Jeg er barn af 00’erne blinde optimisme.
Jeg er barn af troen på den evige vækst, uden begrænsninger eller konsekvenser for den klode vi bor på. Hvor vores danske fjorde for altid ville bugne af liv, hvor vi havde reddet ozonlaget og hvor vi nok skulle lykkedes med at forhindre klimakrisen – uden de store ofre.
Jeg er barn af viden om, at krig alene forgik på tv, var langt væk og uden konsekvenser for os, og hvor vi, når vi selv tog ud i verden, gjorde det for at forhindre krige i at opstå eller selv igangsatte dem som et nødvendigt onde for at vælte alverdens diktatorer, tyranner og folkemordere.
Jeg er barn af tilliden til den uregulerede kapitalismes gaver, hvor lærebøgerne skulle skrives om, fordi arbejdsløshed, inflation og kriser lå bag os. Igennem privatisering, konkurrence og markedet kunne alle problemer løses.
Som enhver anden forbinder jeg min barndom med noget uskyldigt. En magisk tid, hvor intet kunne true mig, hvor jeg altid kunne være tryg og sikker, hvor selv den største frygt ville forsvinde så snart lyset blev tændt .
Men hvor min barndom var defineret af stabilitet, struktur og optimisme har min ungdom været præget af et slideshow af et rædselskabinet. Hvor det virker til at tempoet bare bliver hurtigere og hurtigere.
Lehman Brothers krak, Finanskrisen hærgen, Borgerkrigen i Syrien, Angrebet på Utøya, Eurokrisens kompleksitet, Krims besættelse, ISIS rædsler, Flygtningekrisens omfang, Brexits overraskelse, Trumps kaos, Orbans’ illiberale demokrati, Polens abortforbund, Corona nedlukning, Stormen på kongressen, Ukrainekrigen, Angrebet på Israel, Tragedien i Gaza, Russiske atomtrusler.
Hurtigere, højere, vildere.
I kender det jo selv. For I har også været med på samme rejse som mig og konklusionen, hvor banal den end lyder er sand.
Den verden vi er vokset op i, som indkapslede vores barndom, og som har skabt vores generation er død…
Det er en fortærskede floskel, som vi alle, inklusiv jeg selv, gentager alt for ofte, seneste på Socialdemokratiets kongres, hvor partitoppen i det mindste lyttede, men det gør den af den grund ikke mindre sandt.
For krig, klimaforandringer og lurende katastrofer definerer vores tid.
I de 26 år, hvor jeg har kaldt denne jord og dette land mit hjem, har jeg aldrig været mere bekymret, end jeg er nu.
Om få uger rejser jeg til USA, og jeg ved ikke, om jeg skal fejre fire år med Kamal Harris eller grue for de næste fire under Trump. Jeg ved ikke, om de første par dage efter valget bliver en turisttur i New York eller en forsmag på noget meget værre.
Om få måneder skal jeg til det vestlige Ukraine, ned for at tale med soldater, civile og finde ud af, hvilken fremtid der er for er et land, der alt imens jeg taler her, ofrer sine unge for drømmen om et bedre samfund.
Vores samfund, her i Danmark er i dag mere end nogensinde afhængig af og påvirket af den udvikling der sker uden for vores egne grænser.
Det kræver svar, svar på tidens tendenser, der risikerer at bryde alt det ned, som gør af et lille, på mange uanselige land som vores, kan føle sig tryg og sikker i den kaotiske verden,vi lever i.
Demokrati, retsstat, menneskerettigheder og internationalt samarbejder.
Det har for mig altid været rettesnoren for mit internationale kompas.
Ikke i blind tror på, at resten af verden vil følge trop og blive som os, men fordi disse værdier for mig mere end noget andet kan være med til at skabe et samfund præget af frihed, tryghed, retfærdighed.
Men en rettesnor er ikke nok.
Der er brug for konkrete svar på, hvor vi stiller os som stat, som folk og som progressive unge.
Brug for nogle, der tør tro på, at drømmen om en bedre verden ikke er naiv tænkning. Men tværtimod.
Jeg er overbevist om, at vi er dem, der kan levere svaret. For vi tør noget, meget få i politik er villige til. At spørge om vi tager fejl?
Jeg opstiller som international sekretær for at være med til at præge udviklingen af verden, Danmark og vores egen forening. For vi i Frit forum tør tænke stor, ser længere end horisonten og finde løsningerne på vores udfordringer – hvad end disse findes lokalt eller globalt.
Vi har et stærk forhold til vores svenske søsterorganisation. En stolt organisation, hvor enkelte lokalafdelinger ville kunne sluge os i det her lokale. Vi har meget af lære af S-studerende og deres arbejde på at organisere de tusinder af atter tusinde socialdemokratiske studerende, der har deres daglige gang på de svenske. Ligesom det sker her i Danmark.
Men jeg drømmer om, at vi i fremtiden udvikler og styrker vores forhold til endnu flere organisationer. For det er ikke kun svenskerne og os, der kan finde ud af organisering. Tyskland, Finland, Norge og England har også socialdemokratiske studenterorganisationer. Minder de om os en-til-en. Nej. Langt fra. Til gengæld er de ligesom os forenet i troen på, at et mere retfærdigt, frit og solidarisk samfund venter lige rundt om hjørnet.
Vi har et hold af fritter, der ender spændende og interessante steder rundt i verden. Særlig i Bruxelles kan man næsten blive fristet til at spørge, om vi ikke snart burde have en afdeling i hjertet af EU og det europæiske bureaukratis højborg.
Men jeg tror på, at vi kan få et endnu tættere forhold til disse fritter, der i dag befinder sig fjert fra vores lokalafdelinger. Jeg drømmer om et Frit Forum, der i fremtiden lægger en endnu større indsats for, at vi alle kan åbne verden op og udvide vores horisonter.
Vi har allerede stærke bånd til de dele af vores bevægelse, der arbejder internationalt. Der tror på, at hvad end det er projekter eller fremmede partier, så giver den forståelse for andres landes virkelighed en enorm forståelse for os selv.
Men jeg må også være ærlig. På lange stræk er DSU og Socialdemokratiet vores tætteste samarbejdspartnere internationalt. Det giver enormt meget, og jeg ønsker helt klart at styrke det samarbejde. Jeg tror dog også, at vi kan kigge længere end til vores ”klassiske” veje i det internationale. DIPD, DUF-projekter og DANIDA kan alle være med til at give flere Fritter blod på tanden, så det internationale ikke blive en sidegren, når vores forening gro. Men i stedet kan blive en integreret del af stammen.
Vi leverer hvert år et brag af en studietur, der giver deltagerne udsyn, indsigt og fællesskab for dem, der deltager. For om det er Prag, Bruxelles eller Warszawa, så åbner vi fritters øjne for, hvordan resten af verden kan bruges til at forstå og skabe et mere solidarisk samfund herhjemme – og det er hårdt at arrangere en studietur med et varierende og spændende program, som en håndfuld fritter fra hele Danmark synes er spændende.
Men jeg ved, at vi skal gøre det igen. Ikke fordi det er en byrde eller en tradition, men fordi det binder os sammen. Jeg har allerede nu Rom i kikkerten. Den udødelige by, hvor progressive partier presses af Melonis stormtropper. Hvad er virkeligheden for vores sydeuropæiske venner? Hvordan bekæmper de den ekstreme højrefløj? Og hvilken fremtid ser vores kontinent ind i, hvis ikke vi socialdemokratiske partier, der jo er demokratiske, før vi er socialistiske, formår at tage kampen op?
Frit Forum blev undfanget i en af de mørkeste perioder i menneskehedens historie. Imens tysk kampfly fløj over København og kamptropper marcherede i gaderne. Hvor mørklægningsgardinerne var trukket ned og lyser slukket i ethvert dansk hjem. I det mørke troede vores forgængere på, at selvom fremtiden på det tidspunkt mørk og usikker, så var der behov for lys. For steder hvor unge mennesker kunne mødes på tværs af studier, ophav og klasse for at diskutere en bedre fremtid. For at finde lyset igen.
Selvom vores tid heldigvis er knap så mørk og dyster, og lyset ikke behøver at kæmpe sig igennem sprækkerne, så er der ligesom dengang behov for et sted, hvor unge som os kan mødes for at diskutere, tænke frit og udvikle de svar, der er nødvendige for at løse vores tids udfordringer. For at fastholde lyset i tilværelsen.
Det må og skal være os som forening, som fritter, som Frit Forum. Det håber jeg at kunne være med til at sikre.
Jeg er barn af troen på den evige vækst, uden begrænsninger eller konsekvenser for den klode vi bor på. Hvor vores danske fjorde for altid ville bugne af liv, hvor vi havde reddet ozonlaget og hvor vi nok skulle lykkedes med at forhindre klimakrisen – uden de store ofre.
Jeg er barn af viden om, at krig alene forgik på tv, var langt væk og uden konsekvenser for os, og hvor vi, når vi selv tog ud i verden, gjorde det for at forhindre krige i at opstå eller selv igangsatte dem som et nødvendigt onde for at vælte alverdens diktatorer, tyranner og folkemordere.
Jeg er barn af tilliden til den uregulerede kapitalismes gaver, hvor lærebøgerne skulle skrives om, fordi arbejdsløshed, inflation og kriser lå bag os. Igennem privatisering, konkurrence og markedet kunne alle problemer løses.
Som enhver anden forbinder jeg min barndom med noget uskyldigt. En magisk tid, hvor intet kunne true mig, hvor jeg altid kunne være tryg og sikker, hvor selv den største frygt ville forsvinde så snart lyset blev tændt .
Men hvor min barndom var defineret af stabilitet, struktur og optimisme har min ungdom været præget af et slideshow af et rædselskabinet. Hvor det virker til at tempoet bare bliver hurtigere og hurtigere.
Lehman Brothers krak, Finanskrisen hærgen, Borgerkrigen i Syrien, Angrebet på Utøya, Eurokrisens kompleksitet, Krims besættelse, ISIS rædsler, Flygtningekrisens omfang, Brexits overraskelse, Trumps kaos, Orbans’ illiberale demokrati, Polens abortforbund, Corona nedlukning, Stormen på kongressen, Ukrainekrigen, Angrebet på Israel, Tragedien i Gaza, Russiske atomtrusler.
Hurtigere, højere, vildere.
I kender det jo selv. For I har også været med på samme rejse som mig og konklusionen, hvor banal den end lyder er sand.
Den verden vi er vokset op i, som indkapslede vores barndom, og som har skabt vores generation er død…
Det er en fortærskede floskel, som vi alle, inklusiv jeg selv, gentager alt for ofte, seneste på Socialdemokratiets kongres, hvor partitoppen i det mindste lyttede, men det gør den af den grund ikke mindre sandt.
For krig, klimaforandringer og lurende katastrofer definerer vores tid.
I de 26 år, hvor jeg har kaldt denne jord og dette land mit hjem, har jeg aldrig været mere bekymret, end jeg er nu.
Om få uger rejser jeg til USA, og jeg ved ikke, om jeg skal fejre fire år med Kamal Harris eller grue for de næste fire under Trump. Jeg ved ikke, om de første par dage efter valget bliver en turisttur i New York eller en forsmag på noget meget værre.
Om få måneder skal jeg til det vestlige Ukraine, ned for at tale med soldater, civile og finde ud af, hvilken fremtid der er for er et land, der alt imens jeg taler her, ofrer sine unge for drømmen om et bedre samfund.
Vores samfund, her i Danmark er i dag mere end nogensinde afhængig af og påvirket af den udvikling der sker uden for vores egne grænser.
Det kræver svar, svar på tidens tendenser, der risikerer at bryde alt det ned, som gør af et lille, på mange uanselige land som vores, kan føle sig tryg og sikker i den kaotiske verden,vi lever i.
Demokrati, retsstat, menneskerettigheder og internationalt samarbejder.
Det har for mig altid været rettesnoren for mit internationale kompas.
Ikke i blind tror på, at resten af verden vil følge trop og blive som os, men fordi disse værdier for mig mere end noget andet kan være med til at skabe et samfund præget af frihed, tryghed, retfærdighed.
Men en rettesnor er ikke nok.
Der er brug for konkrete svar på, hvor vi stiller os som stat, som folk og som progressive unge.
Brug for nogle, der tør tro på, at drømmen om en bedre verden ikke er naiv tænkning. Men tværtimod.
Jeg er overbevist om, at vi er dem, der kan levere svaret. For vi tør noget, meget få i politik er villige til. At spørge om vi tager fejl?
Jeg opstiller som international sekretær for at være med til at præge udviklingen af verden, Danmark og vores egen forening. For vi i Frit forum tør tænke stor, ser længere end horisonten og finde løsningerne på vores udfordringer – hvad end disse findes lokalt eller globalt.
Vi har et stærk forhold til vores svenske søsterorganisation. En stolt organisation, hvor enkelte lokalafdelinger ville kunne sluge os i det her lokale. Vi har meget af lære af S-studerende og deres arbejde på at organisere de tusinder af atter tusinde socialdemokratiske studerende, der har deres daglige gang på de svenske. Ligesom det sker her i Danmark.
Men jeg drømmer om, at vi i fremtiden udvikler og styrker vores forhold til endnu flere organisationer. For det er ikke kun svenskerne og os, der kan finde ud af organisering. Tyskland, Finland, Norge og England har også socialdemokratiske studenterorganisationer. Minder de om os en-til-en. Nej. Langt fra. Til gengæld er de ligesom os forenet i troen på, at et mere retfærdigt, frit og solidarisk samfund venter lige rundt om hjørnet.
Vi har et hold af fritter, der ender spændende og interessante steder rundt i verden. Særlig i Bruxelles kan man næsten blive fristet til at spørge, om vi ikke snart burde have en afdeling i hjertet af EU og det europæiske bureaukratis højborg.
Men jeg tror på, at vi kan få et endnu tættere forhold til disse fritter, der i dag befinder sig fjert fra vores lokalafdelinger. Jeg drømmer om et Frit Forum, der i fremtiden lægger en endnu større indsats for, at vi alle kan åbne verden op og udvide vores horisonter.
Vi har allerede stærke bånd til de dele af vores bevægelse, der arbejder internationalt. Der tror på, at hvad end det er projekter eller fremmede partier, så giver den forståelse for andres landes virkelighed en enorm forståelse for os selv.
Men jeg må også være ærlig. På lange stræk er DSU og Socialdemokratiet vores tætteste samarbejdspartnere internationalt. Det giver enormt meget, og jeg ønsker helt klart at styrke det samarbejde. Jeg tror dog også, at vi kan kigge længere end til vores ”klassiske” veje i det internationale. DIPD, DUF-projekter og DANIDA kan alle være med til at give flere Fritter blod på tanden, så det internationale ikke blive en sidegren, når vores forening gro. Men i stedet kan blive en integreret del af stammen.
Vi leverer hvert år et brag af en studietur, der giver deltagerne udsyn, indsigt og fællesskab for dem, der deltager. For om det er Prag, Bruxelles eller Warszawa, så åbner vi fritters øjne for, hvordan resten af verden kan bruges til at forstå og skabe et mere solidarisk samfund herhjemme – og det er hårdt at arrangere en studietur med et varierende og spændende program, som en håndfuld fritter fra hele Danmark synes er spændende.
Men jeg ved, at vi skal gøre det igen. Ikke fordi det er en byrde eller en tradition, men fordi det binder os sammen. Jeg har allerede nu Rom i kikkerten. Den udødelige by, hvor progressive partier presses af Melonis stormtropper. Hvad er virkeligheden for vores sydeuropæiske venner? Hvordan bekæmper de den ekstreme højrefløj? Og hvilken fremtid ser vores kontinent ind i, hvis ikke vi socialdemokratiske partier, der jo er demokratiske, før vi er socialistiske, formår at tage kampen op?
Frit Forum blev undfanget i en af de mørkeste perioder i menneskehedens historie. Imens tysk kampfly fløj over København og kamptropper marcherede i gaderne. Hvor mørklægningsgardinerne var trukket ned og lyser slukket i ethvert dansk hjem. I det mørke troede vores forgængere på, at selvom fremtiden på det tidspunkt mørk og usikker, så var der behov for lys. For steder hvor unge mennesker kunne mødes på tværs af studier, ophav og klasse for at diskutere en bedre fremtid. For at finde lyset igen.
Selvom vores tid heldigvis er knap så mørk og dyster, og lyset ikke behøver at kæmpe sig igennem sprækkerne, så er der ligesom dengang behov for et sted, hvor unge som os kan mødes for at diskutere, tænke frit og udvikle de svar, der er nødvendige for at løse vores tids udfordringer. For at fastholde lyset i tilværelsen.
Det må og skal være os som forening, som fritter, som Frit Forum. Det håber jeg at kunne være med til at sikre.