Kære alle sammen,
Så nåede vi SÅ langt… Vores femte årsmøde – halvvejs mod et rundt jubilæum – det kan noget! Og så midt i en valgkamp. Jeg er glad for at så mange af jer har sluppet plakater og flyers for en dag, for at samles her. Det er nemlig meget godt lige at mødes her i omklædningsrummet i halvlegen. Til lidt snak om taktik, et par staldtips fra de andre og nogle klap på skulderen og lidt rygstød til de mere end to ugers valgkamp, der stadig er forude.
Ofte er det første skridt det sværeste. Det gælder også i mødet med andre mennesker på gader og stræder derude. Når man skal aflevere sit budskab til fremmede på gaden. Men når man først har sat sig i bevægelse, så går det lidt nemmere. Pludselig næsten som en leg.
Der er noget grundlæggende menneskeligt over at gå. Vi lærer det, før vi lærer at tale. Vi rejser os, falder, rejser os igen. Og så tager vi det første skridt.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det alligevel igen: Tak til alle jer, der tog det første skridt og trådte med ud på isen, før den størknede under fødderne på os. Da vi skabte Det Politiske Mødested og siden Moderaterne. Hvor er det dejligt at se, at så mange af jer er nået tørskoede frem her i dag.
***
I lang tid har jeg gået 10.000 skridt om dagen. I hvert fald forsøgt i en udfordret kalender. Ikke for at slå en eller anden rekord. Ikke for at konkurrere – højst med mig selv – nogen stor sportsmand bliver jeg nok aldrig. Men fordi det gør noget ved én at gå.
Søren Kierkegaard skrev engang: ”Tab for alt i verden ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til.”
Jeg er ret sikker på, at Kierkegaard ikke kun refererede til det fysiske velbefindende, men også til hovedet.
Det er i hvert fald min oplevelse, at det gavner begge dele – både krop og sjæl.
Det har jeg oplevet, når jeg har spadseret på gader og stræder i udlandet og herhjemme. I sene timer og tidlige morgener. Når jeg har inviteret på gå-kaffe om mandagen. Samlet kloge, gode folk, med noget på hjerte og gået en tur. Så taler man sammen på en anden måde. Drøfter problemer og løsninger. I al stilfærdighed og med omtanke.
Moderaterne blev ikke til med et brag. Først små skridt. Så nogle lidt større. Og vi blev ved med at sætte den ene fod foran den anden. Også når nogen forsøgte at spænde ben for os undervejs. Og det er derfor vi er her i dag. Midt i en valgkamp. I ret god form. For 3,5 år siden lykkedes det os at bryde op i blokpolitikken. Og nu skal vi gøre det igen.
***
Jeg har været med på Christiansborg i tre årtier nu. Et af de rigtig store skridt, der er blevet taget i den tid, er velfærdsaftalen fra 2006. Indgået af en blå regering, jeg var selv indenrigsminister, med Socialdemokratiet, de Radikale, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Hen over midten.
Langsigtet økonomisk holdbarhed blev prioriteret over kortsigtet popularitet.
Vi gennemførte en de mest omfattende økonomiske reformer af vores samfund. Og hvor var det godt, at vi turde. For det nyder vi alle sammen godt af i dag.
Til dem der måske ikke lige har det i frisk erindring, så var det i velfærdsaftalen, at vi blandt andet vedtog, at pensionsalderen stiger med levealderen.
Vores robuste samfundsøkonomi i dag, hviler på den aftale. Det er derfor vi skal værne om den aftale. Når andre angriber fundamentet under vores økonomi, så holder vi fast. For dine og mine børnebørns skyld.
I dag er det kun en ud af 10, som faktisk går på pension, når de fylder 67 år. Langt de fleste går inden.
Selvom rigtig mange gerne ville fortsætte, hvis de fik større frihed og fleksibilitet og ikke bliver straffet økonomisk.
***
Derfor ønsker Moderaterne at skabe en langt mere fleksibel ordning for tilbagetrækning. Men samtidig sikrer, at man kan trække sig gradvis tilbage, når vi nu kan se, at det er sådan, folk er flest. Det er derfor Moderaterne i går fremlagde forslag om deltidspension.
I dag arbejder man enten fuld tid eller stopper helt. Fra den ene dag til den anden.
Fra en hverdag med et vækkeur, der ringer hver morgen. Man tænder for kaffen og radioen, rutinen ligger så meget på rygraden, at man dårligt behøver at tænde lyset. Går i bad og tager tøj på og tager hen til kollegaerne og fællesskabet. Hvor der er brug for én. Til et liv der ændrer sig med et snuptag. Der bliver måske holdt en afskedsreception, blomster og kort, anekdoter fra årene, der er gået.
Og så en brat opvågnen uden hverken vækkeur eller morgenrutine. Og hvad gør man så?
Berit på 64 år, hun fortrød. Det fortalte hun mig på en gåtur forleden. Hun savner arbejdet og kollegaerne og ville gerne være fortsat på nedsat tid. Men den snak fik de aldrig taget på arbejdspladsen. Og det er en skam.
For nok kan vi alle være trætte af vækkeuret en kold og mørk morgen i januar, men det kan også blive FOR stille.
Derfor skal vi indrette os anderledes.
***
Derfor har vi foreslået en DELTIDSPENSION – en ny ydelse i årene før folkepensionen, så du kan gå ned i tid i årene op til pensionsalderen, få mere frihed og stadig få økonomien til at hænge sammen.
Så målstregen bliver til et lidt større mål-område, om man vil.
Lad os stoppe med kun at snakke folkepensionsalder og firkantede tilbagetrækningsordninger og i stedet udvikle løsninger, der giver mening for både mennesker og samfundsøkonomi.
Nogen mener, at det kun er Arnes tur. I Moderaterne mener vi, at det er alles tur. Til selv at vælge.
Vores ambition er, at vi skal skabe en ny indretning af pensionssystemet, der sætter det enkelte menneske først. Og som samtidig sikrer et fast fundament under vores økonomi. For selvfølgelig handler det om økonomi. Både for den enkelte og samfundet. Men det handler først og fremmest om menneskesyn.
Det gør det også, når vi taler om de absolut mest udsatte i vores samfund. Moderaterne er stiftet på en ambition om at give netop dem værdigheden tilbage.
***
Men statsministeren må have glemt dem, da hun trykkede på knappen. For værdighedsreformen nåede ikke at komme igennem Folketinget og blive endeligt vedtaget. Det er GODT nok en skam… Nu bliver det så en opgave for et nyt Folketing at stemme den igennem. Lad os håbe at stemmerne falder sådan, at det sker. For der er brug for den reform.
Danmark er på alle måder et fantastisk velfærdssamfund. Rigt, frit og uden den store ulighed, som man kan møde i andre dele af den vestlige verden. Alligevel falder for mange gennem nettet. Og ender med at leve et uværdigt liv på gaden.
Ligesom Jacob Nellesø. Jacob har jeg mødt ved flere lejligheder. Nanna hjalp ham med at finde rundt i systemet. Sidst jeg så Jacob sad vi ude ved de skæve boliger på kanten af Brønshøj i København. Jacob med sit kun ene ben i kørestolen, mærket af et hårdt liv, flere diagnoser, stofbruger osv. osv. Listen af udfordringer var lang.
Forleden fik jeg besked om, at Jacob nu ikke er her mere. På samme dag som valget blev udskrevet, forlod han os. Så han når aldrig selv at se værdighedsreformen blive til virkelighed. Men så meget desto mere grund til at lade hans historie leve videre her blandt os – og understrege hvorfor den er så vigtig. Jeg ved, at Jacob ville være helt tilfreds med at blive nævnt her i dag. Så derfor deler jeg lidt af hans historie.
***
Jacob havde bopæl i Ringsted. Men han endte en nat på Istedgade i en punkteret kørestol. Ringsted kommune var såkaldt handlekommune, Jacob var deres borger.
Men nu sad han altså i kørestolen, punkteret, på en gade i København og havde brug for tag over hovedet og hjælp.
Jacob fik besked om, at han måtte finde til Ringsted, hans bopælskommune, for at få hjælp. At han på en eller anden måde måtte rejse sig op på sit ene ben, finde ned til Ringsted og snakke med dem.
Helt ærligt, det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre.
En del af værdighedsreformen er, at du som udsat borger kan få hjælp uanset hvor i landet, du befinder dig, når du har brug for hjælpen. At uanset hvilken dør, du banker på, så er der en hjælpende hånd på den anden side.
Vi var ikke nået en aftale om en værdighedsreform uden Moderaterne. Og nok særligt dig Nanna.
Det kan godt være, at statsministeren glemte jer, da hun udskrev folketingsvalget. Det gør vi ikke. Det bliver afgørende vigtigt for Moderaterne, at værdighedsreformen bliver gennemført i et nyt Folketing!
***
Moderaterne er vel en form for start-up. I de første år gik jeg ofte og underholdt med, at det vel kun var et spørgsmål om tid, før Børsen måtte sende os en Gazelle, fordi vi voksede så hurtigt. Den har vi i øvrigt stadig ikke fået…
Men det skal ikke afholde os fra at arbejde for vilkårene for andre iværksættere. Det er der i den grad brug for.
Sidste år, 2025, blev det år i mere end et årti, hvor der blev startet FÆRREST nye virksomheder i Danmark. Det duer ikke.
SVM-regeringen har allerede gjort noget: Fjernet en række af de benspænd, der i alt for mange år har generet virkelystne danskere. Vi har afskaffet "skatten fra helvede", lagerbeskatning, hvor man betaler skat af penge man endnu ikke har tjent.
Fordi den har pålagt hårdtarbejdende iværksættere beskatninger i millionklassen af gevinster, som de slet ikke har fået endnu. Det var ikke sket uden Moderaterne i regering.
Men der skal mere til. Vi skal skabe en kultur, hvor folk har lyst til at starte en virksomhed. Hvor de tør. Hvor vi får det til at vokse og gro herhjemme.
Det er derfor vi foreslår at hæve loftet på aktiesparekontoen – fra 170.000 til 500.000.
Og det er derfor vi foreslår at ændre beskatningen af aktieindkomst.
***
I dag betaler man to forskellige satser. Det vil vi forenkle og forbedre til én samlet skat på 35 procent.
Og det er derfor vi skal sænke selskabsskatten – som minimum fra 22 til 20 procent.
For helt ærligt, det er jo ikke en regerings job at sprøjte væksthæmmere ud over dansk erhvervsliv. Tvært imod. Et dansk erhvervsliv i vækst, betyder mere velstand og velfærd til hele Danmark.
Vi er vel også nødt til at tale om det forslag Socialdemokratiet har lagt på bordet om formueskat… Selvom jeg må forstå på de politiske kommentatorer, at jeg dermed går i en eller anden fælde, som Mette Frederiksen har lagt ud. Men det må jeg så risikere. For jeg vil altså ikke afholde mig fra at sige min meget klare mening om det.
Det lyder besnærende – så skal vi bare lige beskatte de super-rige.
At indføre skat på folks formue gavner ingen. Det er sådan et forslag, der er let at gribe til, når fantasien fuldstændig har forladt én. Og der kun er overskud til at gribe ud efter et populistisk forslag fra nederste hylde…
Jeg var relativt nyvalgt folketingsmedlem, da en socialdemokratisk finansminister AFSKAFFEDE formueskatten. Det var i 1997. Den hæmmede ganske enkelt investeringer og var vanskelig at administrere. Socialdemokratiets nye forslag om en formueskat kommer konkret til at påvirke 850.000 jobs.
***
Og det er DET, der er det vigtige.
Jeg siger ikke det her for at varetage enkelte rige danskeres interesser. Jeg siger det fordi, det netop handler om så meget andet end det. For hvis man skal betale skat af sin formue, så er det altså også værdien af fabriksbygningen og maskinerne. Af lastbiler og kraner. Alt det der skaber rammerne om helt almindelige jobs til helt almindelige mennesker.
Vi har alle forudsætninger for at vide, at formueskat ikke er klogt.
Så hvis vi gerne vil bevare Danmark som et af de rigeste, og faktisk også ”ligeste”, lande i verden, så skal vi droppe alle tanker om formueskat. Her i Moderaterne har fantasien i hvert fald ikke forladt os endnu. Så i stedet for at støve gårsdagens dårlige løsninger af og hive dem op fra kælderen igen, så lad os prøve at tænke helt nyt. For os handler det ikke om ideologi. Men når man sammenligner Danmark med Sverige og Norge, så har vi den højeste skat på alt. Det højeste samlede skattetryk, højeste skat på den sidst tjente krone, højeste skat på investeringer, højeste skat på arv, den højeste skat på generationsskifte. Og helt ærligt, vi skal ikke forringe mulighederne for virksomhederne i Danmark. Vi skal forbedre dem. Derfor skal skatten ikke op. Den skal ned.
Nu har I så lige hørt mig kontant afvise formueskatten. Så nu hvor jeg så er i gang med de ikke-populistiske emner, så fortsætter jeg med at vove pelsen. Og gå ind på endnu et område, hvor jeg kan komme til at træde nogen over tæerne.
***
Det har jeg prøvet før. I mine frisatte år udenfor dansk politik, skrev jeg en bog.
En af de seneste i rækken. Men IKKE den sidste…
Her skrev jeg om behovet for en modernisering af Rigsfællesskabet. Og jeg fik vist også kritiseret, at skiftende danske politikere over årene ikke har turde at engagere sig i debatten om det. Den kritik var også rettet mod mig selv. For jeg turde jo først, da mine ord ikke længere bar samme vægt.
Siden er jeg så blevet diplomat. I hvert fald i mit virke som udenrigsminister. Nok lidt mindre i mit virke som politisk leder for Moderaterne. For vi ER også nødt til at kunne tale om tingene, som de er. Og ikke som vi ville ønske, at de var. Og i dag er det partiformand Lars, der står her.
I 2019 skrev jeg, at Danmark bør engagere sig mere i Grønland. I stedet for at gå på listefødder af frygt for en skilsmisse. Det mener jeg stadig. Og nok nu mere end dengang.
For nylig havde jeg en god snak med landsstyreformand Jens Frederik Nielsen. Han siger, at Grønland skal have styr på fundamentet, før skorstenen kan sættes på. Det fundament skal vi have robustgjort i fællesskab, så det står stærkt, når Grønland engang skal sætte skorstenen på.
Så vi skal udvikle vores forhold. Og det synes jeg, at vi skal gå ind i med åbent sind og i en ånd af fællesskab med grønlænderne.
***
Vi har været igennem meget sammen. Særligt det seneste år.
Og skal man sige noget som helst positivt om Donald Trump, og det er godt nok svært… Så er det, at det ydre pres har skabt et styrket indre sammenhold mellem Danmark og Grønland. Den del sætter jeg meget stor pris på.
Det kunne jeg tydeligt mærke, da jeg var i Nuuk for en måneds tid siden. Det kan godt være at vi kan have vores uoverensstemmelser hjemme i familien, men der skal ikke komme nogen udefra og diktere vores forhold.
Da vi sad i Washington, de dage i januar, Vivian Motzfeldt og jeg, var der ingen tvivl om, at vi er på samme hold. Det samme gjaldt folkene omkring os.
Og helt ærligt, jeg har prøvet meget… Men det var da til den usædvanlige side, at skulle ind til det møde med vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio. Der har været meget snak om ’knuckles’ og noget med en smøg bagefter… Og ja, havde jeg vidst, at det hele blev transmitteret live på tv hjem til jer alle sammen, så havde jeg måske nok gjort det anderledes. Men nu så I det, som det var. I så os, som vi var: Vivian og mig, to mennesker, der var lettede. Og mon ikke I egentlig godt kunne tåle at se det? For det er jo det vi er, politikere, men først og fremmest mennesker.
***
En god dag kommer ikke dårligt tilbage. Og den dag i Washington endte som en god dag. Men det er ikke slut. Så langt fra. Vi læner os ikke tilbage og puster helt ud endnu.
Det HAR været en speciel periode at være udenrigsminister. Der har udspillet sig ting på den verdenspolitiske scene, som jeg bestemt ikke havde forestillet mig i december 2022.
Udover præsident Trumps ønske om at overtage Grønland, så har Danmark og Europa har været under heftig beskydning. Danmark heldigvis kun med ord. Længere mod øst i Ukraine, desværre stadig med krudt og kugler.
Det er endnu ikke lykkedes os at stoppe hverken det ene eller det andet.
Og det vil jeg gerne knytte nogle ord til.
I Ukraine udlever man stadig et mareridt. Luftalarmer, missilangreb, overgreb på kvinder og børn og civile tab. Det er den nye geopolitiske virkelighed, som har ramt vores kontinent. Den kommer ikke belejligt. Og den er allerede i gang med at forandre vores verden på måder, vi ikke bryder os om.
Verden bliver ikke igen, som den var før Ruslands invasion af Ukraine.
***
Det bliver vi nødt til at forholde os til. Som land – og som folk.
Vi har oprustet vores forsvar. Meget! Det koster. Men det er nødvendigt. Desværre.
Men krig og konflikt koster ikke kun menneskeliv. Det koster også på vores velfærd og velstand. Historien gentager sig selv.
Ved Murens fald den 9. november 1989 sejrede friheden og fornuften. Historien var forbi, blev der sagt. Verden lå for vores fødder. Siden tog vi fredsdividenden hjem. Hele verden blev vores fabrik. Det gav os velstand som aldrig før. To biler. Nye køkkener. Demokrati og friværdi. Vi levede i hvert fald i en periode uden at skænke vores nære sikkerhed en tanke. Vi tog den for givet. Og vi høstede frugterne i hverdagen.
Nu buldrer og brager det så igen. Verden er i opbrud. Og Danmark er kastet ud i den største geopolitiske krise siden 2. verdenskrig. Og hvis ikke vi navigerer klogt igennem, så kommer det til at koste os. På alle måder.
***
Det betyder ikke, at vi skal skære i støtten til Ukraine, som nogen mener. Slet ikke. Ukraines suverænitet og sikkerhed er vores suverænitet og sikkerhed. Punktum.
Og det undrer mig ærligt talt, at den alvor ikke står klart for Dansk Folkeparti og andre, der lader til at mene, at vi skal lade ukrainerne sejle deres egen sø.
Den holdning fra det yderste højre understreger, hvorfor de, efter vores mening, ikke er egnede til at sidde på magten i Danmark.
Når USA går enegang og bomber i Iran, så kan vi måske nok enes om, at vi græder tørre tårer for Ayatollahaen. Men helt ærligt, målet helliger ikke altid midlet. For hvis vi mener, at USA ikke bare kan fjerne andre ledere efter forgodtbefindende, så gælder det altså uanset om det er i Iran. Eller i Grønland… Som et lille land er vi særligt nødt til at insistere på, at vi alle skal overholde de fælles spilleregler.
Uanset om det går ud over dem, vi selv godt kan lide. Eller dem vi ønsker hen hvor peberet gror.
***
Resultatet af det andet er kaos og opbrud. De handelsmure som vi har brugt de seneste årtier på at bryde ned, er på vej op igen.
Som et direkte resultat af den nye geopolitiske virkelighed. Verden bliver i stigende grad polariseret. Delt i øst og vest. Nord og syd. Hvem der er de gode og hvem der er de onde kan blive sværere at få øje på. Skelne ven fra fjende.
Jo mere vi kriges, jo mere ufred, des sværere bliver det at handle frit med hinanden over grænser. Og det kommer til at få konsekvenser, der kan mærkes.
USA bomber i Iran. Iran bomber i Golf-landene for at ramme amerikanske mål i regionen. Luftrummet lukkes. Uroen begynder at sprede sig. Og nu advarer de olieproducerende lande i regionen om, at de kan risikere at stoppe for eksporten af olie indenfor få dage.
Nu er der en del herinde, der har samme farve hår som mig. Og som måske godt kan genkalde sig, hvad en oliekrise betyder for hverdagen og velfærden.
***
Jeg har aldrig været nogen dommedagsprofet – og bliver det aldrig. Jeg kan bedre lide at tale i dur end i mol. Og de udfordringer, der står foran os, er ikke uoverstigelige. Men de skal tages alvorligt og håndteres klogt.
Vi, Danmark, skal ikke ud at sætte hele verden på plads. Det kommer man ikke langt med som en lille nation med 6 millioner indbyggere i en stor verden med 8 milliarder mennesker. Alene de tal siger lidt om styrkeforholdet.
Vi skal styrke vores engagement i et EU, der skal ranke ryggen og fylde mere på den udenrigspolitiske scene. Det har vi værdierne, økonomien og strukturen til.
Men vi, Europa, taber terræn i verden. For 30 år siden udgjorde EU’s økonomi knap 30 procent af verdens samlede velstand. I dag er tallet 16 procent.
Det er da om noget et vink med en vognstang om, at vi skal investere i selv at blive større og stærkere. Og det bliver vi ikke ved at lukke os inde, som nogen vil. Det er helt sikkert. Så kommer vi til at sidde ensomme tilbage i et hus i forfald.
***
I min levetid har verden ikke været så udfordret som den er nu.
Det stiller krav. Også til os. Om at turde modstå fristelsen, til at bygge mure. Og bure os inde. Og i stedet åbne op, bygge broer, skabe alliancer. Blive større, stærkere og bedre.
Det er derfor Moderaterne står vagt om dansk udviklingsbistand. Det er ikke i vores interesse at kaste det globale syd i hænderne på Kina og Rusland. Det er tvært imod i vores interesse at lave investeringer der forebygger et enormt migrationspres mod Europa. Og som samtidig skaber nye markeder for dansk eksport.
Når nogen lukker dørene i, så er det klogt at investere i nøgler til at åbne nogle nye.
I særlig grad i en verden præget af ufred og usikkerhed. En verden, hvor nogle forsøger at splitte. Ikke bare de enkelte lande mod hinanden. Men vel nærmest splitte det hele ad. Det er er vi nødt til at gå op imod.
Hvis man slipper bøllerne løs i skolegården, så er det de små, der får røvfuld. Og det er derfor, at vi små nede i skolegården skal stå sammen. Vi kan jo ikke stå der alene.
***
I kender mig, og I ved, at jeg er klar til at kæmpe for alt, hvad jeg har kært. Koste hvad det vil.
Politik er ikke at vente på, at der viser sig en vej. Politik er at tage ansvar for, at der overhovedet bliver en vej.
Så hvis du nogensinde er i tvivl. Tør du tage det skridt? Bare gør det. Uanset om det er 100 skridt eller 10.000. Sæt dig i bevægelse. Den ene fod foran den anden, højre, venstre, højre, venstre, og så finder vi balancen på midten.
Ja, vi lever i en svær tid. Men netop i en svær tid er det vigtigt at holde hovedet koldt og hjertet varmt.
Rigtig godt årsmøde.
Så nåede vi SÅ langt… Vores femte årsmøde – halvvejs mod et rundt jubilæum – det kan noget! Og så midt i en valgkamp. Jeg er glad for at så mange af jer har sluppet plakater og flyers for en dag, for at samles her. Det er nemlig meget godt lige at mødes her i omklædningsrummet i halvlegen. Til lidt snak om taktik, et par staldtips fra de andre og nogle klap på skulderen og lidt rygstød til de mere end to ugers valgkamp, der stadig er forude.
Ofte er det første skridt det sværeste. Det gælder også i mødet med andre mennesker på gader og stræder derude. Når man skal aflevere sit budskab til fremmede på gaden. Men når man først har sat sig i bevægelse, så går det lidt nemmere. Pludselig næsten som en leg.
Der er noget grundlæggende menneskeligt over at gå. Vi lærer det, før vi lærer at tale. Vi rejser os, falder, rejser os igen. Og så tager vi det første skridt.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det alligevel igen: Tak til alle jer, der tog det første skridt og trådte med ud på isen, før den størknede under fødderne på os. Da vi skabte Det Politiske Mødested og siden Moderaterne. Hvor er det dejligt at se, at så mange af jer er nået tørskoede frem her i dag.
***
I lang tid har jeg gået 10.000 skridt om dagen. I hvert fald forsøgt i en udfordret kalender. Ikke for at slå en eller anden rekord. Ikke for at konkurrere – højst med mig selv – nogen stor sportsmand bliver jeg nok aldrig. Men fordi det gør noget ved én at gå.
Søren Kierkegaard skrev engang: ”Tab for alt i verden ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til.”
Jeg er ret sikker på, at Kierkegaard ikke kun refererede til det fysiske velbefindende, men også til hovedet.
Det er i hvert fald min oplevelse, at det gavner begge dele – både krop og sjæl.
Det har jeg oplevet, når jeg har spadseret på gader og stræder i udlandet og herhjemme. I sene timer og tidlige morgener. Når jeg har inviteret på gå-kaffe om mandagen. Samlet kloge, gode folk, med noget på hjerte og gået en tur. Så taler man sammen på en anden måde. Drøfter problemer og løsninger. I al stilfærdighed og med omtanke.
Moderaterne blev ikke til med et brag. Først små skridt. Så nogle lidt større. Og vi blev ved med at sætte den ene fod foran den anden. Også når nogen forsøgte at spænde ben for os undervejs. Og det er derfor vi er her i dag. Midt i en valgkamp. I ret god form. For 3,5 år siden lykkedes det os at bryde op i blokpolitikken. Og nu skal vi gøre det igen.
***
Jeg har været med på Christiansborg i tre årtier nu. Et af de rigtig store skridt, der er blevet taget i den tid, er velfærdsaftalen fra 2006. Indgået af en blå regering, jeg var selv indenrigsminister, med Socialdemokratiet, de Radikale, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Hen over midten.
Langsigtet økonomisk holdbarhed blev prioriteret over kortsigtet popularitet.
Vi gennemførte en de mest omfattende økonomiske reformer af vores samfund. Og hvor var det godt, at vi turde. For det nyder vi alle sammen godt af i dag.
Til dem der måske ikke lige har det i frisk erindring, så var det i velfærdsaftalen, at vi blandt andet vedtog, at pensionsalderen stiger med levealderen.
Vores robuste samfundsøkonomi i dag, hviler på den aftale. Det er derfor vi skal værne om den aftale. Når andre angriber fundamentet under vores økonomi, så holder vi fast. For dine og mine børnebørns skyld.
I dag er det kun en ud af 10, som faktisk går på pension, når de fylder 67 år. Langt de fleste går inden.
Selvom rigtig mange gerne ville fortsætte, hvis de fik større frihed og fleksibilitet og ikke bliver straffet økonomisk.
***
Derfor ønsker Moderaterne at skabe en langt mere fleksibel ordning for tilbagetrækning. Men samtidig sikrer, at man kan trække sig gradvis tilbage, når vi nu kan se, at det er sådan, folk er flest. Det er derfor Moderaterne i går fremlagde forslag om deltidspension.
I dag arbejder man enten fuld tid eller stopper helt. Fra den ene dag til den anden.
Fra en hverdag med et vækkeur, der ringer hver morgen. Man tænder for kaffen og radioen, rutinen ligger så meget på rygraden, at man dårligt behøver at tænde lyset. Går i bad og tager tøj på og tager hen til kollegaerne og fællesskabet. Hvor der er brug for én. Til et liv der ændrer sig med et snuptag. Der bliver måske holdt en afskedsreception, blomster og kort, anekdoter fra årene, der er gået.
Og så en brat opvågnen uden hverken vækkeur eller morgenrutine. Og hvad gør man så?
Berit på 64 år, hun fortrød. Det fortalte hun mig på en gåtur forleden. Hun savner arbejdet og kollegaerne og ville gerne være fortsat på nedsat tid. Men den snak fik de aldrig taget på arbejdspladsen. Og det er en skam.
For nok kan vi alle være trætte af vækkeuret en kold og mørk morgen i januar, men det kan også blive FOR stille.
Derfor skal vi indrette os anderledes.
***
Derfor har vi foreslået en DELTIDSPENSION – en ny ydelse i årene før folkepensionen, så du kan gå ned i tid i årene op til pensionsalderen, få mere frihed og stadig få økonomien til at hænge sammen.
Så målstregen bliver til et lidt større mål-område, om man vil.
Lad os stoppe med kun at snakke folkepensionsalder og firkantede tilbagetrækningsordninger og i stedet udvikle løsninger, der giver mening for både mennesker og samfundsøkonomi.
Nogen mener, at det kun er Arnes tur. I Moderaterne mener vi, at det er alles tur. Til selv at vælge.
Vores ambition er, at vi skal skabe en ny indretning af pensionssystemet, der sætter det enkelte menneske først. Og som samtidig sikrer et fast fundament under vores økonomi. For selvfølgelig handler det om økonomi. Både for den enkelte og samfundet. Men det handler først og fremmest om menneskesyn.
Det gør det også, når vi taler om de absolut mest udsatte i vores samfund. Moderaterne er stiftet på en ambition om at give netop dem værdigheden tilbage.
***
Men statsministeren må have glemt dem, da hun trykkede på knappen. For værdighedsreformen nåede ikke at komme igennem Folketinget og blive endeligt vedtaget. Det er GODT nok en skam… Nu bliver det så en opgave for et nyt Folketing at stemme den igennem. Lad os håbe at stemmerne falder sådan, at det sker. For der er brug for den reform.
Danmark er på alle måder et fantastisk velfærdssamfund. Rigt, frit og uden den store ulighed, som man kan møde i andre dele af den vestlige verden. Alligevel falder for mange gennem nettet. Og ender med at leve et uværdigt liv på gaden.
Ligesom Jacob Nellesø. Jacob har jeg mødt ved flere lejligheder. Nanna hjalp ham med at finde rundt i systemet. Sidst jeg så Jacob sad vi ude ved de skæve boliger på kanten af Brønshøj i København. Jacob med sit kun ene ben i kørestolen, mærket af et hårdt liv, flere diagnoser, stofbruger osv. osv. Listen af udfordringer var lang.
Forleden fik jeg besked om, at Jacob nu ikke er her mere. På samme dag som valget blev udskrevet, forlod han os. Så han når aldrig selv at se værdighedsreformen blive til virkelighed. Men så meget desto mere grund til at lade hans historie leve videre her blandt os – og understrege hvorfor den er så vigtig. Jeg ved, at Jacob ville være helt tilfreds med at blive nævnt her i dag. Så derfor deler jeg lidt af hans historie.
***
Jacob havde bopæl i Ringsted. Men han endte en nat på Istedgade i en punkteret kørestol. Ringsted kommune var såkaldt handlekommune, Jacob var deres borger.
Men nu sad han altså i kørestolen, punkteret, på en gade i København og havde brug for tag over hovedet og hjælp.
Jacob fik besked om, at han måtte finde til Ringsted, hans bopælskommune, for at få hjælp. At han på en eller anden måde måtte rejse sig op på sit ene ben, finde ned til Ringsted og snakke med dem.
Helt ærligt, det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre.
En del af værdighedsreformen er, at du som udsat borger kan få hjælp uanset hvor i landet, du befinder dig, når du har brug for hjælpen. At uanset hvilken dør, du banker på, så er der en hjælpende hånd på den anden side.
Vi var ikke nået en aftale om en værdighedsreform uden Moderaterne. Og nok særligt dig Nanna.
Det kan godt være, at statsministeren glemte jer, da hun udskrev folketingsvalget. Det gør vi ikke. Det bliver afgørende vigtigt for Moderaterne, at værdighedsreformen bliver gennemført i et nyt Folketing!
***
Moderaterne er vel en form for start-up. I de første år gik jeg ofte og underholdt med, at det vel kun var et spørgsmål om tid, før Børsen måtte sende os en Gazelle, fordi vi voksede så hurtigt. Den har vi i øvrigt stadig ikke fået…
Men det skal ikke afholde os fra at arbejde for vilkårene for andre iværksættere. Det er der i den grad brug for.
Sidste år, 2025, blev det år i mere end et årti, hvor der blev startet FÆRREST nye virksomheder i Danmark. Det duer ikke.
SVM-regeringen har allerede gjort noget: Fjernet en række af de benspænd, der i alt for mange år har generet virkelystne danskere. Vi har afskaffet "skatten fra helvede", lagerbeskatning, hvor man betaler skat af penge man endnu ikke har tjent.
Fordi den har pålagt hårdtarbejdende iværksættere beskatninger i millionklassen af gevinster, som de slet ikke har fået endnu. Det var ikke sket uden Moderaterne i regering.
Men der skal mere til. Vi skal skabe en kultur, hvor folk har lyst til at starte en virksomhed. Hvor de tør. Hvor vi får det til at vokse og gro herhjemme.
Det er derfor vi foreslår at hæve loftet på aktiesparekontoen – fra 170.000 til 500.000.
Og det er derfor vi foreslår at ændre beskatningen af aktieindkomst.
***
I dag betaler man to forskellige satser. Det vil vi forenkle og forbedre til én samlet skat på 35 procent.
Og det er derfor vi skal sænke selskabsskatten – som minimum fra 22 til 20 procent.
For helt ærligt, det er jo ikke en regerings job at sprøjte væksthæmmere ud over dansk erhvervsliv. Tvært imod. Et dansk erhvervsliv i vækst, betyder mere velstand og velfærd til hele Danmark.
Vi er vel også nødt til at tale om det forslag Socialdemokratiet har lagt på bordet om formueskat… Selvom jeg må forstå på de politiske kommentatorer, at jeg dermed går i en eller anden fælde, som Mette Frederiksen har lagt ud. Men det må jeg så risikere. For jeg vil altså ikke afholde mig fra at sige min meget klare mening om det.
Det lyder besnærende – så skal vi bare lige beskatte de super-rige.
At indføre skat på folks formue gavner ingen. Det er sådan et forslag, der er let at gribe til, når fantasien fuldstændig har forladt én. Og der kun er overskud til at gribe ud efter et populistisk forslag fra nederste hylde…
Jeg var relativt nyvalgt folketingsmedlem, da en socialdemokratisk finansminister AFSKAFFEDE formueskatten. Det var i 1997. Den hæmmede ganske enkelt investeringer og var vanskelig at administrere. Socialdemokratiets nye forslag om en formueskat kommer konkret til at påvirke 850.000 jobs.
***
Og det er DET, der er det vigtige.
Jeg siger ikke det her for at varetage enkelte rige danskeres interesser. Jeg siger det fordi, det netop handler om så meget andet end det. For hvis man skal betale skat af sin formue, så er det altså også værdien af fabriksbygningen og maskinerne. Af lastbiler og kraner. Alt det der skaber rammerne om helt almindelige jobs til helt almindelige mennesker.
Vi har alle forudsætninger for at vide, at formueskat ikke er klogt.
Så hvis vi gerne vil bevare Danmark som et af de rigeste, og faktisk også ”ligeste”, lande i verden, så skal vi droppe alle tanker om formueskat. Her i Moderaterne har fantasien i hvert fald ikke forladt os endnu. Så i stedet for at støve gårsdagens dårlige løsninger af og hive dem op fra kælderen igen, så lad os prøve at tænke helt nyt. For os handler det ikke om ideologi. Men når man sammenligner Danmark med Sverige og Norge, så har vi den højeste skat på alt. Det højeste samlede skattetryk, højeste skat på den sidst tjente krone, højeste skat på investeringer, højeste skat på arv, den højeste skat på generationsskifte. Og helt ærligt, vi skal ikke forringe mulighederne for virksomhederne i Danmark. Vi skal forbedre dem. Derfor skal skatten ikke op. Den skal ned.
Nu har I så lige hørt mig kontant afvise formueskatten. Så nu hvor jeg så er i gang med de ikke-populistiske emner, så fortsætter jeg med at vove pelsen. Og gå ind på endnu et område, hvor jeg kan komme til at træde nogen over tæerne.
***
Det har jeg prøvet før. I mine frisatte år udenfor dansk politik, skrev jeg en bog.
En af de seneste i rækken. Men IKKE den sidste…
Her skrev jeg om behovet for en modernisering af Rigsfællesskabet. Og jeg fik vist også kritiseret, at skiftende danske politikere over årene ikke har turde at engagere sig i debatten om det. Den kritik var også rettet mod mig selv. For jeg turde jo først, da mine ord ikke længere bar samme vægt.
Siden er jeg så blevet diplomat. I hvert fald i mit virke som udenrigsminister. Nok lidt mindre i mit virke som politisk leder for Moderaterne. For vi ER også nødt til at kunne tale om tingene, som de er. Og ikke som vi ville ønske, at de var. Og i dag er det partiformand Lars, der står her.
I 2019 skrev jeg, at Danmark bør engagere sig mere i Grønland. I stedet for at gå på listefødder af frygt for en skilsmisse. Det mener jeg stadig. Og nok nu mere end dengang.
For nylig havde jeg en god snak med landsstyreformand Jens Frederik Nielsen. Han siger, at Grønland skal have styr på fundamentet, før skorstenen kan sættes på. Det fundament skal vi have robustgjort i fællesskab, så det står stærkt, når Grønland engang skal sætte skorstenen på.
Så vi skal udvikle vores forhold. Og det synes jeg, at vi skal gå ind i med åbent sind og i en ånd af fællesskab med grønlænderne.
***
Vi har været igennem meget sammen. Særligt det seneste år.
Og skal man sige noget som helst positivt om Donald Trump, og det er godt nok svært… Så er det, at det ydre pres har skabt et styrket indre sammenhold mellem Danmark og Grønland. Den del sætter jeg meget stor pris på.
Det kunne jeg tydeligt mærke, da jeg var i Nuuk for en måneds tid siden. Det kan godt være at vi kan have vores uoverensstemmelser hjemme i familien, men der skal ikke komme nogen udefra og diktere vores forhold.
Da vi sad i Washington, de dage i januar, Vivian Motzfeldt og jeg, var der ingen tvivl om, at vi er på samme hold. Det samme gjaldt folkene omkring os.
Og helt ærligt, jeg har prøvet meget… Men det var da til den usædvanlige side, at skulle ind til det møde med vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio. Der har været meget snak om ’knuckles’ og noget med en smøg bagefter… Og ja, havde jeg vidst, at det hele blev transmitteret live på tv hjem til jer alle sammen, så havde jeg måske nok gjort det anderledes. Men nu så I det, som det var. I så os, som vi var: Vivian og mig, to mennesker, der var lettede. Og mon ikke I egentlig godt kunne tåle at se det? For det er jo det vi er, politikere, men først og fremmest mennesker.
***
En god dag kommer ikke dårligt tilbage. Og den dag i Washington endte som en god dag. Men det er ikke slut. Så langt fra. Vi læner os ikke tilbage og puster helt ud endnu.
Det HAR været en speciel periode at være udenrigsminister. Der har udspillet sig ting på den verdenspolitiske scene, som jeg bestemt ikke havde forestillet mig i december 2022.
Udover præsident Trumps ønske om at overtage Grønland, så har Danmark og Europa har været under heftig beskydning. Danmark heldigvis kun med ord. Længere mod øst i Ukraine, desværre stadig med krudt og kugler.
Det er endnu ikke lykkedes os at stoppe hverken det ene eller det andet.
Og det vil jeg gerne knytte nogle ord til.
I Ukraine udlever man stadig et mareridt. Luftalarmer, missilangreb, overgreb på kvinder og børn og civile tab. Det er den nye geopolitiske virkelighed, som har ramt vores kontinent. Den kommer ikke belejligt. Og den er allerede i gang med at forandre vores verden på måder, vi ikke bryder os om.
Verden bliver ikke igen, som den var før Ruslands invasion af Ukraine.
***
Det bliver vi nødt til at forholde os til. Som land – og som folk.
Vi har oprustet vores forsvar. Meget! Det koster. Men det er nødvendigt. Desværre.
Men krig og konflikt koster ikke kun menneskeliv. Det koster også på vores velfærd og velstand. Historien gentager sig selv.
Ved Murens fald den 9. november 1989 sejrede friheden og fornuften. Historien var forbi, blev der sagt. Verden lå for vores fødder. Siden tog vi fredsdividenden hjem. Hele verden blev vores fabrik. Det gav os velstand som aldrig før. To biler. Nye køkkener. Demokrati og friværdi. Vi levede i hvert fald i en periode uden at skænke vores nære sikkerhed en tanke. Vi tog den for givet. Og vi høstede frugterne i hverdagen.
Nu buldrer og brager det så igen. Verden er i opbrud. Og Danmark er kastet ud i den største geopolitiske krise siden 2. verdenskrig. Og hvis ikke vi navigerer klogt igennem, så kommer det til at koste os. På alle måder.
***
Det betyder ikke, at vi skal skære i støtten til Ukraine, som nogen mener. Slet ikke. Ukraines suverænitet og sikkerhed er vores suverænitet og sikkerhed. Punktum.
Og det undrer mig ærligt talt, at den alvor ikke står klart for Dansk Folkeparti og andre, der lader til at mene, at vi skal lade ukrainerne sejle deres egen sø.
Den holdning fra det yderste højre understreger, hvorfor de, efter vores mening, ikke er egnede til at sidde på magten i Danmark.
Når USA går enegang og bomber i Iran, så kan vi måske nok enes om, at vi græder tørre tårer for Ayatollahaen. Men helt ærligt, målet helliger ikke altid midlet. For hvis vi mener, at USA ikke bare kan fjerne andre ledere efter forgodtbefindende, så gælder det altså uanset om det er i Iran. Eller i Grønland… Som et lille land er vi særligt nødt til at insistere på, at vi alle skal overholde de fælles spilleregler.
Uanset om det går ud over dem, vi selv godt kan lide. Eller dem vi ønsker hen hvor peberet gror.
***
Resultatet af det andet er kaos og opbrud. De handelsmure som vi har brugt de seneste årtier på at bryde ned, er på vej op igen.
Som et direkte resultat af den nye geopolitiske virkelighed. Verden bliver i stigende grad polariseret. Delt i øst og vest. Nord og syd. Hvem der er de gode og hvem der er de onde kan blive sværere at få øje på. Skelne ven fra fjende.
Jo mere vi kriges, jo mere ufred, des sværere bliver det at handle frit med hinanden over grænser. Og det kommer til at få konsekvenser, der kan mærkes.
USA bomber i Iran. Iran bomber i Golf-landene for at ramme amerikanske mål i regionen. Luftrummet lukkes. Uroen begynder at sprede sig. Og nu advarer de olieproducerende lande i regionen om, at de kan risikere at stoppe for eksporten af olie indenfor få dage.
Nu er der en del herinde, der har samme farve hår som mig. Og som måske godt kan genkalde sig, hvad en oliekrise betyder for hverdagen og velfærden.
***
Jeg har aldrig været nogen dommedagsprofet – og bliver det aldrig. Jeg kan bedre lide at tale i dur end i mol. Og de udfordringer, der står foran os, er ikke uoverstigelige. Men de skal tages alvorligt og håndteres klogt.
Vi, Danmark, skal ikke ud at sætte hele verden på plads. Det kommer man ikke langt med som en lille nation med 6 millioner indbyggere i en stor verden med 8 milliarder mennesker. Alene de tal siger lidt om styrkeforholdet.
Vi skal styrke vores engagement i et EU, der skal ranke ryggen og fylde mere på den udenrigspolitiske scene. Det har vi værdierne, økonomien og strukturen til.
Men vi, Europa, taber terræn i verden. For 30 år siden udgjorde EU’s økonomi knap 30 procent af verdens samlede velstand. I dag er tallet 16 procent.
Det er da om noget et vink med en vognstang om, at vi skal investere i selv at blive større og stærkere. Og det bliver vi ikke ved at lukke os inde, som nogen vil. Det er helt sikkert. Så kommer vi til at sidde ensomme tilbage i et hus i forfald.
***
I min levetid har verden ikke været så udfordret som den er nu.
Det stiller krav. Også til os. Om at turde modstå fristelsen, til at bygge mure. Og bure os inde. Og i stedet åbne op, bygge broer, skabe alliancer. Blive større, stærkere og bedre.
Det er derfor Moderaterne står vagt om dansk udviklingsbistand. Det er ikke i vores interesse at kaste det globale syd i hænderne på Kina og Rusland. Det er tvært imod i vores interesse at lave investeringer der forebygger et enormt migrationspres mod Europa. Og som samtidig skaber nye markeder for dansk eksport.
Når nogen lukker dørene i, så er det klogt at investere i nøgler til at åbne nogle nye.
I særlig grad i en verden præget af ufred og usikkerhed. En verden, hvor nogle forsøger at splitte. Ikke bare de enkelte lande mod hinanden. Men vel nærmest splitte det hele ad. Det er er vi nødt til at gå op imod.
Hvis man slipper bøllerne løs i skolegården, så er det de små, der får røvfuld. Og det er derfor, at vi små nede i skolegården skal stå sammen. Vi kan jo ikke stå der alene.
***
I kender mig, og I ved, at jeg er klar til at kæmpe for alt, hvad jeg har kært. Koste hvad det vil.
Politik er ikke at vente på, at der viser sig en vej. Politik er at tage ansvar for, at der overhovedet bliver en vej.
Så hvis du nogensinde er i tvivl. Tør du tage det skridt? Bare gør det. Uanset om det er 100 skridt eller 10.000. Sæt dig i bevægelse. Den ene fod foran den anden, højre, venstre, højre, venstre, og så finder vi balancen på midten.
Ja, vi lever i en svær tid. Men netop i en svær tid er det vigtigt at holde hovedet koldt og hjertet varmt.
Rigtig godt årsmøde.