Laurits Laurbergs høst- og afskedsprædiken

Matth. Evang. 22, 1-14

Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup, og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup, men de vilde ikke komme. han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger de Budne: See, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øren og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab. Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad. Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd. Gaaer derfor ud paa Veiskjellene og byder til Bryllup saamange, som I finde. Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt, baade Onde og Gode; og Bryllups-Huset blev fuldt af Gjæster. Da gik Kongen ind at besee Gjæsterne; og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. Og han sagde til ham: Ven, hvorledes er Du kommen hid ind og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Hænder og Fødder paa ham og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte.  

***

O søde Gud! Du dækker Bord
For os med sunde Retter; 
Os Alle, baade Smaa og Stor', 
Du hver Dag kjærligt mætter. 
O maatte vi dog elske Dig, 
Og eengang i Dit Himmerig 
Fuldmættes af Din Naade! 

Saaledes er der en Bordbøn, der lyder, og disse Ord vilde jeg forsøge med Guds Hjælp at gjøre levende idag i vore Hjerter, saaledes at vi af vort ganske Hjerte kunde komme til at bede den Bøn med hinanden. Vi ville jo idag holde en Takkefest for Høsten, og vi ville jo hjælpe hinanden til med Tak at ihukomme, at Vorherre nu igjen har ”dækket Bord for os med sunde Retter", dækket Bord paa vore Marker, ved derude at lade opvoxe al den Mængde sundt og deiligt Korn, som vi nu have faaet indhøstet. En riig og velsignet Høst maa jo altid stemme Menneskenes Hjerter til Glæde og Taksigelse, men i et Aar som dette, hvor Høst-Udsigterne meer end i een Henseende være saa mørke, maa en Høst, som den Vorherre nu har givet os, dobbelt paaskjønnes. Aldrig i vor Levetid have Høst-Udsigterne noget Aar været mørkere end iaar: Da Sæden i Foraaret skulde lægges, var Landet fuldt af Fjender, og Vanskelighederne ved at faae Sæden lagt, vare saa store, at det syntes næsten umuligt at komme over dem; og da det alligevel lykkedes, og Sæden var lagt, saa kom der Kulde og Tørke, og det syntes umuligt Andet end at der maatte blive en daarlig Høst. Og Landet blev ved hele Sommeren igjennem at være fuldt af Fjender, og det syntes umuligt Andet end at Sæden under saadanne Omstændigheder maatte blive ødelagt. Men Vorherre gjorde det muligt, som syntes os saa umuligt: trods alle Fjender ”dækkede han Bord for os med sunde Retter", saa vi nu kunne sige, som der staaer i Davids Psalme om den gode Hyrde: „”Du har dækket et Bord for mig tværtoverfor mine Fjender" — og det et riigt Bord, et Bord med deilige sunde Retter. Og da det saa stod dækket derude i hele sin Fylde, og vi skulde til at tage for os af Retterne, skulde til at give os ifærd med Indhøstningen, da lød det jo fra Mund til Mund: ,,Hvis Fjenden bliver her til Høsten, Gud veed, hvordan det saa skal gaae", thi det syntes os umuligt at komme over Høstarbeidet under saadanne Forhold; men Fjenden blev, og Fjenden var ikke det Eneste, der voldte Besværlighed; nej, der kom ovenikjøbet uroligt og saare vanskeligt Veir, og dog — dog er Høsten nu endt til Glæde og fuld Tilfredshed.  

Aldrig have Udsigterne til Høsten varet mørkere end iaar, og aldrig har der dog været trængt saa haardt til en god Høst som netop iaar, og aldrig vilde en daarlig Høst være bleven følt haardere end netop iaar — nu, da Fjenden havde fortæret Alt, da det rige Bord, Vorherre forrige Aar dækkede for os, var tomt, saa der omtrent ikke var en Krumme mere tilbage; men aldrig vistnok aldrig, have vi her paa Egnen havt saa god og riig en Høst, som netop iaar. Ja det har Herren gjort, og det er underligt for vore Øine, naar vi ret betragte det; det er snart, som om Vorherre havde villet lade alle mørke Skyer trække sammen paa eengang over vore Hoveder, for rigtigt klarligt at vise os, hvad han formaaer og for rigtigt at gjøre al vor Frygt tilskamme. Men lad os nu ogsaa ret af Hjertet sige ham Tak, det Bedste vi kunne, fordi han saa kjærligt har dækket Bord for os med sunde Retter. ”O maatte vi dog elske ham" til Gjengjæld derfor, det er jo deri vor Tak skal bestaae for at behage ham vel. Ja maatte vi dog elske ham og maatte vi dog saa tage den Lærdom deraf, at vi behøve ikke at være bekymrede, om der endnu er mørke Skyer oppe; thi som Vorherre indtil denne Dag har kunnet sprede Skyerne, hvor mørke de end vare, saaledes kan han jo ogsaa giøre det fremdeles; og han har formaaet ”tværtoverfor alle vore Fjender" at dække et riigt Bord til os med sunde Retter, og har han havt Villie til at gjøre det, saa tør vi jo ogsaa nok troe ham til, at han vil lade os beholde saameget af det, hvormed han har dækket Bordet for os, at vi Alle baade Smaae og Store kunne hver Dag blive rigtigt mættede.  

Ja Vorherre i Himlen dækker Bord
For os med sunde Retter, 
Os Alle baade Smaae og Stor' 
Han hver Dag kjærligt mætter, 

og det er ikke blot vort Legeme, han vil mætte, nej, ogsaa vor Sjæl vil han bespise, thi han veed bedst, at Mennesket kan ikke leve alene af Brød; og Evangeliet idag minder os jo netop om, hvorledes han har dækket Bord for vor Sjæl med sunde Retter, med sandelig Mad og Drikke; ja et Bryllupsbord har han dækket for os; det staaer dækket i den hellige, almindelige Kirke, det Brudehuus, som Gud Fader ved sin Helligaand byggede for sin Søns Jesu Christi Brud dengang, da Sønnen havde været hernede for at beile til hende og han med sit dyrebare Blod havde løskjøbt hende fra Trældom og Nød; ja i dette Brudehuus, hvor Bruden nu er ført ind, og hvor hun venter paa sin himmelske Brudgom, den store Kongesøn, at han skal komme og holde en evig Bryllupsfest med hende — i dette Huus har Gud Fader dækket et Bord, et Bryllupsbord, ”hvor han os Alle, baade Smaae og Stor', vil hver Dag kjærligt mætte"; der vil han bespise vore Sjæle Med sit hellige og salige Ord og med sin Søns Legeme og Blod, — og det er ”sunde Retter", Retter, der kunne gjøre Sjælen sund og stærk, om den end er aldrig saa syg og mat; det er Retter, der kunne give Sjælen Liv og opholde Sjælens Liv, saa den aldrig skal hungre og aldrig skal tørste og aldrig skal døe; thi gjennem disse Retter  

Fred, Retfærdighed og Glæde 
Strømmer til os paa hans Ord; 
Der er Bod for alle Smerter, 
Salighed for alle Hjerter! 

Og til at være Gjæster ved dette Bord, som han har dækket til os ”tværtoverfor alle vore Fjender" — ja til Trods baade for Djævel, Død og Helvede! — kalder han os Alle ”baade Smaae og Stor', at vi kunne blive mættede, at vi kunne leve og komme med til den store Bryllupsglæde, der skal oprinde, naar den himmelske Kongesøn kommer for at hente sin Brud hjem til sin himmelske Fred. 

Nu har Vorherre villet bruge mig paa dette Sted i syv Aar, jeg har været her, til at kalde Folk sammen til dette deilige Bryllupsbord og til at rakke alle dem, som vilde komme, ”baade Onde og Gode", de sunde Retter, hvormed Vorherre har dækket sit Bord. Det har jo nu i disse syv Aar været min Bestilling at udraabe til Alle, som jeg kunde faae i Tale: ”Alting er rede, kommer til Bryllup!" Det begyndte jeg med den første Søndag, jeg stod som Præst paa dette Sted; det var netop 20de Søndag efter Trinitatis, jeg holdt min Tiltrædelsesprædiken, just den samme Søndag som idag, jeg holder min Afskedsprædiken. Jeg husker saa tydeligt, hvor glad jeg idag for syv Aar siden var ved den Bestilling, jeg havde faaet, at udraabe det glædelige Budskab: Kommer til Bryllup. Det var jo ogsaa et lifligt Evangelium at begynde med, dette Evangelium, hvor Guds Rige bliver lignet ved en Bryllupsfest ”en Bryllupsfest! ja hvem tænker ikke paa Fryd og Glæde blot ved at høre det Ord nævne; vi vide jo Alle, hvilken Glæde der er ved en Bryllupsfest; der er Sorgen banlyst, der er Glædens Blus tændt, der er lyst, der er Smiil og Latter, der er Sang, Musik og Dands; men det er jo netop det, vi skal tænke paa, naar vi høre Himmeriges Rige lignet ved en Bryllupsfest, at der er Fryd og Glæde i Himmeriges Rige, saaledes som vi endnu aldrig have kjendt det; at der er en Salighed, en Straaleglands og en Frydesang, som vi i det Høieste kunne have en Forestilling om i vore deiligste Drømme" –  – ja det var min Tanke den Dag, jeg begyndte, og det var mine Ord den Dag, og der er maaskee dem her tilstede, der endnu kunne huske, at saaledes begyndte jeg min Prædiken den Dag. Ja den Dag, da stod min Præstegjerning for mig som ”lutter Bryllup", da var jeg tilmode, som naar jeg som lille Dreng skulde til Bryllup, og jeg hoppede og dandsede af Glæde og var utaalmodig efter blot at kunne komme afsted derhen. Ja, jeg var jo nu Brudesvend, Bydemand — fra vore Barndomsaar staaer jo ingen Bestilling for os saa fornøielig og frydefuld som den at være Bydemand til et Bryllup — og saa at være Bydemand til saadant et Bryllup, som Vorherres Jesu Christi, Guds Søns, Bryllup med sin Brud. Og jeg syntes den Dag, at det var umuligt Andet, end at der maatte møde mig lutter Smiil og glade Ansigter hos alle dem, jeg kom til som Bydemand til et saa mageløst Bryllup — Der mødte mig ogsaa Smiil og glade Ansigter, rigtignok ikke lutter Smiil og glade Ansigter, men dog nogle, ja mange, mange flere end jeg havde Ret til at gjøre Regning paa. 

Ja vistnok maatte jeg snart lære at sande, hvad vi i Dagens Evangelium høre, at Vorherre forudsagde vilde skee: — at der er Mange, som foragte Indbydelsen til Bryllupsbordet og kun bryde sig om deres Ager og deres Kjøbmandskab, forhaane Bydemandene. ja ville endog gjøre dem al den Fortræd, de kunne. Det har jeg jo erfaret, at der er dem, der bleve vrede istedetfor glade over Indbydelsen, jeg kom med, vrede paa mig, enten fordi de syntes, jeg ikke var høflig nok, eller fordi de syntes, at jeg var for paatrængende og nærgaaende med min ”Byden" — skjøndt Gud veed, at det er det, der mindst har været Grund til at beskylde mig for: at jeg har været for paatrængende: der er snarere Grund til at beskylde mig for det Modsatte: at jeg har været altfor lunken og sløv. 

Det er imidlertid Noget, jeg gjerne vilde ønske, at de, der ere eller have været vrede paa mig, ikke maa have havt anden Grund til deres Vrede, end den, at jeg har indbudt dem til Vorherres Bryllupsbord; og det er Noget, jeg gjerne vilde trøste mig med, at der iblandt dem, der virkelig have Lyst til at være med ved dette Bryllupsbord, ikke maa findes Nogen, som er vred paa mig; at der iblandt dem, der vitterligt ikke ville være med, men endog foragte og forhaane det, findes nogle, som ikke kunne lide mig, det kan jeg jo aldrig i Evighed være fortrydelig over, men maa jo meget snarere inderligt glæde mig over, thi det var dog det Bedrøveligste, der kunde siges om mig som Præst, at de, der foragtede Vorherres Bryllupsbord, godt kunde lide mig. 

Nei det gik mig jo ikke, som jeg i Førstningen tænkte, at naar der blot blev kaldt rigtig høit og tydeligt, at selv naar det var saadan En, som jeg, der kom, og jeg blot fortalte det, jeg vidste, om den Bryllupsglæde, der er i Brudehuset, om de sunde Retter, hvormed Bryllupsbordet bugner, saa vilde Alle komme – – nej, det gik jo ikke saaledes. Mange vilde ikke. Og det har tidt gjort mig ondt; men endnu mere ondt gjorte det mig dog, naar de, der kom eller lode, som de vilde komme — gik igjen og vilde ikke blive ved at følge. — Men jeg kaldte dog ikke forgjæves: Smiil og glade Ansigter har der mødt mig, og nu: Tak! Tak! alle I, der kom! Tak for Eders Smiil og glade Ansigter! I vide ikke, hvor det har gjort mit Hjerte godt; I vide ikke, hvilken Glæde Vorherres Bydemand faaer for hver Een, der tager imod Indbydelsen og vil komme. 

Nei, Vorherre bedrog mig ikke, dengang han idag for syv Aar siden lod mig føle, at Præstegjerningen er en glædelig Gjerning, glædelig som Brudesvendens i Bryllupshuset. Det var intet Bedrag, naar min Præstegjerning den Dag stod for mig som lutter Bryllup; nei, naar jeg nu tænker tilbage paa disse syv Aar, saa møder der mig vel mange mørke Timer — de mørkeste ere dog de, som jeg selv har forvoldt mig — men saa ligge disse Aar dog for mig som en saare glædelig Tid. Ja, naar jeg tænker paa alle de Smiil og alle de glade Ansigter, der have mødt mig — og det fordi jeg var Vorherres Bydemand og Brudesvend — saa staaer hele den Tid for ulig som ”lutter Bryllup", som en forunderlig lykkelig Tid, men ogsaa som en forunderlig kort Tid, saa jeg kan sige om disse syv Aar, hvad der staaer i Bibelen om de syv Aar, i hvilke Jacob tjente for Rachel: ”De syntes ham faae Dage; thi han elskede Rachel." 

Men det kalder jeg dog det Bedste af det Altsammen, at jeg ved at byde ind til Bryllupsbordet, og ved at række Gjæsterne af ”de sunde Retter", hvormed Bordet er dækket, er kommen til bedre og bedre selv at erkjende, at det er sunde Retter, at det er velsignede Gaver, hvormed Vorherre har dækket sit Bord; at der er Kraft og Livsnæring i dem til Salighed, og intet Aar har jeg erfaret det bedre end iaar, i denne Sorgens og Trængselens Tid, vi iaar have levet. 

Og derfor vil jeg nu ogsaa tilsidst med al den Kraft og al den Overbevisnings Styrke, som jeg kan lægge i mit Vidnesbyrd, vidue for Eder Alle, baade Smaae og Store, det er sunde Retter, som jeg har budt Eder ind til, der er Livsnæring til et evigt Liv, og intet andet Sted i hele Verden findes det, som vor Sjæl behøver for at leve, intet andet Sted, end i det Ord og de Sacramenter, ”de sunde Retter", hvormed Vorherre har dækket sin Søns Bryllupsbord, men der er det ogsaa, og der er Overflødighed deraf. Og derfor vil jeg nu ogsaa tilsidst med al den Overtalelse, jeg kan lægge ind i min Røst, endnu engang indbyde Eder til Bryllupsbordet, ja kom alle I, der ville leve, alle I, der grue for Døden, alle I, der ville have Eders Sjæle frelste, alle I, der ønske at være glade og lykkelige i Tid og Evighed – kom! — her ere alle Ting beredte! kom, hvis I ikke ere komne, kom, førend det er forsildigt — det kan snart blive forsildigt — kom og gjør Alvor af at tage for Eder af Retterne — de sunde Retter — og lad det ikke blive ved at snakke derom: ”at det var jo det Bedste, og at det var jo det, man skulde tænke paa" osv. osv.

Den Snak have vi hørt længe nok! 
Ja, søde Gud, Du dækker Bord 
For os med sunde Retter, 
Os alle baade Smaae og Stor' 
Du hver Dag kjærligt mætter. 

Det maae vi nok bekjende, — ja det vil jeg bekjende med Tak og Lovpriisning, at han har dækket Bord for mig, baade aandeligt og timeligt, baade for min Sjæl og mit Legeme. Et riigt Bord har han dækket for mig i det Aandelige, hvor der var Nok at tage af, baade til mig selv og til alle dem, jeg skulde betjene; jeg er aldrig gaaet til ham i disse syv Aar uden at have faaet Noget; han har aldrig ladet mig staae tomhændet i Bryllupshuset; maaskee er der dem, der syntes, at det var undertiden lidt nok, jeg havde til Eder, naar I kom herhen, — ja det var det ogsaa, men var det kun lidt, saa var det ikke hans Skyld, men saa var det min egen Skyld, saa var det, fordi min Haand, det vil sige min Tro ikke var stor nok til at tage af de sunde Retter, hvormed han dækker sit Bryllupsbord. Og han har dækket et Bord for mig og Mine i det Timelige, et riigt Bord, hvor der. altid har været nok, og ikke nogen eneste Dag Suk for det daglige Brød; og til at dække dette Bord har Mange af Eder, Venner, været Vorherres Haandlangere. Jeg veed godt, at det er ham, der har givet mig hver Bid Brød, jeg har faaet, og at det er ham, der først og fremmest skal have Takken derfor, men I, ved hvis Haand hans timelige Gaver kom paa mit Bord, alle I, der have deelt Eders timelige Ting med mig, fordi jeg deelte det Aandelige med Eder, Tak, Tak derfor, kjære Venner! — Tak fra mig og alle Mine! Tak ogsaa fra min gamle Fader; han har bedet mig om ogsaa at sige Tak fra ham for alle Eders Velgjerninger, som I have viist imod ham og imod hans Huus i de fyrgetyve Aar, han har været iblandt Eder. Ja, Tak! Tak! Ak, I vide ikke, hvor I have gjort mit Hjerte godt, naar I kom med Eders Gaver, — det vil da sige, naar jeg kunde mærke, at det var Kjærligheds-Gaver, og det kunde jeg Gudskeelov mærke ved de Fleste. Derved blev det ”sunde Retter", mit Bord blev dækket med; thi det, der er givet af Kjærlighed, det er sundt, ak saa sundt baade for Legeme og for Sjæl.

Men Tak — først og fremmest Tak til Dig, kjære Gud Fader; thi fra Dig kommer al god Gave; og det er ikke blot mig, der vil sige Dig Tak idag, men der er Mange her, som gjerne ville sig Dig Tak, baade for det Bord, Du nu i denne Sommer har dækket for os paa vore Marker, og for det endnu bedre Bord, Du har dækket for os i Din hellige almindelige Kirke. Ja 

Tak, søde Gud, Du dækker Bord 
For os med sunde Retter, 
Os alle, baade Smaae og Stor', 
Du hver Dag kjærligt mætter. 
O maatte vi dog elske Dig 
Og eengang i Dit Himmerig 
Fuldmættes af Din Naade. 

Ja maatte vi dog elske ham, kjære Venner! det har han forskyldt af os til Gjengjæld for hans mageløse uforskyldte Kjærlighed. Lad os elske ham; det er det, han begjærer af os, dermed giøre vi ham godt; ja lad os elske ham, lad os stræbe at indhente Noget af alt det, vi have forsømt; thi vi have ikke elsket ham, som han har forskyldt. Maaskee have vi aldrig hadet ham, men der er langtfra det, ikke at hade ham til det at elske ham. Nei, Venner, det er det, der er vor Jammerskade, at vi have ikke elsket ham, men været altfor lunkne og kolde i Kjærligheden; og det er Noget, som nok maa falde os paa Hjerte, hvergang vi rigtigt komme til at tænke paa hans overvættes store Naade imod os baade i det Aandelige og i det Timelige — og falde des tungere, jo mere levende og listig hans Kjærlighed træder frem for os. — 

Som ungt Menneske traf jeg engang en ældre, ugift Mand, som Verden kaldte ”sær". Der var Noget hos ham, som drog mig hen til ham; en Aften sade vi sammen paa en Bænk i en Have, og jeg talte til ham om, at det dog vist tidt var eensomt og trist for ham. „Ak nei, kjære Ven", kan jeg ikke sagtens være glad. Naar jeg om Aftenen kommer hjem fra mit Arbeide og seer min Aftensmad staae paa det ene af mine Borde og min Bibel ligge opslaaet paa det andet, maa jeg saa ikke føle mig lykkelig og takke Gud af mit inderste Hjerte for hans Naade og Barmhjertighed imod mig, at han dækker saadanne to Borde til mig". — Ak, da skammede jeg mig dybt i mit Hjerte ligeoverfor ham; jeg følte nok, at jeg elskede ikke Gud, saaledes som denne Mand, jeg, som dog i mine egne Tanker var langt lykkeligere stillet end han, og havte meget mere at takke Gud for, end han havde. Ja, Venner, maae vi ikke skamme os dybt i vort Hjerte, naar vi tænke paa, hvilke to Borde Gud har dækket for os og hvorlidt vi dog takke ham og elske ham, hvor lidt glade og fornøiede vi ere. Men lad os nu bruge den sidste Dag, vi ere samlede her, til rigtigt at opflamme hinanden til at elske ham. 

Ja maatte vi dog elske ham 
og eengang udi Himmerig 
Fuldmættes af hans Naade. 

Ja maatte vi dog samles der, og der sidde tilbords ved det store Bryllupsbord med Vorherre Jesus, med Abraham, Isak og Jakob. Der er jo Mange af os, som gjerne havde ønsket, at vi kunde være blevet sammen; — det maatte nu ikke være saaledes, og vi ville nu troe, at det er godt for os, baade for Eder og for mig, at vi skilles ad. Der er jo Mange af os, der ønske og haabe, at vi igjen kunne samles igjen her paa Jorden, saaledes som vi hidtil have været samlede. Det skal maaskee aldrig skee, men maatte vi dog samles i Himmerig og der fuldmættes af hans Naade, af de sunde Retter, hvorpaa han allerede her paa Jorden giver os en Forsmag til nødtørstig Mættelse, at vi ikke skulle døe. 

Nu vil der jo nok blive et Savn for Mange af os, naar vi nu skulle skilles — ak, hvilket Savn vil det blive for mig, hvor vil jeg savne Eder og den Kirke, hvor jeg er døbt, hvor jeg er viet til min Hustru og indviet til Præst, og hvor jeg nu i syv Aar har havt saamange deilige Timer; hvor vil jeg savne det Huus, hvor jeg har boet, de Steder, hvor jeg har leget som Barn og virket som Mand, hvor min egen Vugge har staaet, og hvor mine Børns Vugge har staaet. — Ak! hvilket Savn vil det blive! men maatte vi dog samles i Himmerig og der fuldmættes af hans Naade. Derfor lad os elske Gud! thi det er jo det, det kommer an paa, for at komme i Himmerig og fuldmættes af hans Naade. Kjærligheden, Troen virksom i Kjærlighed, det er Bryllupsklædningen, som det gjælder om at være iført, naar Kongen kommer at besee sine Gjæster. Ja det er Bryllupsklædningen. Ikke Mundchristendommen, ikke den døde Bekjendelse, ikke det, at man møder i Brudehuset og tager for sig af Retterne, hører Ordet og nyder Sacramentet, ikke det kan gjøre det, men kun det, at man elsker ham. O, maatte vi dog elske ham! Saa lad os da nu folde vore Hænder og bede af Hjertet: 

Tak, søde Gud, Du dækker Bord 
For os med sunde Retter, 
Os alle baade Smaae og Stor' 
Du hver Dag kjærligt mættrr. 
O maatte vi dog elske Dig 
Og eengang i dit Himmerig Fuldmættes af Din Naade!  

Amen!