Da jeg fik ideen om at se samtlige danske sommerfuglearter på ét år – 64 i alt – vidste jeg absolut intet om sommerfugle. Som så mange andre talte jeg ikke naturens sprog. For mig var det et fremmedsprog – lige så fremmedartet som mandarin eller japansk.
Så hvorfor fik jeg ideen? Hvorfra kom den? Det kunne jeg ikke forklare. Og derfor kom der en dobbelthed til mit projekt: Jeg ville finde hver eneste sommerfugl for at finde ud af, hvorfor jeg ville finde dem.
Min mission var et vanvittigt projekt. Det var fuldstændig nytteløst. Jeg er medstifter af en digital avis, chefredaktør og travl mor til tre drenge. Det gav ingen mening at bruge mine dage på at vandre rundt i enge og skove og jage insekter.
Men efterhånden som jeg lærte deres navne og lærte at kende forskel på dem – da jeg lærte, at en Citronsommerfugl ikke bare er gul, men faktisk har farve som friske asparges – så udviklede projektet sig. Det, der i starten var en simpel øvelse i at gå på opdagelse, blev til et opgør med både forvandling og død. Min egen død. Den død, vi påtvinger andre arter. Den død, der ikke er afslutningen på livet, men en del af livet.
Med tiden blev jeg fanget i en sær rytme. På den ene side begyndte jeg at mærke naturkrisen på min egen krop. For eksempel: Da jeg endelig fandt Sortbrun Blåfugl oppe ved Tversted i Nordjylland – det er en underart, der kun findes i Danmark – blev jeg ramt af en bølge af sorg. Det stod pludselig klart for mig, at hvis vi udrydder den, er den væk fra hele universet. For altid.
Men i selve det øjeblik af sorg blev jeg også “overrasket af glæde”, som forfatteren C.S. Lewis ville have formuleret det. For at se denne art var at elske den. Og at elske den var endelig at forstå den.
Miljøforkæmperen Baba Dioum sagde engang:
“I sidste ende kan vi kun bevare det, vi elsker; vi kan kun elske det, vi forstår; og vi kan kun forstå det, vi har lært om.”
Jeg lærte nu, at en orange sommerfugl aldrig bare er orange. Den kan have farve som paprika, okker eller en våd guldfisk.
Og på den måde ændrede sommerfuglene mit syn på verden.
Jeg kom i kontakt med den form for sandhed, der ikke kan dokumenteres af rationel videnskab. Der findes en sandhed, vi må nærme os gennem fiktionen, kunsten og religionens sprog.
Jeg tror, det er den samme sandhed, vi nærmer os gennem naturen. I den forstand blev min sommerfuglejagt en form for bøn – en poetisk oplevelse af at være i live. Jeg ville finde 64 sommerfugle for at opleve den måske mest vidunderlige sandhed af alle:
At livet ikke bare er tid, der løber fra det ene minut til det næste, indtil vi når døden, men en række konkrete, håndgribelige mirakler, der udfolder sig lige foran os, hver eneste dag.
Når vi laver politik, skal vi selvfølgelig gøre det på baggrund af den slags sandheder, der kan dokumenteres objektivt – videnskabeligt. Tal. Data. Kendsgerninger.
Det er en kendsgerning, at fordi vi er for langsomme til at elektrificere vores samfund, så vi stadig er dybt afhængige af fossil energi fra Rusland. Siden Putins fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022 har vi i Europa brugt betydeligt flere penge på at importere russisk olie, gas og kul, end på at støtte Ukraine økonomisk og militært.
Det er en kendsgerning, at den nuværende regerings egne eksperter i Klimarådet ikke længere tror på, at Danmark vil nå sit klimamål for 2030.
Det er en kendsgerning, at der flere steder er for højt et indhold af nitrat i vores drikkevand.
Det er en kendsgerning, at der dør 25.000 danske smågrise i Danmark hver dag.
Det er en kendsgerning, at den hvide stork og blishønen og næsten 2.000 andre dyrearter- og plantearter er truet i Danmark.
Det er en kendsgerning at sortplettet blåfugl kun har ét ynglested tilbage.
Men kendsgerninger har først betydning, hvis vi er i stand til at mærke livets dyrebarhed. Det underfulde forhold at vi findes. At dyrene findes. At soen i stalden er et individ, ligesom jeg er et individ. At der nærmest helt mirakuløst løber vand under jorden, som vi er afhængige af for at leve og give livet videre.
Men er det egentlig ikke også præcis dét, vi mærker nu?
Naturens dyrebare karakter?
For et halvt år siden spåede nul mennesker, at det her folketingsvalg ville stå i naturens tegn.
Men det gør det.
Tusinder og atter tusinder af mennesker – over hele landet – har insisteret på, at naturen skal på dagsordenen – og blive der!
Så lad os gå til valg på tirsdag med kendsgerningerne i hovedet og agtelsen for naturen i hjertet.
Lad os stemme for rent vand.
For husdyr, vi skal behandles med respekt og omsorg.
For plads til de andre dyr og de planter, vi deler land med.
For et Danmark på grøn energi – som er uafhængig af despoters regime.
For et Danmark, hvor vi lærer om og aldrig glemmer naturens mirakel. For i sidste ende, må vi lære for at forstå. Og vi må forstå for at elske.
Så hvorfor fik jeg ideen? Hvorfra kom den? Det kunne jeg ikke forklare. Og derfor kom der en dobbelthed til mit projekt: Jeg ville finde hver eneste sommerfugl for at finde ud af, hvorfor jeg ville finde dem.
Min mission var et vanvittigt projekt. Det var fuldstændig nytteløst. Jeg er medstifter af en digital avis, chefredaktør og travl mor til tre drenge. Det gav ingen mening at bruge mine dage på at vandre rundt i enge og skove og jage insekter.
Men efterhånden som jeg lærte deres navne og lærte at kende forskel på dem – da jeg lærte, at en Citronsommerfugl ikke bare er gul, men faktisk har farve som friske asparges – så udviklede projektet sig. Det, der i starten var en simpel øvelse i at gå på opdagelse, blev til et opgør med både forvandling og død. Min egen død. Den død, vi påtvinger andre arter. Den død, der ikke er afslutningen på livet, men en del af livet.
Med tiden blev jeg fanget i en sær rytme. På den ene side begyndte jeg at mærke naturkrisen på min egen krop. For eksempel: Da jeg endelig fandt Sortbrun Blåfugl oppe ved Tversted i Nordjylland – det er en underart, der kun findes i Danmark – blev jeg ramt af en bølge af sorg. Det stod pludselig klart for mig, at hvis vi udrydder den, er den væk fra hele universet. For altid.
Men i selve det øjeblik af sorg blev jeg også “overrasket af glæde”, som forfatteren C.S. Lewis ville have formuleret det. For at se denne art var at elske den. Og at elske den var endelig at forstå den.
Miljøforkæmperen Baba Dioum sagde engang:
“I sidste ende kan vi kun bevare det, vi elsker; vi kan kun elske det, vi forstår; og vi kan kun forstå det, vi har lært om.”
Jeg lærte nu, at en orange sommerfugl aldrig bare er orange. Den kan have farve som paprika, okker eller en våd guldfisk.
Og på den måde ændrede sommerfuglene mit syn på verden.
Jeg kom i kontakt med den form for sandhed, der ikke kan dokumenteres af rationel videnskab. Der findes en sandhed, vi må nærme os gennem fiktionen, kunsten og religionens sprog.
Jeg tror, det er den samme sandhed, vi nærmer os gennem naturen. I den forstand blev min sommerfuglejagt en form for bøn – en poetisk oplevelse af at være i live. Jeg ville finde 64 sommerfugle for at opleve den måske mest vidunderlige sandhed af alle:
At livet ikke bare er tid, der løber fra det ene minut til det næste, indtil vi når døden, men en række konkrete, håndgribelige mirakler, der udfolder sig lige foran os, hver eneste dag.
Når vi laver politik, skal vi selvfølgelig gøre det på baggrund af den slags sandheder, der kan dokumenteres objektivt – videnskabeligt. Tal. Data. Kendsgerninger.
Det er en kendsgerning, at fordi vi er for langsomme til at elektrificere vores samfund, så vi stadig er dybt afhængige af fossil energi fra Rusland. Siden Putins fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022 har vi i Europa brugt betydeligt flere penge på at importere russisk olie, gas og kul, end på at støtte Ukraine økonomisk og militært.
Det er en kendsgerning, at den nuværende regerings egne eksperter i Klimarådet ikke længere tror på, at Danmark vil nå sit klimamål for 2030.
Det er en kendsgerning, at der flere steder er for højt et indhold af nitrat i vores drikkevand.
Det er en kendsgerning, at der dør 25.000 danske smågrise i Danmark hver dag.
Det er en kendsgerning, at den hvide stork og blishønen og næsten 2.000 andre dyrearter- og plantearter er truet i Danmark.
Det er en kendsgerning at sortplettet blåfugl kun har ét ynglested tilbage.
Men kendsgerninger har først betydning, hvis vi er i stand til at mærke livets dyrebarhed. Det underfulde forhold at vi findes. At dyrene findes. At soen i stalden er et individ, ligesom jeg er et individ. At der nærmest helt mirakuløst løber vand under jorden, som vi er afhængige af for at leve og give livet videre.
Men er det egentlig ikke også præcis dét, vi mærker nu?
Naturens dyrebare karakter?
For et halvt år siden spåede nul mennesker, at det her folketingsvalg ville stå i naturens tegn.
Men det gør det.
Tusinder og atter tusinder af mennesker – over hele landet – har insisteret på, at naturen skal på dagsordenen – og blive der!
Så lad os gå til valg på tirsdag med kendsgerningerne i hovedet og agtelsen for naturen i hjertet.
Lad os stemme for rent vand.
For husdyr, vi skal behandles med respekt og omsorg.
For plads til de andre dyr og de planter, vi deler land med.
For et Danmark på grøn energi – som er uafhængig af despoters regime.
For et Danmark, hvor vi lærer om og aldrig glemmer naturens mirakel. For i sidste ende, må vi lære for at forstå. Og vi må forstå for at elske.