Kære alle sammen.
Jeg vil i dag kort præsenter min ide om en videre gående uddannelse til sagsbehandler, hvor det vil gøre det muligt for dem, at specialiser sig inde for området med anbragte børn og unge.
Jeg vil i dag kort præsenter min ide om en videre gående uddannelse til sagsbehandler, hvor det vil gøre det muligt for dem, at specialiser sig inde for området med anbragte børn og unge.
Til at starte med vil jeg gerne at i alle prøver at forestille jer, at i er et barn, der allerede har mistet noget af det mest grundlæggende i livet.
Nemlig stabiliteten i jeres hverdag og trygheden i det der skulle være jeres nærmeste relationer.
Barnet er nu blevet anbragt ude på et tilfældigt opholdssted.
Men hvad sker der, når barnet ankommer ud på opholdsstedet og møder et system, hvor ansigterne omkring dem konstant skifter.
Hvor den ene sagsbehandler, der lovede at være der, pludselig er væk?
Eller hvor pædagogen, de lige var begyndt at stole på, bliver erstattet af en ny?.
Jo det skal jeg fortælle jer.
De mange utallige udskiftninger der er i personalegruppen og ved deres sagsbehandlere er ikke bare et spørgsmål om, en praktisk udfordring der skal løses, men det bliver i stedet for gjort til en indre smerte hos dem.
Fordi for hver ny voksen, skal barnet starte forfra, hvor de igen skal fortælle, om det smertefulde liv de har været igennem indtil videre.
For lidt over et år siden, havde jeg min første vagt ude på det opholdssted, hvor jeg er ansat, her blev jeg mødt at en ung pige der siger til mig
”altså hvis du alligevel har tænkt dig at smutte om et par måneder, kan du lige så godt bare skride nu ”
Samme pige tager fat i mig efter 5 måneder da der igen er udskiftning i personalet og siger ” jeg kan ikke overskue det her mere, jeg kan ikke overskue at lave flere nye relationer til folk der alligevel bare skrider igen”
Forestil jer lige den frustration, det ville skabe hos jer.
Når alle de nye relationer i prøver at få bygget op, altid kun er midlertidige.
Eller at løfter ikke bliver holdt.
Eller bare, at ingen bliver der længe nok til, virkelig at forstå hvem du er.
Dette er heldigvis bare noget du forstiller dig, men for mange unge børn, er det her deres hverdag.
Når alle de nye relationer i prøver at få bygget op, altid kun er midlertidige.
Eller at løfter ikke bliver holdt.
Eller bare, at ingen bliver der længe nok til, virkelig at forstå hvem du er.
Dette er heldigvis bare noget du forstiller dig, men for mange unge børn, er det her deres hverdag.
Så når vi taler om de mest sårbare personer i vores samfund, er anbragte børn og unge ofte i centrum.
De er børn, der har oplevet mere smerte, usikkerhed og kaos, end de fleste menneske bør.
Derfor har de om nogen brug for støtte og stabilitet.
De er børn, der har oplevet mere smerte, usikkerhed og kaos, end de fleste menneske bør.
Derfor har de om nogen brug for støtte og stabilitet.
Men her kommer spørgsmålet så - Giver vi dem det?
Desværre er svaret ofte nej.
For arbejdet med anbragte børn og unge, er ikke som alt andet arbejde inden for socialforvaltningen.
Det kræver nemlig en unik kombination af faglige, menneskelige og psykologiske kompetencer.
Det kræver nemlig en unik kombination af faglige, menneskelige og psykologiske kompetencer.
Det kræver en viden om, hvordan man håndterer traumer, omsorgssvigt og generelt bare børns udvikling.
Derudover kræver det også en forståelse for, hvordan systemet kan støtte børnene bedst muligt i deres videre gående liv.
Men i dag forventer vi, at sagsbehandlere skal kunne mestre alt dette uden en specialiseret uddannelse.
Desværre er det bare ofte sådan, at en hel nyuddannet socialrådgiver, der lige har bestået deres socialrådgiveruddannelse, uden nogen form for erfaring, bliver kastet direkte ind i nogle af de mest krævende opgaver i vores samfund, nemlig at tage hånd om de unge mennesker.
Resultatet bliver desværre bare ofte, at sagsbehandlere der lige har lovet den unge pige på 15 år, der for 16 gang er blevet anbragt til et nyt sted, nu endelig kan slappe af, og stole på at der bliver taget hånd om hende.
Kort efter bliver den unge sagsbehandlere skræmt af den hård og barske virkelighed den unge pige lever i, eller føler en kæmpe afmagt i, at få tildelt alt for mange på en gang, så de ingen tid har til de unge, og derfor ender i sidst ende med at kaste håndklædet i ringen.
I en undersøgelse fra Arbejdstilsynet, svare 41,5 % af socialrådgiverne ja til, at de altid eller ofte falder bagud i arbejdsopgaver, og derved svigter de unge mennesker.
Anbragte børn og unge fortjener det bedste, vi som samfund kan tilbyde.
De fortjener voksne, der har den nødvendige viden samt
kompetence til, ikke bare at tage hånd om deres akutte behov.
Men også til, at hjælpe dem med, at navigere i et alt for indviklet system og genopbygge tilliden til livet.
Men hvordan gør man så det.
Men bare rolig jeg har en løsning på det hele.
Det er her, at ideen om en videregående uddannelse for sagsbehandlere med speciale i anbragte børn og unge kommer ind.
En specialiseret uddannelse ville ikke bare give sagsbehandlerne de nødvendige værktøjer til at gøre deres arbejde bedre.
Det ville også vise børnene og de unge, at vi tager deres behov alvorligt.
Jeg ved godt, at det vil kræve mange ressourcer og penge for, at kunne skabe en ny uddannelse.
Men hvis vi spørger os selv: Hvad vil det koste, hvis vi ikke gør det?
Jo, det kan i værste tilfælde koste dyrebare menneskeliv.
Så en videregående uddannelse til sagsbehandlere med speciale i anbragte børn og unge, er ikke bare en investering i vores system –
Det er en investering i de børn og unge, der har mest brug for vores støtte, så de kan udvikle sig bedst muligt i livet.
Derfor er mit ønske, at i sammen med mig, vil råbe højt om dette problem, så vi kan få bygget det stærkere fundament under de barn der har mest brug for det.
Tak for jeres tid