Lasse Borris Andersens tale ved demonstrationen “Bevar Nyelandsvej”

Jeg vil gerne starte med at læse et lille tekststykke op for jer:

Det, som jeg lige læste op er stk. 3 i folkeskolelovens formålsparagraf – selve fundamentet for vores folkeskole. Det er en rettesnor for, hvordan vi som kommende folkeskolelærere skal forstå vores ansvar for at danne børn og unge til aktive, deltagende og kritiske borgere. Det er værdier, vi forventes at bære ind i klasselokalet hver eneste dag.

Og så står vi her i dag.
Og må konstatere, at vores egen uddannelsesinstitution – Københavns Professionshøjskole – ikke engang lever op til de helt grundlæggende værdier, den selv læner sig op ad, når den uddanner os.

Når der sendes en lokalplan i høring, får borgerne typisk otte uger til at reagere. Når Folketinget fremsætter et lovforslag, går der omkring 40 dage, før det kan vedtages. Der er tid til dialog. Til indsigelser. Til demokrati i praksis.

Men lukningen af Nyelandsvej?
Undervisere og ansatte fik besked for 14 dage siden.
Vi studerende fik det at vide dagen efter – for 13 dage siden.

To uger.
To små uger til at reagere på en beslutning, der potentielt lukker et historisk uddannelsessted, der har uddannet lærere i over 90 år. Et sted, der bærer en kultur, en ånd, et helt særligt fællesskab, som ikke kan kopieres eller flyttes fra den ene dag til den anden.

Og når vi så spørger direkte, om ikke processen er kort og forhastet – så får vi oveni det hele at vide af dekanen selv at:

Det er ikke engang skjult.
Det er ikke pakket ind.
Det bliver sagt højt. 
Og endda i medierne fremlagt som om, beslutningen allerede er taget og endegyldig.

Og KP’s rektor, Anne Vang Rasmussen, udtaler så i går i et interview i Fagbladet Folkeskolen at direktionen mener, de har “inkluderet studerende og medarbejdere nok.”

Jeg bliver nødt til at spørge jer:
Føler I jer inkluderet?
Føler I jer inddraget, set og hørt?

For mit vedkommende – og for rigtig mange andres – er svaret et rungende og klokkeklart NEJ.

I folkeskolens formålsparagraf står der, at skolen skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Jeg spørger jer:
Hvor er åndsfriheden?
Hvor er ligeværdet?
Hvor er demokratiet?

Det er væk.
Det er end ikke forsøgt.

Og så forventer man, at vi – de kommende lærere – skal uddanne børn og unge til demokratiske medborgere? Hvordan skal vi kunne stå i et klasselokale og undervise i rettigheder, medansvar og deltagelse, når vores egen uddannelsesinstitution ikke engang magter at leve op til de selv samme værdier?

Det er ikke bare udemokratisk.
Det er antidemokratisk.
Det er en forhastet skueproces igangsat i ly af natten.

Og vi fortjener bedre.
Vi studerende fortjener bedre.
Vores dygtige undervisere fortjener bedre.
Og de børn, vi i fremtiden skal undervise, fortjener om nogen bedre.

De fortjener lærere, der har fået en uddannelse i omgivelser, der tager demokratiet alvorligt.
De fortjener lærere, der har oplevet reel inddragelse.
De fortjener lærere, der har været en del af en kultur, hvor fællesskab, tradition og faglighed går hånd i hånd.

Alt det, Nyelandsvej står for.

For her – på Nyelandsvej – bliver man ikke bare uddannet. Man bliver dannet. Man bliver en del af noget større. En kultur, et fællesskab, en tradition, som har betydet noget for tusindvis af lærere og deres elever før os – og som forhåbentlig også skal betyde noget for tusindvis efter os.

Men det kræver, at vi ikke accepterer en lukning i stilhed og står fast på, at KP selv skal efterleve de værdier, som vi skal uddannes i.
At vi står fast på, at vi som lærerstuderende VIL inddrages i beslutninger der så indgående påvirker vores hverdag.
At vi står fast på, at demokrati i uddannelsessektoren ikke bare er en formalitet – men en forpligtelse.

KP skylder os mere end det her.
De skylder folkeskolen mere end det her.

Og derfor må min klareste appel til KP’s bestyrelse også være – tænk jer nu om og forkast direktionens indstilling. Giv os – som minimum – tid til at dele tanker, følelser, frustrationer, indsigelser og bekymringer. Giv os tid til at afsøge alle de muligheder, som vi overhovedet kan for at redde det gamle Frederiksberg Seminarium, og VIS at I vil læreruddannelsen. At I vil lærerfaget. Så vi også i fremtiden stolt kan kalde os uddannede folkeskolelærere fra Nyelandsvej og vise i praksis, at vi vil gøre vores allerypperste og allerydmygste for at efterleve folkeskolelovens formålsparagraf. At vi vil være ÆGTE demokrater – jeg håber inderligt, at I vil være det samme.

Tak for ordet.