Kære studenter
Så er I ved at være nået til vejs inde.
Jeg har prøvet at få sagt tillykke til jer alle her de sidste dage – nogle har jeg ikke nået, andre har fået to håndtryk. Det er nogle skønne dage, hvor man tydeligt kan mærke jeres glæde og jeres forældres stolthed. I er selvfølgelig også lettede over at være nået hertil, og det er naturligt, når man har knoklet og været til mange eksamener. Jeg håber, at I vil mindes jeres år her på skolen med glæde.
De sidste 2 og 3 år har I har knoklet. I har haft undervisning, læst lektier, lavet opgaver, været til prøver og rejser. I har været til fællestimer med emner om alt fra seksualundervisning til krigen i Ukraine. Der har været og fester, caféer, elevrådsmøder og meget andet. I har været småutilfredse med vores nye skærmpolitik, og I har også blokeret undervisningen under en strejke sidste år. Jeg tænker også, at frikvartererne og fællesskabet har betydet en hel del.
I er også gået hen og er blevet næsten helt voksne, modne og kloge, og vi ville egentlig gerne, at I blev lidt længere.
Nu er det sådan lige med et slut – nogle synes det er gået for hurtigt, og andre synes tiden frem mod i dag er gået uendeligt langsomt.
Vi har fulgt jer undervejs – både i – og omkring undervisningen, og det har været et privilegie at være vidne til. Vi har lært jer at kende, har givet et opmuntrende ord og et nænsomt skub i ryggen – alt efter hvad der har været behov for – men altid ud af omsorg og for at hjælpe jer på rette vej og igennem nogle udfordringer.
Jeg tror dog I kommer til at savne gymnasiet – i hvert fald kommer I nok til at savne de mennesker, som I har været omkring i jeres gymnasietid.
I slutningen af februar havde vi dimission for vores sidste EUX-hold. Vi har haft EUX her på skolen siden 2017, men der er for få elever til at det kunne fortsætte. Det var en anderledes dimission end i dag, for de var kun fire dimittender: Alberte, Julie, Nikoline og Marius.
Marius havde skrevet en tale til ”sine piger”, som han kaldte dem. Det var en rigtig god og tænksom tale, og Marius sluttede af med noget, som jeg har tænkt over lige siden: ”Karakter er ikke noget man får, det er noget man har”.
Det danske skolesystem er fuld af karakterer. Vi måler og bedømmer meget, og selvom jeg ikke som sådan er modstander af, at vi giver karakterer, så kan de nogle gange fylde for meget og være en hindring for læring og en hindring for, om man tør spørge og udtrykke sig.
Karakterer er jo udtryk for et fagligt niveau, et udtryk for om man er god til at få noget sagt og om man er god i eksamenssituationer. Men de er desværre ikke altid helt retvisende. De er heller ikke udtryk for, hvem man er som person og hvilke menneskelige egenskaber man har.
At have karakter er udtryk for personlig integritet, personlig styrke og mod. Karakter er noget man opbygger gennem hele livet, og det kommer ikke let.
Det kommer gennem en indsats og gennem, at man gør sig umage i alle forhold. Karakter opbygges ved, at man tør stå ved sine holdninger, at man tør stå op for det man tror på og stå op for andre, som ikke selv kan. Det er også erkendelsen af, at man ikke er fuldendt og perfekt – det er noget mere jordnært – og meget vigtigere. Det handler om at tage sig selv og sine valg alvorligt.
Karakter er altid en vigtig egenskab, men måske særligt vigtigt i den på mange måder lidt vilde tid vi lever i. Først vi jeg sige, at alt selvfølgelig ikke er helt skidt, for der er også meget, der går godt. Levealderen stiger, der er stigende velstand, flere kan læse og skrive. Den grønne omstilling er faktisk også godt på vej. Omvendt er der også mange ting at bekymre sig om. Krige og ufred hærger – også tæt på os. Vi er nødt til at investere mere i vores egen sikkerhed. Hvad der er sandt eller usandt er også blevet markant sværere at afkode. Donald Trump er et kapitel for sig selv, og så er der også lige en klimakrise
Samtidigt er vores samfund præget af stigende polarisering og stigende splittelse og desværre også af en stigende grad af manglende forståelse for den anden og de andre.
Vi lever også i en tid, der på mange måder er præget af rastløshed, manglende koncentration og at vi hele tiden skal videre og vi skal føle glæden ved alt. Samtidigt bakker vi lidt, når noget bliver svært.
Den verden vi lever i, om som I kommer til at gå ind i som voksne, er der for den enkelte i den grad brug det der med karakter.
I skal kaste jer ud i voksenverdenen, selvom den er svær at forstå. I skal turde tage livet på jer – handle – begynde på noget uden at vide, hvordan det ender. Den risiko kan man godt løbe, hvis man ved, hvor man selv står. Man kan godt navigere undervejs, hvis man har sit kompas med sig. Det er svært at navigere, og vide hvad der er rigtigt og forkert, hvis man ikke har kompasset med, eller hvis man ikke har lært at bruge det ordentligt.
For at kunne stå ordentligt og sikkert, så er man nødt til at gøre en indsats. Man er nødt til at lære tingene selv uden at springe over hvor gærdet er lavest. Det er noget I skal skrive jer både bag øret og i huen.
Jeg kan godt være lidt bekymret for perspektiverne for den del, da der med introduktionen af kunstig intelligens med værktøjer som ChatGBT, er for mange, der vælger den lette vej. De ser skolearbejdet og de skriftlige hjemmeopgaver som noget, der skal overstås hurtigst muligt og ikke som noget man skal lære noget af. Jeg tror desværre, at vi snart begynder at se konsekvensen af denne udvikling i eksamenskaraktererne, og det bekymrer mig virkelig meget. Når I skal videre i uddannelsessystemet, så er mit dybfølte råd, at I skal selv gøre en indsats. I skal bruge teknologien til at blive klogere og ikke som en nem genvej. Tager man den lette vej hele tiden, så står man med en uddannelse med mange mangler.
Vi oplever det nok alle sammen, at vi er blevet dårligere til at fokusere og fordybe os. Hele tiden er der behov for overspringshandlinger og for at lave noget, der er lidt sjovere.
Vi skal selvfølgelig omfavne teknologien, og vi kan opnå meget ved at mestre de nye værktøjer, men vi skal også være varsomme og have en tanke på, hvad de gør ved os. Synes vi egentlig, at det er god brug af tiden, hvis man er på sin telefon 4 timer om dagen, eller en god idé, at man har fået chatten til at skrive halvdelen af ens opgaver?
I sangen Livstræet af Hans Holm og Erik Lindebjerg lyder andet vers: ”Der er så meget uden varme, uden ånd og uden liv. Folke bliver fattige og arme, tænker kun på tidsfordriv”.
Vi skal nok i stigende grad spørge os selv, om vi bruger tiden på det, der giver mest mening.
Det er et udtryk for personlig styrke at træffe det valg.
Man skal ikke være bange, når det gør lidt ondt, og når det er svært og hårdt. Det går som regel over igen, og tilbage står en følelse går af, at man godt kan – og det er en helt anden dybtfølt glæde end, hvis man er veget uden om.
Karakter kommer også til udtryk, når vi på det personlige plan viser handlekraft og viser mod. Når man tør have en holdning, når man spørger ind til nogle, der har det svært og viser omsorg.
Selvom jeg lige har udtryk bekymring for overdreven brug af kunstig intelligens, så har jeg de sidste par uger set mange udtryk for personlig karakter. Det er en svær situation at miste en kammerat, men I har virkelig taget hånd om hinanden. Det vidner om gode solide unge mennesker, som ikke burde stå i sådan en situation, men som får vist, hvad I kan, når det gælder.
Nu er I studenter. Det er et opbrud, og et de store skifte her i livet. Det er vel i den kategori, hvor man finder konfirmationer, bryllupper og andre store livsbegivenheder.
At blive student markerer også, at I nu siger farvel til skolehverdagens trygge rammer. Det er friheden, der venter, tænker I nok, men der følger også en anden type tømmermænd end dem I har i morgen. I vil opleve, at trygheden, nærheden til kammerater og fællesskabet ikke er helt så ligetil mere. I kommer også til at skulle begynde at tænke alvorligt over videre uddannelse. Der venter dermed en livsfase med kæmpe frihed og store overvejelser. Nyd friheden – udforsk verden og jer selv. I skal nok finde ud af det med valget – det gør alle jo på et eller andet tidspunkt.
I skal arbejde til I er over 70, så der er god tid og I kommer til at skifte spor og job mange gange. I har en solid rygsæk med jer herfra, som jeg håber på, at I vil tænke på mange gange i tiden der kommer.
Med disse ord dimitterer jeg årgang 2025 fra Skive Gymnasium