Laura Stærkes studentertale

I dag står vi her med huer på hovedet. 

En hue, der betyder meget mere end bare afslutningen på en uddannelse. Den betyder vores rejse 

– alle vores kampe,

sejre,

tidlige morgener,

sene afleveringer,

grin i klasselokalerne og ikke mindst det fællesskab, vi har skabt sammen.

For nogen har vejen hertil været ret lige. 

For andre – som mig – har den været lidt mere snoet. Jeg startede ikke på Horsens HF & VUC, men skiftede hertil i slutningen af november i 1. HF, efter at have mærket, at STX ikke var min vej. 

Men da jeg trådte ind her, blev jeg mødt med åbne arme. 

Jeg mødte venlighed, 

rummelighed og et sted, hvor man ikke skulle passe ind – man måtte bare være sig selv. Og det betyder noget. 

Noget jeg aldrig glemmer.

Der har været dage, hvor man var tæt på at give op. Hvor sengen kaldte højere end både afleveringer og moduler. 

Hvor det hele føltes tungt. 

For nogle af os har der også været ekstra bump på vejen – ordblindhed, angst, stress, tvivl. Alligevel står vi her. 

Vi har kæmpet – og vi har vundet.

Vi har bestået eksamener, sprængt vores egne grænser og fundet ud af, at vi kunne mere, end vi troede.

Derfor føles det i dag ikke bare som en afslutning – men som en sejr.

Når jeg tænker på vores klasser – og ja, jeg siger klasser, for vi har været mange forskellige hold og konstellationer – så er der én ting, der står helt klart: 

Det har aldrig været kedeligt.

Vi har haft vores små dramaer, 

uenigheder, 

skærm-stirring - seriøst, hvad lavede vi egentlig på de computere?)..

og sikkert også gruppearbejder, hvor “fælles indsats” blev lidt kreativt fortolket.

Men vi har også grinet. Meget. Vi har delt snacks, hemmeligheder og store tanker.

Og midt i alt det uperfekte og menneskelige var der faktisk noget helt særligt. Noget magisk.

For uanset hvor forskellige vi har været – i alder, baggrund og tilgang – så har vi formået at skabe et fællesskab. 

Et sted, hvor man kunne være sig selv. Hvor der var plads til fejl, plads til grin og plads til hinanden.

Vores lærere – jer vil vi heller ikke glemme. Ikke kun for alt det, I har lært os fagligt (og vi har faktisk lært en del!), 

men for jeres menneskelighed. 

For at stå foran en træt klasse og stadig møde os med varme, tålmodighed og humor. 

For at insistere på at få os med – også de dage, hvor vi var ret fraværende i både krop og sind. 

I har ikke bare undervist os – I har løftet os. Og det er vi dybt taknemmelige for.

Som en lille tak har jeg en gave til alle lærerne. Jeg står her på grund af jer!

Nu står vi her – på den anden side. Vi har glædet os til den her dag, og alligevel føles det lidt mærkeligt, at det slutter. 

For det her var ikke bare en skole. Det var tryghed. Fællesskab. En hverdag.

Personligt har jeg lært virkelig meget. 

Om mig selv, 

om livet og om andre mennesker. 

Jeg har lært, at man godt må tage sin egen vej. At det er okay ikke at følge normen, men at finde sin egen rytme. At det ikke handler om at være perfekt – men om at være ægte. 

Om at være mig!

Fremtiden? Den kender jeg ikke endnu. Og det er faktisk helt okay. For jeg har lært, at man ikke behøver kende hele ruten, før man begynder at gå. Bare man går med åbne øjne, åbent hjerte og troen på, at der venter noget godt derude.

Til sidst vil jeg gerne dele et lille citat – ikke fra en kendt forfatter eller filosof, men en sætning, jeg har båret med mig:

Tak fordi I har været en del af min rejse – og tak fordi jeg har fået lov til at være en del af jeres.
Tillykke med huen – og må fremtiden være god ved os alle. 🌟