For et par måneder siden var jeg igennem DSU på sommerlejr med unge socialdemokrater fra hele Europa. Til dage forenet i diskussioner om fremtidens Europa, en del muggen over vores partis politik herhjemme og ikke mindst fester til den lyse morgen. Men midt under en af festerne rev et øresyndende skrig fra en luftalarm sig igennem natten, og i det øjeblik så jeg Europas dilemma udspille sig for øjnene af mig.
For alt imens balterne, polakkerne og os danskere ikke et sekund reagerede, som om det var en fejl, så festede spanierne, italerne og franskmændene videre, som om intet var hændt.
En splittelse, der skar sig lige ned igennem dansegulvet – og igennem Europa.
For vi agererede i et par hektiske minutter, som om at nu var det sket.
Rusland havde invaderet igen.
Det er virkeligheden for unge i vores del af Europa.
Her på tærsklen til en periode i vores moderne historie, der kommer til at være præget af forandringer, uforudsigelighed, kaos og ja ofte katastrofer.
Det kræver vilje til at se verden i øjnene som den.
For unge i Østeuropa er krigen i Ukraine nemlig ikke fjern.
Det er et varsel om, hvad de frygter og ikke mindst forventer vil ske.
For dem er det ikke et spørgsmål om hvis, men når krigen kommer.
For dem er det fremtiden.
Krigen kommer.
Ikke nødvendigvis i samme omfang som Ukraine.
Ikke på præcist samme måde.
Ikke den her august eller den her september. Ikke næste august eller næste september, det er stadig for tidligt. Men året efter eller året efter igen.
Den kommer.
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står fast på fortsat oprustning, her hjemme og presser på i resten af Europa.
Ikke for at undergrave den nære tryghed indtil, men for at kunne have styrken til at bevare sikkerheden udadtil.
I en tid, hvor de globale rovdyr vågner, hvad end det er russiske imperialist, kinesiske kommunister eller Iranske mullaher, så skal vi stå stærk og stå sammen på tværs af vores kontinent
For i såvel øst og efterhånden desværre også i vest har vi magthavere, der ønsker at flå vores kontinent, vores samfund og vores værdier fra hinanden. Derfor er det bydende nødvendigt, vi står stærk og samlet i Europa. Ikke i blind naivitet, hvor vi ikke tør kritisere hinandens fejl, men i anerkendelsen af at vi er alene nu.
Det er i den verden vi lever i, den tid vi befinder os i: førkrigsæren.
Den luftalarm i Polen står for mig tilbage som udtrykket for, at min generation, i vores del af Europa ved, hvad der står på spil i øjeblikket. Det tror jeg på, at vi også fortsat vil gøre i Socialdemokratiet.
For alt imens balterne, polakkerne og os danskere ikke et sekund reagerede, som om det var en fejl, så festede spanierne, italerne og franskmændene videre, som om intet var hændt.
En splittelse, der skar sig lige ned igennem dansegulvet – og igennem Europa.
For vi agererede i et par hektiske minutter, som om at nu var det sket.
Rusland havde invaderet igen.
Det er virkeligheden for unge i vores del af Europa.
Her på tærsklen til en periode i vores moderne historie, der kommer til at være præget af forandringer, uforudsigelighed, kaos og ja ofte katastrofer.
Det kræver vilje til at se verden i øjnene som den.
For unge i Østeuropa er krigen i Ukraine nemlig ikke fjern.
Det er et varsel om, hvad de frygter og ikke mindst forventer vil ske.
For dem er det ikke et spørgsmål om hvis, men når krigen kommer.
For dem er det fremtiden.
Krigen kommer.
Ikke nødvendigvis i samme omfang som Ukraine.
Ikke på præcist samme måde.
Ikke den her august eller den her september. Ikke næste august eller næste september, det er stadig for tidligt. Men året efter eller året efter igen.
Den kommer.
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står fast på fortsat oprustning, her hjemme og presser på i resten af Europa.
Ikke for at undergrave den nære tryghed indtil, men for at kunne have styrken til at bevare sikkerheden udadtil.
I en tid, hvor de globale rovdyr vågner, hvad end det er russiske imperialist, kinesiske kommunister eller Iranske mullaher, så skal vi stå stærk og stå sammen på tværs af vores kontinent
For i såvel øst og efterhånden desværre også i vest har vi magthavere, der ønsker at flå vores kontinent, vores samfund og vores værdier fra hinanden. Derfor er det bydende nødvendigt, vi står stærk og samlet i Europa. Ikke i blind naivitet, hvor vi ikke tør kritisere hinandens fejl, men i anerkendelsen af at vi er alene nu.
Det er i den verden vi lever i, den tid vi befinder os i: førkrigsæren.
Den luftalarm i Polen står for mig tilbage som udtrykket for, at min generation, i vores del af Europa ved, hvad der står på spil i øjeblikket. Det tror jeg på, at vi også fortsat vil gøre i Socialdemokratiet.