Kære kammerater
Du er aldrig alene. Sådan har jeg det lidt, når jeg står heroppe, selvom jeg er den yngste i det her lokale og lidt mangler min medformand Frederik og resten af DSU, som jo ikke er her lige nu.
Ikke fordi vi ikke ønsker at markere et af året højdepunkter for vores bevægelsen sammen med alle jer, men fordi vi lige nu har samlet 50 unge nede i et overfyldt kælderlokale på Vindegade.
Unge der ikke alene kommer fra egne rækker i DSU og Frit forum, men som rækker ud blandt dem vi i dag markere kampen sammen med. Lærerstuderende, unge metallere, lærlinge fra blik og rør, HK-ungdom medlemmer og ja forbistrede Djøff’ere direkte ude fra statskundskab på SDU.
En bred vifte af ufaglærte, faglærte og akademikere forenet i at markere kampdagen og det der samler os.
Fordi 1. maj betyder noget
Jeg var for en del år siden i Budapest 1. maj, og jeg må sige, der forstår man at markere dagen på en hel anden måde end herhjemme. Fyrværkeri, gadefest og en boring-747 der lavede luftshow over Donaufloden.
Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at spørge mine værter, hvorfor de markerede dagen så voldsomst. Særligt når man tænker på Ungarn og resten af Østeuropas årtier i kommunismens klør, der for mange har ødelagt forholdet til enhver ting, der bare har et anstrøg af røde faner.
Svaret var på mange måder mere nedslående end jeg havde forventet.
Hun vidste det ikke. Det gjorde man bare.
1. maj var for ungarerne en festdag uden fest, en politisk markering tømt for politisk indhold. En mærkedag, hvor grunden til den er blevet markeret i kalenderen for længst, er glemt.
Og jeg må være ærlig. For mange af mine venner har de lidt samme forhold til 1. maj. De vil konstatere i dag er det fredag og nu har de fri.
Det er det vi kæmper imod i DSU. For arbejderkampen betyder stadig noget i dag – også for os unge.
Det er derfor vi dag har prioriter at samles med andre unge. Unge der lige som os vil arbejderkampen, men hvor alle de nødvendigvis ikke er socialdemokrater – endnu
For vores bevægelse har altid gået på to ben: Det politisk og det faglige. De har ikke altid gået i samme takt eller i helt præcist samme retning, men de har i fællesskab, på både godt og ondt, båret vores samfund frem til, hvad det er i dag.
Desværre er det i dag ikke så naturligt som tidligere, at en tilknytning til fagbevægelsen automatisk ud mynter sig i et engagement i vores parti – ej heller omvendt.
Det sætter begrænsninger for vores styrke, det efterlader os som parti med en løsere tilknytning til den bevægelse der er en del af vores historie og det gør desværre, at vi som parti nogle gange tager beslutninger, der er i direkte modstrid med dem vi er sat i verden for at repræsentere. Jeg tænker af de af jer, som nød varme hveder i går aftes ved hvad jeg tænker på.
Kampen for den sociale retfærdighed, der er den bærende strøm igennem vores partis historie, trives først for alvor når vi kæmper for den sammen med dem vi er sat i verden for at repræsenterer.
For kampdagen drejer sig ikke alene om at huske, hvad vi kommer af, men at se det vi står midt i og stå skulder ved skulder med dem vi deler fællesskab med.
Den drejer om at kæmpe for den lærerstuderende der oplever trusler og vold fra elever.
Den drejer sig om de lærlinge der bliver anvist at fjerne asbesttag uden ordentlig beskyttelse af en tvær mester.
Det drejer sig om den ungarbejder der bliver udnyttet til at løfte for tungt, arbejde for meget og som bliver overfuset i kassen af kunder uden filter.
Den drejer sig om at anerkende vi alle, på trods af forskellige uddannelser, fag og arbejdspladser er en del af noget større end os selv, men også at se ind i de forandringer der sker på vores arbejdspladser og virksomheder.
Selvom vi i dag kan markere såvel de mange sejrer vi står på skuldrene af som de kampe vi står overfor, så må vi ikke glemme dem der ikke er her. De tusindvis der hver dag går på arbejde som chauffør, rengøringsfolk, faglærte rundt om på byggepladserne og mange andre steder i vores samfund.
Dem hvor en fagforening er noget ukendt og fjernt, og på mange måder forbindes med noget negativt.
Vandrende arbejdstagere, særligt fra resten af EU, er i en eller anden grad kommet for at blive, og får vi dem ikke hevet med i vores faglige fællesskaber så forærer vi arbejdsgiverne en kæmpe fjer i hatten.
Så risikere vi at stå med en voksende gruppe på arbejdsmarkedet, der er uorganiserede, uengagerede og uden tvivl vil blive udnyttet.
Da vi helt tilbage fra 70’erne og frem inviterede først gæstearbejdere og siden udenlandsk arbejdskraft til landet glemte vi, at vi ikke bare fik arbejdere, vi fik mennesker af kød og blod der skal med helt ind i vores danske fællesskab – også de faglige af slagsen.
Vi har netop overstået et folketingsvalg, der på mange måder gik både som vi forventede og frygtede.
Vi fastholder magten, men har på mange måder tabt tilliden blandt dem vi er sat i verden for at repræsentere.
Det på trods af at vi i valgkampen fremlagde god socialdemokratisk politik.
God solidarisk politik.
God venstreorienteret politik, der forsøger at adressere de uligheder der truer med at rive vores land midt over.
Formueskat, pensionsreform og lilleskolen er god socialdemokratisk politik.
For når den rigeste 1 % ejer 25% af al værdi i det her land, og bare bliver ved med at stikke af fra resten er der noget galt i Danmark.
Når min ven Peter, der er værktøjsmager, kan gå på pension samtidig med mig alt imens han gennemsnit kan forventes at leve 4 år kortere er der noget galt i Danmark.
Når velfærden forsvinder helt ude lokalt, skolen lukker, bussen forsvinder og din sundheds afhænger af dit postnummer er der noget galt i Danmark.
Derfor frygter vi i DSU-resultatet af de regeringsforhandlinger der foregår på Marienborg. Vi ønsker ikke at bo i et land, hvor de, hvor den sikreste vej til tryghed er et forældrekøb og hvor det at være født i de rigtige postnumre kan afgøre om du skal leve til den anden side af de 80 år.
Vi skal som parti kunne gøre det bedre og turde at tage et standpunkt. Vi skal fortsat presse på for at dem der har mest bidrager til fællesskabet. Vi skal vise at en rigtig fagbevægelse står på arbejderne og ikke sin ejeres side og enhver fupforretning ikke kan kalde sig en fagforening. Vi skal turde vise, at vi ikke klapper i hænderne, når vi kigger udover det danske samfund, og siger job done.
I hele vores historie har de bånd der knytter os som parti sammen med fagbevægelsen været det fundament, som vi har bygget vores forandringskraft på.
Det er det der igennem de sidste mere end 150 år har skabt de to bærende søjler, som har bygget det samfund vi kalder Danmark og gjort de danske arbejdere til de mest frie i verden: Velfærdsstaten og den danske model.
Vi har som parti opgaven med, hver eneste dag at udbygge det første og forsvare det andet med alt vi har kært. Ellers kan vi opnå nok så mange mandater, men hvad er magten så egentlig værd, hvis ikke vi bruger den til at flytte vores samfund fremad?
Det kræver politisk mod, viljen til at anerkende vi stadig har lang vej igen, men det kræver også en generation af socialdemokrater, hvor det fortsat er en naturlighed at man selvfølgelig er aktiv i sin fagforening og i partiet. Det er det vi markerer, når vi i dag starter dagen med ungdomsfagforbundene inde i Vindegade, og bare rolig. For dem af jer der savner os unge skal i nok få os at se, både nede ved fagforbundene herude bag ved om lidt og i Kongens have her til eftermiddag.
Vi, i DSU og socialdemokratiet, går også i dag, som de resterende 364 dage om året imod samme fælles mål, selvom vi i DSU måske nogle gange tager en lidt andre veje derhen.
Så kære partikammerarter.
Tak for ordet
Tak fordi I ville lytte
Og tak for de mange kampe vi tager i fællesskab hver eneste dag.
God 1. maj, God kampdag til jer alle
Du er aldrig alene. Sådan har jeg det lidt, når jeg står heroppe, selvom jeg er den yngste i det her lokale og lidt mangler min medformand Frederik og resten af DSU, som jo ikke er her lige nu.
Ikke fordi vi ikke ønsker at markere et af året højdepunkter for vores bevægelsen sammen med alle jer, men fordi vi lige nu har samlet 50 unge nede i et overfyldt kælderlokale på Vindegade.
Unge der ikke alene kommer fra egne rækker i DSU og Frit forum, men som rækker ud blandt dem vi i dag markere kampen sammen med. Lærerstuderende, unge metallere, lærlinge fra blik og rør, HK-ungdom medlemmer og ja forbistrede Djøff’ere direkte ude fra statskundskab på SDU.
En bred vifte af ufaglærte, faglærte og akademikere forenet i at markere kampdagen og det der samler os.
Fordi 1. maj betyder noget
Jeg var for en del år siden i Budapest 1. maj, og jeg må sige, der forstår man at markere dagen på en hel anden måde end herhjemme. Fyrværkeri, gadefest og en boring-747 der lavede luftshow over Donaufloden.
Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at spørge mine værter, hvorfor de markerede dagen så voldsomst. Særligt når man tænker på Ungarn og resten af Østeuropas årtier i kommunismens klør, der for mange har ødelagt forholdet til enhver ting, der bare har et anstrøg af røde faner.
Svaret var på mange måder mere nedslående end jeg havde forventet.
Hun vidste det ikke. Det gjorde man bare.
1. maj var for ungarerne en festdag uden fest, en politisk markering tømt for politisk indhold. En mærkedag, hvor grunden til den er blevet markeret i kalenderen for længst, er glemt.
Og jeg må være ærlig. For mange af mine venner har de lidt samme forhold til 1. maj. De vil konstatere i dag er det fredag og nu har de fri.
Det er det vi kæmper imod i DSU. For arbejderkampen betyder stadig noget i dag – også for os unge.
Det er derfor vi dag har prioriter at samles med andre unge. Unge der lige som os vil arbejderkampen, men hvor alle de nødvendigvis ikke er socialdemokrater – endnu
For vores bevægelse har altid gået på to ben: Det politisk og det faglige. De har ikke altid gået i samme takt eller i helt præcist samme retning, men de har i fællesskab, på både godt og ondt, båret vores samfund frem til, hvad det er i dag.
Desværre er det i dag ikke så naturligt som tidligere, at en tilknytning til fagbevægelsen automatisk ud mynter sig i et engagement i vores parti – ej heller omvendt.
Det sætter begrænsninger for vores styrke, det efterlader os som parti med en løsere tilknytning til den bevægelse der er en del af vores historie og det gør desværre, at vi som parti nogle gange tager beslutninger, der er i direkte modstrid med dem vi er sat i verden for at repræsentere. Jeg tænker af de af jer, som nød varme hveder i går aftes ved hvad jeg tænker på.
Kampen for den sociale retfærdighed, der er den bærende strøm igennem vores partis historie, trives først for alvor når vi kæmper for den sammen med dem vi er sat i verden for at repræsenterer.
For kampdagen drejer sig ikke alene om at huske, hvad vi kommer af, men at se det vi står midt i og stå skulder ved skulder med dem vi deler fællesskab med.
Den drejer om at kæmpe for den lærerstuderende der oplever trusler og vold fra elever.
Den drejer sig om de lærlinge der bliver anvist at fjerne asbesttag uden ordentlig beskyttelse af en tvær mester.
Det drejer sig om den ungarbejder der bliver udnyttet til at løfte for tungt, arbejde for meget og som bliver overfuset i kassen af kunder uden filter.
Den drejer sig om at anerkende vi alle, på trods af forskellige uddannelser, fag og arbejdspladser er en del af noget større end os selv, men også at se ind i de forandringer der sker på vores arbejdspladser og virksomheder.
Selvom vi i dag kan markere såvel de mange sejrer vi står på skuldrene af som de kampe vi står overfor, så må vi ikke glemme dem der ikke er her. De tusindvis der hver dag går på arbejde som chauffør, rengøringsfolk, faglærte rundt om på byggepladserne og mange andre steder i vores samfund.
Dem hvor en fagforening er noget ukendt og fjernt, og på mange måder forbindes med noget negativt.
Vandrende arbejdstagere, særligt fra resten af EU, er i en eller anden grad kommet for at blive, og får vi dem ikke hevet med i vores faglige fællesskaber så forærer vi arbejdsgiverne en kæmpe fjer i hatten.
Så risikere vi at stå med en voksende gruppe på arbejdsmarkedet, der er uorganiserede, uengagerede og uden tvivl vil blive udnyttet.
Da vi helt tilbage fra 70’erne og frem inviterede først gæstearbejdere og siden udenlandsk arbejdskraft til landet glemte vi, at vi ikke bare fik arbejdere, vi fik mennesker af kød og blod der skal med helt ind i vores danske fællesskab – også de faglige af slagsen.
Vi har netop overstået et folketingsvalg, der på mange måder gik både som vi forventede og frygtede.
Vi fastholder magten, men har på mange måder tabt tilliden blandt dem vi er sat i verden for at repræsentere.
Det på trods af at vi i valgkampen fremlagde god socialdemokratisk politik.
God solidarisk politik.
God venstreorienteret politik, der forsøger at adressere de uligheder der truer med at rive vores land midt over.
Formueskat, pensionsreform og lilleskolen er god socialdemokratisk politik.
For når den rigeste 1 % ejer 25% af al værdi i det her land, og bare bliver ved med at stikke af fra resten er der noget galt i Danmark.
Når min ven Peter, der er værktøjsmager, kan gå på pension samtidig med mig alt imens han gennemsnit kan forventes at leve 4 år kortere er der noget galt i Danmark.
Når velfærden forsvinder helt ude lokalt, skolen lukker, bussen forsvinder og din sundheds afhænger af dit postnummer er der noget galt i Danmark.
Derfor frygter vi i DSU-resultatet af de regeringsforhandlinger der foregår på Marienborg. Vi ønsker ikke at bo i et land, hvor de, hvor den sikreste vej til tryghed er et forældrekøb og hvor det at være født i de rigtige postnumre kan afgøre om du skal leve til den anden side af de 80 år.
Vi skal som parti kunne gøre det bedre og turde at tage et standpunkt. Vi skal fortsat presse på for at dem der har mest bidrager til fællesskabet. Vi skal vise at en rigtig fagbevægelse står på arbejderne og ikke sin ejeres side og enhver fupforretning ikke kan kalde sig en fagforening. Vi skal turde vise, at vi ikke klapper i hænderne, når vi kigger udover det danske samfund, og siger job done.
I hele vores historie har de bånd der knytter os som parti sammen med fagbevægelsen været det fundament, som vi har bygget vores forandringskraft på.
Det er det der igennem de sidste mere end 150 år har skabt de to bærende søjler, som har bygget det samfund vi kalder Danmark og gjort de danske arbejdere til de mest frie i verden: Velfærdsstaten og den danske model.
Vi har som parti opgaven med, hver eneste dag at udbygge det første og forsvare det andet med alt vi har kært. Ellers kan vi opnå nok så mange mandater, men hvad er magten så egentlig værd, hvis ikke vi bruger den til at flytte vores samfund fremad?
Det kræver politisk mod, viljen til at anerkende vi stadig har lang vej igen, men det kræver også en generation af socialdemokrater, hvor det fortsat er en naturlighed at man selvfølgelig er aktiv i sin fagforening og i partiet. Det er det vi markerer, når vi i dag starter dagen med ungdomsfagforbundene inde i Vindegade, og bare rolig. For dem af jer der savner os unge skal i nok få os at se, både nede ved fagforbundene herude bag ved om lidt og i Kongens have her til eftermiddag.
Vi, i DSU og socialdemokratiet, går også i dag, som de resterende 364 dage om året imod samme fælles mål, selvom vi i DSU måske nogle gange tager en lidt andre veje derhen.
Så kære partikammerarter.
Tak for ordet
Tak fordi I ville lytte
Og tak for de mange kampe vi tager i fællesskab hver eneste dag.
God 1. maj, God kampdag til jer alle