtiden for vores landdistrikter.

Og så jeg vil slutte, hvor jeg begyndte – med at sige tak.

Tak til jer landmænd. Tak, fordi I producerer de råvarer, som vores fødevarevirksomheder lever af. Tak, fordi I skaber arbejdspladser langt ud over jeres egen gårdsplads.

Og tak, fordi I hver eneste dag skaber aktivitet og liv i de dele af Danmark, hvor vi har allermest brug for det.

Det håber jeg, at politikerne herinde husker, når de om lidt skal stemme.

Tak for ordet.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags