MENNESKETS GUDSDYRKELSE
Det er Menneskets Fortrin fremfor Dyret at have en Fremtid, at vide, at det har en Fremtid. Dyret har kun Øjeblikket, kun Nuet, men Mennesket har ogsaa en Fremtid. Derfor ved Dyret intet om Døden, det kan højst ane den; men Mennesket ved ogsaa om Døden.
Barnet har til at begynde med heller ingen Fremtid. Dets Bevidsthed er ikke vaagnet til Bevidsthed om sig selv; derfor ved det heller intet om Fremtiden. Dette er Barndommens »Fred« og Barndommens »Uskyld«. Men eftersom Barnet vokser op, opdager det ogsaa Fremtiden: at det har en Fremtid foran sig. Dog varer det som oftest længe, inden det opdager, hvor alvorlig og virkelig Fremtiden er: det er Barndommens elskelige Letsind; dets Fremtid er en Eventyrfremtid, en drømt Fremtid; det tror endnu, at det selv skaber Fremtiden.
Men forgæves søger Mennesket at vedblive med at være Barn: hvad Barnet allerede aner, kan den voksne ikke undgaa at vide. Ligesaa lidt som et Menneske kan slippe for Fremtiden, ligesaa lidt kan det slippe for Bevidstheden om Fremtiden, for Forholdet til Fremtiden. Det er forgæves, at det søger at leve i Øjeblikket og lukke sig af overfor Fremtiden. Ogsaa denne Stræben efter at leve i Øjeblikket vidner om Fremtiden og Frygten for Fremtiden. I denne letsindige Ubekymrethed om Fremtiden skjuler der sig en tungsindig Bekymring og Frygt for Fremtiden. Og forgæves søger Mennesket at overvinde Frygten ved Glemsel; Glemselen minder selv om Fremtiden og om Frygten.
Forgæves søger et Menneske at gøre sig til Herre over Fremtiden ved at haabe paa Tilfældet eller paa Lykken. Ingen haaber paa Tilfældet eller Lykken uden samtidig at frygte dem. Forgæves søger det at sikre sig overfor Fremtiden gennem Troen paa sig selv og sit eget Nu, gennem sin Overbevisning og gennem sin Religion. Forgæves søger det at indbilde sig selv, at det har besejret Fremtiden og dermed Frygten for Fremtiden. Forgæves søger det at skaffe sig Vished om sin egen Fremtid; og ligesaa forgæves søger det at indbilde sig, at der ingen Fremtid er, at det kun har sig selv og sit eget Nu, at det andet – det med Fremtiden – intet betyder. Det er forgæves altsammen, for det er Frygten for Fremtiden, der er Drivfjedren i al denne Jagen efter Vished om Fremtiden: hvordan den er, eller at den ikke er. Ja skulde det lykkes et Menneske ved sin Vished eller sit Letsind at holde sig Bevidstheden om Fremtiden fra Livet, saa staar dog Sandheden om Fremtiden – at ingen kommer udenom sin Fremtid – lige for Døren, og den trygge Søvn er tung af onde Drømme om den glemte Fremtid.
Det er Menneskets Fortrin fremfor Dyret at have en Fremtid, at vide, at det har en Fremtid. Dyret har kun Øjeblikket, kun Nuet, men Mennesket har ogsaa en Fremtid. Derfor ved Dyret intet om Døden, det kan højst ane den; men Mennesket ved ogsaa om Døden.
Barnet har til at begynde med heller ingen Fremtid. Dets Bevidsthed er ikke vaagnet til Bevidsthed om sig selv; derfor ved det heller intet om Fremtiden. Dette er Barndommens »Fred« og Barndommens »Uskyld«. Men eftersom Barnet vokser op, opdager det ogsaa Fremtiden: at det har en Fremtid foran sig. Dog varer det som oftest længe, inden det opdager, hvor alvorlig og virkelig Fremtiden er: det er Barndommens elskelige Letsind; dets Fremtid er en Eventyrfremtid, en drømt Fremtid; det tror endnu, at det selv skaber Fremtiden.
Men forgæves søger Mennesket at vedblive med at være Barn: hvad Barnet allerede aner, kan den voksne ikke undgaa at vide. Ligesaa lidt som et Menneske kan slippe for Fremtiden, ligesaa lidt kan det slippe for Bevidstheden om Fremtiden, for Forholdet til Fremtiden. Det er forgæves, at det søger at leve i Øjeblikket og lukke sig af overfor Fremtiden. Ogsaa denne Stræben efter at leve i Øjeblikket vidner om Fremtiden og Frygten for Fremtiden. I denne letsindige Ubekymrethed om Fremtiden skjuler der sig en tungsindig Bekymring og Frygt for Fremtiden. Og forgæves søger Mennesket at overvinde Frygten ved Glemsel; Glemselen minder selv om Fremtiden og om Frygten.
Forgæves søger et Menneske at gøre sig til Herre over Fremtiden ved at haabe paa Tilfældet eller paa Lykken. Ingen haaber paa Tilfældet eller Lykken uden samtidig at frygte dem. Forgæves søger det at sikre sig overfor Fremtiden gennem Troen paa sig selv og sit eget Nu, gennem sin Overbevisning og gennem sin Religion. Forgæves søger det at indbilde sig selv, at det har besejret Fremtiden og dermed Frygten for Fremtiden. Forgæves søger det at skaffe sig Vished om sin egen Fremtid; og ligesaa forgæves søger det at indbilde sig, at der ingen Fremtid er, at det kun har sig selv og sit eget Nu, at det andet – det med Fremtiden – intet betyder. Det er forgæves altsammen, for det er Frygten for Fremtiden, der er Drivfjedren i al denne Jagen efter Vished om Fremtiden: hvordan den er, eller at den ikke er. Ja skulde det lykkes et Menneske ved sin Vished eller sit Letsind at holde sig Bevidstheden om Fremtiden fra Livet, saa staar dog Sandheden om Fremtiden – at ingen kommer udenom sin Fremtid – lige for Døren, og den trygge Søvn er tung af onde Drømme om den glemte Fremtid.
Det hænder ikke sjeldent, at Mennesker hævder, at de ingen Gud har, at de ikke ved af nogen Gud og intet Forhold har til ham. Al denne Tale er ligesaa taabelig som Talen om, at et Menneske ingen Fremtid har eller kan undgaa at vide om sin Fremtid og derfor intet Forhold har til den. Et Forhold til Gud har ethvert Menneske, for ethvert Menneske har en Gud; og i Forholdet til Fremtiden aabenbares et Menneskes Forhold til dets Gud. Ingen er uden noget Forhold til Gud – i Tro eller i Vantro. Ingen er uden nogen Gud – den sande Gud eller Afguden.
I Menneskets Forhold til Fremtiden aabenbares dets Gudsforhold: hvem dets Gud er, den sande Gud eller Afguden, – det er virkelig ikke Navnene, der gør Forskellen. I Forholdet til Fremtiden ligger Menneskets Gudsdyrkelse, – enten det saa vil vide af det eller ikke.
Det er ligesaa sikkert som at Mennesket har en Fremtid, – enten det vil vide af det eller ikke.
Som Menneskets Fortrin fremfor Dyrene er, at det ved om Fremtiden, at det har en Fremtid, saaledes skulde det ogsaa være Menneskets Fortrin at vide om Gud, at have en Gud. Men Mennesket er af Naturen Afgudsdyrker; hans Forhold til Fremtiden er Bekymringens. I Bekymringens Forhold til Fremtiden aabenbares Menneskets Synd, dets Vantro, dets Afgudsdyrkelse.
Bekymringen er jo et Forhold til Fremtiden. Fremtiden er mørk og uigennemsigtig. Bekymringen ved ingenting om den; den ved kun, at den er der, og at den ikke kan undgaa den. Den ved, at den ikke er Herre over Fremtiden, at den aldrig kan naa den med Haand eller Tanke og derfor aldrig kan sikre sig imod den. Barnet, som endnu ikke ved om Fremtiden, har ingen Bekymringer. Den voksne frygter Fremtiden og længes derfor tilbage til den »uskyldige« Barndom, da han endnu var uvidende om Fremtiden.
Afgudsdyrkeren dyrker og tilbeder sin Afgud og frygter ham samtidig. Saaledes ogsaa, naar Mennesket dyrker og tilbeder Tilfældet; naar det forsøger at glemme Fremtiden over Øjeblikket; naar det søger at tage Betydningen bort fra Fremtiden ved at benægte den eller ved gennem sin Vished eller Overbevisning at tage den med Vold.
Men maa et Menneske da ikke nødvendigvis bekymre sig for Fremtiden, naar det dog ikke kan undgaa at vide om den? Jo det maa det, – for Mennesket er af Naturen Afgudsdyrker. I Grunden ligger derfor ogsaa denne Bekymring alle Mennesker lige nær; det er slet ikke de ydre Forhold, der er de afgørende. Den ene søger at sikre sig gennem jordisk, verdslig Mammon; den anden søger det samme gennem himmelsk, from Mammon. Meningen er den samme: den er Afgudsdyrkelse.
Det er vel forskelligt, i hvor høj Grad Mennesker bliver sig Forholdet til Fremtiden bevidst, i hvor høj Grad de lærer Bekymringen at kende ved Navn, men Bevidstheden er der altid og Bekymringen ogsaa. Enhver ved noget om, hvad der kan hænde et Menneske, og ved da ogsaa, at en ikke ringe Del deraf skal hænde Mennesket. De Ting, vi er dybest bundne til, dem rammer Fremtiden: vore Forældre som vore Børn, ja vi selv er i Fremtidens Magt. Og som sidste Udgang af al vor Fremtid møder os Døden. Nu om Dage skal det være stort ved Fromhed eller ved Fritænkeri at føle sig hævet over Døden, men Jesus fandt det latterligt at hæve sig over Døden, – det er kun Trældom under Døden. Og latterlige er ogsaa alle de mange fromme og ufromme Midler, hvorved man vil komme Fremtiden til Livs: Salighedsdrømmene, Fremtidsdrømmene, den ydre eller indre Ro og Tryghed; drevet af Frygten for Fremtiden lader Menneskene det virkelige Liv med dets Nød og Elendighed, dets Død, i Stikken for at redde sig selv.
Men kan man da forlange, at Moderen ikke maa bekymre sig for sine Børn, at Mennesket ikke skal bekymre sig for sit Liv og sin Død? Vi forlanger slet ingenting og skal heller ingenting forlange. Man kan ikke baade forkynde Evangeliet, det glade Budskab, og stille Fordringer til Mennesker, Fordringer, som de aldrig vilde kunne opfylde. At stille en saadan Fordring vilde jo kun føre til, at Mennesker fik en ny Bekymring: Bekymringen for, hvordan de skulde slippe af med Bekymringerne, Bekymringen for ingen Bekymringer at have. Vi vilde derved kun drive Mennesker endnu dybere ind i Frygten og Fortvivlelsen. Nej, vi skal ingenting forlange, men vi skal forkynde Evangeliet for den bekymrede, forkynde den sande Gud for Afgudsdyrkeren, – at Sandheden maa frigøre ham fra Trældommen.
Mennesket er ikke sin egen Herre; det er i Fremtidens Magt; det viser Bekymringerne. Hvad enten det fortrøster sig til, at det gaar nok altsammen, det har jo dog Sjælen i Behold, eller det sikrer saa meget som muligt af den nærmeste Fremtid, – det er dog i Fremtidens Vold. Og igennem sit Forhold til Fremtiden dyrker Mennesket sin Gud. Derfor er Bekymringen Afgudsdyrkerens Gudsdyrkelse.
Men naar det nu er sandt, at Mennesket er i Fremtidens Magt, at det ikke kan undslippe den eller gøre sig til Herre over den, naar Enden paa al vor Fremtid er Fremtidens Død, hvorledes dyrkes da den sande Gud, hvilket er da Menneskets rette Forhold til Fremtiden? Det er Haabet. Haabet ser ogsaa alle Farerne, alle Mulighederne, ja selv Døden, og dog forlader det sig paa Gud. Haabet har heller intet i sin Magt, men det tror paa Guds Trofasthed. Haabet ved ligesaa meget, ja endnu mere om, hvad der kan hænde et Menneske, og dog har det Tillid til Gud.
Haabet er ogsaa i Fremtidens Magt, – ja men Haabets Fremtid er Guds Naade. Derfor er Haabets Gudsdyrkelse ikke Frygt, men Kærlighed.
Det er en stor Misforstaaelse, at Haabet skulde forlade denne Verden for at hygge sig i Himmelen. Nej, Haabet holder fast ved denne Verden, – det er den, det haaber for og med. I Haabet bliver Moderen hos sit Barn og Menneskene ved deres Grave. Haabet lukker ikke Øjnene for Døden, men forventer Opstandelsen. Det lukker ikke Øjnene for Øjeblikkets Nød, nej, alt mens det sysler med den, haaber det paa Forløsningen. Det driver ikke med verdslige eller fromme Midler Bekymringerne fra sig, nej Bekymringerne driver Haabet til Gud. Mens Bekymringen søger at faa Fremtiden i sin Magt og derfor falder ind under Fremtidens Forbandelse, saa giver Haabet sig i Fremtidens Vold, saa giver Haabet sig Naaden i Vold. Mens Bekymringen tror, at Fremtiden er Menneskets Fremtid, saa ved Haabet, at Fremtiden er Guds. Mens Bekymringen tror, at Fremtiden kun kan være vis, naar den er i Menneskets Haand, saa ved Haabet, at Fremtiden kun er vis, naar den er i Guds Haand.
Haabet er ogsaa i Fremtidens Magt, – ja men Haabets Fremtid er Guds Naade. Derfor er Haabets Gudsdyrkelse ikke Frygt, men Kærlighed.
Det er en stor Misforstaaelse, at Haabet skulde forlade denne Verden for at hygge sig i Himmelen. Nej, Haabet holder fast ved denne Verden, – det er den, det haaber for og med. I Haabet bliver Moderen hos sit Barn og Menneskene ved deres Grave. Haabet lukker ikke Øjnene for Døden, men forventer Opstandelsen. Det lukker ikke Øjnene for Øjeblikkets Nød, nej, alt mens det sysler med den, haaber det paa Forløsningen. Det driver ikke med verdslige eller fromme Midler Bekymringerne fra sig, nej Bekymringerne driver Haabet til Gud. Mens Bekymringen søger at faa Fremtiden i sin Magt og derfor falder ind under Fremtidens Forbandelse, saa giver Haabet sig i Fremtidens Vold, saa giver Haabet sig Naaden i Vold. Mens Bekymringen tror, at Fremtiden er Menneskets Fremtid, saa ved Haabet, at Fremtiden er Guds. Mens Bekymringen tror, at Fremtiden kun kan være vis, naar den er i Menneskets Haand, saa ved Haabet, at Fremtiden kun er vis, naar den er i Guds Haand.
Det er ogsaa en stor Misforstaaelse, at Haabet skulde leve i Fremtiden. Det er Bekymringen, der lever i Fremtiden; den frygter Fremtiden og drages derfor med uimodstaaelig Magt imod den. Haabet lever i Nuet, i Øjeblikket; det forventer nemlig Fremtiden og søger ligesom at drage Fremtiden til Nuet, til Øjeblikket, hvor det har sit Liv, og hvor det derfor har Fremtiden, Guds Naade, behov. Mens Bekymringen egenkærligt flygter fra denne Virkelighed og fra Øjeblikket, fordi det stadig er truet af Fremtiden, og søger at redde sig selv ved Fantasier og Drømme, saa bekymrer Haabet sig ikke for sig selv, – hvordan skulde det være muligt? – men bliver kærligt hos Virkeligheden og i Øjeblikket.
Egentlig vil Bekymringen ogsaa gerne høre paa Haabets Tale; for den er umættelig i sin Bekymring; den vil gerne have Haabet med, for den kan ikke faa Sikkerhed nok. Men eet vil den ikke høre eller ikke forstaa: at ingen kan tjene to Herrer, at man ikke baade kan bekymre sig for Fremtiden og haabe paa Fremtiden, at man ikke baade kan dyrke sin egen Sikkerhed og dyrke Gud. Saa har den alle mulige Undskyldningen paa rede Haand; saa er den villig til at slippe en hel Del, naar den maa slippe for at miste sig selv. Ja mange Bekymringer vil et Menneske opgive, men Bekymringen for sig selv og sit Forhold til Gud, for sit Haab til Gud, det vil det ikke opgive. Saa hører alting op, siger Mennesket. Ja for saa begynder et Menneske at haabe paa Gud. Se derfor er det ogsaa, at Mennesker skelner mellem tilladelige og utilladelige Bekymringer, og det gaar for at være en from og evangelisk Tale, den, der formaner Mennesker til ikke at bekymre sig for denne Verdens Ting, men nøjes med at bekymre sig for sig selv og den evige Fremtid, og dog er det Vantroen og Fortvivlelsen, der taler saaledes.
Bekymringen har travlt med at faa noget i Orden eller sig selv i Orden, saa vil den ogsaa være med. Men Haabet ved, at det kun er en Udflugt, at Mennesket elsker Bekymringen og ikke vil slippe den. Derfor siger det: søg først Gud og hans Rige, saa gives alt dig i Tilgift, saa erstatter Gud alt det manglende med sin Naade. Bekymringen har en Masse, den først skal have bragt i Orden: først skal den tro og have Vished, have Grund til at tro, men Haabet gentager barmhjertigt og ubønhørligt: søg først Guds Rige. Bekymringen har en Mængde Forandringer, der først skal gøres i Menneskets Liv og Forhold, men Haabet siger: søg nu straks Guds Rige, der hvor du er, og saadan som du er.
Egentlig vil Bekymringen ogsaa gerne høre paa Haabets Tale; for den er umættelig i sin Bekymring; den vil gerne have Haabet med, for den kan ikke faa Sikkerhed nok. Men eet vil den ikke høre eller ikke forstaa: at ingen kan tjene to Herrer, at man ikke baade kan bekymre sig for Fremtiden og haabe paa Fremtiden, at man ikke baade kan dyrke sin egen Sikkerhed og dyrke Gud. Saa har den alle mulige Undskyldningen paa rede Haand; saa er den villig til at slippe en hel Del, naar den maa slippe for at miste sig selv. Ja mange Bekymringer vil et Menneske opgive, men Bekymringen for sig selv og sit Forhold til Gud, for sit Haab til Gud, det vil det ikke opgive. Saa hører alting op, siger Mennesket. Ja for saa begynder et Menneske at haabe paa Gud. Se derfor er det ogsaa, at Mennesker skelner mellem tilladelige og utilladelige Bekymringer, og det gaar for at være en from og evangelisk Tale, den, der formaner Mennesker til ikke at bekymre sig for denne Verdens Ting, men nøjes med at bekymre sig for sig selv og den evige Fremtid, og dog er det Vantroen og Fortvivlelsen, der taler saaledes.
Bekymringen har travlt med at faa noget i Orden eller sig selv i Orden, saa vil den ogsaa være med. Men Haabet ved, at det kun er en Udflugt, at Mennesket elsker Bekymringen og ikke vil slippe den. Derfor siger det: søg først Gud og hans Rige, saa gives alt dig i Tilgift, saa erstatter Gud alt det manglende med sin Naade. Bekymringen har en Masse, den først skal have bragt i Orden: først skal den tro og have Vished, have Grund til at tro, men Haabet gentager barmhjertigt og ubønhørligt: søg først Guds Rige. Bekymringen har en Mængde Forandringer, der først skal gøres i Menneskets Liv og Forhold, men Haabet siger: søg nu straks Guds Rige, der hvor du er, og saadan som du er.
Men bagefter? Bagefter, svarer Haabet, saa søger jeg rigtignok ogsaa først Guds Rige. Men hvad kommer der da ud af det, spørger Bekymringen. At jeg indhøstes i Guds Rige, svarer Haabet, – saa kommer hele Livets Forløsning og Oprejsning i Tilgift. Men alt mens jeg haaber, vil jeg gøre min Pligt i Øjeblikket, Fremtiden forventer jeg af Guds Haand.
I Stedet for at lade Mennesker vidne om sig selv og deres Haab, har vi ladet Haabet selv tale, – for saaledes taler vi Mennesker ikke, saaledes er vort Liv ikke. Men heller ikke det skal bekymre os, for Evangeliets Ord er her i Verden, Haabets Tale lyder til os. Det bliver ogsaa hos os bekymrede; det og ikke vi skal føre Kampen mod Vantroen, mod Trældommen, mod Afgudsdyrkelsen. Haabet og ikke vi skal frigøre os til at høre Sandheden. Og om end det for os Mennesker lyder som en haard Tale, den, der vil tage Bekymringen fra os og give os Haabet i Stedet, saa vil Gud dog ogsaa give den forargede at høre hans Ord om Fremtiden af hans Naade.