Dejligt at se jer alle sammen her i aften.
Det er ikke så dårligt endda.
Det her parti er jo under fire år gammelt.
Og på grundlovsdag for snart fire år siden, der stiftede vi det her parti med en ambition om at bryde op i blokpolitikken.
Det lykkedes vi med sidste gang, det lykkedes vi også med i dag.
Men der har været ups and downs.
Og jeg har ikke skrevet nogen tale, fordi man ved jo aldrig, hvordan verden former sig.
Det kan gå op, det kan gå ned, så jeg har bare lige fundet en enkelt sms-besked, jeg sendte til Jonas [Juul Bisserup Bechfeldt], da han blev partisekretær den 15. december sidste år.
Og der skrev jeg til Jonas.
“Velkommen til dag ét på jobbet. Benchmark 1,5% i Epinionen, så det bør kun kunne gå fremad. Tak for at påtage dig opgaven. Det skal nok blive godt.”
Og det er det blevet.
På grund af jer.
Og jeg vil gerne sige, at I har ført en fantastisk valgkampagne.
Båret af positivitet og optimisme.
Når andre go low, så går vi high
Vi taler ikke ned til folk, vi taler op til folk.
Prøv at høre, det har været mærkelig fire uger. Det har ligesom været sådan lidt skizofrent, hvor halvdelen af tv-skærmen har handlet om dansk politik:
14 elever i klasserne, I kan få noget billigere benzin, et eller andet.
Og den anden halvdel af tv-skærmene har handlet om en verden i opbrud — med en krig i Iran, med risiko for en energikrise, med krig i Ukraine.
Og det er ligesom, om det har været to verdener.
Og det eneste parti, der har insisteret på at binde de to verdener sammen, det er Moderaterne.
For vores ambition fra dag ét har været at løfte blikket.
Og jeg ved, I hader det, men min tale har trods alt udviklet sig, siden vi stiftede partiet for tre år siden.
For da talte jeg om mine ufødte børnebørn, og nu taler jeg om mine ufødte oldebørn.
Og det er sådan set dem, det handler om.
Danmark er et fantastisk land, og for 3,5 år siden, der brød vi dansk politik op, og vi skabte en regering hen over midten, som sådan set har været en succes. Måske ikke i meningsmålingerne, måske ikke her i aften – selvom jeg er nødt til at sige, at det parti i regeringen, der har lidt mindst, det er Moderaterne.æ
Men vi har jo taget ansvaret på os.
Vi har oprustet Danmark fra 1,36% af bni til 3,5 på grund af truslen fra Rusland og for at holde sammen på NATO-alliancen.
Samtidig med at vi har givet skattelettelser til 3 mio. danskere, halveret topskatten for 280.000 danskere fra 15% til 7,5%, givet et lønløft til udvalgte dele af den offentlige sektor for at få sygeplejerskerne og SOSU-assistenterne tilbage, lavet en værdighedsreform, som så godt nok ikke lige blev vedtaget, fordi statsministeren syntes, der skulle være valg i utide.
Det, tror jeg, var en dårlig idé.
Ja ja, men lige meget med det. Alt det har vi gjort, og det er vi rigtig, rigtig stolte af, og det er det, Danmark har brug for. Og derfor har vi også været så forbasket kede af det efter, at Mette Frederiksen fløjtede af til 2. halvleg og se vores to medspillere i regeringen sprinte ud mod hver deres hjørneflag.
Mette Frederiksen i stiv løb ud mod det højrøde hjørneflag: Formueskat. Alt det, vi snakkede om for to år siden. Arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, glem det. I skal bare gå på pension, det betyder ikke noget. Gør bare Danmark fattigere.
Og den anden mand: Troels Lund. Ud mod et blå, sorte hjørneflag. Glem omverden. Cut lige en fjerdedel af ulandsbistanden. Drop konventionerne. Vend ryggen til verden i en situation, hvor Danmark har brug for hele verden.
Det er helt galt, og vi er bleven stående inde på midten.
Og der står vi også i aften.
Og vi er stolte af det, vi har opnået.
Og I skal være stolte af jer selv.
Det er en ret fantastisk bedrift at være under fire år og så levere det valgresultat, vi har leveret her til aften.
Tillykke med det.
Og herfra bliver det svært.
Fordi det der står klart, tror jeg nok, med alle tænkelige forbehold: De sidste stemmer mangler at blive talt, og der er også Grønland, og der er Færøerne.
Men jeg tror, at det er sådan, at der findes ikke noget højrødt flertal til venstre for os, og der findes ikke noget sort-blåt flertal til højre for os.
Og hvad skal det så bruges til?
Det må morgendagen jo vise, fordi for os, det ved I: Det handler ikke om nogen. Det handler om noget.
Og det noget er, at det her lille land, med 6 mio. indbyggere i en verden med 8 mia., som er i opbrud, og der er krig i Iran, og der er krig i Ukraine, har brug for at stå sammen.
Vi er en lille stamme.
Vi skal samles.
Vi skal ikke splittes.
Vi skal ikke være røde.
Vi skal ikke være blå.
Vi skal arbejde sammen.
Og når verden bliver hård?
[Slagsang fra tilhørerene: “Klar, parat, moderat”]
Præcis.
Og når verden bliver hård.
Og når Trump bygger toldmur, så skal vi jo træne vores muskler op i at kunne springe over dem.
Når verden den bliver koldkrigerisk, og der er krig i Iran, hvor Putin sidder og hygger sig over, at alt det, der ikke kommer ud af Hormuzstrædet, det kan han så levere. Gødning og olie og hans krigskasse bliver fyldt, så skal vi jo træde i karakter.
Og det handler ikke om at lave sådan en Silvan-plan, hvor man forlænger hele verden med brædder.
Det handler ikke om, at gryden skal ramme bunden og løbe tør.
Det handler om, at man skal løfte blikket og lave reformer, og det er det, vi gør.
Og det er det, vi vil prøve nu.
På baggrund af det her valgresultat, og se, om vi kan fremtvinge en eller to situationer, hvor det kan lade sig gøre. Og derfor vil jeg bare sige:
Til Troels og Mette, som vi har haft et godt samarbejde med de sidste 3,5 år:
Prøv nu at kravle ned fra de dér træer.
Vi har ikke brug træklatring.
Og vi har slet ikke brug for, at der er nogen, der kravler op i træet og saver i de grene, der gør Danmark stærkt.
Den gren, der hedder international arbejdskraft, som er den største grund til, at råderummet er vokset de her år. Der sidder nogen og saver i den og siger, at folk må ikke komme til Danmark.
Hold op med det.
Den gren, der hedder erhvervslivet, som har gjort os stærkt.
Der sidder nogen deroppe og taler om formueskat, og skal vi ikke gøre det sværere at lave arbejdspladser i Danmark.
Hold op med det.
Den gren, der hedder, at Danmark er et åbent samfund, der lever op til sine internationale forpligtigelser, som kalder på vores allierede, når vi har brug for dem, når Trump kommer og vil tage 98% af vores territorium. Og så kan vi da ikke selv vende ryggen til konventionerne.
Hold op med at save i den gren.
Så drop nu det der grensaveri. Kom ned fra træerne. Kom ned til os.
Vi står ved midten. I spurtede ud mod hjørneflagene, vi står derinde. Det er her, spillet er interessant.
Kom og spil med os.
Og vi er klar.
For vi er klar, parat, moderat.
Tak skal I have.
Det er ikke så dårligt endda.
Det her parti er jo under fire år gammelt.
Og på grundlovsdag for snart fire år siden, der stiftede vi det her parti med en ambition om at bryde op i blokpolitikken.
Det lykkedes vi med sidste gang, det lykkedes vi også med i dag.
Men der har været ups and downs.
Og jeg har ikke skrevet nogen tale, fordi man ved jo aldrig, hvordan verden former sig.
Det kan gå op, det kan gå ned, så jeg har bare lige fundet en enkelt sms-besked, jeg sendte til Jonas [Juul Bisserup Bechfeldt], da han blev partisekretær den 15. december sidste år.
Og der skrev jeg til Jonas.
“Velkommen til dag ét på jobbet. Benchmark 1,5% i Epinionen, så det bør kun kunne gå fremad. Tak for at påtage dig opgaven. Det skal nok blive godt.”
Og det er det blevet.
På grund af jer.
Og jeg vil gerne sige, at I har ført en fantastisk valgkampagne.
Båret af positivitet og optimisme.
Når andre go low, så går vi high
Vi taler ikke ned til folk, vi taler op til folk.
Prøv at høre, det har været mærkelig fire uger. Det har ligesom været sådan lidt skizofrent, hvor halvdelen af tv-skærmen har handlet om dansk politik:
14 elever i klasserne, I kan få noget billigere benzin, et eller andet.
Og den anden halvdel af tv-skærmene har handlet om en verden i opbrud — med en krig i Iran, med risiko for en energikrise, med krig i Ukraine.
Og det er ligesom, om det har været to verdener.
Og det eneste parti, der har insisteret på at binde de to verdener sammen, det er Moderaterne.
For vores ambition fra dag ét har været at løfte blikket.
Og jeg ved, I hader det, men min tale har trods alt udviklet sig, siden vi stiftede partiet for tre år siden.
For da talte jeg om mine ufødte børnebørn, og nu taler jeg om mine ufødte oldebørn.
Og det er sådan set dem, det handler om.
Danmark er et fantastisk land, og for 3,5 år siden, der brød vi dansk politik op, og vi skabte en regering hen over midten, som sådan set har været en succes. Måske ikke i meningsmålingerne, måske ikke her i aften – selvom jeg er nødt til at sige, at det parti i regeringen, der har lidt mindst, det er Moderaterne.æ
Men vi har jo taget ansvaret på os.
Vi har oprustet Danmark fra 1,36% af bni til 3,5 på grund af truslen fra Rusland og for at holde sammen på NATO-alliancen.
Samtidig med at vi har givet skattelettelser til 3 mio. danskere, halveret topskatten for 280.000 danskere fra 15% til 7,5%, givet et lønløft til udvalgte dele af den offentlige sektor for at få sygeplejerskerne og SOSU-assistenterne tilbage, lavet en værdighedsreform, som så godt nok ikke lige blev vedtaget, fordi statsministeren syntes, der skulle være valg i utide.
Det, tror jeg, var en dårlig idé.
Ja ja, men lige meget med det. Alt det har vi gjort, og det er vi rigtig, rigtig stolte af, og det er det, Danmark har brug for. Og derfor har vi også været så forbasket kede af det efter, at Mette Frederiksen fløjtede af til 2. halvleg og se vores to medspillere i regeringen sprinte ud mod hver deres hjørneflag.
Mette Frederiksen i stiv løb ud mod det højrøde hjørneflag: Formueskat. Alt det, vi snakkede om for to år siden. Arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, glem det. I skal bare gå på pension, det betyder ikke noget. Gør bare Danmark fattigere.
Og den anden mand: Troels Lund. Ud mod et blå, sorte hjørneflag. Glem omverden. Cut lige en fjerdedel af ulandsbistanden. Drop konventionerne. Vend ryggen til verden i en situation, hvor Danmark har brug for hele verden.
Det er helt galt, og vi er bleven stående inde på midten.
Og der står vi også i aften.
Og vi er stolte af det, vi har opnået.
Og I skal være stolte af jer selv.
Det er en ret fantastisk bedrift at være under fire år og så levere det valgresultat, vi har leveret her til aften.
Tillykke med det.
Og herfra bliver det svært.
Fordi det der står klart, tror jeg nok, med alle tænkelige forbehold: De sidste stemmer mangler at blive talt, og der er også Grønland, og der er Færøerne.
Men jeg tror, at det er sådan, at der findes ikke noget højrødt flertal til venstre for os, og der findes ikke noget sort-blåt flertal til højre for os.
Og hvad skal det så bruges til?
Det må morgendagen jo vise, fordi for os, det ved I: Det handler ikke om nogen. Det handler om noget.
Og det noget er, at det her lille land, med 6 mio. indbyggere i en verden med 8 mia., som er i opbrud, og der er krig i Iran, og der er krig i Ukraine, har brug for at stå sammen.
Vi er en lille stamme.
Vi skal samles.
Vi skal ikke splittes.
Vi skal ikke være røde.
Vi skal ikke være blå.
Vi skal arbejde sammen.
Og når verden bliver hård?
[Slagsang fra tilhørerene: “Klar, parat, moderat”]
Præcis.
Og når verden bliver hård.
Og når Trump bygger toldmur, så skal vi jo træne vores muskler op i at kunne springe over dem.
Når verden den bliver koldkrigerisk, og der er krig i Iran, hvor Putin sidder og hygger sig over, at alt det, der ikke kommer ud af Hormuzstrædet, det kan han så levere. Gødning og olie og hans krigskasse bliver fyldt, så skal vi jo træde i karakter.
Og det handler ikke om at lave sådan en Silvan-plan, hvor man forlænger hele verden med brædder.
Det handler ikke om, at gryden skal ramme bunden og løbe tør.
Det handler om, at man skal løfte blikket og lave reformer, og det er det, vi gør.
Og det er det, vi vil prøve nu.
På baggrund af det her valgresultat, og se, om vi kan fremtvinge en eller to situationer, hvor det kan lade sig gøre. Og derfor vil jeg bare sige:
Til Troels og Mette, som vi har haft et godt samarbejde med de sidste 3,5 år:
Prøv nu at kravle ned fra de dér træer.
Vi har ikke brug træklatring.
Og vi har slet ikke brug for, at der er nogen, der kravler op i træet og saver i de grene, der gør Danmark stærkt.
Den gren, der hedder international arbejdskraft, som er den største grund til, at råderummet er vokset de her år. Der sidder nogen og saver i den og siger, at folk må ikke komme til Danmark.
Hold op med det.
Den gren, der hedder erhvervslivet, som har gjort os stærkt.
Der sidder nogen deroppe og taler om formueskat, og skal vi ikke gøre det sværere at lave arbejdspladser i Danmark.
Hold op med det.
Den gren, der hedder, at Danmark er et åbent samfund, der lever op til sine internationale forpligtigelser, som kalder på vores allierede, når vi har brug for dem, når Trump kommer og vil tage 98% af vores territorium. Og så kan vi da ikke selv vende ryggen til konventionerne.
Hold op med at save i den gren.
Så drop nu det der grensaveri. Kom ned fra træerne. Kom ned til os.
Vi står ved midten. I spurtede ud mod hjørneflagene, vi står derinde. Det er her, spillet er interessant.
Kom og spil med os.
Og vi er klar.
For vi er klar, parat, moderat.
Tak skal I have.