Skip to content

Kirsten Jensens båltale

Susanne Eghoff

Om

Taler

Kirsten Jensen
Borgmester, Hillerød Kommune

Dato

Sted

Frederiksborg Slotssø, Hillerød

Tale

Det er dejligt at se, vi er så mange samlet her i aften. Skt. Hans betyder sang, bål og lyse sommernætter. ’Vi elsker vort land, men ved midsommer mest’.
Det er i årets lyseste tid vi fejrer – og vi kan passende fejre, det som bringer lys i mørket – retten til at tale, til at vælge og til at være uenige på en fredsommelig måde. Give hinanden mod til at deltage i demokratiet, at turde sige noget og at blive lyttet til. Det kræver god tone. Ellers er der kun få, som vil være med. Vi har i dette land skabt os retten til demokrati, og det er ikke noget, man kan tage for givet. Vi skal passe på det.
Demokrati giver hver enkelt af os mulighed for den bedst mulige beskyttelse som borger, og det giver os mulighed for fredeligt at indrette et samfund med bestræbelser om mere ligeværd, mere frihed, mere retssikkerhed og mere fællesskab.
Demokratiet kan ikke overvurderes, men der kan manipuleres med det. Med de såkaldte ’sociale medier’ får både rigtige og forkerte oplysninger en større megafon. På de sociale medier bliver alt muligt sendt vores vej, som vi selv skal fakta-tjekke, og vi har ikke avisens redaktion eller mediernes pressenævn til at sikre etikken. Det er nok en rigelig stor opgave for det enkelte menneske. Vi skal ofte spørge os selv, ’kan det nu passe’, når noget mærkværdigt dukker op på skærmen.
Den tyske filosof og jøde Hannah Arendt, der måtte flygte fra Nazi-Tyskland, er tillagt noget, som giver mening i storpolitikken: ”når en leder konstant lyver, er det ikke primært for at få folk til at tro på løgnen, men for at udbrede tvivlen om, hvorvidt man overhovedet kan tro på noget. Et folk, der ikke længere kan skelne mellem sandhed og løgn, kan heller ikke skelne mellem rigtigt og forkert. Med et sådant folk kan den autoritære leder gøre nøjagtig, hvad han vil”. 
*
Sankt Hans er en fejring af sommeren og naturens cyklus. Og ligesom med demokratiet og ønsket om sande historier, skal vi værne om vores natur og klima både lokalt og globalt. 
Vi er allerede i gang med at nyde den del af gågaderne, som er blevet forskønnet, og den sidste del kommer naturligvis med. Hele denne forskønnelse, som bringer det nye flotte underlag med sig, er et kloakeringsprojekt. Et miljøprojekt, som skal sikrer, at regnvandet kommer i slotssøen og spildevandet på rensningsanlægget på Solrødgård; et af Nordeuropas mest effektive rensningsanlæg, som vi godt kan være stolte af. Og alle er velkomne på Solrødgård, der er 6 km stier i området, som giver en af de bedste udsigter i vores område.
Træerne og blomsterne som er på vej i gågaderne giver insekter og småkravl en bedre chance, og dermed jo også os. Tilmed kan vi nyde et bedre klima i gaderne på grund af træernes skygge og optagelse af CO2. Jeg vil gerne sige tak til alle dem, som har holdt ud under det store anlægsarbejde, ikke mindst de handlende i vores butikker. De har været med til at sikre god kommunikation under hele forløbet, fint holdt sammen af Hillerød Byforum, Hillerød Forsyning, entreprenørerne og forvaltningen i Hillerød Kommune.
*
Skt. Hans er en god anledning til at hylde vores fællesskaber. I Hillerød Kommune sker det meste i fællesskaber, og selve dette Skt. Hans arrangement er et godt eksempel på det. Jeg tror på, at disse fællesskaber er gode for os som mennesker i et demokratisk samfund, og det er glædeligt at så mange er involverede i frivilligt arbejde, så vi er med til at give hinanden gode oplevelser, skabe netværk og modvirke ensomhed.
Vi er lige kommet gennem byfest, idrætshædringer og et cykelløb i verdensklasse, og dette er kun muligt, fordi så mange har givet en hånd med, og det er også sådan vi ønsker det; at disse store muligheder skal være til gavn for al det foreningsarbejde, som giver fritidsmuligheder året rundt. Stor tak til alle som gør en indsats for andre og sammen med andre (Skt. Hansaften er arrangeret af C4, Byforum og Hillerød Events).
God Sankt Hans aften og god sommer til jer alle!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags