Skip to content

Lasse Frimand Jensens nytårstale

Om

Taler

Lasse Frimand Jensen
Borgmester i Aalborg Kommune

Dato

Sted

TV-transmitteret fra DK4

Tale

Rigtig godt nytår til alle.
Jeg vil starte med at ønske alle, der har fået valg til kommunalbestyrelserne i Danmark og regionsrådene, stort tillykke. Jeg vil gerne give jer en kæmpe anerkendelse, respekt for at I stiller op for demokratiet, og jeg er rigtig glad for netop at kunne fortsætte som borgmester i Aalborg Kommune. Den kommune, jeg er født og opvokset i, og som jeg elsker rigtig højt.
Det er en stor opgave, og jeg går ydmygt ind til opgaven og håber på at kunne bidrage til at skabe endnu mere vækst og fremgang og velfærd her i 2026.
2025 blev et år, hvor Aalborg Kommune også oplevede store resultater. Vi er nu Danmarks tredjestørste kommune med 225.000 indbyggere. Men vi har også for nyligt her i december måned i 2025 modtaget en stor anerkendelse i EU, hvor vi blev kåret som Europas mest innovative kommune. En pris, som anerkender det store samarbejde, vi har på tværs af det kommunale, statslige, private, men også civilsamfundet. Og det er noget, jeg kommer til at arbejde endnu højere på, at det skal blive en større succes her i 2026.
Kigger vi frem mod året, så er der tre t’er, som gør sig gældende for mine værdier. Det er nemlig tillid, trivsel og tryghed.
Og tilliden handler om, at vi skal have tillid mellem borgerne, kommunen, det private, vores foreningsliv og mange andre. Det skaber fundamentet for, at vi kan have et velfungerende velfærdssamfund. Men også en kommune, hvor der er vækst, der skaber arbejdspladser, og virksomhederne trives.
Når vi kommer til trygheden, jamen, så handler det om, at man også skal have tryghed i eget hjem, uanset om man er ældre, man er barn, eller man er børnefamilie, så skal man sørge for, at vi har tryghed i eget hjem.
Derfor kommer vi til at investere rigtig meget i at sørge for, at man trygt kan sende sine børn i skole, daginstitutioner, men også sine kære ældre på plejehjem.
Og netop vores ældre er noget af det, vi kommer til at investere endnu mere i. Vi kommer til at ansætte 100 flere medarbejdere inden for ældreområdet. Vi kommer til at skabe 315 nye plejehjemspladser, så vi sørger for, at vi kan leve op til, at når man har brug for en ekstra hånd og omsorg, når man bliver ældre, så skal det også kunne være muligt her i Aalborg Kommune.
Vores børn er vores fremtid, og trivsel for vores børn er noget af det, som er en af mine helt store hjertesager. Jeg vil rigtig gerne arbejde for, at vores børn trives, når de kommer afsted. Men også trives i eget hjem. Og derfor er det så vigtigt, at vi har et dygtigt personale, som kan hjælpe dem i vores daginstitutioner med pædagoger, i vores skoler med lærere og alt andet personale.
Det er virkelig afgørende, at børnene får en god start, fordi vi ved, hvor vigtigt det er for resten af deres liv, og derfor er jeg så ufattelig stolt over, at vi er udpeget af UNICEF som en børnevenlig kommune, så børn er med helt ind i maskinrummet til at præge den kommune, vi skal have i fremtiden. Det betyder blandt andet, at børnene kan være med i et ansættelsesudvalg, når man skal ansætte en ny pædagog i sin børnehave. Det giver lidt anderledes jobsamtaler. Der kan være et barn, der spørger om “hvad er din yndlingsfarve” til pædagogen? Men på den måde signalerer det jo også over for vores børn, at det er dem, der er med til at præge vores kommune, og det er dem, der skal være med til at sætte dagsordenen for, hvordan vi skaber en endnu bedre børnevenlig kommune.
Hele vores dagsorden om at skabe velfærd er noget, der fylder rigtig meget for mig, og den var også det helt store emne ved vores seneste kommunalvalgkamp, nemlig den nære velfærd. Hvordan sørger vi for, at man kan mærke kommunens nære velfærd og høje kvalitet helt tæt på der, hvor man bor? Og jeg er rigtig stolt over, at vi er blevet vurderet som en af dem, der gør det allerbedst ved vores ældrepleje. Og helt specifikt ældreplejen har vi været stolte over, at vi var en af de første kommuner, som har nogle faste hold, hvor man i hjemmeplejen fra at man har mange forskellige medarbejdere, der kommer hjem og hjælper den ældre i eget hjem, så at man kommer nu som et hold, og man kommer og giver en mere helhedsorienteret hjælp.
Jeg kender det selv fra mine bedsteforældre, da de stadigvæk levede, da de modtog hjemmehjælp, hvordan der kunne komme mange forskellige medarbejdere i løbet af en uge og besøgte dem. Nu kommer det faste velkendte personale, og det giver en tryghed for borgeren i eget hjem. Men det giver også en større tilfredshed og en tryghed for vores medarbejdere, at de kender den enkelte borger endnu bedre.
Jeg kigger også ind i en 2026, hvor hele Limfjorden bliver et stort og vigtigt emne. Vi kommer til at være værter igen for Tall Ship Race, som er en af de helt store begivenheder, vi er meget stolte over i Aalborg Kommune. Vi er jo en maritim kommune, hvor rigtig mange virksomheder kommer fra den maritime sektor, og det med, at vi kan holde en folkefest helt inde i byens centrum omkring vores havnefront, hvor store træskibe fra hele verden kommer til, det er en af de arrangementer, som vi ved, nordjyderne og ålborgenserne virkelig sætter stor pris på, og vi glæder os ufattelig meget til, at det kommer tilbage her i 2026. Selvom der sker mange positive ting i Limfjorden, så har den også nogle udfordringer.
Det gælder vores klimaudfordringer, hvor vi skal lave en højere grad af klimasikring i vores limfjord og på den måde passe på vores aktiver, vores værdier, som ligger tæt op ad Limfjorden. Det skyldes jo, at vandet stiger ude i fjorden og på den måde udfordrer nogle af de store værdier, vi har i Limfjorden. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi sætter op imod 50 mio. kroner af til at klimasikre vores limfjord og passe på noget af de værdier, der er omkring. I første omgang ville det være Spritten ude i den vestlige del af Aalborg Kommune, som jo er et stort aktiv for vores kultur og fritid i fremtiden, og derfor har vi vurderet, at det skal prioriteres først at lave klimasikring der, men generelt vil vi jo også gerne lave en forebyggende indsats, når det gælder klimaudfordringerne. Vi vil gerne lave den grønne omstilling i forhold til vores store industri, som vi jo oplever en virkelig stor fremgang både i forhold til arbejdspladser, men jo også i forhold til den vækst, der generelt er.
Og vi ved, at de rygende skorstene er en del af vores historik, men i den grad også en del af vores fremtid, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu sammen med Nordværk, Copenhagen Infrastructure Partners og andre aktører laver et stort CO2-fangstanlæg, og vi vil indfange røggas, der kommer fra skorstenene, og anvende dem via et Power-to-X-anlæg til at skabe fremtidens grønne flybrændstof.
Vi vil kunne producere cirka fire gange Danmarks flybrændstofforbrug indenrigs – 50.000 tons grøn flybrændstof.
Hele det eventyr tror jeg på kan være med til at sætte endnu mere skub i vores erhvervsudvikling, skabe arbejdspladser, og på den måde kan vi også være med til at gå forrest i forhold til den grønne omstilling. Men når vi kigger ind i 2026, så er der også mange andre ting at glæde sig til. Og jeg håber på, at I alle sammen oplever, at godt nok er kommunen ikke perfekt, men vi knokler hver dag for at gøre det lidt bedre, så vi skaber endnu mere tillid, trivsel og tryghed.
Rigtig godt nytår.

Kilde

Kilde

Manuskript transkriberet af Danske Taler fra www.dkultur.dk med tilladelse fra taler og producent

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags