Det her bliver muligvis ikke sjovt for folk i salen at høre, men det skal siges; nogen skal foreholde politikerne herinde konsekvenserne af den førte politik. Jeg ville ønske, at der var en storskærm herinde, så der kunne køre en film med billeder af og navnene på nogle af de mange danskere, som er ofre for det svigt, som foregår. Jeg kan f.eks. nævne Beate, den 55-årige kvinde, som på brutal vis blev dræbt af en udvist asylansøger fra Afghanistan tæt på Kærshovedgård. Jeg kan også nævne Katrine, en 23-årig kvinde, som blev kørt ned og dræbt i Aarhus, eller de tre ældre, der for nylig blev dræbt syd for Aarhus. Vi kunne også have et billede kørende af den unge kvinde, som for nylig blev holdt fanget og gruppevoldtaget i flere timer i Aarhus. Vi kunne have billeder af unge drenge og piger, som bliver overfaldet af flokke, billeder af mobning og trusler i skolen, så unge danskere bliver hjemme af frygt. Og Folketinget har også brug for at se et billede af Lauritz, den unge mand, som blev tæsket halvt til døde; mens han lå på jorden, trampede overfaldsmændene på hans hoved.
Jeg ville ønske, at Folketinget kunne se billederne, således at man kunne se, at der er virkelige personer, personer af kød og blod, bag statistikkerne. For rundt om i landet sidder der danske familier, nu uden deres kære, uden deres mor, deres far, deres søn; der sidder nu folk med ar på sjælen for livet.
Skiftende flertal herinde har i årevis tilladt en fuldstændig samfundsødelæggende indvandring, som skader landet økonomisk, retsmæssigt og kulturelt. Man har tilmed kombineret det med en lalleglad og ubrugelig rundkredssocialpolitik og et retssystem blottet for konsekvens, rimelighed og retfærdighed. Den hårdeste straf, som Lauritz' overfaldsmænd fik, var 6 måneders fængsel. Og nu varsler man endnu en pakke, endnu en stramning. Måske fordobler man straffen. Måske er det det, man går ud med nu: Vi går hårdt til den, vi fordobler straffen. Det vil så betyde, at de mennesker, som næsten dræbte Lauritz, trampede på ham, smed ham ud foran en bil, vil få 12 måneders fængsel i stedet for 6 måneders fængsel.
Hvis der skulle være nogen som helst rimelighed og retfærdighed i det, skulle vi sætte år bag det tal, og så skulle de, hvis de kunne, udvises fuldstændig fra Danmark. Men vi taler om 6 måneders fængsel for at trampe en mand halvt ihjel. Hvordan kan vi som Folketing forsvare det? Hvordan kan vi sige til danskerne, ofrene derude, familierne, at de må leve med sådan en konsekvens? Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, og jeg håber, at Folketinget vågner op.
Der går nærmest inflation i det, når vi kommer tæt på et valg. Alle fører sig frem med en stram udlændingepolitik – det er nærmest blevet sådan en tradition – men når alt kommer til alt, er det, når der stemmes i Folketingssalen, en anden fortælling. Og det fatale svigt mod vores fædreland, som sker i de her år, fortsætter desværre. Vi har ikke løst den her problematik, før vi samtidig løser det med andelen af folk, som kommer hertil fra MENAPT-landene, altså at den kurve knækker. Der findes ikke et status quo omkring islam. Enten får vi mere islam i Danmark, eller også får vi mindre islam i Danmark. Der er kun de to muligheder.
Folketinget trænger til at gøre tegnebrættet op. Hvad skal der ske med Danmark? Skal der være mere islam eller mindre islam? Indtil videre har svaret fra Folketinget bredt været mere islam. For det har været konsekvensen af den politik, man har ført. Det kan godt være, at man har sagt noget andet på de sociale medier og alt muligt andet, men konsekvensen af den førte politik har været mere islam. Det er på tide, at man gør op med det en gang for alle og fortæller danskerne, om det er det, de kan kigge ind i, eller om det her Folketing vil tage ansvar for, at det bliver mindre islam.
Man svigter danskerne. Samtlige partier undtagen Borgernes Parti har inden for de sidste år stemt for at gøre staten større og give politikerne mere magt. Og hvad bruger politikerne så den magt til? Man har fjernet en fridag uden at spørge borgerne, man pålægger os formynderiske afgifter og unødvendige gebyrer, begrænser vores ytringsfrihed og dømmer folk for at skrive vittigheder online. Vi er nået så vidt, at politikerne herinde og systemet vil bestemme, hvem i familien der skal holde barsel. Og for få uger siden bestemte politikerne herinde, at vi som forældre fremover ikke må vide det, hvis vores døtre på 15 år, altså vores børn, vil have foretaget en abort, eller hvis de har fået foretaget en abort. Staten må vide det, systemet får det at vide, men vi som forældre har ikke længere ret til at vide det, hvis vores børn skal have foretaget en abort. Ind med systemet, ud med forældrene.
Hvad får den almindelige borger derude så ud over de overgreb på vores grundlæggende rettigheder og familieværdier? Oven i hatten oplever vi lige nu stigende priser på nødvendigheder som mad og vand, højere afgifter på alverdens ting og et stadig mere usammenhængende og stressende familieliv, hvor ganske almindelige danskere må knokle hurtigere og hurtigere i systemets trædemølle og alligevel oplever, at det er sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen. Det er ganske enkelt på tide, at vi borgere siger, at nok er nok, og tager magten tilbage.
Lad mig slå fast: Der er ingen klimakrise; der er en energikrise. Folketingets årelange absurde helliggørelse af Greta Thunberg-doktrinen omkring verdens undergang har på det skammeligste efterladt en hel generation af unge med en irrationel klimaangst. Politikere, medier og lærere har i en eller anden tragisk alliance efterladt deres ansvar i tasken og har erstattet rationale og sund fornuft med en klimafanatisme og en nærmest religiøs tilgang til det her spørgsmål. Samtidig står flertallet stadig væk herinde og siger, at vindmøller og solceller er svaret, alt imens vi oplever en stigende risiko for fatale svigt på elnettet, og at danskerne samlet set må betale de højeste elpriser. Senest har det her Folketing besluttet at overføre op mod potentielt 55 mia. kr. af borgernes penge til vennerne i vindmøllebranchen og vindmølleindustrien – noget, man i bedste fald nærmest kan kalde tyveri ved højlys dag.
Men vi har brug for mere energi, meget mere, og meget mere stabil energi. Og vi har nu taget endnu en debat, hvor jeg igen mener, at vi misser noget af det, der er ganske nødvendigt at snakke om, og det er AI. AI kan være skræmmende, men det er virkeligheden, der suser af sted derude, og vi bliver nødt til at forholde os til det. For AI kommer til fuldstændig at ændre vores situation, og vi bliver nødt til at starte den grundlæggende samtale om, hvordan vi indretter et samfund, hvor arbejde og den værdiskabelse, der følger med, stopper for mange af os mennesker. Vi kommer inden for ganske få år til fuldstændig at skulle redefinere menneskers rolle og opgaver, hvad formålet med livet er, og hvorledes vi fordeler værdier.
Men det er, som om hele den debat er skudt til hjørne. Vi har en debat om, hvad pensionsalderen skal være i 2045, om den skal stige med 1 år, eller om den skal stige med 8 måneder. Men kære venner, det er fuldstændig omsonst at have den debat, for arbejdsmarkedet kommer til at være noget, som vi aldrig nogen sinde har set før, om bare ganske få år, i 2030. Og det er den debat, vi er nødt til at tage fat på, for ellers efterlader vi befolkningen derude med en masse spørgsmål, som vi ikke kan svare på.
Så må jeg ikke her til sidst opfordre til, at man tager AI-debatten dybt alvorligt og ikke tror, at det er en ny form for excelark eller internet eller noget andet. Det er en langt voldsommere og langt større omvæltning af alt, hvad vi kender som civilisation, der foregår i de her år. Og bare kig ud på verden og se, hvor meget der bliver investeret, og hvor travlt verden har med det her. Vi bliver nødt til at tage debatten i Danmark også.